En sidste bloghilsen til jer alle...

Da jeg for lidt over tre år siden begyndte at skrive på denne blog var jeg egentlig bare interesseret i at fortælle Klemens historie, jeg havde ikke tænkt jeg skulle blogge om mit liv. Hvis jeg skal være helt ærlig, er mit liv alt for trivielt til at interessere andre end mig selv og mine nærmeste.

Klemens liv og død, og min efterfølgende sorg, er dog tæt knyttet sammen så det endte med, at jeg forsøgte at beskrive sorgens følelser og hvordan den påvirker mit liv. Jeg havde brug for et frirum, et sted til at forklare mig fordi sorg (særligt ifht. spædbarnsdød), ikke gives meget plads i det offentlige rum og ofte er tabubelagt. At blogge voksede også til at være del af et fællesskab med andre der har mistet. Jeres store omsorg, refleksioner og til tider diskussioner har betydet utrolig meget for mig i den periode hvor jeg stadig skulle finde mine ben i tabet, og jeg kommer stadig til at læse med hos jer og håber vi stadig kan ses til brunch inden allerhelgen arrangementet.

Min sorg over at miste Klemens forsvinder aldrig, men den har en meget anderledes karakter i dag end for tre år siden. Jeg oplever stadig en stor og tung efterklang af mit store tab. At miste et barn har vist sig for mig, at have konsekvenser på næsten alle fronter i mit liv – både ifht. venskaber, prioriteter, drømme, familie og arbejde. Jeg har på bloggen kunne beskrive nogle af disse udfordringer, andre har været for private for mig til at skulle formuleres her – eller også har jeg manglet den nødvendige distance som måske kommer om et par år når jeg er helt på plads i et liv uden konstante overraskelser.

Samtidig fortsætter mit liv med at vende min verden på hovedet. Efter jeg blev mor til Klemens og oplevede hans død, er jeg på meget kort tid blevet mor til tre lyslevende vidundere Konrad, Viggo og Bertram. De har fuldstændig taget røven på mig særligt oplevelsen af at blive mor til to på én gang. Det er både fantastisk og afsindig hårdt at have tre så små børn. Pt. kræver de al min tid, og det er sjældent, at jeg i dag har mulighed for at mærke efter Klemens – og når jeg gør har jeg ikke tid til at skrive mine tanker ned. Jeg er et andet sted... Jeg har derfor besluttet at stoppe med at skrive mere på bloggen – men jeg bevarer teksten som den er, mest af alt som et minde om Klemens min dejlige dreng som jeg altid vil have en helt særlig plads i mit liv og være den store uforløste kærlighed. Hvis nogle forbipasserende kan anvende mine tanker til at få indsigt i hvordan sorg kan opleves, eller kan bruge min og Klemens historie til at spejle deres egen sorg bliver jeg blot glad og rørt, og du er mere end velkommen til at kommentere her på bloggen eller kontakte mig med komentarer eller tanker på klemsemor@gmail.com eller stine_adrian@yahoo.com

Velkommen til Viggo og Bertram og godt nytår til alle

Det er tre uger siden Viggo og Bertram kom til verden og tiden er bare gået. Viggo kom først og vejede 3382 gram og var 53 cm lang. Bertram blev hevet ud med benene først og var næsten lige så stor 3342 gram og 50 cm. Siden hen har han taget revanche og pt er han klart den tungeste. For mig var det en fin fødsel - der ifølge jordemoderen gik "let". Det hårdeste var efterfølgende at min krop var så nedbrudt og mørbanket- I flere uger efter har min mave været på størrelse med en tvillingegravid - men indeholdet af børn har været byttet ud med væske. Derudover var det første døgn på barselsgangen noget kaotisk - men der kom ro på (dvs. jeg endte med at få eneværelse og fortravlede sygeplejersker blev byttet ud med de søde og forstående af slagsen) og amningen gik efterfølgende fint igang. De fem dage vi opholdt os på Riget nåede jeg at få total hospitalskulder... men det var på en eller anden fin måde også som om cirklen blev sluttet med hensyn til Klemens. Jeg skal ikke have flere børn nu - så personligt blev det et farvel til alle de læger der har hjulpet os i forbindelse med Klemens død og de efterfølgende graviditeter.


