Klemens bog

Dagen efter Klemens død, drog Mikkel og jeg ud i København for at shoppe. Det var ikke shopping for sjov men shopping for, at jeg kunne få noget andet kluns at gå i end amme- og ventetøj. Det var en pine, og vi var hellere blevet hjemme. Mine bryster var påtrods af mælkestop hormonpiller tunge og smertede, og alt foregik, som var det en tåge. Inden tøjindkøb gik vi op på GN, både for at få råd til brysterne, men også for at hente de billeder, som de havde taget af Klemens død. Der var ikke gået et døgn siden vi havde forladt GN, men det føltes som meget meget lang tid, og jeg var blevet bange for om billederne var blevet væk og så havde jeg et enormt behov for at se dem, og alle de andre billeder, som vi havde taget af vores vidunderlige lille dreng. Det var billeder der var vigtige, og som i mit hoved et døgn efter Klemens død virkede skræmmende. Set tilbage tror jeg det skræmmende mest af alt var, at det var sket, at Klemens var død og med så kort varsel.

Det første vi gjorde da vi nåede ind til Strøget var at få billederne fremkaldt på stedet. Billederne var ikke skræmmende - de var vigtige og smukke og eftersom jeg ikke kunne besøge Klemens i weekenden fordi Rigets kapel har weekendlukket, var billederne det jeg havde - beviset på at min lille dreng havde levet og var død.

Udover billederne var jeg sikker på, at vi skulle købe et album billederne kunne sidde i. Jeg vidste præcis hvilket et det skulle være - havde allerede tænkt at Klemse skulle have et fotoalbum fra Ordning och Reda, og vi fik et fint hvidt et med en glad dreng i sølv på. Allerede den dag vidste jeg, at det var vigtigt, at Klemens historie skulle fortælles, og at både tekst og billeder skulle få plads i bogen. Jeg troede, at jeg ville starte med det arbejde med det samme efter begravelsen. Den første uge var det vigtigt, at alting skulle ordnes. Og der var også en uendelighed af ting der skulle gøres og besluttes op til begravelsen. Efterfølgende var jeg udmattet, som jeg aldrig har været før.

I praksis blev det derfor ikke til, at jeg satte billeder ind som jeg troede. Teksten skulle jo først skrives, men jeg kunne ikke skrive de første måneder efter Klemens død, jeg kunne knap nok skrive en email. Jeg havde ikke forestillet mig hvor lang tid det ville tage mig at rumme både det glædelig og det sørgelige ved Klemens liv. Jeg havde heller ikke forestillet mig hvor svært det ind imellem kan være at åbne Klemens kasse med hans ting og papirer, og hvor mange gange jeg har skulle tage mig sammen. Det har dog vist sig, at når jeg har været klar, så kunne jeg pludselig skrive og så kom ideerne og energien til at sætte billeder ind i bogen. Efter Klemens historie var skrevet ned her på bloggen, gik der noget tid før Mikkel og jeg blev klar til at planlægge hvordan bogen skulle laves.

I dag er den så blevet færdig, og det føles så rigtigt og godt. Den er blevet lige som jeg havde håbet. Det har taget lige præcis den tid det skulle for, at den kunne blive som den er. Og jeg må bare erkende at sorg er lige præcis en af de ting der tager tid...

Love stories.......

Jeg har fornyligt gennem en bekendt tilfældigt mødt en psykolog, der hedder Rikke. Hun skriver bl.a. bøger, der skal hjælpe mennesker, der har mistet med at mindes. Hun siger, at bag menneskers sorg findes der oftest de smukkeste kærlighedshistorier - historier der fortæller kærligheden om forholdet mellem to mennesker. Det er i mine øjne en meget rammende måde at beskrive sorg på. Det har givet mig ord til bedre at forklare både min sorg, og min relation til Klemens. Den beskrivelse har også givet mig en bedre ramme til at forstå, hvad det er for en historie, der har været mig så magtpålæggende at fortælle om min lille elskede søn.

Det triste ved Klemens og min historie er, at en stor del af den handler om Klemens død. Jeg har i lang tid troet, at det så også var slutningen på vores relation. Det er dog langsomt ved at gå op for mig, at historien på ingen måde slutter der. For det første er minderne om Klemens gudskelov stærke. Det er meget muligt, at de med tiden blegner, men er jeg nogenlunde ved mine fulde fem, vil minderne aldrig fuldstændig forsvinde. Det er jeg ikke mindst blevet fulstændig overbevist om efter i januar at have snakket med Mikkels plejebeste, der i dag er over 90 og selv har mistet et spædbarn. Hun nævnte lige præcis minderne som det bedste og vigtigste efter at have mistet sit barn. Derudover forsætter mine fantasier og drømme med at udvikle sig som de altid har gjort. I dem er Klemens med som alle andre jeg holder af. Klemens lever derfor på en måde stadig med og i mig - samtidig med, at han er død. Han er med andre ord hvad Rikke inspireret af Benny Andersen kalder for "sprælddød".

