Klemsemor: februar 2008

Klemens døde den 26. Oktober 2007 pga. en hypoplastisk venstre ventrikel (et underudviklet venstre hjertekammer). Desværre fik han kun lidt mere end 22 dage at leve i. Klemens er det menneske, der på alle måder har forandret mit liv allermest. Klemens viste mig hvilken ekstrem lykke, det er at få lov at blive mor. Det var fantastisk at være sammen med ham de dage han var i verden med åbne øjne, nysgerrig og nærværende. Samtidig har han eftertrykkeligt fået sat på plads for mig, hvad der er godt her i livet, og at det man ønsker og drømmer om ikke kan udskydes. Der var ingen tvivl om, at hans højeste prioritet var kærlighed, intimitet og nærhed, og havde han kunne snakke havde mottoet om natten været - hvorfor ligge i sin vugge når man kan ligge og putte mellem far og mor. At have den slags minder med sig gør ikke savnet og tabet af ham mindre, hans død synes heller ikke meningsfyldt - det er helt enkelt ikke til at bære, at han ikke fik lov til at opleve mere af verden. Selvom jeg nu snart tre måneder efter Klemens død kan se, at livet har smukke og gode sider, ved jeg også at sorgen er dyb, og det vil tage lang tid at lære at leve med smerten.

Jeg har valgt at skrive Klemens historie fordi det er så vigtigt for mig at han ikke bliver glemt, at andre ved at Klemens var her og han gjorde en forskel, at hans søskende en dag kan læse om deres storebror og få en forståelse af hvorfor deres mor indimellem bliver bange. Det tog nogle måneder at få startet med at skrive, men det er først nu, at jeg er kommet over det første chok, og de at dramatiske billeder jeg har haft i hovedet fra Hvidovre Hospital, baby hjerteambulancen og Rigshospitalet ikke hele tiden dukker op i mine tanker og gør det svært at skrive.

Denne her blog har heller ikke kun til formål at handle om de dramatiske 12-14 timer, hvor min mand Mikkel og jeg både nåede at erfare, at Klemens var dødeligt syg, måske ville kunne blive opereret - men med risiko for hjerneskade og død under operation, for til sidst at få lægernes endelige dom, at det bedste for vores søn var at dø i vores arme. Det jeg ønsker med denne blog, er derimod at mindes hele Klemens tilblivelse og liv - fra de spirende tanker om at blive mor, de ni måneder han var i min mave, de tre uger i idyl og det sidste døgns tid med bekymringer og hans død.

Drømme om et barn…
Det er mange år siden, at jeg begyndte at drømme om at få barn. Inden jeg mødte min dejlige mand Mikkel havde jeg egentlig besluttet, at jeg ville have barn selv ved hjælp af sæddonation. Tanken opstod da jeg i perioden fra 2001 -2006 var i gang med at skrive afhandlingen: Nye skabelsesberetninger om æg, sæd og embryoner: Et etnografisk studie af sædbanker og fertilitetsklinikker. Den kan købes via Tema Genus, lånes på biblioteket eller læses på: http://www.ep.liu.se/abstract.xsql?dbid=7543

Afhandlingen skrev jeg som PhD-studerende på Tema Genus, Linköpings Universitet i Sverige. Tema Genus er et kønsforskningsinstitut med kreative og inspirerende forskere. Mine tidligere kollegaer har udfordret mig på mange forskellige måder, både privat og fagligt, og mange af dem er stadig meget tæt på - selvom de bor i Stockholm.

Under mit arbejde med afhandlingen voksede mit ønske om at få børn. Det skete både fordi jeg kunne mærke jeg var klar til at få børn selv, og så pirkede de mange oplevelser jeg fik til, at det at få børn, helt enkelt er det største i livet. Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg har fået lov til at se, hvordan liv skabes på fertilitetsklinikker, og høre på alle de beretninger som patienter og personale fortalte. Hvor jeg startede med at skrive afhandlingen af overvejende teoretiske grunde, rykkede spørgsmål om hvordan jeg selv ville have børn, og hvilken form for familie jeg ville leve i, tæt ind på mit eget liv.

I samme periode var jeg i et forhold, der positivt omskrevet var fyldt med mange udfordringer. En af dem var bl.a., at min daværende kæreste ikke var klar til at få børn. Da jeg stoppede forholdet i 2005 var jeg ikke i tvivl om, at det med at få barn kunne jeg godt klare selv. Dog var det vigtigt for mig at finde et sted at bo, der var rart, og hvor et barn kunne vokse op. Samtidig var det nødvendigt at få skrevet afhandlingen færdigt - mest fordi min økonomi var tyndslidt efter mange års pendlen til Linköping. Sidst men ikke mindst var det nødvendigt at få slikket de sår der opstår når et forhold stopper. Kort tid efter var jeg heldig på det Københavnske umulige boligmarked og jeg købte en 2 værelses på Nørrebro. Jeg flyttede ind da mirabelletræet udenfor mit køkkenvindue var i fuld flor, og jeg var lykkelig for mit nye dørskilt på døren. I huset er der en vidunderlig aflukket have hvor børnene leger. Om sommeren grilles og hygges der... Der gik heller ikke lang tid før jeg begyndte at lære mine naboer i opgangen at kende. Vi har afholdt flere fester sammen, og Mikkel der var overbo var jo meget sød. Jeg skrev som en gal på afhandlingen og måtte indse, at det tog længere tid end jeg havde håbet, så jeg besluttede mig for at købe en kat. I november 2005 flyttede Freud en 13 uger gammel killing af racen Hellig Birma ind til mig. Freud er blå tabby, har blå øjne og en smuk cremet pels. Han har en stor personlighed og har sat tydelige små kattepoter langt ind i mit hjerte. I løbet af det første år begyndte Mikkel og jeg at drikke en del te og kaffe, vi spiste sammen, drak fredagsdrinks, spiste paradis is, var i teateret og meget andet. Jeg var dog meget sikker på at mine familieplaner var bedst som de var - jeg havde ikke brug for flere udfordringer og turde ikke kaste mig ud i et forhold igen.

I slutningen af maj 2006 fik Mikkel dog overbevist mig om, at det eneste rigtige var at kaste sig ud i det. Siden har vi været kærester. Da afhandlingen blev indleveret og forsvaret i efteråret 2006, tog jeg to måneder til henholdsvis Bangladesh og Indien. Jeg har igennem en del år været med til at lave frivilligt arbejde for Ulandsforeningen Svalerne. En gang om året tager to af os på partnerskabsbesøg for at diskutere vores partneres arbejde. Jeg rejste sammen med Tanja – og det var en rigtig dejlig tur – det var tredje gang jeg var i Bangladesh og fantastisk at opleve hvordan vores partner organisationer for meget få midler gør en kæmpe forskel. Efter arbejdet tog jeg til Indien, og det var vel egentlig her, at de helt konkrete tanker om Klemens blev til....

Kalitemplet og dårlige jokes
Efter at have været i Bangladesh i 6 uger tog jeg to uger til Indien for at holde ferie. Jeg endte med at tage toget fra Calcutta til Puri, der er en by i Orissa, med både strand, pilgrimsrejsende og magisk stemning. På Z hotel mødte jeg en flok flinke mennesker herunder Maura. Hun fandt det fantastisk, at jeg var så forelsket i Mikkel og ønskede mig barn. Da jeg igen mødtes med hende i Calcutta tog hun mig med til Kalitemplet, hvor jeg blev fertilitetsvelsignet. Da jeg gik der fra, var jeg sikker på, at nu var det tid til at smide p-pillerne. Jeg sms'ede straks til Mikkel og satte ham ind i situationen. Han var heldigvis helt med på ideen. Da jeg landede den 31. januar havde jeg fået menstruation på vej hjem i flyveren. Efterfølgende da vi havde fundet ud af, at jeg var blevet gravid jokede vi med, at med velsignelsen fra Kali, ville det blive spændende om vores barn blev blåt med mange arme... Da Klemens pludselig viste sig at være et blåt barn, blev morsomheden til en rigtig dårlig joke, som vi begge har haft det skidt over lige siden. Jeg er ikke rigtig religiøs, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på om Kali har en finger med i spillet ....

Tissepinden
Da jeg landede i Kastrup den 31. januar 2006, glædede jeg mig som en vanvittig til at se Mikkel igen. Vi var begge helt fjollede og glade over vores beslutning om at gå i gang med at prøve på at få et barn. På daværende tidspunkt boede vi stadig i hver vores lejlighed i samme andelsforening. Min dejlige sambo Freud - verdens sødeste kat kunne Mikkel ikke tåle, så jeg måtte til at finde et nyt hjem til ham og på sigt skulle vi finde ud af hvordan vi kunne få noget mere plads. Da vi ikke regnede med, at jeg ville blive gravid med det samme, og da en graviditet tager 40 uger, så vi det ikke som et problem. Jeg var alligevel lidt nervøs for Mikkels reaktion da jeg tog testen, for da var jeg næsten sikker på, at jeg var gravid. Jeg syntes helt enkelt jeg havde været lidt for humørsvingende... Mikkel viste sig dog at blive meget glad da jeg kom og viste ham tissepinden. På Internettets mange termindagsudregnere lød min terminsdato den 7. oktober, lægen sagde den 8. og ultralydsscanningen viste sig senere hen at sige den 4. oktober hvilket stemte godt overens med, at Klemens blev født den 3. oktober.

Graviditeten
Efter at tissepinden havde vist, at jeg var gravid opstod der løbene flere tegn. I starten havde jeg konstant en mærkelig smag i munden. Mine bryster ændrede sig og jeg fik let kvalme. Kvalmen nåede dog ikke at blive værre end, at jeg kunne holde den i skak med ingefærte og ved at spise brød. Kvalmen medførte dog, at jeg fuldstændig mistede lysten til chokolade, hvilket overraskede mig meget....Da vi var i Bruxelles i marts endte jeg med at gå rundt i chokolade heaven uden på noget tidspunkt at spise bare et enkelt stykke.... det er altså uhørt.

Omkring 6. uge begyndte jeg at bløde lige inden Mikkel skulle holde sin fødselsdagsfest. Jeg blev rigtig ked af det, men vidste jo godt, at en abort inden 12. uge ikke er helt unormalt. Enlig havde jeg tænkt ikke at drikke når jeg var gravid, men endte med denne aften at tage et glas vin - orkede heller ikke at fortælle hele selskabet, at jeg var måske gravid og måske ved at spontan abortere. Der var dog senere en af gæsterne, der havde bemærket, at jeg sad og spyttede i glasset.

Heldigvis viste det sig om mandagen da jeg ringede til lægen og blev sendt videre til scanning, at graviditeten stadig var der. Jeg var ikke mere end 6 uger henne, og det lille hjerte bankede tydeligt og som det skulle. Mikkel og jeg dansede ud fra Rigshospitalet....

I løbet af de første par uger i januar - altså lige omkring graviditeten opstod, tog jeg til Linköping fordi der var møde i den forskningsgruppe som mit tidligere forskningsprojekt var knyttet til. I dagene inden var jeg gået i gang med at søge jobs. Jeg skulle til at finde ud af om jeg fortsat ville forske eller om jeg skulle finde på noget andet. Afhandlingsarbejdet havde været ret hårdt og opslidende. Jeg blev dog overbevist om, at der var en grundmtil at jeg havde skrevet en afhandling. Til mødet i Linköping viste det sig, at der var forskningspenge i overskud, der skulle bruges til en serie konferencer. Da alle andre var i gang med nye forskningsprojekter blev jeg ansat på nogle af de midler til at arrangere seminarerne. Desuden blev jeg projektansat som medarbejder på et nyt kønsforskningscenter, der blev etableret mellem Linköpings- og Örebros Universitet. I løbet af foråret lavede jeg en masse administrativt arbejde, og fandt ud af, at det skal jeg så ikke igen. Jeg havde håbet, at det var vejen til at hage mig fast i miljøet. Fakta var dog, at jeg var død træt pga. graviditeten, og at et pendlerliv mellem Kbh. og Linköping går meget dårligt i spænd med at få skrevet. Samtidig underviste jeg på et kursus i videnskabsteori for nanotek studerende, kemikere og biokemikere på KU. Resultatet var, at jeg indimellem havde arbejdsuger på 50 timer og hverken fik skrevet på artikler eller ansøgninger, hvilket bare gav stress og dårlig samvittighed hen mod fødslen. For hvordan skulle jeg nogensinde komme videre med det jeg gerne ville.....Jeg ved ikke om denne bekymring er fuldstændig forsvundet, men der er andre problemer, der pt. fylder langt mere....

Set tilbage på graviditeten, er det da heller ikke så mærkeligt hvis jeg var træt, og at jeg ikke fik skrevet en masse samtidig med, at jeg pendlede til Linköping og Klemens godtede sig i min mave, for der skete et væld af omvæltninger. I marts måned blev jeg friet til af Mikkel lige efter min fødselsdag. Mikkel havde tidligere ytret, at vi skulle giftes. Det er altså ikke en selvfølge for mig - hvilket jeg vist kom til at udbryde, så Mikkel var meget modig, at han endte med at fri, og jeg var ikke helt uforberedt da han efter en dejlig middag stillede jordbær, champagne mv. på bordet og pludselig lå på knæ. Og jo jeg sagde ja med det samme. For selvom jeg synes ægteskabskonstruktionen juridisk og normativt er problematisk, så gør det livet noget lettere - og aller vigtigst så elsker jeg Mikkel, der er ingen tvivl om, at det er ham jeg vil dele mit liv med. Jeg tror jeg havde meget røde kinder og må have set helt utrolig lykkelig ud.

Vi besluttede ret hurtigt at brylluppet skulle holdes i starten af august inden vi kom for tæt på fødslen. Inden da skulle vi flytte sammen, så vi var klar til Klemses ankomst (dengang var han stadig bebse og uden køn). Det krævede dog, at jeg skulle tage mig sammen og finde Freud et nyt hjem. Det viste sig at tage tid. Flere af de planer jeg havde lagt for min lille kats fremtid faldt sammen... Helst ville jeg have, at han skulle fortsætte sit liv som indekat. Jeg troede helt enkelt ikke på, at han ville kunne klare et udeliv, og så ville jeg i bund og grund ikke af med ham. Han var uden tvivl en af mine bedste venner. På et tidspunkt fik Mikkel dog prikket lidt til mig, for vi skulle jo i gang med at gøre babyklar, og så er det muligt, at han var ved at blive træt af at skifte kattebakke, hvilket var blevet hans job efter, at jeg var blevet gravid. Jeg fik ringet til min faster og onkel, der holder af katte, men egentlig troede, at de ikke skulle have flere. I starten af maj blev Freud hentet og kørt til sit nye hjem i Stege. Og selvom jeg savner ham, er jeg glad for, at han nu som udekat faktisk har fået et sjovere liv - for de kunne helt enkelt ikke holde ud og se ham længes efter græs og fugle gennem vinduet. Samtidig får han kærlighed, leg og hygge - han er vist gået hen og er blevet deres lille maskot.