Under opholdet fik jeg og ungerne også nogenlunde styr på stereoamningen, der dog er blevet udfordret noget sidenhen først af, at jeg fik brystbetændelse og så stress og lægebesøg pga. syg Konrad og forkølede tvillinger. Vi har de sidste par dage været hos egen læge, vagtlægen flere gange med flere børn, Hvidovre Hosp. børnemodtagelse og så igår et planlagt screeningsbesøg på Gentofte hosp af tvinsernes hofter.

Ud over det har vi skulle finde hinanden her i familien. Det var ikke let for Konrad. Mit fravær havde gjort ham bange for, at jeg ville forsvinde fra hans liv. Han troede jeg var syg - og han havde til vores overraskelse begreber om hvad et hospital er. Under pasning hos bedsterne mv. har han følt sig svigtet af alle hans yndlingsvoksne og vi skal alle pt. arbejde lidt ekstra for at komme ind under huden på ham igen. Efter vi kom hjem er han samtidig selv blevet syg med lungebetændelse mm. På trods af Imacillin fortsætter feberen og alle de vagtlæger vi snakker med siger, at han får det han skal have, og at vi ikke skal være bekymrede..... Jeg håber de har ret - men er helt sikker på, at der højst sandsynligt bliver et lægebesøg til hos egen læge på mandag.....

Tigengæld har Konrad taget rigtig flot mod tvillingerne. Han ser dem lidt som to søde marsvin, der skal fodres og aes. Det er for så vidt en fin indstilling for han forventer ikke at de er sjove og er ikke blevet vred på dem - kun på os...

At have tre levende børn gør pt. også, at jeg ikke får søvn - jeg glæder mig til at de sover lidt mere om natten. Men jeg ved, at hvis bare de alle var raske så ville overskuddet vende. Jeg nyder dog alle mine unger og er langsomt ved at lære Viggo og Bertram at kende. Det er så fantastisk allerede nu at fornemme deres forskellige sind....og jeg fatter simeplthen ikke at de to små liv for lidt siden boede inde i min mave....

Her den 31. dec. 2010 er det sjovt at tænke tilbage til for bare få år (4 år siden). Da var jeg lige landet fra en rejse til Indien og Bangladesh og fejrede nytår for første gang med Mikkel....I 2007 begyndte vores fælles eventyr for alvor - gravid, flytte sammen, bryllup, Klemens, Klemens død, Goa, 2008 - sorg og glæde ved Konrad- 2009 - få styr på livet og så endnu et vildt år med tvillinger i 2010. I dag har vi nydt en tre retters take away nytårs menu fra Mandfreds/Relæ -mens Konrad legede med briobane og tvinserne gav os en times fred - det lyder måske kedeligt men det er en bedre nytårsaften end mange af dem jeg har haft tidligere i mit liv -det er et nytår der både vækker til eftertanke ifht det vi har været igennem, men som i den grad også peger fremad.

Sikke et liv vi har haft og sikke et liv det bliver fremover. Kl. er 20 og Mikkel og jeg er gennemtrætte - nu er vi alle på vej i seng med ønsket om at kærligheden fortsætter for alle os og alle jer og at 2011 herhjemme bliver året med raske børn og forhåbentlig nye og spændende job til os begge......

Godt nytår!

Så er det imorgen det sker.....

Processen med at ungerne skal ud begynder på Riget kl. 9.00. Jeg håber det er muligt at tage vandet, men jeg ved godt at alt kan ske med sådan en fødsel så jeg forbereder mig på alle scenarier. Vi ses på den anden side når ungerne er vel ude og jeg har forbindelse til nettet igen......

