Hvis ikke før så sker det på mandag...

I dag var jeg ved at gå op i en spids. Jeg har været til adskillige akupunkturbehandlinger for at fødslen skulle gå igang af sig selv og jeg skulle være klar, men endnu har det mest af alt resulteret i lidt muren og en hel del plukkeveer.

I går gik det så op for mig, at jeg måske ville ende med at skulle gå helt til den 11. nov. før Konrads fødsel blev sat igang. Det kunne jeg ikke bære. Min både flinke og kompetente fødselslæge har forsøgt at fastholde, at det var bedst at gå til termin. Det er det sikkert hvis man er udstyret med nerver af stål og det er jeg altså ikke. Aftalen har været at jeg kunne ringe hvis jeg ikke kunne holde det ud og få en tid ugen inden. Hele dagen idag har psykologen fra Rigets gode råd med, at jeg altså ikke behøver at være den dygtige patient ekkoet i mit hoved. Alle kræfter skal ikke anvendes på at kunne rumme angsten inden fødslen - der skal være energi tilovers til efter fødslen, hvor vi jo skal tage godt i mod Konrad. Jeg har simpelthen været så bange for om jeg snubler her den sidste 1 1/2 uge, og vi også mister Konrad. Jeg har gået rundt om mig selv både igår og i dag og var så grøn i hovedet da Mikkel kom hjem fra arbejde, at han godt kunne se, at det var ham, der måtte ringe til lægen og få en ny tid, for jeg var helt enkelt for langt ude i torvene. Nu har vi fået en tid kl. 9.00 på mandag, og det kan ikke blive bedre. Jeg kan mærke, at jeg er helt utrolig lettet, og jeg er sikker på, at Konrad har det helt fint med at komme ud en uge før termin. Nu har jeg mest af alt sommerfugle flyvende rundt i maven..... Jeg tror godt jeg kan overskue at skulle gennem weekenden - nu skal der blot hviskes en masse kridtstreger ud og brændes en masse kalenderlys af inden mandag morgen! Nøj hvor jeg glæder mig til at møde ham den lille fis ansigt til ansigt!!!!

Livet et år efter...

Det blev en hård, men fin weekend med minderne om Klemens indlæggelse og død. Mikkel og jeg fik mindet vores lille Klemsedreng. Vi var sammen, snakkede, mindedes, græd lidt, lavede græskar til ham, besøgte ham flere gange og var sammen. Og så fik vi set de første to Ringenes Herre film i extended version. Ringenes Herre var vores fælles pause fra sorgen, og en måde at få den uendelig langsomme tid til at gå dengang efter Klemens død. For os er Ringenes Herre altid tæt forbundet med den første måned af sorgprocessen - så lang tid tog det os sidste år at spise os igennem i små bidder.

Det er utroligt et år efter at sidde og kramme med varm chokolade i den ene hånd, film, hinanden, Klemse så særligt nærværende og Konrad sparkende i maven. Vi var samlet hele familien og det var rart selvom det også er trist fordi det mindede os så meget om, at Klemse skulle have levet og været snart 13 måneder.

At sidde der satte det sidste år og hvad vi har været igennem i perspektiv. Der er sket meget det sidste år samtidig med, at jeg i mit tudse rundt i sorgproces og være på barsel liv herhjemme, ofte har følt, at livet har stået stille. Jeg/vi er dog et så fuldstændig anderledes sted end vi var for et år siden hvor livet synes ubærligt. Og det er et eller andet sted dybt forunderligt og mærkværdigt, at det er muligt. Set tilbage er det ganske forunderligt, at vi er hvor vi er i dag trods savn og sorg - at Klemse langsomt er ved at finde sin plads, og at vi er ved at finde vores ståsted i livet igen med sorgen og savnet.

Igennem det sidste år har jeg ofte tænkt på mindedagene (fødselsdag og dødsdag) med en vis frygt og usikkerhed. Hvordan ville det blive, hvordan kan man skabe rammer, der skaber rum til sorgen og glæden? Hvordan ville jeg reagere og ville jeg være i stand til at rumme det op til Konrads fødsel? I dag har jeg det rigtig godt med de spæde traditioner vi har påbegyndt. Vi ved hvordan Klemme skal fejres og mindes i årene fremover, og det er traditioner, der både giver rum til sorg og glæde.