Inden Freud flyttede -i uge 13 fik vi også set Klemens på ultralydsscanningen. Jeg synes det er vigtigt at overveje hvad man vil bruge en scanning til, og være forberedt på hvad man vil gøre hvis man får besked om, at der er misdannelser eller andet i vejen. Vi havde da besluttet, at hvis man fandt ud af, at Klemse havde Down kunne jeg få en abort. Risikovurderingen viste en meget lille risiko, og ved den hurtige gennemscanning var alt fint og vi var pavestolte da vi gik derfra. Vi morede os begge over hvor betydningsfulde disse visuelle repræsentationer er for opfattelsen af en graviditet, og hvor pudsig en statistisk konstruktion risikovurderingen er.

Da uge 19. nærmede sig diskuterede vi en del om jeg skulle scannes igen. Jeg ville helst ikke, for på dette tidspunkt synes jeg graviditeten er nået så langt, at det er et meget svært dilemma at blive stillet i hvis man bliver sat overfor at skulle afbryde graviditeten, og så er der alle de mulige informationer om skavanker, som jeg helst ville være foruden.

Mikkel skulle til USA - derfor endte det med, at jeg tog beslutningen. Havde Mikkel været hjemme havde vi nok set Klemse af nysgerrighed. Derfor vidste vi heller ikke om Klemse var en dreng eller en pige - og vi havde ingen idé om, at hans hjerte kunne have et underudviklet venstre hjertekammer, det kunne måske havde været opdaget ved 19 ugers scanningen. Personligt er jeg ikke færdig med at reflektere over det valg, som jeg føler et vist ansvar for, og som kunne have medført to forskellige udfald - at vi havde valgt en sen abort i uge 20/21, eller at jeg havde gået graviditeten ud og Klemens var blevet opereret lige efter fødslen. Det eneste jeg ved lige nu og her er, at jeg er taknemlig for, at vi havde Klemens en hel graviditet og fik mulighed for at lære ham at kende i de efterfølgende tre uger.

Mens Mikkel var i USA mærkede jeg Klemens bevæge sig i maven for første gang. Jeg blev helt sikker på, at det var ham, der rumsterede en aften i Linköping inden jeg faldt i søvn liggende på gulvet på en madras i min sovepose. Klemens sparkede ikke rigtigt, hans bevægelser var rolige og mærkedes i starten som kærtegn indefra maven. Senere i graviditeten møffede han rundt og hikkede så hele maven hoppede. Han var dog generelt rolig, selvom han godt kunne virke som om, at han havde en stærk vilje - ville han flytte sig i maven så gjorde han det. Indimellem puffede han så meget, at jeg måtte flytte på mig når jeg sov i sengen. Jeg glemmer aldrig den lykke det var, da det for alvor gik op for mig, at det var mit lille vidunder, der bevægede sig i maven. Nu savner jeg hans kærtegn, rumsteren, møffen og hikken. Hans første bevægelser har været nogenlunde samtidig med, at jeg sammen med to af mine tidligere kollegaer fra Tema Genus i Linköping blev promoveret som Filosofie Doktor. Det er en af de mest bizarre ceremonier jeg har oplevet, men det gav mig ret til at gå med doktorring - og i Sverige betyder det symbolsk, at man har viet sit liv til Akademia - oh yes I am a bigamist...

Kort tid efter flyttede Mikkel og jeg sammen i Mikkels lejlighed og beholdte min som kontor og lejede et værelse ud. Vi besluttede, at vi måtte leve med at bo sådan til vi havde fundet den rigtige boligløsning. For helst ville vi blive boende i vores dejlige andelsforening og var begyndt at håbe på, at Mikkels nabo fik virkeliggjort drømmen om at flytte til Jylland, så vi på sigt kunne slå lejlighederne sammen og få plads til arbejde og børn...

Under flytningen var jeg så langt henne, at jeg ikke fik lov til at slæbe meget, så for mig gik det let. I stedet bagte jeg kage og havde det ret skidt over at tulle rundt i køkkenet, når nu der skulle slæbes.

Det var dog rigtig dejligt da vi endelig boede sammen og kunne begynde at indrette til Klemens ankomst. Inden da havde det eneste jeg kunne fokusere på været barnevognen. Det blev også researchet grundigt! Og jeg var ikke i tvivl om, at min dejlige bebse skulle have en Bugaboo Cameleon i sort og grøn eller sort og orange. Da Mikkel som del af sin PhD planlagde, at han skulle af sted til Berkeley i forårssemesteret 2008 og jeg og Klemens skulle med som familie, var det vigtigt, at Klemses barnevogn kunne pakkes ned og komme med flyet.... og så havde jeg en masse andre gode argumenter. Helt sikkert var det, at jeg gik meget op i barnevognen, fordi det var en ting jeg kunne beslutte og fundere over inden vi flyttede sammen. Vi ønskede os den i bryllupsgave og fik den af mine forældre og deres bedre halvdele.

Alt i mens vi planlagde bryllup, flyttede og arbejdede alt for meget voksede Klemens i min mave. Jeg havde det dog fysisk så godt, at jeg lavede steppuls og pump til 26'ende uge. Da stoppede jeg mest af alt, fordi vi tog til Stockholm et par uger. Det faldt dog sammen med at maven var begyndt at tynge så meget at symfysen var øm, og jeg begyndte at gå meget langsomt. Maven var også blevet så stor, at Mikkel kaldte mig Formand Mave...

Vi begyndte også at låne diverse ting af venner og familie. Lisbeth - min fars kone havde en meget fin vugge som Klemens kunne låne. Lisbeth gjorde den fin med nyt stof, madras og sengetøj. Vi lånte flere legeaktivitetscentre, skråstol, og tøj i lange baner. Mikkel synes det var noget pjat at købe, når vi nu kunne låne - det var jo rigtigt nok, men det er nu svært ikke at begynde og drømme om fine små sparkedragter når man går rundt og glæder sig helt vildt til, at den lille plyt skal komme. I smug og under dække fik jeg da også købt nogle få ting.

I starten af juni eller slutningen af maj, gik det pludselig op for mig, at en ting var, at Klemse var i min mave, men ud skulle han også. Det viste sig, at pga., at jeg ofte skulle til Sverige, så var det få gange jeg kunne komme til de planlagte dage min jordemoder tilbød fødselsforberedelse. Jeg blev ret bange for, om jeg i så fald ville være parat til fødslen, og panikkede da det gik op for mig, at alle hold ude i byen også var booket. Det løste sig ved, at jeg kunne gå hos en anden jordemoder på Frederiksberg, hvor jeg skulle føde. Det hjalp også på skrækken da jeg tilmeldte mig et yogakursus for gravide, men det var først lige før Klemens kom, at jeg kunne sige til mig selv, at jeg ikke havde fødselsskræk.

I juni og juli måned var det dog mest bryllupsforberedelserne der fyldte. Mikkel overbeviste mig om, at vi selv skulle stå for en stor del af madlavningen....og ærlig talt, er jeg ikke nogen ørn i et køkken og jeg synes heller ikke, at det er sjovt at lave mad. Til gengæld nød jeg at smage på mulige menuer og det er helt sikkert, at Klemse satte pris på det...

Op mod brylluppet var der dog rigtig meget arbejde, og dagen inden stod jeg for lang tid op i et køkken. Jeg var så træt, at jeg blev helt bange for om jeg havde overanstrengt mig for meget. Lørdag morgen vendte energien dog tilbage da jeg og Klemse kom i den fine grønne kjole jeg havde fået syet til os. Det blev en fantastisk dag. Inde på Rådhuset blev vi viet af Ritt B. Vi blev gift på den sommerdag, hvor solen skinnede - og vi var begge så utroligt lykkelige - Klemse må have kunnet mærke al den kærlighed, der var omkring ham. Om aftenen holdt vi fest hjemme i andelsforeningens smukke festlokale, og ud på natten blev der danset en masse. Klemse synes vist, det var helt ok, selvom flere gæster var bange for om han ville få lyst til at komme ud med al den hoppen rundt. Jeg er sikker på, at det bare bidrog til, at han fik en god rytmisk sans. Han var i hvert fald glad for dans og musik da han kom ud. Jeg er glad for at denne dag er tæt knyttet til ham, at min kjole også lidt var hans fordi han var med i min mave. Det føles så rigtigt.

Et par dage efter fløj vi til Frankrig, hvor vi holdt kombineret sommerferie og bryllupsrejse. De første dage havde jeg en del plukveer. Bryllupsforberedelserne havde tæret, så Klemse og jeg nød at slappe af i hængekøjen i skyggen. Efterhånden gik det bedre og vi kom rundt i Provence, spiste franske lækkerier og jeg fik læst hele Politikens bog om barnet fra 0-1 år. Gud hvor jeg glædede mig. Jeg lavede lister over alt det vi manglede at købe eller låne. Nogle af listerne dukker stadig op i min computer, fordi jeg har fået gemt dem pudsige steder. Jeg fik bestilt en slynge over nettet, og læste yoga før fødslen bog og kom fuldstændig ned i gear. Da jeg kom hjem var der bare et par uger tilbage inden barsel...

Det var virkelig skønt at stoppe med arbejdet og nyde de sidste uger op til fødslen. Jeg nød at ligge på sofaen med den store mave. Jeg gik til fødselsforberedelse, gik til yoga og læste bøger om fødsler og spædbørnspleje og så vaskede jeg bunker af tøj.

Et par uger inden Klemses termin var jeg til jordemoder, selvom jeg flere gange havde fået at vide, at Klemse havde vendt sig, var hun pludselig ikke sikker. Vi blev derfor sendt over til scanning. Det viste sig, at den lille bandit stadig lå med hovedet op ad. Jeg var helt med på, at lægerne forsøgte at vende ham, men jeg fattede først, at det ville gøre ondt, og at det havde visse risici efter, at jeg havde sendt Mikkel af sted på arbejde - for selvfølgelig kunne jeg godt klare vendingen alene....

Først fik jeg den medicin, der skulle gøre det lettere at vende Klemse. Derefter kom lægen ind og fortalte, at hvis barnet fik det skidt under vendingen, så ville han ikke vende ham, og det kunne ende med at barnet blev taget ved akut kejsersnit. Selvom han kiggede på Klemses hjerte flere gange så han ikke at Klemses venstre hjertekammer var underudviklet. Han synes heller ikke, der var så meget plads tilbage, så han troede ikke rigtig på at vendingen ville lykkes. Heldigvis gik det let, Klemse smuttede lige rundt som han skulle, men det gjorde sindssygt ondt på mig. Bagefter kunne jeg godt mærke, at jeg gerne ville have haft, at Mikkel havde været der. Tænk hvis det var gået galt. Det blev et wake up call til os begge om, at vores lille bebse kunne komme når som helst, så vi fik de sidste ting færdige i en ruf. To uger inden Klemse kom ud stod verdens fineste pusleplads klar til ham som Mikkel havde lavet, vuggen var redt op, barnevognen var samlet, og en stor del af tøjet var vasket, og vigtigst af alt var hans forældre mentalt klar til at tage i mod deres vidunder.

Vi var så utrolig spændte og vidste ikke om Klemse var en dreng eller pige - Klemens var blevet det drengenavn vi hældte mest til - var han blevet en pige havde Dicte eller Asta været på tale. Men egentlig diskuterede vi mere om Klemse nu ville blive mest interesseret i analytisk eller kontinental filosofi - men det siger bare noget om Klemses fjollede forældre...

Terminen nærmede sig og den 1. okt. fik jeg en vag fornemmelse af, at kroppen var ved at gøre sig klar til at gå i fødsel. Jeg havde været til yoga for gravide, og var bagefter taget i biografen. Tænkte at der nok ville gå lidt tid før jeg ville få mulighed for det igen. Inden jeg skulle ind i salen føltes det pludselig som om, at jeg fik et adrenalin kick. Og senere under filmen kunne jeg mærke en plukve, der var kraftigere end jeg var vant til. Det gik dog lidt i sig selv og jeg glemte oplevelsen indtil næste dag hvor jeg igen var hos jordemoderen (den 2. okt.). Hun undersøgte igen hvordan han lå for at sikre, at han ikke havde vendt sig om, for igen at ligge med hovedet op ad. Heldigvis lå han lige som han skulle. Det gav en vis ro inden fødslen – for fostervandet gik kort tid efter. Inden da nåede vi dog lige at tage et smut til velfærdsdemonstration. For selvfølgelig skulle vi ud og kæmpe for, at Klemse kom til at vokse op i et samfund med ordentligt sundhedssystem, skole mv. Heldigvis tog vi hjem lidt før demonstrationen sluttede, og inden alle andre begav sig afsted, for kl. 19.00 på vej ned i vaskekælderen for at tørre Klemses dyne gik vandet.....Så var der ikke andet for, end at klatre op på 4. sal igen og fortælle Mikkel, at nu var der ikke lang tid til før, at vi fik vores bebse at se.

Klemens ser dagens lys
Mikkel blev selvfølgelig super glad over de gode nyheder - jeg ringede med det samme til Frederiksberg hospital. Der var ingen veer endnu, jeg skiftede bukser og fik besked på at møde op et par timer senere for at få kørt en strimmel. Vi tog bussen derind. Det var den smukkeste stjerneklare oktobernat, og jeg var så spændt og fuld af forventninger, og sjovt nok ikke spor bange. Havde faktisk trommet på maven og fortalt Klemens om morgenen, at nu måtte han snart gerne komme ud. Heldigvis så alt fint ud. Jeg havde åbnet mig 1. cm., men eftersom jeg endnu ikke havde fået veer og ikke havde åbnet mig 4 cm. blev vi sendt hjem og sove. Vi kunne ringe igen hvis veerne blev kraftige og jeg skulle møde op på hospitalet igen kl. 11.00 næste morgen, hvor de ville køre en ny strimmel.

Vi besluttede at gå hjem. Månen var så smuk, natten magisk og vi glædede os. Det var helt uforståeligt, at lige om lidt ville vores barn se dagens lys. Vi gik forbi en 7/11. Jeg ville have en drikkeyoghurt og Mikkel fik en croissant. Jeg bliver stadig grådlabil når jeg kører forbi, fordi den stemning griber mig og alt det der er sket siden vælter op.

Da vi var kommet hjem prøvede vi at ligge os til at sove. Det gik vidst bedst for Mikkel. Jeg håbede i mit stille sind, at den lange gåtur havde sat veerne i gang. Kl. 1.00 begyndte det at mure, og kl. ca. 2.30 vækkede jeg Mikkel for at få ham til at lave varmeomslag. Jeg fik også lidt havregrød -og prøvede at slappe af igen. Ved en 5 tiden gjorde det så ondt, at jeg ringede til Frederiksberg hospital, men jordemoderen jeg snakkede med syntes ikke veerne var lange nok. Fik flere varmeomslag, og så prøvede vi at slappe af igen. Kl. 8.00 gjorde det mere ondt, og da den var 9.00 var det så ubærligt, at jeg syntes, at nu burde de bare kigge på mig. Fik besked på, at det var helt ok hvis jeg kom, jeg skulle jo også snart have kørt en strimmel.