Nedtælling....

I dag er jeg 36+2 og nedtællingen har længe været igang. Jeg er nu så gigantisk, at jeg ikke kan gå særlig langt. Sneen sætter yderligere sine grænser for cykle tør jeg ikke i det glatte vejr. Er lykkelig for at jeg nåede at købe julegaverne i mandags.

Jeg burde ikke klage for af en tvillingegravid har jeg det vist godt, og ungerne blev i mandags skønnet til stadig at være lige over gennemsnittet ifht. en alm. single graviditet - ca 2800 gram skulle de være stykket- så i dag nærmer jeg mig vel en ca 6 kg børn i maven. Det kan ikke være bedre. Men nøj hvor jeg glæder mig til at få min krop igen - kunne bygge brio togbane med Konrad - ikke skulle tisse 5 gange om natten - samle ting op fra gulvet uden at blive hysterisk - og få klippet mine tånegle...

Næste milepæl er torsdag hvor jeg er 37 +0 - derefter er drengene ikke for tidligt fødte mere. Den sidste milepæl er den efterfølgende weekend hvor "vi" - dvs. Mikkel endelig kan begynde at flytte rundt og gøre huset klart til tvillingernes ankomst. Onsdag flytter vores lejere ud og så får vi lige et par rum ekstra vi pt mangler. Det glæder jeg mig til. Selvom vi vist efterhånden har fået fat i det hele til ungernes ankomst fylder det, at det meste er gemt væk i arbejdsværelset og på loftet....

Den 9. dec. er den store dag hvor fødslen bliver sat igang hvis jeg ikke er gået i fødsel inden da.....Det er om under 14 dage!

Konrad 2 år....

Der er allerede gået mange dage siden den 3. nov hvor Konrad blev 2. år. Hr er billeder af isindtagelse fra selve dagen og fødselsdag for familien i lørdags.




ç

Mærkedage...

Fordi det kan mærkes – de er mærkelige, eller vi sætter mærker i kalenderen....? Mærkedage har for mig tidligere været kunstige mærker i kalenderen - mange af dem synes jeg er mærkelige –som fx jul – der på ingen måde er min kop the. Først efter Klemens død er mærkedage blevet til noget, der mærkes og ikke blot markeringer i kalenderen. Klemens dage betyder noget. Dvs. hans fødselsdag den 3. okt., dagen for hans indlæggelse den 25’ende okt. og den efterfølgende dødsdag den 26’ende okt. Klemens dage er mærkedage på den måde, at jeg gerne vil mærke ham – helt og udelukkende for min egen skyld. Det er de få årlige frirum til at dykke ned i mindet, kærligheden til ham, glæden ved at han var, savnet af ham og mærke den rå sorg igen. Helt egoistisk er det en måde at finde ud af hvor sorgen har båret mig hen som menneske. Det er pejlemærker. Et rum hvor jeg kan have plads til alle de følelser, der for vild da vi mistede ham.

I år blev mærkedagene ikke helt som jeg havde håbet – helt enkelt fordi livet ikke gav lov. Tvillingerne skulle til 32. ugers scanning på Riget i mandags med efterfølgende lægesamtale. Da jeg for en måned siden fik datoen vidste jeg godt det var dårlig timing, men der er ikke rigtig noget at gøre når nu lægen kun har konsultationer om mandagen. Jeg var bange for hvad det ville gøre ved mig, at skulle til undersøgelse på Riget med tanke på, at jeg tre år forinden var indlagt med Klemens i samme bygning. Heldigvis gik scanningen godt. Banditterne trives – og for tre år siden føltes langt væk. Hjemme var Konrad syg og mine søde svigerforældre var blevet en ekstra dag for at afhjælpe os med det akutte pasningsproblem, da Mikkel også var syg og han skal aflevere sin afhandling på mandag. I går var der igen bedsteforældre hjælp til sygt barn, og jeg var så afsindig træt. Vi nåede ned til Klemens med bukket, græskarmand og lys. Efter Konrad var lagt i seng mæt efter pandekagespisning, fik vi snakket, mindet og kigget ned i Klemens kasse og i hans mindebog. Vi var enige om, at vi fremover vil forsøge at skabe mere tid til sammen at mindes – hvis livet tillader. Med tre levende småbørn og mindedage i okt., er der en vis chance for syge børn i en eller anden afskygning, og meget trætte forældre, der mest af alt har overskud til overlevelse og ikke så meget til minder. Og så må vi som med så meget andet bare sætte pris på det man når under omstændighederne... I anledning af igår og i forgårs er her i hvertfald det smukkeste minde jeg har af min lille søn - mit yndlingsbillede af Klemens 14 dage gammel, taget en uge før hans død.