Det er rart at være nået her til. Det har givet mig en utrolig ro, der gør at ham Konrad i maven kan få plads nu hvor vi går og venter på, at han kommer ud. Det gør også, at jeg føler mig klar til fødslen på en anden måde end før. Jeg føler mig parat til alle de følelser der følger, for Klemens og sorgen har fået sin storebror plads og det føles så godt og rart i dag. Så lille dejlige Konrad kan du ikke bare se at komme ud nu ? Din far og mor er mere end klar!

For et år siden....

Nu starter optakten til Klemens dødsdag. Den begyndte allerede i eftermiddags. I dag er det et år siden, at min lille trold kiggede på mig og ikke rigtig ville spise. Han virkede ikke slap, men mest uinteresseret i at spise, og når han blev sulten blev han frustreret. Han var allerede da dehydreret og havde tabt sig. Det blev tydeligt da vi lagde ham på køkkenvægten. Vi mødte desværre ingen forståelse, da vi kontaktede Frederiksberg hospitals føde-barselsgang.

Jeg prøvede at få mad i Klemse hele eftermiddagen, aftenen og natten. Jeg vækkede ham ved at skifte ham, nulre fødder og hænder. Jeg lagde ham til og han spiste lidt, men ikke meget. Jeg var nervøs og usikker, og jeg følte mig som en dårlig mor, der ikke kunne tage vare på mit barn. Det var en hård aften og nat, og den efterfølgende dag var den værste i mit liv - uden sammenligning! Det var dagen hvor Klemens endelig blev indlagt efter igen at være blevet afvist af egen læge og have ventet mange timer på sundhedsplejerske besøg. Det var en dag med den værste taxatur i mit liv - 40 minutter med sygt barn til Hvidovre Hospital. Det var dagen hvor Klemens blev diagnosticeret og hvor håbet for, at han skulle overleve svandt, som dramatikken udviklede sig. Der var blåblink, politi eskort og baby ambulance- og så endte Klemens lille krop med at ligge med slanger og elektroder over det hele mens hans bevidsthed var væk pga lavt iltoptag og masser af morfin.

Jeg har tænkt meget på min trold i dag, og hvordan det var sidste år. Samtidig har jeg haft en god dag, hvilket har overrasket mig. Jeg har været fuld af en energi jeg ikke har oplevet længe. Mikkel har drillet mig med, at det nok er fordi jeg har sovet så meget på sofaen her på det sidste. Jeg tror det er virkningen af igårs første akupunktur behandling, der helst skulle gøre min krop klar til snart at gå i fødsel. I dag har jeg haft rigtig rigtig mange plukkeveer. Konrad og jeg har en aftale om, at han ikke skal komme før efter på søndag, fordi søndag er Klemens dødsdag. Nu må vi se om han overholder den aftale... bare han kommer ud i levende live og god behold, så klarer vi nok også det. Idag er det bare rart, at jeg bevæger mig mod de næste par dage fuld af energi. Jeg tror bestemt det er nu jeg har brug for disse ekstra energireserver!

Der er lige blevet skudt udenfor min gadedør....

Og det synes jeg altså bare på ingen måde er i orden. Der har været mange skudepisoder i nærområdet det sidste stykke tid, men i dag var det så på Nannasgade/Rådmandsgade ved høj lys dag og med børn overalt for der ligger en skole, der er boldbane og mange unger i gaden.

Jeg hørte skudne, men var overbevist om at de lyde der kom måtte være fyrværkeri antændt af nogle af ungerne, som jeg kunne høre nede fra boldbanen. Det var det så ikke - i stedet var børnene på boldbanen vidne til, at der blev skudt og det er fandeme ikke i orden. Jeg er rasende og chokeret og drøn hamrende arrig efter jeg på Politikens webside fik læst hvad der var sket og så politiet afspærre udenfor mit vindu..... Der er helt stille nede fra boldbanen og gaden nu og jeg har en stor klump i maven.

24 dage til termin...

Der er 24 dage til termin og igangsættelse, hvis altså ikke Konrad beslutter sig til at komme før. Det håber vi for herhjemme kan vi slet ikke vente, og jeg føler mig efterhånden kæmpe stor og tung....

Nerverne er også lidt slidte, der går ikke lang tid imellem, at jeg vækker Konrad i maven, hvis han har været for stille. Håber ikke han har fået blå mærker af alle de møf jeg har givet ham.

Jeg har fundet et ubrugt kalenderlys, der er blevet tændt i dagens anledning. Jeg er meget meget mere spændt end et lille barn før juleaften, og den 11 nov. føles lige så langt væk som en hel uendelighed, men der er ikke andet at gøre end at tage en enkelt dag af gangen.....