Jeg kan huske, at det gjorde meget ondt, og at jeg forsøgte at bruge alle mine yoga åndedrætsøvelser, men det var begyndt at blive svært fordi smerten helt enkelt var for stor. Det hjalp ikke, at jeg skulle ned fra 4. sal, ind i en taxa og ud igen for at komme til fødeafsnittet. Jeg nåede at registrere at solen skinnede, og følte at verden bød mit barn velkommen på en fin måde.

Da jeg fortalte jordemoderen, at jeg snart ikke kunne klare mig med mine yoga åndedræt svarede hun grinene, "men det er jo nu du får brug for dem". Da hun tjekkede hvor åben jeg var, var hun dog ret imponeret over mig og min yoga. Jeg havde åbnet mig 6 cm og var åbenbart mere cool en vanligt. Så fik jeg lavement, og de tjekkede, at Klemse stadig havde det godt, hvorefter jeg blev ført ind på den fødestue hvor Klemse kom til verden.

Jeg havde ikke stået længe på fødestuen og ventet på jordemoderen før jeg pludselig blev dårlig. Mikkel nåede lige at få mig over til vasken da jeg brækkede mig. Ind kom min jordemoder og sagde, ja det er meget almindeligt når man er 6. cm åben.

Eftersom jeg havde været ret bange for fødslen, havde jeg skrevet en ønskeseddel omkring hvilken form for smertelindring jeg gerne ville have. Jeg troede egentlig, at jeg ville have lagt en epidural blokade så snart jeg var 4 cm. åben, men samtidig tænkte jeg, at jeg kunne starte med et karbad og akupunktur. Nålene tror jeg ikke hjalp, men det gjorde det varme vand. Det fik mig til at slappe helt af. Den første times tid eller 1 1/2 gik fint. Mikkel og en jordemoderstuderende der hed Lotte var med, og imellem veerne snakkede vi alle tre om min afhandling - men den kan jeg også fortælle om i søvne. Mine veer tog samtidig til i styrke og jeg begyndte vist også at sige lyde. Det varede ikke længe før, at jeg var 8 cm åben og jordemoderen sagde, at hvis jeg ville have en epidural så skulle jeg sige til nu. Da det indtil da var gået fint, besluttede jeg mig for, at jeg nok klarede mig uden. Kort tid efter var hun ikke sikker på, at Klemses hjertelyd var varieret nok, så hun hev mig op af badet og op på briksen for at køre en strimmel. Det var rigtig dårlig timing for da gjorde det helt absurd ondt. Jordmødrene mente dog ikke der var problemer, og jeg fik at vide, at det ikke varede lang tid før Klemse ville komme til verden. Da jeg bedst kunne magte veerne stående, kørte de fødebriksen op og gav mig en pude at holde i. Jordemoderen lagde en klud på mine ædlere dele, eftersom hun mente det hjalp så jeg ikke ville komme til at sprænge, hvilket jeg var ret bange for. Mens jeg stod og led og var gået over til næste form for vejrtrækningsøvelser, der modvirkede for tidlig pressetrang var jordemoder Amanda og jordemoderstuderende Lotte i gang med forberedelserne til Klemens ankomst. Min mor havde fortalt mig, at når først man kom til pressefasen så skulle man blot presse nogle gange før barnet kom ud....

Helt så let gik det mig ikke. Jeg må have brølet meget højt, for på et tidspunkt sagde jordemoderen, at det nogen gange hjælper hvis man holder lyden inde og bruger energien på at presse. Jeg synes, at Klemse svuppede op og ned mindst 10 gange. På et tidspunkt fik jeg dog at vide, at han havde en masse hår, og kort tid efter, at hans hoved var på vej ud og så pressede jeg alt hvad jeg kunne, for nu kunne det være nok... og så var smerten borte. Jeg kiggede ned og mellem mine fødder lå min lille søn - ja her så jeg for første gang at Klemse var en dejlig dreng - kl. var 13.06 og solen skinnede stadig lige udenfor.

Lige da Klemse kom ud blev Lotte og Amanda (jordemødrene) meget hektiske. Hans navlestreng blev hurtigt klippet, og de tog ham op så han kunne blive suget - og så kom der et lille fint vræl.... awaaaa.... hele det første døgn gentog han dette søde lille awaaa awaaa.... Vi kunne kun smile i kæmpe forældrestolthed over den helt fantastiske og blide lyd.

Klemens vejede 3530 gram på den elektriske og officielle vægt og 3600 på den gammeldags som Lotte den jordemoderstuderende fik ham op i. Han var 52 cm lang og det smukkeste barn man kunne tænke sig....

Efter at være blevet suget, mente jordemødrene at alt var fint og normalt, så jeg fik ham op hos mig ved brystet. Hvilken forunderlig lykke. Det er bestemt et af de største oplevelser i mit liv. Vi fik kigget lidt på hinanden, og Klemens suttede lidt på mit bryst inden han faldt i søvn. De første timer husker jeg som magiske og vidunderlige. Det var helt fantastisk, at se mit lille barn. Min faster havde en uges tid inden sagt til mig, at nu skulle jeg lægge mærke til og nyde hvordan hans ansigt langsomt foldede sig ud efter fødslen som en rosenknop. Måske fordi Klemens havde ligget med hovedet op ad indtil kort tid før fødslen så var han meget fin da han kom ud. Hans næse var lidt flad, det var det eneste. En anden meget nuser detalje var, at han havde små alfeører der var spidse. De nåede også at folde sig ud, men det var simpelt hen så sødt så længe det varede. Jeg ærgrer mig over at man ikke rigtigt kan se det på de billeder vi har taget af ham, men det blev bemærket af en del af de barselsbesøgende vi havde.

Tanker om hvem han var og ville blive kørte rundt, mens jeg undersøgte ham. Der gik ikke lang tid efter han var kommet ud før Mikkel og jeg kiggede på hinanden og besluttede, at han skulle hedde Klemens Willum Adrian. Egentlig synes vi bare det er et fint navn, men det gjorde os ikke noget, at han så blev opkaldt efter Skipper Clemens bare stavet med K. For med hans ankomst lige efter at have været med til Velfædsdemo, så måtte han jo være vores lille socialistiske ballademager. Det var først efter, at han havde fået navnet, at vi fandt ud af, at Klemens også betyder den milde eller blide - og det passede så helt utrolig godt på ham.

Mens Klemse og jeg lå og nød hinandens nærhed på en ny måde, fødte jeg moderkagen uden problemer. Klemses hule så fin ud og Amanda og Lotte viste os hvordan Klemse havde ligget inde i sin hinde. Bagefter blev to små rifter jeg havde fået under fødslen syet - gudskelov og tak gik jeg ikke mere i stykker...

Jordemødrene sørgede for, at vi fik lidt morgenmad. Efter et stykke tid fik jeg lov til at drikke - og jeg hældte mange liter saft ned de kommende dage. At føde svarer til at løbe et maraton - og det er ikke en myte.

Da alt var gået så godt besluttede Mikkel og jeg os for at tage hjem med det samme. Vi startede på at ringe rundt og fik arrangeret bedsteforældre afhentning. Vi kom dog først ud af døren nogle timer senere efter vagtskifte, men så fik jeg mig også et velfortjent bad mens Mikkel sad med Klemens i armene. Flere sagde - du skal da vist have flere børn så let som det gik. Det var da meget rart at få ros, men grænsen gik, da Mikkel kom til at sige til hans forældre, at fødslen var gået smertefrit.... For hold da op hvor gjorde det ondt!

Klemens kommer hjem….
Min far og hans kone Lisbeth, kom og hentede os med en stor smuk buket og fint tøj til Klemens, der passede når han blev lidt større. Det tog lidt tid at få sat autostolen fast. Klemens var så træt, at han klarede køreturen med bravur. Da vi kom hjem, bøvsede han dog lidt fostervand op. Han havde allerede vist os, at maven fungerede på hospitalet, og det varede ikke længe før, at han skulle skiftes for første gang i det lille hjem. Bedsterne klikkede løs mens Mikkel og jeg med bævrende hænder gav ham en ren ble på. Selvom det var mig, der havde født, var det sjovt nok Mikkel der var træt - jeg var stadig høj på endofiner. Min mors mand Leif hentede burgere til os, for jeg var godt gammeldags sulten. De havde også smart tøj med til ham som gave- jeg var i mit stille sind så glad for, at Klemens også ville få sit eget fine tøj og ikke kun kom til at låne....

Efter en større fotoseance tog de gode glade bedster sig sammen (det var sikkert ikke let) og gik, så vi fik lidt ro, mad og kunne gå i seng. Det var så dejligt at komme hjem med Klemens, men også vildt, at vi pludselig havde ansvar for et lille væsen - et lille bitte dejligt menneske.

Klemse var træt. Hvad andet kan man forvente når man som han lige er gledet ned gennem fødekanalen, og burde have haft høreværn på fordi mor Stine brølede som en løve. Måske var det derfor, at hans egne vræl var så søde og blide og bare lød awaaaa det første døgn - måske ville han være lidt mere hensynsfuld end hans mor, eller måske havde han ikke helt luft nok til at skrige højere. Volumen blev der dog skruet op for senere.

I løbet af natten sov han overraskende meget. Jeg prøvede at lægge ham til brystet mange gange, men det gik ikke rigtig. Da endofinerne stadig var på spil i min krop endte jeg med kl. 7.00 at stå op og tage opvasken mens Mikkel og Klemens lå inde ved siden af og sov så sødt.

Fordi fødslen var foregået ambulant, fik vi en række ekstrabesøg af jordemødre og sundhedsplejerske. Det gjorde også, at selvom Klemens var vores første barn, så følte vi os rimeligt trygge ved at tage hjem med det samme. Vi havde da også samlet lidt spørgsmål sammen til jordemoderen besøgte os om formiddagen. Det helt store problem var - hvordan får man mad i en nyfødt, der helst vil sove.

Da jordemoderen kom, var jeg begyndt at blive lidt nervøs - nu skulle Klemens jo se at få spist noget, det lille dejlige myr. Hun hjalp mig med at prøve at lægge ham til, og efter at have skiftet ham (hvilket han aldrig rigtig syntes var fornøjeligt), nulret tæer og fødder, lykkedes det os til sidst at få ham vækket og gjort nok interesseret i det der med bryst og mælk, så han fik fat i brystvorten som han skulle. Der blev suttet lidt og så gad han ikke mere - han ville nemlig bare sove...

Heldigvis vågnede han op til dåd sent om eftermiddagen, og da han fik fat og der kom mælk ud, så var det ligesom om at lyset gik op for ham, og der kom gang i gufleriet. Efter det havde han rimelig styr på det. Et af de mange kælenavne han fik blev også mælkevampyret - det der med at suge sig fast kunne han godt finde ud af.

Jeg havde ikke gjort mig så mange tanker om hvor dejligt, det ville være at amme - eller det vil sige jeg var lidt træt af de meget stærke meninger om at amning, er det eneste rigtige. Og så var det vigtigt for mig, at Klemse kunne lære at tage flaske inden vi kom til USA, ellers ville det blive en svær og for mig ensom tur, da offentlig amning ikke helt er kulturelt accepteret alle steder i USA. Men det var godt nok dejligt, at have sit lille vidunder så tæt på sig, lykkeligt guflende ved brystet - nej hvor jeg savner det!

Det gjorde dog også ondt i perioder. Efter tre dage løb mælken for alvor til, og jeg vågnede med bryster der var store som balloner - og ekstremt spændte...Efter han for alvor havde taget fat, havde jeg nogle aftener hvor jeg måtte sidde og bide smerten i mig mens han guflede på nogle meget slidte brystvorter, men det gik over- og så var det bare så dejligt.

Jeg kan huske hvordan jeg ofte i løbet af de tre uger lå-sad i sofaen med Klemse, dyner, saft og kiggede på ham og min dejlige mand, der har det med ofte at sidde foran sin computer... nøj hvor var det bare dejligt, og hvor er de bare uretfærdigt, at det ikke er sådan mere!

Efter det første døgn kom der krystaller i Klemses urin, der var lidt rødlige - vi fik ringet til fødestuen, der sagde, at han nok var lidt dehydreret. Det var helt normalt. Det gik også væk efter at amningen var gået rigtigt i gang. Til gengæld kom der bagefter, bare endnu mere væske ud, som Klemse sprøjtede over alt og gerne i sit eget hoved - og helst skulle man tisse eller skide når bleen var kommet af. Det førte til, at han fik en del kælenavne som skidesprælleren, og rottehalen, hvilket vi gerne drillede ham med mens vi stor grinede af alt det, der kunne komme ud af ham, og sikke meget tøj, der skulle vaskes på den konto....

Egentlig havde Mikkel og jeg besluttet, at Klemens skulle sove i sin vugge. Vi var mest af alt bange for at komme til at ligge på ham. På sigt var vi også enige om, at han ikke skulle ligge i sengen - den der fejl med en treårig unge i sengen ville vi ikke lave.... Jordemødrene og sundhedsplejersken sagde dog alle, at det var fint og dejligt at have barnet i sengen. Det kunne også lette natamningen.

Klemens var bestemt heller ikke enig med os i at han skulle sove i vuggen: Han synes ikke at nætterne var sjove alene. Om dagen var det som om, at han i perioder synes det var helt ok, at ligge i sin vugge - han skulle da helst være svøbt i dynen og kunne høre os være i stuen, men når vi skulle sove om natten, så vågnede han så snart han blev lagt for sig selv. Han ville kunne mærke os, og høre lydene fra enten min eller Mikkels krop. Helst ville han sove helt tæt på os. I starten blev vi ved med at lægge ham over i vuggen når han var faldet i søvn - men der gik aldrig lang tid før han brummede bestemt og vi vidste, at han bare ikke synes det var ok. Jeg tror ret hurtigt vi begge to synes, at det var lidt dejligt, at han ville ligge med os. Det indrømmede vi først over for hinanden efter Klemse døde - men vi er lykkelige for at vores lille dejlige dreng insisterede så inderligt på at putte hos os. Det gav os mere tid at være kropsligt tæt på ham - og det er dejligt at tænke tilbage på al den kærlighed han også fik om natten. Hvis vi er så heldige at få søskende til Klemse tror jeg heller ikke vi vil indføre sengefascisme....i hvert fald ikke lige med det første.