Klemens 3 år

Igår var det tre år siden, at min lille og første trold blev født på den smukkeste efterårsdag. Der var sol og skyfri himmel. Vi var ikke til at skyde igennem og tog hjem fra Frederiksberg hospital så hurtigt som muligt få timer efter fødslen. Vi ville bare hjem og nyde livet sammen. Jeg var lykkelig som aldrig før - lykkelig på en måde jeg aldrig i mit liv kommer til at opleve igen. Jeg kunne ikke forestille mig hvor kort den lykke ville vare. Jeg ville ikke have været de 3 uger foruden - det er nogle af de smukkeste minder jeg har - lykken med Klemens og Mikkel uden angst for verdens barske realiteter - bare os. Igår mindedes og fejrede vi vores lille knægt, der nu skulle have været et stort børnehavebarn. Vi var nede hos ham og pynte op med lys, blomster og røgelse - vi sang fødselsdagssange, plantede tulipanløg og Klemse fik to fine dinosauerer, som Konrad mente var meget farlige...og sener efter middagslur og frokost tog vi til dyrehaven og gik en tur i efterårsland - rimelig kort for jeg er stor som et hus og Konrad ville helst klatre på træstammer - og der er ingen tvivl om at højdepunktet for ham var fut futtoget og pandekagerne da vi kom hjem.

Dengang Klemens døde blev tre år ud i fremtiden det samme som en evighed. Jeg kunne ikke tænke at mit liv ville fortsætte så længe eller - alt var så tåget, at jeg ikke kunne se ud i fremtiden. Der er stadig mange løser ender. Og livet har taget røven på mig adskillige gange siden Klemens kom til. Jeg ved ikke hvordan vores liv kommer til at forme sig, men nu er det ikke sorgen, der tynger. Den har fundet sit lege. Og igår kom det bag på mig, at den ikke væltede op som fx sidste år. Savnet og sorgen er der - og den har defineret mig som den jeg er - men det er livet, der pt. styrer og overrasker. Samtidig med at jeg er lykkelig for at det ikke er sorgen der fylder - eller at det er angsten for igen at mist der fylder hele mit liv - så savnede jeg igår at kunne være mere til stede i minderne. Jeg ved jeg er i stand til at være til stede, men vores konstante fnis over Konrad, der nu synger Mester Jacob med særlig fokus på Sover DUUUUUUU - fyldte mere gennem dagen. Først hen under aftenen fik jeg mulighed for at tage et smut ned til Klemme alene og nyde skumringen og alene tid med min lille skat og det gav ro i sjælen.....og det var som altid svært men godt at læse i Klemens bog med billeder og minder efter Konrad var lagt - og jeg tror vi begge lige var inde hos Konrad en ekstra gang og kigge ned på hans fredfyldte lille levende sovekrop for at minde os selv om hvor meget vi også har fået efter Klemens død - og håbe inderligt at vi aldrig nogensinde kommer til at miste flere børn eller hinanden før vi er langt oppe i årene...

