Min yndlingshave

Mikkel og jeg bor i en dejlig lejlighed på Nørrebro. Der er dog ingen tvivl om, at det kan lade sig gøre fordi jeg ser Københavns grønne oaser, som en vigtig del af det at leve i byen. Assistensen har for mig altid været sådan et sted. Vi er også heldige, at have den skønneste gårdhave hvor ungerne leger, fællesgrillen knitrer og snakken går. Jeg behøver derfor ikke min egen lille have, og jeg er glad for, at jeg ikke er ansvarlig for at skulle passe den. Jeg har ikke den nødvendige tålmodighed.

Da Klemens døde blev Assistensen til noget andet og mere end den smukke kirkegård jeg gik igennem nu og da. Det blev til den kirkegård hvor Klemens lå. Det var vigtig for mig her at få en lille plet, hvor jeg kunne gå hen og mindes, og både min

mand og jeg ville begraves med vores lille dejlige søn. Det var det eneste rigtige for os. Da Mikkel vil kistebegraves blev det en grav med plads til os alle i kiste. Det endte med at blive til den lille have, jeg aldrig troede jeg skulle have ansvar for at passe. Klemses lille have er lige nu det smukkeste og mest fredfyldte sted i hele verden. Jeg elsker den lille plet. Jeg nyder at nusse, drikke kaffe, klippe græs med kantklipperen og vande. Jeg kommer stadig forbi flere gange om ugen, nogle gange flere gange om dagen. Lige for tiden kan jeg slå vejen forbi på vej til arbejde. Det er ikke altid jeg får gjort det hele som jeg vil. Ind imellem vokser græsset lidt for højt fordi det er rimelig upraktisk at have græsklipperen med på arbejde, og jeg når ikke altid at vande plænen som jeg vil- det gør lidt ondt i mit hjerte når jeg ikke får taget mig tid. Det er min måde fortsat at kunne pusle min lille dreng, der aldrig fik lov at blive stor. Det er vigtigt for mig at yde den omsorg for ham, og nok også for mig selv - det giver ro og tid til eftertænksomhed og i dag blev det også til at smage lidt på sorgen igen midt i solens stråler.