Den første uge husker jeg som meget besøgstæt. Vores sundhedsplejerske Gudrun kom på 2. dagen. Klemse havde da tabt sig, men det var helt som forventet. På 3 dagen tog vi en taxa til hospitalet, for at vi kunne få det almindelige lægetjek. Alt var her som det skulle være. Vi synes indimellem at hans vejrtrækning var lidt uregelmæssig, og Mikkel var nervøs for, at Klemse havde astma da det er i familien, men lægen sagde at alt var fint. Vi trillede glade hjem igen. I weekenden kom endnu en jordemoder og en studerende og så til os. Det var mest af alt en hyggesnak for vi synes egentlig alt gik meget godt - da var amningen gået i gang og vi hyggede os simpelthen så meget, hvilket jordemoderen vist også fik indtryk af.

Næste sundhedsplejerske besøg gik også rigtig godt. Klemse havde da tydeligt taget på og var næsten oppe på sin fødselsvægt. Vi fik snakket om mødregruppe og hvornår vi skulle starte med at lære Klemse at spise af flaske. Hun sagde også at vi godt kunne give ham en sut hvis vi fik behov. Det var mest i vores forsøg på at få ham til at ligge i vuggen, at det var aktuelt, for det var normalt på det tidspunkt han skreg eller brummede. Det der med sut blev dog aldrig Klemses yndlingsbeskæftigelse - den kom normalt ud af munden relativt kort tid efter den var kommet ind.

Da det blev tid til PKU undersøgelsen besluttede vi at teste hvordan det var at køre bus med barnevogn. Da vi kom frem til PKU testen skreg Klemse da han blev stukket, og høre kunne han også. Igen drog vi fra hospitalet i god tro, og med en idé om, at alt var vel med vores lille vidunder. Og jo også busturen gik fint. Jeg fandt dog ud af ved de efterfølgende gange jeg havde barnevognen med i bussen, at folk er meget lidt hensynsfulde når man kommer anstigende med barnevogn, og så er der jo kun plads til to køretøjer. Selvom 6A kører konstant kan man hurtigt stå og fryse langs Tagensvej på en kold oktoberdag, inden man får lov til at stige på.

Allerede den første uge var vi flere gange ude og lufte barnevognen. Det var så stort at gå tur med sin dejlige dreng. Det var lidt som at vokse 1/2 meter at have ham i barnevognen - og hvilken barnevogn .... Han virkede også som om han synes om den nyanskaffede sportsvogn - helst skulle vognen dog trille af sted, det der med at stå stille var mindre spændende. Når vi var ude og køre, var det ligesom om, at han brugte sine arme til at skærme mod solen hvis den kom i vejen eller stoppe støjen når man gik på Tagensvej...Det var helt enormt sødt. Jeg husker det som om, at der næsten var sol alle dage, de tre uger Klemse levede. Og efteråret var bare så smukt hver gang man kiggede ud i gården på det smukke gyldne Kastanietræ. Klemens var bare et rigtigt efterårsbarn....

Inden Klemens blev født havde vi fået en milliard gode råd. Et af dem var, at få folk til at komme med mad efter fødslen, fordi det godt kunne blive lidt uoverskueligt at lave mad. Et andet var at samle barselsbesøgene til åbenhus arrangementer, hvor gæsterne selv kom med kage. Vi fik aldrig organiseret, at vi fik en masse barselsmad, men det klarede vi nu også rimelig fint selv, vi oplevede i hvert fald, at vi havde fint overskud til at hygge os med hinanden -og Mikkel diskede op med alverdens lækkerier.

Helt sikkert var det, at det var godt, at vi fik samlet en del af barselsbesøgene til et par dage, så vi også havde tid til at være os og lære Klemse at kende. I dag er det skønt, at så mange nåede at møde ham i live. Han sov gennem det meste, fik en tår mælk når det var nødvendigt, blev skiftet og selvfølgelig nusset og holdt af en masse. Han fik så utrolig mange fine gaver, tøj og bamser som vi blev så glade for, og hele lejligheden blev fyldt med smukke blomster.

Den ene af dagene hvor vi havde barselsbesøg endte dog med at blive lidt hård, men på den gode måde. Tidligt på eftermiddagen fik vi nemlig besøg af min tidligere værelseskammerat fra det gymnasium i Italien jeg har gået. Vi havde ikke set hinanden siden 93 da jeg blev færdig med eksamen, og tog fra Duino mod Venedig. Det var rigtig dejligt at se Kaori igen efter så mange år, såvel som at møde hendes mand og søster, og Klemse fik fine japanske hagesmække. Om formiddagen ringede en journalist fra P1. Hun ville interviewe mig - hun kom så om aftenen efter barselsbesøg mv. Jeg havde forberedt hende på, at jeg ville sidde og amme min lille søn, men det synes hun bare var skønt. Trods Klemses korte liv nåede han derfor også at komme i P1 på landsdækkende radio. Han grynter bare så sødt og hans mor ævler bævler bogstaveligt talt næsten i søvne, for jeg havde ikke fået sovet mange timer nætterne inden, for det var lige på det tidspunkt, at der var godt gang i natamningen - utroligt hvad man kan når man er verdens lykkeligste menneske. Man kan høre interviewet med Klemse og mig her: http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2007/1014224709.htm

De første to uger mens Mikkel havde barsel, var det vigtigt for os at begynde at få styr på nogle af de praktiske ting omkring vores rejse til Berkeley, hvor Klemse skulle med. For det første skulle Klemse have sig et pas hurtigt, ellers ville vi ikke kunne nå at få visum. Det er dog ikke så let - for de samme billedkrav gælder til babyer som voksne, og det krævede et utal af forsøg før det lykkedes og besøg i to fotohandlere. Vi fik dog afleveret alle de nødvendige papirer. Hans pas lå klar til afhentning tre dage efter hans død. Da vi ikke ville have ham døbt, er vi i dag utrolig glade for, at han nåede at få både pas og sygesikring. Han var en lille verdensborger...Flybillet nåede vi også at købe. Under graviditeten gik jeg pludselig i spåner over tanken om at flyve SAS til San Francisco. Det har jeg gjort før og kræver at man skifter fly i Seattle - en lufthavn der er rimelig kaotisk og det ville jeg bare ikke med en baby. Vi endte med at købe billetter hos KLM - med skift i Amsterdam og med en babyvugge under rejsen til Klemse. Vi skulle være fløjet den 28. januar, og det gjorde lidt ondt at komme igennem den dag. Var begyndt at glæde mig sindssygt meget til at hænge ud med Klemse i Berkeley.

En anden ting vi var begyndt at tænke på, det var at få styr på institutioner. Vi havde besluttet, at jeg skulle være på barsel til juni og Mikkel skulle på barsel indtil engang i november. Men vi tænkte det ville være godt at finde ud af, hvilke institutioner vi ville melde ham til, derfor var vi på besøg i to nærliggende vuggestuer. Vi synes bare han var så lille bitte i forhold til de kæmpe børn der løb rundt, og glædede os samtidig over hvor hurtigt det går med sådan nogle små størrelser.

Efter de to første uger følte jeg mig klædt på til at drage ud i byen alene med Klemse, og dagen efter Mikkel var begyndt at arbejde gik Klemse og jeg i babybio og så Persepolis og det var bare så hyggeligt. Jeg ville ikke have at Klemse skulle ligge alene i barnevognen, så jeg tog ham med ind i slyngen, og der lå han og godtede sig under hele filmen.

Selvom vi ordnede praktiske ting, så gik det meste af tiden de tre uger vi havde med ham med noget helt andet, der er langt sværere at sætte ord på end hvem der kom på besøg, og hvad vi fiksede af praktikaliteter. For det var en meget sanselig og kropslig oplevelse at få Klemse i huset - Klemens lugtede bedst, dejligt, vidunderligt. Ja jeg blev helt beruset af den der nyfødt duft..Vidste ikke, at det var muligt for nogen at dufte så fantastisk. Ville gerne have haft lidt af den duft på dåse - men også den han fik bagefter - hvorfor har man ikke udviklet duftopsamilingsbeholdere til evigt minde? Så kunne man tage den frem og fornemme og mindes ham - ligesom med billeder bare en lille smule mere intenst og sanseligt... hmmmm. Men det at holde, mærke, ae, nusse, snakke og kigge på ham var dejligt, og mærke når han spiste, sov, træk vejret og var et sprællevende vidunderligt dejligt væsen i mine arme, på min krop som pludselig var lige der i mit liv, så alt andet var meget lige meget.

Jeg prøver sommetider stadig at mærke den tyngde hans krop havde i min arme, eller når han lå henslængt over min krop og sov. Det er et af de minder jeg prøver at holde fast i, fordi det var så helt ufattelig dejligt.

Det var dog ikke kun os, der sansede ham og nød det. Jeg tror vores behov for det var gensidigt. Han ville jo helst hele tiden være hos mig eller Mikkel. Det var han om natten når vi sov så tæt, at han kunne mærke vores kroppe og høre vores hjerter slå. Eller når Mikkel havde ham liggende med hovedet indenfor hans hættetrøje ved bordet, mens far Mikkel læste eller skrev mails. Han sansede og mærkede også om dagen når han lå hos mig i sofaen og sov mens jeg læste min yndlings teoretiker Karen Barads fabelagtige nye bog. Eller når han var i slyngen hos en af os mens vi vaskede op eller hang vasketøj op på loftet - og det var bare fjong for ham at blive gynget rundt når vi gik eller dansede lidt med ham til Privates sidste hit på stuegulvet - for igen var han tæt på og sammen med os, rart trygt, godt og dejligt.

Der er heller ingen tvivl at han nød at komme i bad i det fine blå babybadekar. De gange vi badede ham nød han det varme vand omkring sin krop. Vandet fik ham til at slappe fuldstændig af - det må have været lidt som at komme hjem igen tænker jeg. Og det må da også have været dejligt at ligge der i baljen med de to stor grinene forældre, der gav ham deres fulde opmærksomhed, holdt ham og passede på, at temperaturen var babyperfekt. At han var nysgerrig og glad for livet var jeg ikke i tvivl om, når han slog sine smukke øjne op. For da kiggede han lige så forundret og interesseret på os som vi på ham, og så var der alle de andre forunderlige ting som han var helt opslugt af. Der var den lille sol der hang i vuggen og var super duper spændende. Der var den lidt farligere Elefantus som Tante Ditte havde foræret. Og så var der lys og skygger fra lamper, som var helt uforståelige og særligt fængende. Han kunne stoppe midt i amningen når han pludselig fik øje på lampens skær - så interessant var verden fra hans babyøjne.

Klemse var og er bare vores dejlige dreng. Han viste sig at være lige så blid som da han kærtegnede mig indefra min mave, han var nysgerrig, han ville livet, han ville have kærlighed og intimitet og vi gjorde alt for at give ham det han signalerede og ønskede. Det meste af tiden tror jeg vi lykkedes, det håber jeg....

Men var der ingen problem kan man spørge....Jo jeg fik flere galdestens anfald efter Klemens blev født, og det er ikke sjovt med en lille baby ved sin side. Jeg var også grådlabil og blev pludselig nervøs for om Mikkel nu kunne holde ud at være sammen med sådan en matrone-hormonella der vejede betydeligt mere end før graviditet. Også bryder jeg mig altså ikke om at andre ser alle mine svagelige sider heller ikke Mikkel - og svage sider, de kommer frem big time under en graviditet, fødsel og i den første super sårbare tid med barnet, og det skulle jeg lige sluge, men heldigvis var det jo mit problem og ikke Mikkels - for han forstod ikke hvad jeg raplede om, i mine grådlabile øjeblikke, som vidst også er kaldet 3 dags tudedagen eller sådan noget.

Tudedagene kom dog lidt senere for mig. Men et eller andet sted var det jo også fantastisk at opleve den skrøbelighed, der er i den periode når man står med et nyfødt væsen. Og selvom det tog røven på mig, at min krop var så mærket efter fødslen, at hormonerne susede, at jeg kunne blive usikker som aldrig før, og det store ansvar for at have et lille barn i sin favn blev så tydeligt, så oplevede jeg det som fantastisk og var også bare lykkelig på den der fuldstændig ligetil og uforbeholdne måde, som kun er mulig hvis man har en grundlæggende tro på tilværelsen.

Med graviditet og fødsel gik det op for mig på en helt mere ekstrem måde, hvad kroppen er for en helt vild og fantastisk størrelse. Så mest af alt var alt godt og dejligt...alting så også ud til at flaske sig. Naboen havde købt huset i Jylland så det begyndte at blive realistisk, at vi kunne købe nabolejligheden og få drømmeboligen på Nørrebro. Vi skulle til USA for at Mikkel kunne komme på besøg hos en stjerneforsker og allerbedst - vi havde fået vores dejlige skønne, smukke, søn og vi nød ham og hinandens selskab.

De første symptomer på at noget er galt…
Det er svært at sige hvad de første symptomer var på, at der var noget galt ...Måske kan man starte med Klemens farve da han kom ud. Som mange andre børn havde han et gråligt skær. Det havde jordemødrene allerede forberedt os på var meget normalt. Han fortsatte efter sin fødsel med at se lidt mørk ud, men Mikkel kan også godt se lidt sydlandsk ud, så der var ingen, der rigtig studsede over det. Klemens hænder og fødder var også lidt blålige, og havde en tendens til at være kolde. Det fik vi også at vide var helt normalt for nyfødte.

Natten mellem torsdag til fredag ugen inden han døde græd han meget. Jeg kan huske, at jeg den nat havde en masse tanker om - åh nej er jeg en dårlig mor, men også, at nu forstår jeg hvad kolik er, og det her kan man godt klare for Klemse var bare det bedste i verden. Og så tænkte jeg på hvad alle havde sagt, at det var helt almindeligt at ens barn får ondt i maven et par uger efter fødslen fordi der lige skal gang i tarmsystemet. Den nat begyndte Klemse indimellem at slippe brystvorten under amning, samtidig med at han lavede hovedryste jeg er sulten bevægelser. Han virkede meget frustreret, og jeg tænkte det må være fordi han har ondt i maven... Det er ikke godt at vide om det var ondt i maven eller om hans hjerteproblem skabte smerter eller frustration pga. at han havde mindre luft. Om morgenen tog Mikkel ham, så jeg kunne få et par timers søvn, og da havde han pludselig slået en ordentlig prut, kigget på Mikkel med sine store vidunderlige øjne og så havde han slappet af og alt virkede som, at det var tilbage til normalen.

På det tidspunkt hostede han lidt mærkeligt sådan ca. en gang i døgnet. Jeg skulle selv til lægen samme dag, pga. mine galdestensanfald og havde Klemens med, og havde egentlig tænkt at spørge, men glemte det, fordi han helt enkelt virkede til at have det fint igen. Inden jeg kom ind sugede han med fuld kraft på brystvorten og lægens vikar, der var der den dag, dikkede ham kærligt og synes han så fin ud - DET GJORDE HAN OGSÅ.

