Det blev en hård, men fin weekend med minderne om Klemens indlæggelse og død. Mikkel og jeg fik mindet vores lille Klemsedreng. Vi var sammen, snakkede, mindedes, græd lidt, lavede græskar til ham, besøgte ham flere gange og var sammen. Og så fik vi set de første to Ringenes Herre film i extended version. Ringenes Herre var vores fælles pause fra sorgen, og en måde at få den uendelig langsomme tid til at gå dengang efter Klemens død. For os er Ringenes Herre altid tæt forbundet med den første måned af sorgprocessen - så lang tid tog det os sidste år at spise os igennem i små bidder.
Det er utroligt et år efter at sidde og kramme med varm chokolade i den ene hånd, film, hinanden, Klemse så særligt nærværende og Konrad sparkende i maven. Vi var samlet hele familien og det var rart selvom det også er trist fordi det mindede os så meget om, at Klemse skulle have levet og været snart 13 måneder.
At sidde der satte det sidste år og hvad vi har været igennem i perspektiv. Der er sket meget det sidste år samtidig med, at jeg i mit tudse rundt i sorgproces og være på barsel liv herhjemme, ofte har følt, at livet har stået stille. Jeg/vi er dog et så fuldstændig anderledes sted end vi var for et år siden hvor livet synes ubærligt. Og det er et eller andet sted dybt forunderligt og mærkværdigt, at det er muligt. Set tilbage er det ganske forunderligt, at vi er hvor vi er i dag trods savn og sorg - at Klemse langsomt er ved at finde sin plads, og at vi er ved at finde vores ståsted i livet igen med sorgen og savnet.
Igennem det sidste år har jeg ofte tænkt på mindedagene (fødselsdag og dødsdag) med en vis frygt og usikkerhed. Hvordan ville det blive, hvordan kan man skabe rammer, der skaber rum til sorgen og glæden? Hvordan ville jeg reagere og ville jeg være i stand til at rumme det op til Konrads fødsel? I dag har jeg det rigtig godt med de spæde traditioner vi har påbegyndt. Vi ved hvordan Klemme skal fejres og mindes i årene fremover, og det er traditioner, der både giver rum til sorg og glæde.
Det er rart at være nået her til. Det har givet mig en utrolig ro, der gør at ham Konrad i maven kan få plads nu hvor vi går og venter på, at han kommer ud. Det gør også, at jeg føler mig klar til fødslen på en anden måde end før. Jeg føler mig parat til alle de følelser der følger, for Klemens og sorgen har fået sin storebror plads og det føles så godt og rart i dag. Så lille dejlige Konrad kan du ikke bare se at komme ud nu ? Din far og mor er mere end klar!
1 kommentar:
Kære Stine
Det er helt utroligt så langt I er nået på et år. Du får mig til at mærke glimt af den tid, hvor sorgen var helt ny... det var virkelig en rå og forbandet svær tid. Utroligt at man kan rejse sig igen.
Lyder som en god weekend trods de barske minder det også er. Laurits' første årsdage oplevede jeg blandt andet som en lettelse. I dagene op til var jeg ved at sprænge af følelsen af, at jeg burde GØRE noget bestemt for ham. Men med årsdagene fandt jeg ud af, at han hverken blev mere eller mindre død - eller levende. Det var faktisk en god ting at opleve, synes jeg (nok bare fordi jeg havde brug for at opleve det).
Hvor må det være en fantastisk mærkelig følelse at sidde der med begge jeres børn så tæt på og alligevel tomme arme stadigvæk/endnu... Uh altså, så spændende tid I står overfor. Jeg ønsker jer en rigtig god fødsel -snart!
Kram fra Heidi
Send en kommentar