Efterårsfornemmelser...

De sidste dage har vejret slået om. Det har været koldt og klart. Mine læber er begyndt at tørre ud og efterårsfornemmelserne har sat mine følelser i gang, mens mine tanker meget af tiden har været helt andre steder fordi der var ting, der skulle gøres og ordnes, som jeg ikke kunne lægge fra mig.

Samtidig har jeg vidst det længe – Klemens presser sig på. Jeg kan mærke det i hele min krop fra inderst til yderst. Jeg savner ham, og han er nærværende på den der mærkværdige måde, der på en eller anden måde kan lade sig gøre på trods af, at han er stendød.

For et år siden var jeg gået på barsel. Jeg gik og ventede på, at han skulle komme. Jeg var glad og naiv og usikker på om det blev en dreng, pige eller måske en elefant.

For et år siden havde jeg langt om længe lagt min fremtidspanik fra mig. Og jeg glædede mig til min kommende identitet som mor. Samtidig synes det overvældende at mit liv skulle forandres.

Jeg vaskede tøj, så SATC, læste bøger, slappede af og gik til graviditetesyoga, hvor jeg øvede mig på åndedræt, lavede afslapningsøvelser og forsøgte mentalt at indstille mig på fødslen.

Som nu var det efterår, for Klemens blev født 3. Oktober.
Fødslen gik i gang på den smukkeste stjerneklare nat, og månen hang så smukt over byen. Han blev født kl. 13.06. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel, og træerne havde iklædt sig deres smukkeste farver. Jeg var ikke i tvivl om, at det alt sammen var for at hylde min søns ankomst til verden.

Da vi nogle timer efter fødslen var hjemme igen, sprang jeg op af trappen til lejligheden med Klemens i autostolen, for jeg glædede mig sådan til at han skulle se, fornemme og opleve sit rigtige hjem. Endofinerne kørte rundt i min krop, så jeg var i en lykkeros uden lige.

Der er stadig et par uger til, at Klemens skulle have fyldt et år, og i dagens anledning have fået lov til at smage lagkage for første gang i sit liv. Jeg er sikker på, at han havde synes om det. Jeg kan ikke forestille mig andet taget hans forældrer i betragtning!

Selvom vi skal fejre Klemens og mindes ham bliver det ikke den dag vi havde drømt om og forventet, for Klemens er her ikke mere. Er der lagkage vil han ikke kunne smage på den, han vil ikke grine lykkeligt med flødeskum og kagecreme på sine runde kinder.

Det bliver noget andet. Det bliver en dag hvor vi mindes det gode der var, fødslen og de første smukke, dejlige uger med vores søn. Vi er gået i gang med at finde ud af hvordan dagen skal fejres og mindes.

Jeg tror ikke det bliver med lagkage, for fødselsdagsbarnet kommer ikke til festen. Men det bliver en dag hvor Mikkel og jeg er sammen, mindes Klemens, pusler om ham ved hans grav, tager i dyrehaven og kigger på efteråret hvis vejret er til det, kigger på billederne af vores dejlige dreng og er så tæt vi kan komme på ham og hinanden.

Vi har brug for at være os uden andre, men vil samtidig blive glade hvis Klemens bliver husket for, at han kom til verden og var her, satte sine spor helt ind i sjælen hos os.