28 +0

I dag er jeg 28 + 0. De to banditter blev under scanningen i mandags skønnet til begge at være ca 1200 gram hver - og ifølge eksperterne og min egen kropsfornemmelse, er jeg nu ca. lige så stor som jeg har været ved termin med Klemens og Konrad. Det kan mærkes! Jeg er usigelig glad for den nye elevationsseng med meget bedre madras end den gamle seng vi ejede. Det kan tage lang tid for mig at tage tøj på - og det er en kraftanstrængelse at hjælpe Konrad med at sætte brio togskinner sammen på gulvet.
Den gode nyhed er at jeg nu er inde i tredje trimester uden tegn på hverken svangerskabsforgiftning, væksthæmning af ungerne eller for tidlig fødsel - det er et rart udgangspunkt for min metamorfose til en blåhval.... Nu ser jeg blot frem til at sæson 6 af Dr. House dukker op så jeg har underholdning til et par dage....

Når nu man ikke kan tage billeder af hvordan ens barn udvikler sig...

så kan man tage billeder af graven. Lige nu er Klemses have i fuld flor. Sommerfuglebusken er smukkere end nogensinde.... Gid det var min lille knægt jeg tog billeder af. Sikke stor han ville have været. Konrad er allerede ved at være en rigtig stor dreng - han lærer nye ting hver dag og jeg begynder at se ham som en snarlig storebror. Fx er han er blevet bedre til trapperne - forleden dag sagde han til Mikkel - jeg er dygtig - tog fars hånd væk og ville selv bestige trinene op til 4. sal ved hjælp af et fast greb i gelænderet - og selvfølgelig kunne han selv! I maven vokser de to banditter også - indtil videre er alt som det skal være. Moren er træt - men det er vel ikke så mærkeligt når nu jeg er igang med at producere to ud af de fire børn min krop har skabt på fire år.

En dyne af træthed...

En dyne af træthed har sænket sig godt og grundigt ned over mig. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har været så træt i mit liv. Derfor har der været meget stille her på siden. Det har været rigeligt, at skulle arbejde fuldtid og være nogenlunde på ifht. Konrad – og jeg er tilmed pt. verdens kedeligste mor.

Sjovt nok har angsten for, at noget skulle gå galt ikke fyldt så meget. Det på trods af som min obstetriker sagde – at sidst gik jeg hos ham fordi jeg havde mistet et barn og psykisk havde brug for det – denne gang er der reelle risici – fx 30 % risiko for for tidlig fødsel, øget risiko for væksthæmning af ungerne og øget risiko for svangerskabsforgiftning (det er altså bare sådan det er når man er tvillingegravid – den menneskelige krop, er ikke skabt til den slags fjollerier).

Heldigvis har ultralydsscanningerne indtil nu været nådige på den måde, at der ikke er blevet observeret noget, der kan tolkes som unormalt. Tvillingerne (der vist nok er drenge) har hver deres sæk og moderkage og har indtil videre vokset jævnt. Den første hjertescanning gik også ok. Dog var den tvilling, der ligger nederst svær at se – men så længe de ikke ser noget unormalt ved hjertet er det ok med mig. Jeg mangler da også både misdannelsesscanningen vi skal til på tirsdag og den anden hjertescanning, der ligger om to uger – for ikke at snakke om de efterfølgende mange scanninger, der er standard som tvillingegravid... så der er meget de kan nå at opdage og i så fald ligger angsten på lur. Men alt det fylder ingenting ifht. sidst og det er rart.

Det svære har været at komme gennem hverdagen og den har været som en tyk dyne. Det lettede lidt da non-stop kvalmen forsvandt – men trætheden har fortsat og er steget.

