At lære at leve med livet...

For et år siden gik jeg rundt og var endnu rundere end jeg er nu. Jeg var også fuld af forventninger - og herhjemme summede der af travlhed og bryllupsforberedelser. Mikkel og jeg blev gift den 4. aug. Den lørdag i august hvor solen og sommeren endelig kom på kort visit i København.

I dag er jeg så glad for, at vi valgte at blive gift sidste år og ikke fandt, at den store runde mave eller mangel på indtagelse af alkohol fra min side skulle udsætte brylluppet. Når jeg tænker tilbage på mig selv den 4. aug 2007, var jeg et andet menneske. Et menneske med mod og tro på livet. Et menneske der var uviden om smerte og sorg. Jeg var helt enkelt bare lalleglad, fjollet og lykkelig (med lidt almen fremtidspanik i ny og næ). I min mave hyggede Klemse sig og vi var vel mest af alt et forventningsfuldt forældrepar, der ventede i spænding på den dag vores lille vidunder skulle komme ud i verden til os. Selvom jeg ikke kunne drikke og min kjole ikke kunne skjule, at min krop havde taget form som en mindre hval - så var den dag præcis som den skulle være for både Mikkel og mig!

Det er gode minder at have - og det er rart at tænke tilbage på, at verden også kan se sådan ud, men jeg kommer aldrig tilbage der til. I stedet har jeg skulle lære først at rumme sorgen efter Klemens død, derefter glæden over en ny graviditet og nu går meget af min tid med at forholde mig til angsten for igen at miste.

De første tre måneder af graviditeten ville jeg ikke se angsten i øjnene. Jeg sad forlammet på sofaen - hvilket en kvik psykolog kunne mene var en chokreaktion. Det lettede gevaldigt efter den første hjertescanning. Desværre gav de efterfølgende scanninger os ikke den samme sikkerhed vi havde håbet - istedet blev vi konfronteret med, at der kan være noget galt men højst sandsynligvis ikke er det. Set i bakspejlet, er det måske også lidt naivt af mig at bilde mig ind at angsten ikke havde været der i dag, hvis alle scanninger havde vist, at alt var fint. Spørgsmålet er jo om vi nogensinde vil kunne føle os sikre?

Den her oplevelse har fået mig til at tænke frem i tiden - og den lange række af situationer, der skræmmer mig og som hele tiden har ligget forude, men som jeg helt enkelt ikke har turde forholde mig til.

Jeg er bange for om Konrad kommer ud til os i live, jeg er bange for at angsten skal overskygge under fødslen og gøre det svært for mig at føde. Jeg er på bange for ikke at møde forståelse under fødslen. Jeg er bange for efterfølgende ikke at kunne finde ud af hvordan man tager sig af et lille nyfødt barn. Jeg er drøn hamrende usikker på om jeg kan læse Konrads behov og ve og vel når han kommer ud. Jeg er bange for igen at sidde et døgn med et dødsygt børn og føle at døre bliver lukket når jeg beder om hjælp. Jeg er bange for at tage Konrad med ud i den "farlige" verden, som jo det meste af tiden er smuk og forunderlig og som jeg så gerne vil vise ham og gøre ham fortrolig med. Og så er jeg sindsygt bange for at angsten skal gøre Konrad bange for livet og verden - at min angst skal pakke ham så meget ind i vat og bomuld, at han ikke får fornemmelsen af, at han kan og vil og har forældre der tror på ham!

Angsten er med andre ord krøbet ind, hvor den ikke burde være. Som jeg ser det nu, er jeg kommet så langt, at jeg har indset at jeg er bange - og det er en svær en at sluge. Jeg synes helt enkelt det passer rigtig skidt med mit eget selvbillede. For sådan er jeg bare ikke. Kampen bliver derfor nu at lære at leve med det helt menneskelige vilkår, at livet er endeligt og skrøbeligt. Jeg skal lære at turde igen på trods af, at jeg ved hvad det betyder når livet gør rigtig rigtig ondt. Jeg bliver aldrig hende den lalleglade uden den slags bekymringer igen - men jeg håber jeg kan blive hende der gør og tør igen - når jeg har fundet tilgange til at imødekomme angsten så den ikke slår mig mig ud og hjem. Jeg håber på at selvom jeg i dag har en anden bevidsthed om livets skrøbelighed, så kan den indsigt bruges konstruktivt en dag når det her følelsesarbejde er udført.

Det kan godt være at jeg pt ligger meget på sofaen, men jeg begynder i stigende grad at indse, at jeg aldrig før har udført så meget hårdt arbejde i mit liv som jeg har gjort det sidste år...På mine gode dage, er jeg også sikker på, at det giver mig en indsigt i livet jeg ellers ikke ville have haft. De sidste måneders følelsesarbejde er kort sagt, det store kursus i at lære at leve med livet...