fredag den 22. april 2011

En sidste bloghilsen til jer alle...

Da jeg for lidt over tre år siden begyndte at skrive på denne blog var jeg egentlig bare interesseret i at fortælle Klemens historie, jeg havde ikke tænkt jeg skulle blogge om mit liv. Hvis jeg skal være helt ærlig, er mit liv alt for trivielt til at interessere andre end mig selv og mine nærmeste.

Klemens liv og død, og min efterfølgende sorg, er dog tæt knyttet sammen så det endte med, at jeg forsøgte at beskrive sorgens følelser og hvordan den påvirker mit liv. Jeg havde brug for et frirum, et sted til at forklare mig fordi sorg (særligt ifht. spædbarnsdød), ikke gives meget plads i det offentlige rum og ofte er tabubelagt. At blogge voksede også til at være del af et fællesskab med andre der har mistet. Jeres store omsorg, refleksioner og til tider diskussioner har betydet utrolig meget for mig i den periode hvor jeg stadig skulle finde mine ben i tabet, og jeg kommer stadig til at læse med hos jer og håber vi stadig kan ses til brunch inden allerhelgen arrangementet.

Min sorg over at miste Klemens forsvinder aldrig, men den har en meget anderledes karakter i dag end for tre år siden. Jeg oplever stadig en stor og tung efterklang af mit store tab. At miste et barn har vist sig for mig, at have konsekvenser på næsten alle fronter i mit liv – både ifht. venskaber, prioriteter, drømme, familie og arbejde. Jeg har på bloggen kunne beskrive nogle af disse udfordringer, andre har været for private for mig til at skulle formuleres her – eller også har jeg manglet den nødvendige distance som måske kommer om et par år når jeg er helt på plads i et liv uden konstante overraskelser.

Samtidig fortsætter mit liv med at vende min verden på hovedet. Efter jeg blev mor til Klemens og oplevede hans død, er jeg på meget kort tid blevet mor til tre lyslevende vidundere Konrad, Viggo og Bertram. De har fuldstændig taget røven på mig særligt oplevelsen af at blive mor til to på én gang. Det er både fantastisk og afsindig hårdt at have tre så små børn. Pt. kræver de al min tid, og det er sjældent, at jeg i dag har mulighed for at mærke efter Klemens – og når jeg gør har jeg ikke tid til at skrive mine tanker ned. Jeg er et andet sted... Jeg har derfor besluttet at stoppe med at skrive mere på bloggen – men jeg bevarer teksten som den er, mest af alt som et minde om Klemens min dejlige dreng som jeg altid vil have en helt særlig plads i mit liv og være den store uforløste kærlighed. Hvis nogle forbipasserende kan anvende mine tanker til at få indsigt i hvordan sorg kan opleves, eller kan bruge min og Klemens historie til at spejle deres egen sorg bliver jeg blot glad og rørt, og du er mere end velkommen til at kommentere her på bloggen eller kontakte mig med komentarer eller tanker på klemsemor@gmail.com eller stine_adrian@yahoo.com

9 kommentarer:

Maomis sagde ...

Jeg er så glad for at du valgte at dele, det du gjorde. Jeg forstår til fulde det manglende overskud og så synes jeg det er så flot at du tager konsekvensen og siger som det er. Det er smukt skrevet, som alt andet her på Klemens blog. Vi ses, om ikke før, så helt sikkert til Allehelgens arrangementet. :-) Sofie

Jeanette sagde ...

Sikke en smuk afrunding Stine. Jeg er helt rørt. Det er så rigtigt og så smukt skrevet. Tak for orderne du skrev dem har jeg kunne bruge til så meget. Kram og vi ses heldigvis i virkeligheden.

Heidi sagde ...

Kære Stine

Du er så god til at beskrive det der foregår for dig, hvor du er. Jeg har haft stor glæde af din blog, selvom det var det smerteligste udgangspunkt, der slet ikke skulle have været. Jeg kommer til at savne dine ord, men forstår virkelig godt, at der ikke er tid. Ret så fedt, at du på denne måde tager konsekvensen.

Mange varme tanker fra
Heidi

Susanne sagde ...

En rigtig fin afslutning på historien, der altid vil leve videre.

Jeg har været glad for at læse med, og håber som de andre, at vi fortsat må ses en gang imellem.

Line sagde ...

Kære Stine,

Tak for ordene. Både her og der...
Og jeg tror jeg ved lige præcis hvordan du har det...

Heldigvis har jeg også fornøjelsen i virkelighedens verden. Men jeg har lært og reflekteret meget af dine indlæg her på bloggen.
Sejt du gjorde det, og sejt du stopper når tid er for dig.

Kys kys fra Line

Frederikke sagde ...

Jeg forstår dig godt, - og det tanker der overhovedet ikke er fremmede for mig. Har haft dem så sent som i dag.
Vi ses til november :)

Anonym sagde ...

Jeg har grædt og grædt over din historie. Han ser dejlig ud, og hvor er jeg imponeret over hvor stærke I er. Tænker meget på den lille dejlige klemse og jer.

Anonym sagde ...

Tænker på jer

christine sagde ...

Hej kontakt (inforhope11965@gmail.com) hvis du er interesseret i børneadoption , Min mand og jeg adopterede herfra privat. Tak

Christine