Det er tre uger siden Viggo og Bertram kom til verden og tiden er bare gået. Viggo kom først og vejede 3382 gram og var 53 cm lang. Bertram blev hevet ud med benene først og var næsten lige så stor 3342 gram og 50 cm. Siden hen har han taget revanche og pt er han klart den tungeste. For mig var det en fin fødsel - der ifølge jordemoderen gik "let". Det hårdeste var efterfølgende at min krop var så nedbrudt og mørbanket- I flere uger efter har min mave været på størrelse med en tvillingegravid - men indeholdet af børn har været byttet ud med væske. Derudover var det første døgn på barselsgangen noget kaotisk - men der kom ro på (dvs. jeg endte med at få eneværelse og fortravlede sygeplejersker blev byttet ud med de søde og forstående af slagsen) og amningen gik efterfølgende fint igang. De fem dage vi opholdt os på Riget nåede jeg at få total hospitalskulder... men det var på en eller anden fin måde også som om cirklen blev sluttet med hensyn til Klemens. Jeg skal ikke have flere børn nu - så personligt blev det et farvel til alle de læger der har hjulpet os i forbindelse med Klemens død og de efterfølgende graviditeter.
Under opholdet fik jeg og ungerne også nogenlunde styr på stereoamningen, der dog er blevet udfordret noget sidenhen først af, at jeg fik brystbetændelse og så stress og lægebesøg pga. syg Konrad og forkølede tvillinger. Vi har de sidste par dage været hos egen læge, vagtlægen flere gange med flere børn, Hvidovre Hosp. børnemodtagelse og så igår et planlagt screeningsbesøg på Gentofte hosp af tvinsernes hofter.
Ud over det har vi skulle finde hinanden her i familien. Det var ikke let for Konrad. Mit fravær havde gjort ham bange for, at jeg ville forsvinde fra hans liv. Han troede jeg var syg - og han havde til vores overraskelse begreber om hvad et hospital er. Under pasning hos bedsterne mv. har han følt sig svigtet af alle hans yndlingsvoksne og vi skal alle pt. arbejde lidt ekstra for at komme ind under huden på ham igen. Efter vi kom hjem er han samtidig selv blevet syg med lungebetændelse mm. På trods af Imacillin fortsætter feberen og alle de vagtlæger vi snakker med siger, at han får det han skal have, og at vi ikke skal være bekymrede..... Jeg håber de har ret - men er helt sikker på, at der højst sandsynligt bliver et lægebesøg til hos egen læge på mandag.....
Tigengæld har Konrad taget rigtig flot mod tvillingerne. Han ser dem lidt som to søde marsvin, der skal fodres og aes. Det er for så vidt en fin indstilling for han forventer ikke at de er sjove og er ikke blevet vred på dem - kun på os...
At have tre levende børn gør pt. også, at jeg ikke får søvn - jeg glæder mig til at de sover lidt mere om natten. Men jeg ved, at hvis bare de alle var raske så ville overskuddet vende. Jeg nyder dog alle mine unger og er langsomt ved at lære Viggo og Bertram at kende. Det er så fantastisk allerede nu at fornemme deres forskellige sind....og jeg fatter simeplthen ikke at de to små liv for lidt siden boede inde i min mave....
Her den 31. dec. 2010 er det sjovt at tænke tilbage til for bare få år (4 år siden). Da var jeg lige landet fra en rejse til Indien og Bangladesh og fejrede nytår for første gang med Mikkel....I 2007 begyndte vores fælles eventyr for alvor - gravid, flytte sammen, bryllup, Klemens, Klemens død, Goa, 2008 - sorg og glæde ved Konrad- 2009 - få styr på livet og så endnu et vildt år med tvillinger i 2010. I dag har vi nydt en tre retters take away nytårs menu fra Mandfreds/Relæ -mens Konrad legede med briobane og tvinserne gav os en times fred - det lyder måske kedeligt men det er en bedre nytårsaften end mange af dem jeg har haft tidligere i mit liv -det er et nytår der både vækker til eftertanke ifht det vi har været igennem, men som i den grad også peger fremad.
Sikke et liv vi har haft og sikke et liv det bliver fremover. Kl. er 20 og Mikkel og jeg er gennemtrætte - nu er vi alle på vej i seng med ønsket om at kærligheden fortsætter for alle os og alle jer og at 2011 herhjemme bliver året med raske børn og forhåbentlig nye og spændende job til os begge......
Godt nytår!
Kært barn har mange navne. Det gælder også Klemens Willum Adrian, der kun fik tre uger til at opleve verden. Han døde pludseligt pga., at han var født med hypoplastisk venstre hjertesyndrom (manglede venstre hjertekammer). I den tid han levede, fik han bl.a. kælenavnene Klemme og Klemse. Denne blog handler om Klemses skabelse, liv og død, og om hvordan jeg i tre et halvt år efter hans død har oplevet at have en lille dreng liggende på Assistensen.
fredag den 31. december 2010
onsdag den 8. december 2010
Så er det imorgen det sker.....
Processen med at ungerne skal ud begynder på Riget kl. 9.00. Jeg håber det er muligt at tage vandet, men jeg ved godt at alt kan ske med sådan en fødsel så jeg forbereder mig på alle scenarier. Vi ses på den anden side når ungerne er vel ude og jeg har forbindelse til nettet igen......
Abonner på:
Opslag (Atom)