Da vi igen i år parkerede bilen på den lille plads tæt ved huset, og vi åbnede dørene bølgede disse minder ind over mig på godt og ondt. Da vi lagde os til at tage en lur efter flyrejsen, var kroppen så langt nede af memory lane, at jeg kunne mærke Klemens møffe i min mave som kun Klemse kunne møffe - bestemt, nærværende og blidt. Det var dejligt, svært, nærværende og påtrængende for det var slet ikke hvad jeg havde forventet, men minderne sidder i kroppen og kroppen er plantet dybt i minder. En del af drømmene knyttet hertil var jo også, at Klemens skulle have oplevet stedet ude af maven. Han skulle have kravlet rundt på stengulvene og have haft en hale af forældre efter sig, der sikrede at han ikke slog sig alt for hårdt. Han skulle have duftet til fransk landliv, smagt nybagte croissanter og fået legetøj fra verdens fineste legetøjsbiks i Uzés....
Samtidig med Klemses fravær så har Konrads nærvær været så stærkt. Og han har nydt det franske lige præcis så meget som jeg havde forstillet mig, at Klemme også ville have gjort. Han har råbt, pjattet og faldet til ro på den deglige aftenture langs vinmarker, abrikostræer, mandeltræer, oliventræer og solsikker... Han har fundet ud af hvor sjovt det er at bade, han har nydt at ligge i hængekøjen med mor og far og gynge og synge, han har lært at kravle og sætte sig op - og så er han blevet croissant afhængig (hvillet vist ikke er så politisk korrekt når man er en baby på kun 9 mdr.) Han er blevet så stor mens vi har været hernede og han er en lille sol der stråler. Jeg har været både nu og dengang på samme tid. Det har været dejligt. Det har også mindet mig om hvordan den der sorg kommer op uventet og tager plads på sin egen særlige måde, midt i alt det dejligste levede liv. Den er snedig sorgen er den. Og jeg lever med den- på godt og ondt.