Det var også omkring det tidspunkt at mælken indimellem kom op igen efter Klemens havde spist. Den første gang det skete, havde Mikkel, inspireret af Politikens leg med din baby svunget ham lidt rundt lige efter et større måltid, og der kvitterede Klemse med at sprøjte mælk ud over Mikkel samtidig med, at han kiggede undrende på sin far - og ja hvad havde Mikkel egentlig forestillet sig der ville ske, hvis han blev svunget rundt af en kæmpe lige efter at have indtaget et stort måltid?

Det skete dog efterfølgende nogle gange, så jeg var begyndt at spørge folk om, hvad er forskellen på gylp og opkast?

Det jeg blev mest bekymret over var en langsom fornemmelse af, at Klemse ikke fik spist helt så meget som tidligere, og at han var begyndt at tabe sig. Jeg tror første gang jeg nævnte det for en veninde var tirsdag inden han blev indlagt om torsdagen. Om onsdagen blev jeg dog rigtig bange. Jeg havde haft Klemse med til efterfødsels yoga inde på Købmagergade. Da jeg kom derind viste det sig, at han ikke ville spise. Det var første gang jeg var der, og vi snakkede lidt om fødsler mv. og jeg nævnte også jeg var bange for om han tog nok på. Læreren slog det hen, han så også fin og så frisk ud. Vi havde fuld kontakt når han var vågen. Under yogaen sov han det meste af tiden og bagefter ville han stadig ikke spise. Det ville han heller ikke da vi kom hjem, og så begyndte jeg at blive rigtigt bekymret. Mikkel og jeg fik lagt ham på køkkenvægten og da vejede han ca. 3400 gr. dvs. under fødselsvægten, som han skulle være langt over.... Da startede det sidste mareridtsagtige døgn.

Når et mareridt er virkelighed
Efter at have vejet Klemse på køkkenvægten blev jeg ret nervøs. Jeg insisterede på at prøve at lægge Klemse til igen. Mikkel ringede imens til fødeafdelingen på Frederiksberg. Vi havde godt nok fået at vide, at kontakten til fødestedet stopper efter to uger, men der var jo lukket hos både læge og sundhedsplejerske, og på fødeafdelingen ved de jo noget om spædbørn. Derudover kan man ikke sige vi havde overbelastet dem siden fødslen.

Mens jeg prøvede at lægge Klemse til igen hørte jeg, at Mikkel grinede nervøst og bliver forlegen under samtalen. Da han kommer ind til mig i stuen siger han "Jeg ringer aldrig mere..." Jordemoderen, sekretæren eller sygeplejersken han snakkede med havde sarkastisk sagt "Vi kan jo ikke passe på jeres børn til de bliver konfirmeret". Hun havde helt sikkert været irriteret over, at vi ringede så lang tid efter fødslen. Hun sagde vi kunne prøve at give ham lidt sukkervand, hvis han ikke ville spise og så bare kontakte egen læge eller sundhedsplejerske dagen efter. Det er for min skyld helt ok, at hun synes, at tre uger var i overkanten, men jeg er vred over, at hun sagde det på den måde. For resultatet var, at hun fuldstændig baggetalliserede vores bekymring. Set i bakspejlet er jeg rasende på mig selv over, at jeg ikke ringede til vagtlægen efterfølgende, men hun tog ikke Mikkel alvorligt og vi var tilpas autoritetstro til at gøre som hun sagde.

Jeg fik dog efterfølgende Klemens til at amme, så derfor gav jeg ham ikke sukkervand. Han havde også stadig både afføring og urin. I løbet af natten begyndte jeg dog at notere mig, at der kom krystaller i urinen, det begyndte at være tydeligt, at han var dehydreret.

Det blev en dårlig nat for mig. Jeg vågnede konstant og tjekkede om alt var godt. Jeg lagde Klemens til hver 3'ie time og han fik ind imellem drukket lidt. Andre gange skreg han i frustration mens han lavede hoved -jeg er sulten-bevægelser.

Kl. 8.00 næste morgen ringede jeg så til egen læge. Hun lyttede stort set ikke til min forklaring om, at Klemse havde tabt sig og lå under sin fødselsvægt. Hun synes at sundhedsplejersken skulle se til ham først. Jeg er stadig utrolig vred på mig selv over, at jeg indvilgede i det. Men holdkæft hvor er det svært at sige til sin læge - "Du skal fandeme kigge på mit barn". Og i situationen var jeg bange og usikker og ville heller ikke virke for overpylret, men der er ingen tvivl om at hun skulle have set på Klemens.

Sundhedsplejerskerne på Nørrebro kan først kontaktes kl. 12.00, så der var ikke andet for end at vente. En af mine veninder skulle komme kl. 10. Jeg kan huske, at jeg egentlig ikke havde lyst til at få besøg, det eneste det drejede sig om for mig var, at Klemens skulle have mælk. Hun var dog på vej -og hun blev et par timer til jeg sagde hun skulle gå. Mens hun var på besøg, fik jeg lagt Klemse til og han spiste lidt igen. Hun så heller ikke, at han var alarmerende syg. Det var også først efter kl. 12.00 og efter min veninde var gået, at han blev mere slatten. Fra da af blev han drastisk dårligere og slap.

Da jeg kl. 12.00 fik fat på sundhedsplejersken var hun den første der tog opkaldet alvorligt. Hun sagde med det samme hvor er det godt du ringer. Gør nogle flasker klar, jeg kommer kl.15.00. Jeg havde i mellemtiden gjort de flasker klar vi pludselig skulle til at bruge, som jeg egentlig overhovedet ikke havde et problem med, men som jeg ikke havde overvejet kunne være løsningen på problemet, for jeg havde ikke oplevelsen af at Klemse ikke kunne amme.

Timerne fra kl. 12.00 til kl. 15.00 var forfærdelige. Det meste af tiden holdt jeg Klemse i mine arme og snakkede til ham. Han ville på det tidspunkt bare sove. På et tidspunkt ringede jeg til Mikkel og spurgte om ikke han snart kom hjem. Han synes vist på det tidspunkt, at jeg var lidt overpylret. Han plejer også at overholde aftaler og jeg vidste han ville komme hjem, men jeg var helt enkelt rigtig rigtig bange. Samtidig kørte en historie i hovedet på mig.

Da jeg året inden havde været i Bangladesh havde en af lederne til vores partnerorganisationer mistet sin kone. Hun var død pga. et astmaanfald om natten. De boede lige ved siden af hospitalet, og hun havde kunne have været reddet, hvis hun var blevet indlagt da hun tidligere på dagen var blevet dårlig, men lægen havde sagt at alt var fintog de havde derfor ikke reageret da hun senere fik det skidt....Det var sikkert min underbevidsthed, der prøvede at få mig til at handle mere aktivt fordi hele min krop registrerede, at Klemse var syg.

Da Mikkel kom hjem kunne han godt se, at situationen var noget anderledes end da han var taget af sted om morgenen. Endelig kom Gudrun vores sundhedsplejerske. Hun vejede ham, og synes også den var helt gal og ringede med det samme så han kunne blive indlagt. På Riget ville de ikke tage ham, fordi de kun tager mere specialiserede patienter, og på Hvidovre ville de egentlig først have ham over egen læge, men heldigvis insisterede Gudrun på, at han var så syg, at det var der ikke tid til. Hun mente, at han skulle have sondemad.

Vi sprang ned i en taxa. Chaufføren var godt klar over, at den var helt gal og spurgte om ikke vi i stedet kunne køre til Bispebjerg Hospital - men de har ikke en børneafdeling, så der var ingen vej uden om. Kl. var 15.30, og så er der altså meget trafik i København. Pludselig er der meget langt til Hvidovre.

Klemens havde det ikke godt og knirkede i autostolen ved siden af Mikkel. Jeg ved ikke hvordan det lykkedes chaufføren, men han kørte lige ind foran den rigtige dør i pareringskælderen og vi var hurtigt inde på børnemodtagelsen.

Der gik nok en 10 lange minutter før en sygeplejerske tog os ind i et undersøgelsesrum. Det første hun gjorde var at kigge på mig og sige "hvorfor har du ikke givet ham en flaske". Den sad - og det gør den stadig. Der fik jeg så stemplet - "DÅRLIG MOR"....Jeg prøvede at fortælle, at Klemse havde ammet og vi havde haft styr på det, og at vi havde kontaktet både fødested og egen læge uden at nogen ville kigge på ham - Faktisk havde vi gået rundt et døgn med en syg dreng og prøvet at få hjælp.

Hun tog Klemses tøj af for at kigge på ham. Han havde lige skidt i bleen, og hun virkede let irriteret, - DÅRLIG MOR tænkte jeg igen, - vi skiftede ham altså lige inden vi gik ud af døren, samtidig med at Gudrun vejede ham -. Sygeplejersken tog temperaturen på ham. "Ups" siger hun, "det virker vist ikke, jeg går lige ud og henter et andet". Termometeret viste 33 grader. Mikkel og jeg stodmeget af denne tid og klamrer os til hinanden. Vi havde snakket om at tage hans temperatur i de mange timer inden vi nåede til Hvidovre - babytermometeret med blødspids, der var købt ind til Klemens hvis han blev syg, lå stadig derhjemme i indpakningen, men Klemens havde ikke virket som om han havde feber. 33c viste det nye termometer også. Det vidste jeg altså ikke var muligt. Jeg vidste ikke at temperaturen kan falde drastisk hvis kredsløbet er ved at kollapse, og jeg vidste ikke at man stadig kunne være levende med en temperatur på 33c. Jeg fik et chok - og blev overrasket over min egen uvidenhed, og bange for hvor længe Klemens havde været kold, bange for om det gjorde ondt, og bange for hvad grunden til at hans temperatur var så lav, og bange for at jeg havde gjort et eller andet helt galt siden mit barn kun havde 33 c.

Derefter skete der en masse hurtigt efter hinanden. Først kom der en ung mandlig reservelæge ind. Han prøvede at tage prøver på Klemens, men havde svært ved at få fat i blodårerne. Samtidig prøvede han og sygeplejersken at varme Klemens op. Imens fortsatte sygeplejersken med at snakke til mig. "Nu skal han nok bare have noget sondemad og så skal I to lære at amme" - Den indre abe slog mig selv rimeligt hårdt i hovedet igen og igen, og det er den blevet ved med siden - for hvordan kan man overse i så lang tid at ens barn er ved at kollapse og tydeligvis klamrer sig til livet.

Mens den indre monolog om skyld kørte oppe i hovedet på mig, så prøvede reservelægen Lars at virke mere cool end han vist var. På et tidspunkt gik han langsomt hen til telefonen der hang på væggen ringede op og spurgte efter om Lars var gået? Det er så bagvagten han kalder på, tænkte jeg. Jeg tror både Mikkel og jeg ser, at det her ikke handler om at Klemens bare er dehydreret (ville i dag ønske det bare var amningen der var gået i fisk)

Reservelæge Lars fortalte os derefter afdæmpet, at han prøver at finde ud af om Klemens har infektioner som fx menigitis. Gennem udelukkelsen af forskellige scenarier, håber han at de vil være bedre i stand til at give en diagnose. Selvom han prøver at være cool, kan jeg se han er skide nervøs. "Vi skal nok ned på neonatal om lidt" siger han på et tidspunkt rettet mod Mikkel og jeg. En kvindelig reservelæge kommer også ind, han foreslår, at hun prøver at tage blodprøverne, eftersom han har svært ved det.

Jeg tror nok de får taget nogle af de prøver der skulle tages, men jeg husker det som om, at der bare kom flere og flere mennesker ind i forsøg på at hjælpe. Til sidst får vi at vide, at nu skal Klemens på Neonatal. Jeg får ham i armene, med besked om, at vi tager trapperne for elevatoren tager for lang tid. Er godt klar over på det tidspunkt, at det ikke er sikkert, at Klemens overlever og den tanke, er ikke til at bære. Imens løber jeg så hurtigt man kan ned af trapper uden at risikere at tabe det aller dyrebareste i mit liv - min lille kun 3 uger gamle søn.

På neonatal kommer der endnu flere mennesker til. De arbejder alle omkring Klemens, og snakker afdæmpet for at blive enige om symptomer, og for at få ”indgange” så de kan tage prøver, give medicin mv.

Indimellem bliver Mikkel og jeg spurgt om at gentage hvad, der er sket op til Klemens indlæggelse, hvor gammel han er, hvornår jeg fødte , hvordan fødslen gik etc. Vi gentager og præciserer. Klemens skal have luft. De håndventilererham, men han får vidst også lagt et luftrør ind som skal anvendes senere under overførslen til Rigshospitalet. Da de gør klar til det, giver de ham morfin. Den venlige Lars overlæge sagde til os:" nu skal far og mor kysse deres søn inden vi læger ham til at sove". Vi Kysser begge Klemens inden han får morfin og fortæller ham hvor meget vi elsker ham. Flere gange bliver det gentaget, at det er godt vi er der for Klemens, at vi godt må nusse ham og snakke med ham, at han kan mærke, at det er os og det hjælper ham.

Det er en kæmpe lettelse for mig, for oplevelsen oppe på børnemodtagelsen har mildest talt været meget fremmedgørende. Det er rart at få lov til at være mor og fortælle ham, at han er verdens mest elskede barn. Håber bare, at han har fornemmet lidt af alt det vi fik sagt til ham.

Der gik heller ikke lang tid på Neonatal hvor der var flere overlæger, før en ældre kvindelig læge sagde, at alt tydede på, at Klemens led af en alvorlig hjertefejl. Det var altså en meget syg dreng vi havde, og forløbet som vi havde fortalt tydede på, at vi havde gjort alt det rigtige og reageret som man skal som forældre. Det var pludselig en helt anden melding end den noget dømmende sygeplejerske vi tidligere havde gjort bekendtskab med.

De var i gang med at ringe til Rigshospitalet efter et hjerteteam, en læge og en sygeplejerske, der skulle transportere Klemens til Neonatal på Riget. Hun fortalte at Klemens havde en farveforskel på brystet, der gjorde, at hun var ret sikker i sin sag. Der var også en tydelig mislyd når man lyttede på hans hjerte. Hun forklarede, at hjertet først modnes hos spædbarn efter fødselen, derfor er det ikke altid, at man kan høre en mislyd lige når barnet er født, og det er formodentlig derfor lægen på Frederiksberg ikke har hørt noget. Hun fik også sagt, at de i dag var dygtige når det drejede sig om hjertebørn, og at hun ikke kunne love noget men, at der måske var muligheder for, at Klemens ville kunne blive opereret og få et godt liv.

De spurgte om vi ville ringe til pårørende eller havde brug for at komme ud af lokalet og få en pause, men vi ville begge være hos Klemens, og vi havde ikke så meget lyst til at ringe og fortælle noget før vi mere præcist vidste, hvad der var galt og hvad udsigterne var for Klemens.