Jeg har haft fantasier om at nogle inviterede mig ind i en sovekabine hvor jeg i bløde fjer blidt kunne sove mig gennem resten af graviditeten – og jeg har drømt om, at nogle overbeviste Ole Henriksen - kongen af dyre cremer, sol og godt humør i LA om, at jeg skulle på et mange ugers rekreationsbesøg for at kunne slappe af og lade op inden banditterne kommer. Den slags fantasier er dog luftkasteller – den virkelige verden består i, at man bryder sammen hos sin fantastiske jordemoder fordi jeg er trættere end træt (– nøj hvor har jeg været heldig denne gang – hun er allerede min helt og har været udstationeret med Maternity World Wide i Etiopien)! Jeg hader sådanne sammenbrud hvor man pludselig sidder og tuder overfor én man lige har mødt. Hun og den fødselslæge, der var på vagt var enige om, at jeg skulle sygemeldes på fuldtid på trods af, at jeg kun er lige halvvejs i graviditeten.

Det var ikke nogen helt let beslutning fra min side at vælge at bruge sygemeldingen, for jeg er ansat i et barselsvikariat og har på forhånd dårlig samvittighed over at blive gravid på et for dem ikke særlig smart tidspunkt – og så med tvillinger.... Havde det været en enkelt graviditet havde det været til at bære for så havde matchet mellem udløb af ansættelse og barsel passet bedre. Og så er der den der fandens stolthed og insisteren på at jeg da godt kan klare det meste. Samtidig er det en lettelse, at jeg nu kan sove de middagslure min krop kalder på – jeg håber det gør at jeg hænger lidt bedre sammen.

Det er dog ikke meget jeg har hvilet endnu for min far fik samme dag konstateret, at han har en blodprop i kranspulsåren og blev i helikopter fløjet til Ålborg sygehus fra Læsø, hvor han var på ferie. Det virker som om at situationen er under kontrol. Desværre kan de dog ikke klare problemet med en ballonoperation, så nu er han på vej til Riget hvor han skal have fortaget en bypass. Indtil videre har han heldigvis kun oplevet et vagtsystem og et sygehusvæsen, der er professionelt og kører på skinner. Vagtlægen på Læsø, der argumenterede stærkt for en helikoptertransport er intet mindre end min helt for ifølge min far blev der diskuteret heftigt om det var nødvendigt (penge penge penge....)!

Der er sket meget mere end, at jeg har bevæget mig i en dyne. Det største er nok, at Konrad er startet i verdens bedste vuggestue og elsker det. Han stråler hver dag, bliver stor og finder på flere og flere spillopper. Her er han i det danske sommerland som vi har nydt en uge i sommerhus...

Banditter

Forleden dag skulle vi se om der nu virkelig var det lille liv i min mave som jeg gik ud fra, efter at have testet positiv på diverse tissepinde. Det var der - der var to! Jeg blev nået overrasket, og især meget bange. En tvillingegraviditet er mere risikofuldt, og egentlig har jeg brug for ro på bagsmækken...Sådan er mit liv ikke lagt an. Tanken om to raske levende mindre søskende til Konrad er samtidig intet mindre end fantastisk. Vi glæder os, og selvom jeg ikke er i tvivl om, at det bliver tæske hårdt og kræver at vi er to forældre, der er på, og at vi øger vores logistiske børnekompetencer så skal det alt sammen nok gå. Jeg glæder mig. Først til at mærke de små liv i maven og til at de kommer ud til os forhåbentlig midt december. Jeg har det godt nu- nerverne er faldet til ro og jeg håber de bliver dér gennem forløbet med hjertescanninger, som for mit vedkommende er det der er mest angstprovokerende....

Hygge

Hos Morfar og Lisbeth

Min søde mand er strandet i USA - tanken var at jeg skulle have fortsat gårdsdagens succes med at oploade en lille video af Konrad...jeg tror desværre den lille videosekvens er for stor - så i stedet er her en række billeder fra i dag - min skønne unge...

Biler

Et stykke med bart

Halvanden time tog det at klippe roser og lavendler ned hos Klemens. Nu er der helt bart. Græsset er stadig ikke kommet og blomsterbuskene skal først til at skyde. Jeg er glad for at sommerfuglebusken først skal beskæres efter 1. maj. Jeg håber tulipaner, græs og buske er godt på vej til den tid.