Ind i kampen....

Der har været stille her fra et stykke tid. Det betyder ikke, at der ikke sker noget. Det betyder nærmere, at der er sket rigtig meget, og det kræver omtanke og tid for mig at skrive om. Min vidunderlige barsel er slut for længst, og jeg har bevæget mig ind i den del af verden, der handler om arbejde og fremtid.

Jeg var helt klar til at slutte barslen og komme ind i kampen. Jeg synes 20 måneder er lang tid at være væk fra arbejdsmarkedet. Men det kunne ikke være anderledes. Samtidig er det overvældende, ikke mindst fordi jeg ikke er den jeg var tidligere i mit arbejde. Jeg er tydeligvis en anden. Der er ingen tvivl om, at særligt Klemens har ændret mit perspektiv i al sit fravær, og Konrad har påvirket mig med al hans skønne tilstedeværelse.

Sorgen har gjort meget ved mig, og på områder jeg ikke havde forventet. Jeg er selv ved at finde ud af hvordan sorgen har påvirket mig i mødet med verden udenfor. Jeg er ved at mærke efter, hvad jeg har lyst til, hvor jeg gerne vil hen, inden for hvilke rammer, og så er jeg ved at finde ud af hvilke rammer, der reelt er mulige at arbejde indenfor. Det er en blanding af angstprovokerende og meget spændende at være der hvor jeg er – og jeg prøver overvejende at være fortrøstningsfuld på egne vejne.

Når jeg tænker tilbage på hvad jeg har været igennem de sidste to år, er jeg dog egentlig rimelig imponeret af, at jeg kan være, der hvor jeg er nu. Jeg kan huske hvor skræmmende det var, da det gik op for mig hvor mange gange jeg ville komme til at fortælle om Klemens død. Ikke fordi jeg havde lyst til at indvi alle i Klemens historie, men fordi jeg blev spurgt om jeg havde børn eller jeg skulle forklare hvorfor jeg havde været væk fra arbejdsmarkedet så længe. Jeg var bange for den smerte, der ville dukke op, bange for at ulejlige andre mennesker med min sorg, bange for at græde, bange for at være sårbar og måske allermest bange for, at jeg ikke ville kunne lære at bære sorgen.

Jeg har skulle lære at fortælle når det var vigtigt for mig, selv om det indimellem skaber ubehag hos den jeg fortæller til. Jeg har også skulle lære at passe på mig selv og lukke af hvis jeg havde brug for det.

De sidste par uger har det i mange sammenhænge været nødvendigt at kunne fortælle når jeg ville, og lukke af når min grænse var nået. Ind i mellem har jeg stået udenfor mig selv og set hvordan jeg fortalte min historie rimelig nøgternt uden tårer i øjnene.... bare.... sådan er mit liv og derfor har jeg været væk....

Ind i mellem føles det som en plade, der kører i ring og jeg kan næsten føle mig fremmedgjort overfor min sorg. Jeg har også været i tvivl om hvad det betyder. Det har gjort, at jeg har haft tidspunkter hvor jeg savnede den tunge, intense nærværende sorg, fordi Klemens i al sit uendelige fravær var der så meget. Heldigvis har jeg det ikke sådan, at Klemens er blevet helt væk, eller bare er en historie om mit liv jeg fortæller. For han er i mig, og al det jeg har lært af hans liv og død, er med mig hvilket kommer så tydeligt frem i de livsvalg jeg er i gang med at tage. Jeg er så utrolig taknemlig for alt det jeg har lært af det lille fine menneske. Tænk hvis man selv en dag kunne sætte lige så stor eftertanke igang med sit liv - det er vist de færreste der gør det.