Mens vi fik informationer fik de Klemens koblet til diverse måleudstyr. Det er hårdt, at ens lille barn pludselig ligger med et utal af sensorer, drop, hjertemedicin, morfin og jeg ved ikke hvad. Få timer inden havde han kigget mig ind i øjnene med fuld babybevidsthed- han var jo min dejlige dreng.

Mens vi ventede på lægen og sygeplejersken fra Riget, stod vi og nussede og snakkede med Klemens, og det personale, der nu var til stede var søde til at vende tanker med os. Overlæge Lars spurgte igen til hele vores beretning om afvisningen på Frederiksberg Hospital og min egen læge og kommenterede, at systemet burde have virket bedre - og at man altid skal lytte til spædbørnsforældre, fordi vi ved bedst når der er nået galt, det er os der kender barnet. En anden gang skal vi bare komme for står man på hospitalet og barnet er sygt - så bliver barnet behandlet. Det er der heller ikke nogen tvivl om, at jeg vil gøre en anden gang. Min sundhedspersonale autoritet, er ikke mere særlig stor, når det kommer til spørgsmålet om der er noget galt. Og siden da har jeg hadet mig selv for, at jeg ikke onsdag aften tog Klemse i barnevognen, trillede ham til Riget og fik ham undersøgt...men hvem gør det -og hvem regner med at ens barn har den værst tænkelige medfødte hjertefejl og stadig lever efter 3 uger? I sidste ende havde det formodentlig heller ikke reddet hans liv, hvis vi var kommet ind to dage før- men mere om det senere.

Lars overlæge viste os også den farveforandring der var på Klemses bryst. Så vidt jeg har forstået var dette et klart tegn på at der var noget helt galt med hans kredsløb, og den måde blodet blev iltet på. Lars var også god til at forberede os på, hvad der ville ske når de kom fra Riget. Jesper (børnehjertelæge fra Riget) havde bedt om, at de satte en scanner klar, så han kunne lave et første ekkografi på Hvidovre, og herved få en klarer forståelse af diagnosen. Herved kunne han kontakte Riget og sikre, at alle foranstaltninger var gjort klar til Klemens ankomst. Lars sagde også, at der nok ville blive snakket en masse lægefagligt, som vi ikke forstod. De ville komme med en stor transportkuvøse, der havde det samme elektroniske udstyr som Klemens lå med nu, og vi skulle så med en taxa efter at ambulancen var kørt derfra.

Da de på Hvidovre ikke er hjertespecialister, kunne de ikke tolke hverken røntgenbillede eller scanningsbillederne. Der var dog ingen tvivl om, at Klemens havde den hjertefejl de regnede med, da Jesper børnehjertelæge fra Riget kom og scannede ham. Det var rart, at vi var forberedt på hvad der skulle ske, for der blev snakket en masse lægesprog og Klemens blev taget over i transportkuvøsen. Ret hurtigt mens Jesper snakkede var der en læge, der tog sig af os og informerede om hvad der forgik, og gav en hurtig forklaring af Klemens hjertefejl. Det havde været imponerende under hele perioden på neonatal, hvordan der hele tiden havde været en læge koblet til os, der informerede, mens der stod en flok og arbejdede på Klemens krop. Vi fik også kram og klem og oplevede en utrolig medfølelse. Vi fik lov at være mennesker og forældre, der var i krise og dybt ulykkelige over at vores lille søn var så syg, og det var rart at møde den omsorg.

I situationen kunne jeg ikke lade være med at være imponeret over hvordan personalet var så topprofessionelle, at de var i stand til at koreografere det spektrum af følelser der var i spil, samtidig med håndteringen af teknologi og Klemens lille krop. Det er sådanne elementer jeg kigger efter når jeg laver observationer i mit arbejde - og det var mærkeligt, at det blik var med under min egen søns indlæggelse - helst ville jeg ærligt talt i situationen helst have været det foruden.

Det vi fik at vide efter hjerteteamets ankomst var kort fortalt, at Klemens venstre hjertekammer var underudviklet – hjertet har fungeret så længe, fordi hans hjerte er modnet senere end normalt. Man er nemlig født med huller i hjertet. Når hullerne lukker og man har den fejl Klemens har, så kommer der ingen ilt ud i blodet og så bliver man som Klemens dårlig og dør kort tid efter, hvis ikke man gør noget for at holde hullerne i hjertet åbne og derefter operere...alt dette forklarer jeg senere.

Tror egentlig heller ikke, at vi fik meget mere at vide før vi var på Rigshospitalet - jeg forstod i hvert fald ikke meget mere end dette, og at de havde givet ham prostaglandin, noget hjertemedicin, der skulle holde hullerne åbne så hans blod stadig ville være iltet.

Efter Klemens var blevet rigget til i kuvøsen skulle vi skrive under på at Klemens var i Jesper (lægens) og Berit (sygeplejerskens) varetægt. Vi blev også spurgt om de måtte gøre alt for genoplivning, for der er altid en fare for, at en patient dør under transport og vi skulle beslutte om Klemens skulle døbes. Det skulle han ikke, han var jo navngivet - havde næsten pas og han var ikke medlem af folkekirken. Helt ærlig synes jeg også bare vi skulle se at komme af sted så Klemens kunne blive reddet. Jeg må indrømme, at jeg følte det helt ekstremt bizart, at vi først skulle køre hele vejen til Hvidovre for nu at få ham transporteret til Riget, der ligger 2 minutter i bil fra hvor vi bor.

Vi fik besked på, at når nu vi blev sat i en taxa, så måtte vi under ingen omstændigheder følge ambulancen. Den ville køre med politieskorte og fuld udrykning og det ville være meget farligt hvis vi hang i halen på den. Den flinke læge Lars synes lige vi skulle lande inden vi blev sat i taxaen, så han tog os med ind på sit kontor. Vi nåede lige derind, da der blev banket voldsomt på gangens dør, der kun kunne smække ud af. De næste minder foregår i mit hoved i slowmotion. Lægen, Mikkel og jeg er hurtigt ud af hans kontor igen og der er noget sundhedspersonale, der er ved at åbne døren. Ind kommer Klemens i kuvøsen, Jesper, Berit og Falckpersonalet styrtende. Jeg tror nok at Jesper er ved at sige, at nu laver de fuld genoplivning. Berit har efterfølgende fortalt, at det hun husker, er hvordan jeg står med begge hænder oppe foran munden og ser meget bange ud. Vi er alle sammen hurtigt inde på stuen hvor vi havde været med Klemens forinden. Der bliver sagt adrenalin og en af sygeplejerskerne kommer hen til Mikkel og mig og siger, nu skal i altså gå med mig ud. Hun fører os hen i køkkenet, der er beregnet til forældre. Jeg tror jeg får et glas vand eller saft i hånden, og Mikkel og jeg begynder at snakke om at nu er det nok slut. Nu dør vores lille dejlige dreng. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men sygeplejersken kommer på et tidspunkt tilbage og siger at Klemens er blevet genoplivet og nu må vi gerne komme tilbage.

Jesper er gået i gang med at scanne på Klemens igen. Han vil vist lige sikre sig, at Klemens ikke kollapser igen på vej ud af døren, og vil bruge tiden til at få en bedre forståelse af hvordan alting ser ud. Han forstår ikke hvorfor Klemens lige pludselig får hjertestop. Senere fortæller han, at det formodentlig skyldes en maskinelfejl, men Klemens var så dårlig, at hans blod kun var iltet med 17-20% og det er ikke meget. Det gjorde at målerne på instrumenterne ikke læser ordentligt, og med så sygt et barn må man på et tidspunkt stole på, at alt er ok til transport og så komme af sted, ellers ville han dø alligevel.

Jeg husker det meste af dette i glimt. Noget står knivskarpt, andet er væk, men jeg kan huske, at vi står hos Klemens og jeg holder ham i den ene af hans små hænder og fortæller ham hvor meget jeg elsker ham. Jeg siger til ham at han skal kæmpe med al det han har i sig. At han er det dejligste barn i hele verden og jeg tror på ham. Han er det allerbedste jeg har. Inden i ved jeg godt, at han nu er nærmere døden end livet, men det er ikke til at bære.

Jesper beslutter, at vi prøver at komme af sted igen. Han siger til Mikkel og mig, at han har godt nok lige fortalt os, at det er risikofyldt at transportere et sygt barn, men han har aldrig selv været udsat for at et barn er dødt under transport. Var han forældre til et barn, ville han også have det rigtig slemt hvis barnet døde midt på motorvejen uden han som forældre var der. Der er en ekstra plads i ambulancen og han synes en af os skal tage med. Vi beslutter at jeg kommer med i ambulancen, mens Mikkel tager med taxa. Heldigvis er der en sygeplejerske fra Hvidovre, der insisterer på at tage med Mikkel så han ikke er alene i tilfælde af at jeg ringer og fortæller at Klemens er død.

Jeg følger bare efter Klemens i kuvøsen, Berit og Jesper. Klemens kuvøse står på tværs af bilen tæt mod førersæderne og bagved er der tre sæder. Berit og Jesper sidder ved Klemens, mens jeg sidder bag dem. Jesper spøger med at min opgave er at huske tasken. Jeg siger bare ja. Det går op for ham med det samme at hans spøg ikke er opfattet, samtidig med at det går op for mig at han prøvede at være morsom. Prøver at forklare, at jeg faktisk normalt ville have fanget den, men pt. er ude af stand til at rumme meget andet end alt det der sker.

Der bliver snakket noget om at det ikke er sikkert at politiet når frem for at eskortere os, og at de må kører en anden vej pga. demonstration - åhhhh det er torsdag - Jeg bliver helt ind i marven rigtig sur på, at der er skide torsdagsdemonstration ligesom min søn skal transporteres på dødens rend til Riget. Der går dog ikke lang tid før, der er to politibiler der kører eskortkørsel. Selvom Berit og Jesper snakker om hvor ufattelig dygtige politiet er, så synes jeg ambulancen snegler sig gennem København. På et tidspunkt kører vi op af Tagensvej og jeg kan ikke lade være med at sige - der bor vi, og kommentere på hvor absurd det virker, at vi skulle helt ud til Hvidovre og så til Riget bagefter.

Jeg tror nok vi på vejen snakker om hvad Mikkel og jeg arbejder med, og de spørger også til om jeg havde svært ved at blive gravid, kan forestille mig at jeg har fortalt dem om alt fra Kali-tempel og min afhandling samtidig med, at jeg var bange som jeg aldrig før har været det i hele mit liv.

Da vi kommer op på GN bliver Klemse kørt ind på en stue og sat til en masse nyt udstyr. Jesper er bange for, at hans hjerne har taget skade af hjertestoppet og hans meget lave iltprocent, så han får også sat elektroder ind i hovedet. Det skær virkelig i hjertet med al det Klemens skal have i sin krop. Han ligger stadig helt slap og virker som om at han ænser meget lidt af alt det drama der er omkring ham.

Mikkel kommer kort tid efter, og vi hilser også på alle specialisterne, der er kommet for at kigge på Klemens og bedømme hvad de kan gøre for ham. En del står i civil, og er tydeligvis blevet kaldet på arbejde torsdag sent aften for at se specifikt på Klemens. Jesper forklarer, at de har en aftale om, at de altid er flere kardiologer og kirurger til at bedømme barnets tilstand og tage beslutninger om hvad der skal ske. Det var altid det bedste at de var enige og ikke begyndte at operere inden man havde tænkt situationen igennem og barnet var stabilt. Jesper tog os med ind på Team 3's kontor. Han forklarede hvad hypoplastisk venstre hjertesyndrom er - hans forklaring stemmer meget godt overens med nedenstående fra: http://www.sundhed.dk/wps/portal/_s.155/1923?_ARTIKEL_ID_=2670060807214540&_ARTIKELGRUPPE_ID_=1051060913112042&contextfolderids=1051060517152922,1051060517152922

Hypoplastisk venstre hjertesyndrom:

Denne sygdom regnes ofte som den mest alvorlige hjertefejl.

Venstre hjertekammer er meget lille (hypoplastisk eller underudviklet), og oftest er der tillukning eller meget snæver passage på hele venstre side af hjertet - både fra venstre forkammer ned i hjertekammeret gennem mitralklappen og fra hjertekammeret og ud i kroppens pulsåre gennem aortaklappen. Hovedpulsåren er desuden meget tynd på den første del. Barnet har derfor kun ét fungerende pumpekammer - nemlig det højre.

Da blodet stort set ikke kan komme ned i venstre hjertekammer, løber det i stedet gennem en spalte (foramen ovale) i skillevæggen imellem forkamrene til højre side af hjertet og ud gennem lungepulsåren til lungerne og gennem ductus til kroppen. Efter fødslen, når fosterblodåren (ductus) begynder at lukke sig, falder kredsløbet i kroppen, og barnet bliver meget dårligt med bleghed, cyanose, kortåndethed og slaphed. Uden behandling dør barnet hurtigt.

Diagnosen stilles ved hjælp af ekkokardiografi. Barnets tilstand kan bl.a. måles på blodprøver, hvor bl.a. syreindhold i blodet vil afspejle grad af iltmangel til kroppen.

Behandlingen retter sig i første omgang mod at stabilisere kredsløbet og senere operation inden for de første levedage. Prostaglandin - givet direkte ind i blodårerne - kan åbne ductus igen, og når kredsløbet er stabiliseret, kan den første operation foretages.

Norwood operation Den kaldes Norwood operation efter en amerikanske kirurg eller Sano efter en japansk kirurg, der har beskrevet den samme operation på en lidt anden måde. Ved denne operation sikrer man, at der kan komme blod ud til kroppen ved at anvende højre hjertekammer som kroppens pumpekammer og lungepulsårens første del som blodåre ud til kroppen. Lungepulsåren deles der, hvor den løber ud mod, til to lunger, og den første del forbindes med den snævre hovedpulsåre. Blodforsyningen til lungerne etableres ved hjælp af en shunt (et stykke Goretex rør), som enten indsættes mellem hjertet og lungepulsåren eller mellem en sidegren på hovedpulsåren og lungepulsåren.
De senere operationer betegnes Fontan operationer eller Cavopulmonale forbindelse.

Prognose er uden behandling meget meget dårlig, og næsten alle børnene dør inden for de første uger. Der er risiko ved hver af operationerne, og risikoen ved den første operation er fortsat høj. Der er endvidere risiko for, at børnene dør mellem operationerne. På lang sigt vil det højre hjertekammer svigte og kan kun hjælpes af en hjertetransplantation.

Et transplanteret hjerte holder i øjeblikket gennemsnitligt 15 år. Næsten alle børnene vil have nedsat funktionsniveau. Der vil være behov for kateterbehandlinger ind imellem, og enkelte vil endvidere have hjerneskader som enten følger med selve sygdommen eller som opstår i forbindelse med perioder med dårligt kredsløb eller omkring de store operationer.

