Ekstra jordemoder besøg

De sidste par dage har stået rimelig meget i angstens tegn. Både Mikkel og jeg havde ligesom nået der til, hvor vi kunne eksistere i verden igen, og vi var begyndt at turde turde. Alt det er forsvundet, og vi skal til at lære at leve med, at denne graviditet medicinsk set ikke er normal - og at der er en øget risiko for, at der er noget galt på den der ubehagelig skala fra dødt barn til ingenting. Vi sov begge rigtig rigtig dårligt igår nat, og vågnede alt for tidligt med paraderne oppe og adrenalin pumpende i hele kroppen. Det er ikke nogen rar fornemmelse, og selvom ingen af os er helt tilbage i chokket efter Klemens død, kunne vi mærke snerten af det.

For ansgsten vækker sorgen og savnet efter Klemens, samtidig med, at den fremkalder angst for Konrads fremtidig liv i maven og udenfor. Og lige nu handler det hele om ham. Det handler om at vi skal sikre os at han har det så godt som muligt. Vi har et ansvar for, at vi får det så godt som muligt de næste måneder, så han ikke lider under en mor med streshormon pumpende rundt i kroppen og forældre, der har så meget dødsangst, at de ikke kan fokusere på deres lille barn ved ankomst.

Derfor besluttede jeg igår morges, at det var nu, at jeg kunne trykke på den store røde alarmknap og kontakte jordemoderen. Heldigvis fik jeg en rigtig god behandling i telefonen, og vi fik tid til en snak med hende i dag. Hun brugte en time på os, og det var simpelthen så rart og hun er fantastisk og sød -og jeg er så glad for, at det er hende vi har. Vi kommer til at få al den hjælp vi har brug for her de næste måneder op til fødslen, og det er bare så rart at mærke, at de stiller op for os både medicinsk og psykologisk. Mikkel har efter samtalen valgt at sygemelde sig en måned. De kommende uger skal vi fokusere på at bygge rede og gøre klar til Konrads ankomst, og så skal vi have noget motion. Vi bliver aldrig dem, der træner sammen, men vi skal lave nogle aftaler så vi får sendt hinanden ud af døren. Mikkel skal løbe og løfte vægte i hans træningscenter, og jeg skal igang med at svømme nogle gange om ugen (udover gravid yoga og det snarlige apa kursus med Susanne).
Jordemoderen sagde noget meget klogt da hun nævnte, at ind imellem kan det der med at dyrke motion få en til også at flytte sig mentalt. I retrospektiv kan jeg se, at det jeg gjorde de første tre måneder af graviditeten var at sidde fast på sofaen både mentalt og fysisk, og det er ikke den taktik der er vejen frem til et bedre liv kan jeg hilse og sige. Det orker jeg helt enkelt ikke igen.

På tirsdag har vi tid hos fødselslægen, jeg er så småt gået igang med at skrive alle spørgsmålene ned både om ricisi og baggrund for en to kars navlestreng, men derudover også om hvordan vi kan planlægge fødslen, så det bliver mest sikkert for Konrad og mindst angstprovokerende for mig. Det bliver godt med sådan en samtale, der forhåbentlig kan sætte de medicinske fakta lidt mere på plads, det kan jeg mærke jeg har brug for.