Klemens bog

Dagen efter Klemens død, drog Mikkel og jeg ud i København for at shoppe. Det var ikke shopping for sjov men shopping for, at jeg kunne få noget andet kluns at gå i end amme- og ventetøj. Det var en pine, og vi var hellere blevet hjemme. Mine bryster var påtrods af mælkestop hormonpiller tunge og smertede, og alt foregik, som var det en tåge. Inden tøjindkøb gik vi op på GN, både for at få råd til brysterne, men også for at hente de billeder, som de havde taget af Klemens død. Der var ikke gået et døgn siden vi havde forladt GN, men det føltes som meget meget lang tid, og jeg var blevet bange for om billederne var blevet væk og så havde jeg et enormt behov for at se dem, og alle de andre billeder, som vi havde taget af vores vidunderlige lille dreng. Det var billeder der var vigtige, og som i mit hoved et døgn efter Klemens død virkede skræmmende. Set tilbage tror jeg det skræmmende mest af alt var, at det var sket, at Klemens var død og med så kort varsel.

Det første vi gjorde da vi nåede ind til Strøget var at få billederne fremkaldt på stedet. Billederne var ikke skræmmende - de var vigtige og smukke og eftersom jeg ikke kunne besøge Klemens i weekenden fordi Rigets kapel har weekendlukket, var billederne det jeg havde - beviset på at min lille dreng havde levet og var død.

Udover billederne var jeg sikker på, at vi skulle købe et album billederne kunne sidde i. Jeg vidste præcis hvilket et det skulle være - havde allerede tænkt at Klemse skulle have et fotoalbum fra Ordning och Reda, og vi fik et fint hvidt et med en glad dreng i sølv på. Allerede den dag vidste jeg, at det var vigtigt, at Klemens historie skulle fortælles, og at både tekst og billeder skulle få plads i bogen. Jeg troede, at jeg ville starte med det arbejde med det samme efter begravelsen. Den første uge var det vigtigt, at alting skulle ordnes. Og der var også en uendelighed af ting der skulle gøres og besluttes op til begravelsen. Efterfølgende var jeg udmattet, som jeg aldrig har været før.

I praksis blev det derfor ikke til, at jeg satte billeder ind som jeg troede. Teksten skulle jo først skrives, men jeg kunne ikke skrive de første måneder efter Klemens død, jeg kunne knap nok skrive en email. Jeg havde ikke forestillet mig hvor lang tid det ville tage mig at rumme både det glædelig og det sørgelige ved Klemens liv. Jeg havde heller ikke forestillet mig hvor svært det ind imellem kan være at åbne Klemens kasse med hans ting og papirer, og hvor mange gange jeg har skulle tage mig sammen. Det har dog vist sig, at når jeg har været klar, så kunne jeg pludselig skrive og så kom ideerne og energien til at sætte billeder ind i bogen. Efter Klemens historie var skrevet ned her på bloggen, gik der noget tid før Mikkel og jeg blev klar til at planlægge hvordan bogen skulle laves.

I dag er den så blevet færdig, og det føles så rigtigt og godt. Den er blevet lige som jeg havde håbet. Det har taget lige præcis den tid det skulle for, at den kunne blive som den er. Og jeg må bare erkende at sorg er lige præcis en af de ting der tager tid...