Billeder af hjertet der illustrere et almindeligt hjerte versus et hjerte med HLHS kommer senere...
---
Han kunne endnu ikke med sikkerhed sige hvad deres endelige vurdering af Klemens var, men hvis de kunne operere skulle vi se det som et tilbud. Det ville have store omkostninger for os, og har man andre børn skal man også vurdere om omkostningerne vil være for store for dem. Vi skulle også være indstillet på, at der var stor risiko for, at Klemens ville få en mærkbar hjerneskade.

Indtil videre så det ud til at hans hjerne fungerede fint efter hans hjertestop, men man kunne ikke vide hvilken effekt, det havde haft såvel som, at det vil være hårdt for hjernen at gennemgå de tre store åbne hjerteoperationer i hjertelungemaskine.

På daværende tidspunkt var deres store problem, at Klemens øvre venstre hjertekammer var fyldt op med blod, der havde svært ved at komme ud, fordi hullet mellem de øvre hjertekamre sad på en måde, så det ikke kunne åbnes via en ballonoperation. De havde tilkaldt den bedste kirurg for at høre hvad han mente. De turde ikke endnu gå i gang med den helt store første operation, fordi Klemens helt enkelt var for dårlig. Hvis den skulle kunne lykkes ville det kræve, at han blev stabil og var det et par dage. Dog havde Jesper overvejet om man kunne gå ind via et hurtigt indgreb og åbne op mellem kamrene. Han ville gerne hurtigt vide, hvordan vi stod i forhold til operation. Der var ingen tvivl i mit og Mikkels sind. Kunne de gøre noget for Klemens så skulle de det. Jeg ville bare have min dejlige dreng i live.

Da han gik fra kontoret for at diskutere sagen videre med kollegaerne, begyndte Mikkel og jeg at ringe til familie og venner. Det var svært og mærkeligt at ringe op og give den besked, at Klemens var dødeligt syg. Jeg ringede til min far og bedte ham ringe videre til resten af familien, og så ringede jeg til min veninde Lise og bedte hende om at sende en mail rundt til dem hun vidste jeg kendte. Mikkels forældre var lige taget til Frankrig, det endte med, at han ringede til hans søster der ringede videre. Derudover ringede han også til en god ven. Jeg holdt stadig fast i det spinkle håb på det tidspunkt. Mikkel siger, at han et eller andet sted sagde farvel til Klemens på Hvidovre da han fik hjertestop. Det kom dog ikke helt bag på os da Kirurgen Morten Helvind som sygeplejerskerne havde sagt var den bedste i Danmark, Jesper og en sygeplejerske (tror nok hun hed Kirstine) kom ind. De så alle alvorlige ud mens de satte sig ved bordet. Det var Morten der gav den endelige dom og sagde at operation var udsigtsløst.

Da begyndte tårerne foralvor at løbe ned af mine kinder. Jeg tror nok jeg stammede undskyld for ikke at gøre nogen forlegne. Det er mærkeligt, at i de situationer i ens liv som fødsler og død, situationer der er de allermest intense og private, der er det sundhedspersonalet der står der og støtter, forklarer og holder om, mens man er helt hudløs. Det er mennesker som man ikke kender - der pludselig kommer til at betyde alt for en. Sygeplejerskerne der trøster og rummer - Berit og Kirstine vil for mig, altid være de største helte i hele verden. De gjorde så meget rigtigt, der gjorde det muligt for Mikkel og mig at være der for Klemens til det sidste. Og de læger der var omkring Klemens - de gjorde alt hvad de kunne for at tænke situationen igennem og tage den rigtige beslutning. Det endte med, at de tog beslutningen for os, at Klemens skulle have lov til at dø i fred. Jeg er glad for at de tog den - det kunne jeg ikke have gjort. Omvendt havde det været langt værre i dag havde de forsøgt at operere, velvidende at chancerne for overlevelse var minimale. Det havde ikke været til at holde ud, hvis Klemens skulle dø under operation. Det er rart at vi kunne være der og holde om, til det sidste. Vi har talt meget om efterfølgende, at vi er glade for, at det valg ikke var påvirket af om vi ville have haft råd til, at Klemens blev opereret (det ville det utvivlsomt have været i andre samfund), eller en mistanke om, at lægen på den anden side af bordet kunne have en økonomisk interesse i at operere Klemse. Vi er ikke i tvivl om, at alle de læger, der kiggede på Klemens den aften var oprigtige og interesserede i at redde ham - men også i at tage den for Klemens mest forsvarlige beslutning.

Det jeg forstod midt i tårerne var, at Morten ikke mente, at en operation havde hjulpet Klemens, selvom den var blevet foretaget lige efter hans fødsel (har efterfølgende fået afklaret dette og fundet ud af, at han mente, at Norwood operationen og de to efterfølgende, er et meget svært og risikofyldt operationsforløb).

Jeg husker ikke konkret meget mere af denne samtale end, at den efterfølgende handlede om hvad der skulle ske. Vi fik at vide, at vi fik lov til at være/sove i ambulatoriet sammen med Klemens, lige så længe som vi havde behov for inden vi sagde det endelige farvel. Sygeplejersken ville redde op så vi kunne være der. Vi blev spurgt om vi ville have pårørernde med mens Klemens døde, men Mikkel og jeg var helt sikre på, at det var vigtigt for os, at vi var alene og sammen om at være der for Klemens når han døde, så kunne andre komme dagen efter.

Sygeplejersken ville med det samme gå i gang med at tage elektroder mv. af Klemens og gøre ham klar til vi kom ind. De ville også rydde stuen, så vi kunne være der, indtil vi gik over på ambulatoriet med ham. Kirstine spurgte os om vi havde et kamera med. Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvorfor spørger hun om det. Havde ikke tænkt på, at det er vigtigt at tage billeder af Klemens mens han døde. Heldigvis havde de et digitalkamera, og hun insisterede på at tage billeder, som hun sagde vi kunne vælge at se på eller lade være. Det vigtigste var, at billederne eksisterede i tilfælde af at vi fik behov for dem. Det er jeg hende meget taknemlig for i dag. Selvom det er hårdt at se på alle de billeder hun tog af os og Klemens sammen i den sidste stund, illustrerer de også, hvor fint og smukt det var da han døde.

Inden vi kom tilbage til Klemens og skulle sige farvel, ringede jeg til min far, og Mikkel til hans søster. Jeg aftalte med min far, at han og andre familiemedlemmer kunne komme næste formiddag på GN og sige farvel til Klemens. Det var rart at vide, at resten af familien vidste hvad der skete, samtidig med, at det føltes rart, at de ville komme dagen efter og være sammen med os og Klemens.

Efter det var gjort, gik vi ind til vores lille dejlige dreng som vi nu vidste kun havde kort tid tilbage at leve i. Vores dejlige dreng, der skulle have haft muligheden for at opleve så meget mere af verden end han fik lov til.

Klemens død
Der er ingen tvivl om, at de to mest intense oplevelser i mit liv handler om Klemens. Den første var hans fødsel, den anden hans død. Begge oplevelser, er også de mest smertefulde - hans fødsel bestod af en fysisk smerte, der er svær at beskrive hvis man ikke har prøvet det - og måske bedst kan forklares som en af mine veninder forklarer presseveer - det er som om man får en mavepuster nonstop lige så længe veen varer. Selvom Klemens død ikke umiddelbart gjorde fysisk ondt så oplevede/oplever jeg en menneskelig smerte, der ikke kan sammenlignes med noget andet - og på alle måder, er værre end hvilken som helst mulig fysisk smerte man om muligt kan gå igennem. Jeg synes helt enkelt ikke det var/er rimeligt, at mit barn skulle dø og at jeg skulle leve videre. Mit verdensperspektiv blev pludselig vendt 180 grader. Døden var pludselig ikke noget fjernt, der først rammer når jeg bliver 90. Det kan ske i morgen. Jeg ville dog sjovt nok meget bedre kunne leve med, at det var mig der døde. Jeg har jo set Himalayas bjergtoppe, rejst til verdens ende. Jeg har haft sand mellem tæerne og mærket solen på min krop. Set mælkevejen på himlen. Jeg har elsket og er blevet elsket. Jeg har udfordret mig selv og mine omgivelser. Jeg har mødt varmen fra venner og bekendte. Jeg har fået lov til at leve og har hidtil forsøgt at udleve de drømme jeg har haft så godt som jeg kunne... Med andre ord, jeg har oplevet og set verden og havde jeg fået valget, at Klemens kunne leve hvis jeg valgte at dø, så havde jeg gladelig taget det valg - det havde gjort mindre ondt og været en livgivende salut til ham. Desværre er der hændelser i vores liv, hvor man ingen mulighed har for at ændre hændelsesforløbet - slet ikke med tilbagevirkende kraft. Det eneste man kan er at være i nuet, og leve det så godt man kan, for derefter retrospektivt at forsøge at lære at leve med det nye landskab der er opstået i ens liv.

Da jeg fik besked på, at Klemens skulle dø blev minutter og sekunder pludselig helt utrolig værdifulde. Både dem vi havde haft sammen og de sidste jeg vidste jeg ville få med ham. Jeg ville have alt med, og jeg ville give alt. Jeg ønskede bare, at han kunne mærke dette ekstraordinære nærvær, at han kunne mærke al den kærlighed, som han havde fortjent, al den kærlighed han skulle have haft hele det liv han blev snydt for.

Jeg har aldrig før oplevet, at et menneske døde. Jeg har heller aldrig før set et dødt menneske, så alt hvad jeg/vi gjorde var instinktivt eller handlinger som Kirstine/sygeplejersken vejledte os til - og heldigvis er der intet i dette sidste forløb jeg fortryder.

Da Mikkel og jeg kom ind på stuen havde Kirstine sat to stole frem til os ved Klemens vugge. Klemse havde stadig nogle af slangerne i kroppen, men elektroderne i hovedet havde hun fjernet. Han lå i respirator, og der var varme i sengen så det eneste han havde på var bleen. Hans lille krop virkede helt afslappet. Man kunne se på hans bryst, at han var blevet scannet, for der var et indtørret lag af den gele der anvendes for at scanningsapparatet kan glide rundt på kroppen. Jeg kan ikke huske vi snakkede om det, men vi vidste, at han ville dø kort tid efter, at respiratoren blev taget fra ham. Tiden gik i stå, samtidig med at alting skete i evigheder. Det var den tidsfornemmelse jeg havde fra de sidste timers intense farvel, til og med begravelsen. På den uge der gik tror jeg, jeg blev 30. år ældre - mindst.

Da vi kom ind til Klemens stod vi først ved hans seng og nussede ham, og vi fortalte begge hvor meget vi elskede ham. Jeg kan ikke huske præcis hvad vi sagde, men jeg prøvede at sige alt det til ham jeg synes var og er vigtigt. På et tidspunkt da Kirstine havde fjernet diverse slanger og kanyler kom han over i mine arme i den blå lænestol. Først med respiratoren på. Det var så dejligt at mærke hans krop igen tæt på. Der var på det tidspunkt gået en del timer siden vi kom ind på Hvidovre Hospital, og i al den mellemliggende tid havde han ligget tilsluttet til alle de mange maskiner, gennem elektroder og slanger. Nu lå han der i mine arme, og hans lille halve hjerte slog. Han var lige så smuk som da han kom ud. Jeg ønskede bare, at han igen åbnede sine store smukke øjne og kunne kigge forundret på mig med sit bevidste blik ligesom han havde gjort ca. 10 timer inden, men det var han ikke i stand til.

Efter et stykke tid spurgte Kirstine om vi skulle tage respiratoren af ham. Efter vi begge havde sagt ja, tog hun den af. Det skete på en meget fin måde. Set tilbage på det, er jeg overrasket over, at jeg ikke var bange, jeg var mest af alt bare dybt dybt ulykkelig, og Kirstine var meget dygtig til at give os plads til at være der, hun støttede os, tog billeder og fjernede de tekniske foranstaltninger, der havde holdt Klemens i live de sidste timer. Alt dette gjorde hun samtidig med, at hun udviste en utrolig respekt for os og for Klemens. Jeg havde været lidt nervøs for om Klemens ville få smerter når man tog medicin og respirator fra ham. Vi havde derfor aftalt, at han kunne få morfin hvis han begyndte, at se ud som om, at det blev en smertefyldt død. Heldigvis så han på intet tidspunkt sådan ud.

Efter at respiratoren var taget fra ham lagde jeg ham på mit bryst så han kunne høre mit hjerte, lugte mælken fra mit bryst og mærke min krop som han kendte så godt og som forhåbentlig kunne give ham den nødvendige tryghed til at give slip og dø i fred. På et tidspunkt begyndte han at gispe. Kirstine fortalte, at det ikke gjorde ondt på ham, men at sådanne gisp skyldtes en refleks i hjernebarken.

Jeg kunne mærke, at hans lille hjerte stadig slog. Vi besluttede at tage ham med ind i ambulatoriet, hvor der var blevet redt op til os. Vi lagde Klemens mellem os ligesom derhjemme i vores egen seng. Vi lå her og nussede ham, og Mikkel kom i tanke om, at vi aldrig sammen havde sunget godnatsang for ham, som vi havde snakket om, at vi ville gøre.

Jeg elsker at synge, men er utrolig dårlig til at huske tekster. Vi startede med at synge "Jeg ved en lærkerede". Jeg ved at Klemens lille hjerte slog inden vi startede med at synge den, fordi jeg kan huske jeg mærkede efter på hans bryst. Bagefter besluttede vi også at synge "Elefantens vuggevise". Den kunne vi dog kun første vers på. Det gjorde lidt ondt. Jeg ville gerne have sunget hele sangen for ham. Men jeg er så glad for at vi fik sunget. Det var vist mens at vi sang, at han stille åndede ud og hans hjerte stoppede med at slå. Det er rart, at han fik det med, selvom han skulle have haft mange flere godnatsange.

Taget i betragtning af, at Klemens ikke brød sig om at være alene og helst ville være tæt på os, er der ingen tvivl om, at Klemens fik lov til at dø på den bedst tænkelige måde i sengen mellem os, mens vi begge nussede ham. Fordi min læge såvel som personalet på fødegange ikke havde taget vores opkald alvorligt, så kunne hans død have set meget anderledes ud. Han kunne være død hjemme i mine arme mens jeg panikkede og var uforberedt. Det samme kunne være sket i taxaen mod Hvidovre. Han kunne have været død på vej ud mod ambulancen på Hvidovre Hospital, hvis Jesper havde besluttet, at Klemens ikke havde en chance. Jeg er så taknemlig over, at det ikke skete. Jeg er taknemlig over at Jesper besluttede at genoplive ham og at Klemens havde så meget livsgnist at han holdt fast i livet der, selvom han var ved at glide væk fra os. Jeg er taknemlig over, at alle specialisterne kom og kiggede på Klemens for i fællesskab at tage en samlet vurdering af hans fremtidsmuligheder, og jeg er glad for at vi fik lov til at sige farvel til ham på denne smukke måde, hvor vi fik god vejledning, så vi kunne være der for ham. Det betyder lige nu alt.

