De første tre uger....

Konrad bliver tre uger i morgen. De er gået hurtigt og dagene har været intense, fulde af glæde, angst, træthed, minder, håb, grin og lidt tårer. Det var en kæmpe lettelse da vores lille trold kom ud til os i verden. Det var fantastisk at se ham i live, at få at vide under hjertescanningen at hans hjerte var fint, at han virkede sund og rask og fødslen gik så godt. Jeg har virkelig været heldig, at jeg ikke var helt brugt op af veer og smerte. Fysisk havde jeg det til min egen overraskelse bedre efter fødslen end før - og sådan var det altså ikke sidst selvom det også var en fin fødsel.

Lettelsen blev dog hurtig afløst af alle mulige følelser. Klemens har været meget med siden. Konrad er heldigvis helt sin egen. Da jeg så ham første gang ved fødslen synes jeg han lignede sin bror, men det var kun hans nyfødte grådkvalte ansigt, for Konrad ligner kun sig selv både af temperament og udseende. Han er også en mild dreng, men knap så stædig som Klemens. Tilgengæld fægter han gerne og meget med ben og arme, og hvor Klemse suttede på sin underlæbe og derfor havde et meget nuttet gigantisk overbid vil Konnor hellere sutte på bryst, sine hænder eller sut. Og så virker Konrad stærk i hele sin krop. Klemse er med fordi han er storebror og savnet, ikke fordi vi forventer at Konnor er som ham. Tilgengæld er det dejligt at tænke på begge sine drenge sammen, når de nu fysisk aldrig kommer til at mødes.

Minderne og savnet af Klemse dukker dog ikke kun op i de gode øjeblikke hvor vi fx griner af Konrads attitude under mælkespisning (se fx billedet nedenfor som Mikkel på sin facebook har kaldt "I want breast- fuck the rest!"). Minderne dukkede også op da mælken løb til og i mængder så der opstod brystbetændelse. Det trickede den del af min sorg over tabet af Klemens som sidder fysisk i kroppen. Jeg har været tilbage til det helvede det var at få stoppet mælkeproduktionen med hormonpiller uden at det lykkedes - hvilket resulterede i brystbtændelse og mælk i stride strømme til et barn der ikke levede mere. Det var hårdt at skulle forholde sig til den oplevelse igen mens jeg var igang med at få en amning og en mælkeproduktion til at fungere. Heldigvis har Konrad ville amme fra starten, uanset ammestilling og mor med 4 dages tårer og feber og i dag går det godt og Konrad tager på hvilket hjælper mig til at tro på at han er sund og rask.

På trods af at Konrads vægt stiger har det sværeste dog været angsten for at noget alvorligt skulle ske med Konrad. Han har haft gulsot siden han var nogle dage gammel, og han er stadig gul. Hans lille navle er lidt snasket og popper op på en lidt pudsig måde. Derfor er alle børnesygdomsbøgerne blevet læst grundigt, både hvad angår gulsot, og infektion i navlen. Efter hjemkomst har vi flere gange taget turen tilbage til Riget for at få taget en blodprøve, der kunne sige noget om gulsoten var ved at aftage. Personalet har flere gange sagt, at de mener Konrad er sund og rask, men at vi skal reagere på hvis han bliver slap og sløv. Lige præcis det der med slap og sløv har tricket en masse hos mig. For jeg er helt enkelt bange for om jeg kan aflæse et sløvt barn, og når der bliver remset tegn op på et sløvt barn kan jeg ikke lade være med at tænke på Klemens, der stadig ikke rigtig passer ind i den kategori - eller rettere sagt først gjorde det få timer inden han kom på hospitalet og var døden nær. Samtdig har jeg det svært med det ansvar, der bliver pålagt os i forhold til at vurdere vores barn, netop fordi det ansvar sidst var alt for stort, eftersom vi oplevede en ansvarsforflygtigelse fra fødegangen og min daværene læge "doktor flink", der ikke synes hun havde tid til at se på Klemens.

Rationelt ved jeg jo godt, at Gulsot er noget helt andet, at Konrad ikke har en hjertefejl og situationen nu er en anden - men oplevelsen af at have et døende barn i mine arme sidder også stadig i min krop, og det gør chokket over først at indse det meget sent også. Og selvom gulsot sjældent er farligt- så findes der et par former der er det. Ligesom betændt navle i værste fald kan føre til blodforgiftning og når man har befundet sig i kategorien 1:10.000 så ved man at man kan ende der igen....

Jeg håber jeg med tiden bliver bedre til at rumme angsten og også, at jeg bliver en "bedre patient" og med det mener jeg ikke en patient, der blot gør som personale siger, men som husker at spørge kvalificeret og kritisk. Jeg oplever stadig, at jeg indimellem kun har fået svar på en brøkdel af det jeg har behov for, og at de ubesvarede spørgsmål er med til at skabe usikkerhed - og her tror jeg endnu engang, at den kloge psykolog vi har gået hos på Riget har ret. Hun har understreget, at med vores historie, er det at stille spørgsmål og være en krævende patient når angsten dukker op vejen frem for at komme den til livs. Det skal da også siges at vi er blevet mødt med meget stor forståelse når vi har gjort opmærksom på vores historie.

Heldigvis er det ikke kun angsten der fylder herhjemme. Det meste af tiden er det glæden og fascinationen over hvordan Konrad udvikler sig. Vi nyder at se hvordan han sætter pris på sin plads i vinduet, som Konrad har indtaget for at få dagslys og komme gulsoten til livs. Her kigger han på både skyer og de billeder og krammebamser som vi har sat op til ham. Han er fantastisk i sine vågne øjeblikke hvor han kigger på os og verden, og når han sover med et stille smil på læben og virker så tryg og glad - føles det mirakuløst at det lille væsen har så str tiltro til os og verden. Det er godt nok dejligt at være mor til Konrad og allermest føler jeg mig helt vildt priviligeret og heldig....