Ro på

Det er der kommet siden vi igår var hos vores meget flinke og kompetente fødselslæge. Han kunne godt forstå, at angsten var boblet op og over, men han fik heldigvis dæmpet den noget ned. Han mente at taget scanningerne i betragtning, såvel som risikovurderingen fra nakkefoldsscanningen, så var chancen for et barn med trisomi 13 eller 18 minimal. Det hjalp, for det var det der dødt barn scenarie jeg særligt var bange for.

Det er meget muligt, at lægen, der scannede sagde præcisit det samme, men angsten fik overtaget totalt og der gik så en uge før jeg og Mikkel kunne stille de spørgsmål vi havde behov for. Jeg og trolden kommer til at blive fulgt endnu mere tæt, med ekstra vætscanninger som fødselslægen hovedsageligt vil udføre og det er rart.

Jeg forsøger også at minimere behovet for nu at fastlægge hvordan fødslen skal finde sted. Lige nu vil jeg stdig gerne sættes igang et par uger før termin og have epidural mv., men nu må vi se hvordan angstniveauet er når den tid nærmer sig. Jeg begynder i hvertfald at have meget stor tillid til, at jeg/vi får den støtte vi behøver, og at lægerne vil gøre alt hvad de kan for at Konrad kommer ud i god behold. Indtil videre er der jo rigtig rigtig lang tid til, at det der med fødsel bliver aktuelt.