fredag den 22. april 2011

En sidste bloghilsen til jer alle...

Da jeg for lidt over tre år siden begyndte at skrive på denne blog var jeg egentlig bare interesseret i at fortælle Klemens historie, jeg havde ikke tænkt jeg skulle blogge om mit liv. Hvis jeg skal være helt ærlig, er mit liv alt for trivielt til at interessere andre end mig selv og mine nærmeste.

Klemens liv og død, og min efterfølgende sorg, er dog tæt knyttet sammen så det endte med, at jeg forsøgte at beskrive sorgens følelser og hvordan den påvirker mit liv. Jeg havde brug for et frirum, et sted til at forklare mig fordi sorg (særligt ifht. spædbarnsdød), ikke gives meget plads i det offentlige rum og ofte er tabubelagt. At blogge voksede også til at være del af et fællesskab med andre der har mistet. Jeres store omsorg, refleksioner og til tider diskussioner har betydet utrolig meget for mig i den periode hvor jeg stadig skulle finde mine ben i tabet, og jeg kommer stadig til at læse med hos jer og håber vi stadig kan ses til brunch inden allerhelgen arrangementet.

Min sorg over at miste Klemens forsvinder aldrig, men den har en meget anderledes karakter i dag end for tre år siden. Jeg oplever stadig en stor og tung efterklang af mit store tab. At miste et barn har vist sig for mig, at have konsekvenser på næsten alle fronter i mit liv – både ifht. venskaber, prioriteter, drømme, familie og arbejde. Jeg har på bloggen kunne beskrive nogle af disse udfordringer, andre har været for private for mig til at skulle formuleres her – eller også har jeg manglet den nødvendige distance som måske kommer om et par år når jeg er helt på plads i et liv uden konstante overraskelser.

Samtidig fortsætter mit liv med at vende min verden på hovedet. Efter jeg blev mor til Klemens og oplevede hans død, er jeg på meget kort tid blevet mor til tre lyslevende vidundere Konrad, Viggo og Bertram. De har fuldstændig taget røven på mig særligt oplevelsen af at blive mor til to på én gang. Det er både fantastisk og afsindig hårdt at have tre så små børn. Pt. kræver de al min tid, og det er sjældent, at jeg i dag har mulighed for at mærke efter Klemens – og når jeg gør har jeg ikke tid til at skrive mine tanker ned. Jeg er et andet sted... Jeg har derfor besluttet at stoppe med at skrive mere på bloggen – men jeg bevarer teksten som den er, mest af alt som et minde om Klemens min dejlige dreng som jeg altid vil have en helt særlig plads i mit liv og være den store uforløste kærlighed. Hvis nogle forbipasserende kan anvende mine tanker til at få indsigt i hvordan sorg kan opleves, eller kan bruge min og Klemens historie til at spejle deres egen sorg bliver jeg blot glad og rørt, og du er mere end velkommen til at kommentere her på bloggen eller kontakte mig med komentarer eller tanker på klemsemor@gmail.com eller stine_adrian@yahoo.com