I dag er det et år siden, at Klemses lille have på Assistensen blev anlagt, og det var på høje tid at få skåret roser, lavendel og sommerfuglebusken til og få ordnet lidt i Klemses urtehave. Der er blevet klippet og ordnet i flere timer. Det var skønt endelig at få mulighed for ordentlig at tage fat. Det kræver nemlig både omsorg overfor Klemme og hans lillebror - dvs. et par ekstra hænder.
Lysten til at pusle hos Klemme har nu længe været der. Jeg har fået den fineste rosensaks og et sæt gode havehandsker i fødselsdagsgave for snart en måned siden, og jeg må indrømme jeg blev grebet lidt af klipperiet og er nu lidt bange for om jeg har fået beskåret for meget og for tidligt. Jeg håber på, at de sagkyndige på Assistensen godkender mit arbejde - og at det skønne forårsvejr hjælper alle blomster, buske og krydderurter til at skyde og spire påny. Det skal blive dejligt at følge de næste par måneder. Jeg ser frem til at sidde på Klemses bænk med kaffe og Konrad og bare se det hele gro.
Sådan en dag som i dag slår det mig hvor meget liv der er hos dem, der er allermest døde.
5 kommentarer:
Der er blevet så fint hos Klemmens...
Jeg nød sgu også virkelig at være Indias mor idag!
Det er så fint sagt. Jeg må altså forbi assistensen, når jeg engang kommer til den store by. Nu har jeg efterhånden hørt så meget.
Smukt forår til jer.
Ja, så godt sagt med liv hos de døde. Jeg sad også et par timer på bænken på Laurits' kæmpe fællesgrav. Der kan jeg desværre ikke klippe og beskære men bare læse aviser og sådan noget. Det er nu også ok.
For ca. en måned siden mødte jeg jeres gartner på kirkegården. Han var rigtig sød at snakke med og viste lidt rundt på kirkegården. Det var jo i forbindelse med specialet at vi først faldt i snak om gravsteder, men da jeg nævnte India nævnte han Klemens og jeg sagde, at ham kendte jeg faktisk godt. Det var altså et ret skønt møde fordi India og Klemens lige var med os eller 'dukkede op', og jeg har også tænkt på, at jeg skulle fortælle dig det.
Line: Ja det er godt nok dejligt når man også får lov at være mor for sit døde barn. Og sikken en smuk dag det var forleden. Jeg glæder mig til at se Indias blomsterflor til sommer!
Susanne: Du må endelig sige til hvis du kommer forbi. Jeg giver gerne en tour af Assistensen og måske Line også vil med. Det kunne være hyggeligt!
Heidi: Hvor fint at du har mødt vores gartner. Han betyder rigtig meget for os, og han er god til at fortælle om Assistensen og alle gravstederne.
Susanne, KOM GLAD!
Send en kommentar