Jeg er næsten nede hos Klemens i hans have hver dag. Her snakker jeg gerne lidt med ham, eller synger for ham. Det handler ikke mere i så udpræget grad om et fysisk behov for at besøge ham (det dukker kun op når jeg virkelig er ked af det), men mest om, at det helt enkelt, er blevet en rutine for mig at cykle ned og pille bladlus af roserne, vande græsset og så sidde lidt på bænken og mærke, at jeg er tæt på ham og lade tankerne flyve. Det giver mig ro i sjælen. Det giver mig også tid til at fantasere over hvad han ville kunne i dag, hvor stor han ville være. Lige fortiden er jeg blevet ret overbevist om, at han nok havde fundet ud af hvor sjovt det kunne være at hive bøger ud af bogkasserne (er sikker på han ville have været en lille drillepind) og selvfølgelig ville han hygge sig med at kravle rundt i hele stuen storgrinende...Jeg kan ikke helt forstille mig hans ansigt ældre end de tre uger, men hans lille krop har bestemt vokset - faktisk så meget, at jeg syntes, at den lille dejlige nyfødte dreng jeg mødte forleden virkede meget lille påtrods af, at han vejede mere end Klemens nogensinde gjorde.

Det er dejligt med de fantasier - de smerter lidt i hjertet, men de varmer mindst lige så meget. Jeg vil ikke være dem foruden. De tre uger med Klemens i levende live og ni måneder i maven, betyder mere end mange af de forrige år, jeg levede inden jeg første gang mærkede Klemens ae mig inde fra sin hule i min mave. Jeg har aldrig tidligere lært mere af et andet menneske, og det utrolige er, at jeg bliver ved med at lære. Jeg lærer af mit liv med ham i dag, som sprældød - jeg har aldrig lært så meget om mig selv og andre mennesker, som jeg har de sidste 8-9 måneder.

Det er efterhånden meget lang tid siden jeg rigtig har skrevet her på bloggen. Jeg har ikke kunne skrive fordi jeg var et sted hvor jeg ikke havde distance til mig selv, og så kan jeg ikke skrive. Samtidig har sorgprocessen mildest talt virket kaotisk. For at skrive Klemens historie skulle der også gå tre måneder - det er nok bare sådan, jeg har det når jeg tumler med store ting. Nu begynder jeg så at forstå hvad der skete i februar, marts, april og maj måned, og det er sådan en helt utrolig lettelse.

Samtidig med at jeg var gravid havde jeg det grundlæggende rigtig skidt. Jeg sad mest på sofaen og var frustreret over, at jeg ikke havde overskud til så meget. Karrieremæssigt følte jeg, at toget var kørt og var bange for om der var mulighed for, at jeg kunne komme tilbage til forskning. Jeg var rigtig ked af den måde sygedagpenge systemet fungerer, for det viste sig, at jeg skulle sygemeldes - og kontakten til diverse sagsbehandlere er ofte rigtig ubehagelig - formodentlig fordi sagsbehandlerne i dag ikke har tid til at læse journalen inden man skal til samtale. Indtil videre har jeg i hvertfald ikke mødt en eneste sagsbehandler, der har kendt til min historie inden vi begyndte at snakke, og det er dybt belastende. Og så savnede jeg jo Klemens som ind i himlen - og det gør jeg stadig...

Efter 14 ugers hjertescanningen af Konrad i midten af maj, skete der dog noget radikalt. Jeg kunne for første gang svare - jo det går efter omstændighderne godt - eller jo jeg har det godt - når folk spurgte hvordan jeg havde det. Jeg var 20 kg lettere efter den scanning. Da det var gået op for mig, at mit stemningsleje var skiftet indså jeg, at jeg i lidt over tre måneder har siddet i sofaen og været angst uden at ville indse det. Jeg var angst på en måde, hvor jeg fik projiceret den ind i alt muligt andet end hvad den handlede om, nok fordi angst for igen at skulle miste var for uhåndterligt og ubærligt. Den angst er ikke væk, men den er mindre og i dag var vi til 20 ugers scanning, og så blev der hakket endnu en bid af den. Konrad så fin ud, og han lå der inde i maven og var en rigtig livlig fætter, så det tog scanningssygepejersken meget lang tid at nå igennem hele hans krop.

Den øgede energi har gjort, at verden nu bare ser lysere ud, og der er blevet plads til savnet af Klemens på en mere hel måde. Det lyder mærkeligt, men jeg kan nyde minderne, tankerne om ham såvel som tiden nede i hans nu storblomstrene have. Jeg kan rumme dem, og rumme glæden over Konrad i maven og denne gang sætter jeg pris på den voksende mave på en helt anden måde end sidst. Jeg er også overbevist om, at selvom det på ingen måde er godt at være væk fra arbejdsmarkedet i små to år, så kommer jeg til at have så meget mere at byde på når jeg om forhåbentlig, et års tid vender tilbage. Jeg er helt enkelt begyndt at tro, at mennesker med store kærlighedshistorier og indsigt i deres følelsesliv har mere at tilbyde andre mennesker i deres dagligdag. - Nøj så fik jeg vist lige givet mig selv et velfortjent skulderklap der!