Følende fascinationer...

Forleden faldt jeg i en snak om sorgens følelser. Jeg tror samtalen startede med, at nogle beskriver de har det svært ved, at de er ved at få det godt igen efter at have mistet barn - for hvordan kan man det når ens barn er dødt? Det giver egentlig meget god mening, at man kan have det sådan, men det er ikke min oplevelse. Indtil videre har jeg ikke haft dårlig samvittighed over at få det bedre. Set i bakspejlet synes jeg, at den meningsløshed ved livet jeg oplevede de første måneder efter Klemens død var grufuld og netop meningsløs - for når man nu er så skide hamrende forbandet heldig at kunne leve (et valg Klemens ikke fik i mere end 22 og en halv dag og da udnyttede han sit liv til fulde) så synes jeg også, jeg har en forpligtigelse til at bruge livet på den bedst tænkelige måde. Og omvedt- hvis livet virkelig ikke gav mening mere hvorfor så leve det?

Jeg tror jeg langsomt er ved at komme tilbage til livet og lære at leve med min nye virkelighed som mor til et dødt barn, fordi verden har masser at byde på og jeg stadig har masser at give og masser at lære og opleve.

Jeg kan ikke huske hvor lang tid der gik før jeg sådan grinede helt nede dybt fra maven igen efter Klemens død og virkelig syntes noget var sjovt - men jeg kan huske fornemmelsen af at tænke - hold da op, der skete noget med mig - fedt - jeg kan faktisk synes noget er sjovt igen.

Da Mikkel og jeg sad på en strand i Goa og kiggede på den første smukke solnedgang med en indisk øl i hånden ca 2 måneder efter Klemens død, gik det også op for mig, at jeg stadig kunne sætte pris på verden og dens mange forunderlige former for skønhed - og det var en stærk oplevelse. Jeg tror ikke jeg før har følt så meget og så intensivt som jeg har siden Klemens blev født og døde. Og jeg vidste ikke inden, at følelser er så elastiske, modsætningsfyldte og foranderlige som jeg har oplevet dem lige siden.

Jeg ved ikke om man kan sige, at jeg tidligere har været følelsesmæssigt umoden, jeg tror egentlig bare, at jeg ikke har været følelsesmæssigt udfordret før, men indtil Klemens fødsel har følelser for mig været sådan lidt enten eller. Enten var jeg forelsket eller også var jeg ikke - enten holdt jeg af en - eller jeg holdt ikke af. Jeg var enten i godt eller dårligt humør, trist eller glad. Der var selvfølgelig følelser, der kunne være samtidig - fx oplevede jeg samtidig at være vred, ked og såret - eller glad og forelsket (hvis det blev gengældt), eller ked og forelsket (hvis det ikke blev gengældt), men i min ureflekterede følelseskategorisering passede de ind i min egen forestilling om hvad der var muligt.

Sorgen har kompliceret og nuanceret billedet fuldstændig. Den har sprængt rammen for mine egne forestillinger om følelser. Jeg kan være lykkelig over Konrad i maven, samtidig med at savnet efter Klemens fylder og gør mig usigelig trist og angsten sniger sig ind på mig - for tænk hvis jeg mister igen - og samtidig kan jeg grine dybt nede fra maven hvis jeg oplever noget bizart eller sjovt. Det imponerende er, at jeg kan føle det hele meget intenst på samme tid, og det giver mening og indhold til mit liv. Det gør også, at jeg pt er træt, og ikke orker meget andet end alt det her væren i følelserne. Jeg håber jeg med tiden formår at fastholde mit rige følelsesliv og have lidt mere energi til de mange mennesker omkring mig - det har både de og jeg fortjent. For nok er jeg pt fascineret af min opdagelse af mit eget følelsesliv som menneske, men jeg er mindst lige så fascineret og interesseret af hvordan andre tænker, føler, oplever og lever...
...