Børnearbejde...

Min første grød....

Så skete det.... Konrad er snart 5 måneder, og jeg har ventet lidt med den første grød. Jeg har haft mange gode undskyldninger, og man behøver jo ikke gå igang med det før 6 måneder. Der er dog det lille men, at Konrad da ikke kan få bryst om dagen, for jeg skal starte på arbejde. Så i dag smagte han på hirsegrød fra helsekosten, og han syntes det var ret spændende. Vi skal have arbejdet lidt på det der med at spise og ikke sutte, men jeg er sikker på det nok skal komme....

Der er blomster på vej....

I Klemens have sker der ting og sager. Det går ikke helt så hurtigt som mange andre steder på Assistensen, men det er skønt at nogle af alle løgne er på vej op. Jeg savner ham den lille trold, der ligger dernede i jorden, og jeg tænker meget på ham fortiden - tænker på hvordan livet så ville have været.... og jeg savner ham så det mærkes langt ned i maven.

Men lige nu er det det her der sker i mit liv



og det her





Og når Konrad og jeg triller forbi verdens skønneste plet - så er jeg samtidig sådan næsten lykkelig.

Fusser....

Først var det hænderne, der var spændende. De blev observeret et stykke tid. Derefter gik det op for trolden, at de kunne manipulere med verden - det var stort! Man kan røre, føle og flytte ting ind i munden. Verden blev meget større de dage. Nu har Konrad så fået øje på fødderne. Han har undretsig over dem og beundret dem i lidt over en uge. Når han er blevet skiftet har jeg taget dem hen i håndhøjde så han kunne mærke på dem. Men nu i dag tog han selv fat i dem, og de blev også sludret til. Jeg var der ikke da der blev snakket fodsprog. Det havde lydt helt særligt og meget anderledes end når der bliver snakket til os. Desværre hørte jeg det ikke for jeg var i bad - men jeg nåede lige at fange et par billeder af mødet mellem hænder og fødder!

Regnbuebørn....

Jeg har længe haft svært ved at forklare hvordan Konrads ankomst føles, og hvad hans spillevende lille krop har gjort ved min sorg og angsten for at miste. Der er ingen tvivl om, at både min sorg og angsten for at miste nu har fundet sit leje. Den er ikke så alt opslugende, som den tidligere har været.

Konrad har givet alt den glæde og liv som jeg drømte om, og han insisterer på at leve nu og det er fantastisk. Men Konrads ankomst har ikke medført, at jeg er kommet mig over, at Klemens er død. Det kommer jeg mig aldrig over. Jeg har nærmere af nødvendighed - fordi døden er så urimelig endelig - lært at leve med døden, sorgen og savnet.

Jeg er med på en amerikansk mailingliste for forældre, der alle har mistet deres barn pga hypoplastisk venstre hjertesyndrom - den hjertefejl som Klemens døde af. Her er der en der skriver:

Rainbow babies:
In some circles, babies born to families after the loss of a child are referred to as "Rainbow Babies." The idea is that the baby is like a rainbow after a storm.

"Rainbow Babies" convey the understanding that the beauty of a rainbow does not negate the ravages of the storm. When a rainbow appears, it doesn't mean the storm never happened or that the family is not still dealing with its aftermath. What it means is that something beautiful and full of light has appeared in the midst of the darkness and clouds. Storm clouds may still hover but the rainbow provides a counterbalance of color, energy and hope.

Det er måske nok en anelse cheasy - men samtidig synes jeg, det er sådan et fint billede på hvilken rolle Konrad spiller i mit liv ...