Barsel..

Det er lige gået op for mig, at jeg om en uge går på barsel....ikke at det i mit daglige liv gør den store forskel, men så slipper jeg for opringninger fra sagsbehandlere, der ringer i tide og utide.....Det bedste af det hele er dog, at det betyder, at der ikke er så lang tid til Konrads ankomst.....

Vi er et par stykker herhjemme der ikke kan vente!!!!

Klemens Fødselsdag ...

I fredags havde Klemens 1. års fødselsdag. Desværre er han her jo ikke, og sådan en dag minder mig om det jeg har mistet. Etårs fødselsdag, er i mit hoved en ret vigtig dag. Babyen er ved at blive et barn. Mange børn kan gå og stå, spise og grine og måske tilmed sige de første ord. Og for mig er det svært ikke at fantasere over hvad Klemse ville have kunne havde han ikke haft et halvt hjerte.

Vi kommer aldrig til at se Klemens udvikle sig videre end de tre uger han levede i, så det vi følte vi kunne gøre når Klemens ikke er her, var at mindes ham og det fantastiske ved at han kom til verden. Vi ville ikke have været de uger foruden, og gid vi havde haft endnu længere tid sammen ed vores lille vidunderlige trold.....

Selvom det er hårdt at mindes, er det også godt. Hele dagen gik vi og holdt øje med vigtige tidspunkter. Tidspunktet hvor vi var kommet på hospitalet, hvor jeg sad i badekar og havde det helt fint, hvor jeg var 9 cm åben og det gjorde MEGET ondt, 13.06 hvor han kom ud til os... Vi tænkte på de efterfølgende timer hvor vi ikke var til at skyde igennem fordi vi endelig var blevet forældre til intet mindre end et vidunder. Jeg har aldrig været så lykkelig i mit liv, og det er værd at mindes og fejre....

Vi startede dagen med, at tage ned til Klemse i hans lille have og som fødselsdagsgave satte vi 110 forårsløg i plænen. Vi er spændte på hvor meget der dukker op til foråret... Han fik også en efterårsbuket fra os, og geoginer fra farmor og farfar, der bor i Jylland. Vi tændte lys og røgelse og sang begge fødselsdagssange for ham. Bagefter gik vi ud og spiste brunch og tog i Dyrehaven. Det passede så utrolig godt sammen med, at Klemse er vores lille efterårsdreng. Kronhjortene havde da også stillet sig op og brølede i kor. Vi undgik også en lille byge ved at gå ind i Peter Lieps hus og få varm kakao.

Bagefter tog vi ind forbi Klemse igen. Der var mange, der i dagens løb havde lagt vejen forbi, sat blomster eller sendt blomster til os, givet gaver, sat lys eller andet for ikke at tale om alle sms'erne, der er kommet og mails. Klemses have er så fin og det varmer helt utroligt, at han er blevet husket af så mange. Selv kastanietræet, der står og passer på ham har husket på ham. Det har nemlig for første gang nogensinde fået kastanier!

Om aftenen fik vi kigget mindebogen igennem efter vi havde spist pandekager - for vi er overbeviste om, at Klemse havde sat stor pris på netop pandekager!

Det var en hård men god dag at komme igennem. For Klemenssavnet og sorgen kom tæt på - men det skulle det også! Vi synes selv vi har lagt grunden til mange gode traditioner, som vi i fremtiden vil holde fast i på Klemses fødselsdag; traditioner der skaber rammen for alt det gode og vidunderlige ved Klemens lille liv, og som vores andre børn forhåbentlig også kommer til at sætte pris på....

For et år siden....

For et år siden var vandet lige gået, og Mikkel og jeg var på vej ind til Frederiksberg Hospital for, at jeg kunne blive undersøgt og få kørt en strimmel. Veerne kom først i løbet af natten. Det var den smukkeste stjerneklare nat, og jeg var så fuld af forventninger. I aften skulle jeg have puttet min næsten etårige søn. Mikkel og jeg skulle i al hemmelighed have pakket gaver ind efter at vores søn sov sødt, bagt boller og gjort klar til lagkage og den store dag.....

Jeg savner Klemens, jeg savner den lille dreng, der nu skulle have været så stor, at han måske kunne stavre rundt og sige enkelte ord.

Mikkel og jeg har for ca. 1 1/2 uge siden sendt nedenstående mail til venner og bekendte. Nu lægger jeg den også ud her. Historien om Klemens, er den samme som kan findes som link ude i kanten her på siden. Jeg vil fortsætte min aften med at nyde Konrads bevægelser i maven og mindes alt det dejlige, der skete dengang sidste år, hvor jeg var ved at briste af spænding over at min lille søn var på vej. Klemens fødsel vil for mig altid være en af de største, vildeste og smukkeste oplevelser i mit liv...





Kære Alle,

Efteråret er over os, og for os betyder det samtidig, at Klemens vores dejlige efterårsdrengs første store mærkedage nærmer sig. Den 3. oktober ville han være fyldt et år, og den 26. oktober er det et år siden, at han en tidlig fredag morgen på Rigshospitalet langsomt åndede ud i vores arme.

Vi skriver denne mail til jer alle af to grunde. For det første for at fortælle jer, hvor meget vi siden Klemens’ død har sat pris på alle jeres sms’er, emails, telefonopkald, kondolencebreve, samtaler, blomster, tanker, støttende skuldre mv. Vi har ikke tidligere haft overskud til at svare på alle disse breve og blomster, men I skal vide, at de varmede og støttede os usigeligt meget. Det har gjort en forskel for os, at mærke jeres varme og omsorg.

For det andet vil vi med denne mail også give jer en status på, hvordan vi har det i dag. Der er nok ingen tvivl om, at det sidste år har været benhårdt. At miste et barn er noget af det værste, man kan opleve, og det at være i sorg har for os begge været nyt og noget vi skulle lære. Vi har både sammen og hver for sig skullet finde vores tilgange til at kunne rumme smerten og sorgen. Vi har været usigeligt heldige at have hinanden, og har gennem det sidste år kunne støtte hinanden i at finde vej tilbage til glæden og troen på livet. Selvom vi stadig sørger over tabet af Klemens og savner ham, så har han også vist os at livet skal leves nu og for hinanden.

Vi valgte derfor kun to måneder efter Klemens’ død at tage til Indien, hvor vi fik ny energi fra sol, afslapning og yoga. Vi købte og overtog derefter vores tidligere naboers lejlighed, fordi vi stadig gerne ville have levende børn og havde brug for mere plads.

Mikkel genoptog ved hjemkomsten fra Indien igen arbejdet med sin ph.d. på fuld kraft, mens Stine har været på barsel og efterfølgende har været sygemeldt. Imens har hun bl.a. skrevet Klemens’ historie, som vi har vedhæftet med denne mail.

Lykkeligvis blev Stine hurtig gravid igen, så vi nu spændte venter på, at lillebror Konrad kommer til verden i begyndelsen af november. At vi venter os er både vidunderligt, fantastisk og meget angstprovokerende, da oplevelsen af at se og mærke Klemens dø stadig er meget tæt på.

Konrad er ikke en erstatning for Klemens. Han er Klemens’ lillebror og helt sin egen, hvilket allerede er tydeligt i den måde han bevæger sig på i Stines mave. Konrad kommer til at vokse op som vores andet barn. Han vil fra starten høre, at hans storebror desværre ikke fik mulighed for at leve længe pga. hans hjertefejl. Han vil se billeder af sin bror, og komme på besøg i hans lille have på Assistents Kirkegården. Klemens vil ikke være glemt, og vi sætter altid pris på, at han bliver husket og nævnt.

Den sidste tid har vi snakket en del om, hvordan vi skal fejre og mindes Klemens, først på hans fødselsdag og dernæst på hans dødsdag. Der er stadig et par uger til, at Klemens skulle have fyldt et år, og i den anledning skulle have fået lov til at smage lagkage for første gang i sit liv. Vi er ret sikre på, at han som os havde sat stor pris på kagecreme og flødeskum! Men Klemens er her ikke til at grine lykkeligt med flødeskum og kagecreme på sine runde kinder, og derfor bliver hans fødselsdag noget andet. Det bliver en dag, hvor vi har besluttet at være sammen bare os to for at mindes det gode der var: fødslen og de første smukke, dejlige uger med vores søn. Det bliver en dag, hvor vi vil pusle om ham ved hans grav, tage i Dyrehaven og kigge på efteråret, kigge på billederne af vores dejlige dreng og være så tæt vi kan komme på ham og hinanden.

På begge store dage har vi brug for at være alene sammen, men vi vil samtidig blive meget glade, hvis I på den ene eller den anden måde husker på at Klemens kom til verden og var her i kun 22 ½ dag, og satte sig dybe spor.

Kærlige hilsner

Mikkel og Stine