I perioden mens Klemens var ved at dø var jeg bare. Jeg var for Klemens. Bagefter kiggede Mikkel og jeg på vores dejlige dreng, der lå imellem os. Vi snakkede om hvor vidunderligt, det havde været at have ham i vores liv. Jeg tror også, det var på det tidspunkt, at vi begge erkendte, at det havde været hyggeligt, at have Klemens i sengen mellem os om natten. Vi snakkede også med det samme om, at Klemens skulle have søskende, lige meget hvordan, så skulle vi have børn i huset igen, for det er det bedste, der har hændt os. I det hele taget tror jeg vi fik sagt lige så mange kærlige ting til hinanden den nat, som vi fik sagt til Klemens. Samtidig med at vi mistede vores søn, var det som om, at det blev klart hvad der var vigtigt i livet, og der er ingen tvivl om, at Mikkel er en central brik i mit liv. Ham kan jeg ikke leve uden - slet ikke nu hvor vi på lidt over halvandet år har oplevet alt det bedste og det værste i livet sammen. Det er mærkeligt, at det er når man lider sådan et ekstremt og helt igennem urimeligt tab, at det går op for én, hvad man har.

Jeg har mødt mange, der har sagt at de fik vendt op og ned på deres værdier efter de fik børn - Der er ingen tvivl om, at det også skete da jeg blev mor til Klemens - så var han i centrum og havde forrykket mit ego til et sted det ikke havde været før. At miste Klemens har dog vendt op og ned på alt på en helt anden grundlæggende måde. Det har gjort at mit perspektiv på mig selv, mine værdier og fremtidsforestillinger er forandret. Jeg er helt enkelt ikke den samme mere, og det er ikke noget der lige går over. Hvor banalt det end kan lyde, så har Klemens har været med til at få mine øjne op for hvor dyrebart livet er, og hvor vigtigt det er at leve det, mens man har det.

Verden er i stykker…
Klemens, Mikkel og jeg lå stadig i sengen da Bo, den vagthavende læge på GN kom ind til os og satte sig stille ned. Han snakkede med os et stykke tid. Jeg kan ikke huske hvad jeg selv sagde, men han må have opfanget hvor chokeret jeg/vi var over alt hvad der var sket. Vi havde ikke haft mange timer til at vende os til tanken om, at de symptomer som var blevet afvist som alvorlige hos min egen læge og på Frederiksberg Hospital, viste sig at skyldes den værst tænkelige medfødte hjertefejl. Fra at vi et døgn inden troede vores dreng var et almindeligt barn, lå han død mellem os. I dette tidsrum var jeg holdt op med at tro på, at jeg kunne læse andre mennesker, at jeg overhovedet evnede at se hvordan andre har det. Det er en evne jeg aldrig før har reflekteret over om jeg havde eller ej - det er en evne jeg har taget fuldstændig forgivet, men med Klemens var alt det sket, der bare ikke må ske. Jeg havde helt enkelt ikke fattet hvor dødsyg han var før vi var på hospitalet.

Bo kiggede på os og sagde stille, at han gerne ville fortælle en personlig historie, hvis det var ok. Hans bror og brorens kone havde også fået et barn med HLHS. Deres forløb lignede utrolig meget det forløb vi havde været igennem, og brorens kone var tilmed læge. De havde også snakket med Bo om barnet - Bo der arbejdede på Neonatal, men ligesom med Klemens var det først da ductus, hullet i hjertet lukkede sig, at det blev tydeligt hvor sygt barnet var. Et eller andet sted hjalp det at høre den historie. Det gav mig ikke den grundlæggende tiltro til, at jeg kan læse et spædbarn tilbage, den tvivl og angst vil nok altid kunne blive aktiveret, men den bidrog med en alternativ stemme i mit hoved, der ellers meget har været præget af anklager mod mig selv.

I det hele taget var Bo god til at lytte, og hjalp os med at vende en anden ting, der havde naget mig. Da vi stod på Hvidovre Hospital og Klemens blev ventileret, da spurgte lægerne - "Hvornår blev Klemens blå?" På det tidspunkt var Klemens mere lyserød end han havde været på noget tidspunkt. Med andre ord havde han en helt anden farve, end han havde haft efter hans fødsel. Det eneste vi da kunne sige var, at den farve han havde nu havde han aldrig haft før. Derfor havde vi ikke set da han blev blå. Bo sagde, at som læge havde han også indimellem stået i den situation, hvor et barn kom ind og var blå og undret sig over, at ingen tidligere havde noteret sig det, men det er lettere at se at noget er galt, når man samtidig har et tal på iltindholdet i barnets blod. Det er der jo ingen der har haft de tre uger Klemens levede, hverken os, jordemødre, læger, sygeplejersker eller sundhedsplejersken.

Til sidst mærkede Bo på Klemens, og han sagde, at der var ingen tvivl om, at Klemens nu var død. Kirstine kom herefter ind med en balje med varmt vand. Baljen var blå ligesom den vi havde badet Klemens i derhjemme - det er pudsigt som sådanne detaljer kan blive vigtige, men det var det for mig i det øjeblik. Inden tog hun hånd og fodaftryk af Klemens. Det er et dejligt minde at have. Vi tog tøjet og bleen af Klemens, og han kom i vandet.

Ligesom tidligere vaskede Mikkel og jeg ham sammen. Det var så dejligt at kunne få lov til at bade ham en sidste gang. Hans krop føltes næsten som de tidligere gange vi havde badet ham, fordi han da havde været helt afslappet og tung. Sådan føltes han også i vandet. Han var igen en lille fisk i den blå balje, nu bare død. Jeg tror nok vi snakkede om hvor helt utrolig vidunderligt det havde været at vaske ham på køkkenbordet derhjemme. Det var vigtigt for mig at få vasket al tryksværten af hænder og fødder, den indtørrede gele på brystet, de mange plasterrester på næsen, og alle de steder der havde været kanyler sat fast på hans lille krop. Da han var helt ren, blev han tørret, og han fik en ren ble på. Jeg var så glad for, at Kirstine havde så meget respekt for ham, og blev ved med at behandle ham som om han var levende, selvom han var død.

Vi besluttede, at det tøj han havde haft på, var det han skulle have på i kisten. Klemens havde sin lille brune elgsdyr body på, som jeg havde købt til ham. Den var så fin og passede ham så godt. Han fik et par grøn og hvidstribede pludderbukser på, som han havde lånt af Carla og en hvid lille trøje som han havde fået af Mikkels forældre. Han var så helt utrolig dejlig. Kirstine vejede ham, målte ham- (de tal kommer, jeg skal lige finde dem i blandt alle hans ting). Det er sjovt for samtidig med, at han stadig var der, og var så utrolig fin, så begyndte kroppen at ændre sig. Det var som om, at han så meget tyndere ud og blev mere spids i ansigtet, end han nogensinde tidligere havde set ud.

Efter at Klemens var kommet i tøjet, kom Kirstine ind med en vugge som vi kunne ligge ham i hvis vi fik brug for det, mens vi selv fik noget søvn. Der var ikke meget plads på deres briks, så Klemens kom i vuggen et par timer, godt puttet i en dyne. Havde han levet tror jeg også han ville have været så træt, at han havde sovet i vuggen. Det var ikke til at bære at han havde været igennem alt det i løbet af sit lille korte liv, særligt de sidste timer af det. Klemens blev sat over ved det åbne vindue for at stå køligt så han holdt sig fint.

Inden vi lagde os til at sove skulle vi have stoppet min mælkeproduktion. På det tidspunkt var mine bryster ekstremt spændte. På trods af store ammeindlæg var der mælk over alt på min ammebluse. Kirstine hentede en elektrisk udmalkningsmaskine og så forsøgte jeg at få så meget ud som muligt. Det er mærkeligt, at malke ud med et dødt barn ved sin side. Jeg kunne slet ikke udholde min krop, der hele tiden mindede mig om, at Klemens ikke mere levede. Det var mælk der skulle have givet Klemens liv, og nu var det bare en smertefuld byrde. Jeg fik samtidig hormonpiller, der skulle stoppe mælkeproduktionen - det tog dog lang tid før det lykkedes og blev noget værre bøvl.

Det eneste jeg kan huske fra de resterende timer den nat var, at jeg klamrede mig til Mikkel, på den alt for lille briks. Alt det der skulle gøres og skulle ske var på det tidspunkt en stor tåge. Jeg tror ikke vi fik sovet mere end et par timer. Det var en mærkelig form for søvn. Det føltes som at få en knock out. Bagefter tror man man har sovet non stop i flere døgn for at finde ud af, at den søvn man har fået ikke har varet mere end en time eller max to. Mikkel og jeg var på det tidspunkt nærmest synkrone når vi faldt i søvn og vågnede igen.

Da vi stod op havde jeg brug for at holde Klemens igen. Jeg kan huske, at han da var blevet stiv, som man gør nogle timer efter man er død, en stivhed som efterfølgende fortager sig igen. På et tidspunkt var der vagtskifte og Berit kom ind. Det var dejligt, at det var hende, der var der til at hjælpe os gennem de sidste timer på hospitalet. Hun havde jo været med under den store dramatik på Hvidovre.

Hun kom ind med en stak brochure fra Landsforeningen til støtte for spædbarnsdød. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af at læse i dem. Mikkel fik heldigvis bladret lidt, og fandt ud af med sig selv, at det var vigtigt, at han fik nogle af sine venner til at komme. Hans forældre var jo i Frankrig, hans søster i Lem og bror i München. Det var rigtigt godt, at vi begge to havde nogle, der kunne støtte os, nogle der så Klemens død og som forstod hvordan alting var. Jeg husker det som om, at jeg en stor del af formiddagen sad med Klemens i armene. Jeg havde et stort behov for at holde og mærke ham. Indimellem lagde vi ham også i vuggen eller på sengen. Samtidig løb tårerne.

Nikolaj og Maya (Mikkels venner) kom først. Det støttede Mikkel rigtig meget. Bagefter kom min far, mor og min bror, og til sidst Peter en anden af Mikkels gode venner. De blev alle sammen et stykke tid og vi græd og snakkede om det der var sket. Jeg snakkede vist en hel masse. Jeg havde brug for at fortælle, også var der så mange spørgsmål, der kørte rundt i hovedet. Jeg kan kun huske et opkald jeg foretog den eftermiddag - tror ikke jeg ringede til andre - i det hele taget begyndte jeg først foralvor at have kontakt med mine veninder efter at Klemens var begravet.

Opkaldet var til en veninde jeg havde snakket med tirsdagen forinden. Vi havde aftalt hun skulle komme og hilse på Klemens og mig den følgende uge. Af en eller anden grund var det vigtigt for mig at få ringet og aflyst aftalen. Da min veninde tog telefonen lød hun glad - Hun lød som om hun befandt sig på en helt anden planet. Det er så mærkelig at skulle sige at ens barn er dødt, og i korte træk opsummere hvad der er sket. Jeg kan huske hun midt i det hele chokeret sagde, jeg står på gågaden i Birkerød og nu græder jeg.

På et tidspunkt kom Jesper også ind til os. Det var også rart at snakke med ham, om forløbet. Han sagd,e at han var glad for at han havde taget beslutningen og at genoplive Klemens aftenen før på Hvidovre, at han og hans kollegaer sammen havde taget beslutningen om at de ikke kunne gøre noget for Klemens. Jeg kunne kun sige, at det var jeg også. Det var vigtigt at få lov til at sige farvel til Klemens på den fine måde Mikkel og jeg fik mulighed for. Jesper spurgte også til om vi ville have Klemens obduceret. Det var vi enige om vi ikke ville. Klemens havde været igennem så rigeligt. Hans krop var blevet stukket i fra alle sider, nu synes vi han skulle have fred. Samtidig var diagnosen og dødsårsagen så klar, at vi ikke regnede med, at de ville finde ud af noget andet af betydning.

Ind imellem kom Berit ind og så til os. Hun kom også med en bakke med mad, men jeg kunne ikke finde ud af at spise. Det virkede så fuldstændig meningsløst at indtage føde når Klemens var død. Resten af formiddagen og eftermiddagen vi var på Rigshospitalet glider sammen i en stor tåge, men efter vores besøgende var gået fik jeg sagt, at jeg ville have en tot af Klemens fine hår. Han så så fin ud med alle de mørke lange lokker han var født med.

Berit var helt lettet over, at jeg selv spurgte, for hun sagde, at det er godt at få alle minderne med, men nogle føler det grænseoverskridende at blive spurgt om de vil have en tot hår. Berit var en rigtig god støtte, hun fik os både guidet ind på, at det var vigtigt at begynde at overveje begravelsesceremonien og bedemand med det samme. Fx var det vigtigt hurtigt at gå i gang med at få en barnekiste.

Hun fik spurgt til hvad der skulle ske når vi kom hjem. Mest af alt havde både Mikkel og jeg lyst til at smide alt ud, der mindede os om Klemens. Det er den mest ekstreme form for eskapisme jeg har været udsat for...og set tilbage er jeg ikke særlig stolt af den følelse, men at miste Klemens gjorde simpelthen så ondt. At miste Klemens, er dog en oplevelse der har lært mig, at man ikke kan ikke løbe væk fra den form for sorg, der er ingen anden vej end at lære at leve med smerten, og minderne. De affekter der kan fremkalde dem, så som billeder, skrift og genstande, der er knyttet til den afdøde er centrale og vigtige og skal ikke smides ud eller gemmes væk for enhver pris.

Jeg er derfor så glad for, at Berit fik spurgt os- og sagt, at vi skulle passe på ikke at smide alt væk. Jeg er så glad for, at kommende mulige søskende til Klemens skal ligge i Klemses barnevogn, bade i hans blå babybadekar, at de arver det fine tøj og bamser Klemens fik i barselsgaver, og at det der var allermest Klemens - hans slynge, nogle af bamserne der lå hos ham i hans vugge og yndlingstøjet, det nu ligger i en stor hvid kasse, hvor man kan gå på opdagelse i Klemens ting og mindes, græde, sanse og næsten mærke, at han har været i denne verden og stadig er her i vores hjerter. Det havde været frygteligt, hvis alle disse ting ikke var mere.

Berit fik os også sporet ind på overvejelser om begravelsesceremonien. Lige efter Klemens døde, var vi begyndt at snakke om, at det blev en udfordring at skabe gode rammer om begravelsen, fordi vi ikke er medlem af folkekirken. I sådan en situation kan jeg godt se fordelen ved, at man har nogle ritualer, der gør, at man kan fokusere på sorgen og gennem ritualerne har nogle retningslinier for hvad der skal ske. Vi skulle finde ud af hvem der skulle styre slagets gang og hvordan ceremonien skulle forløbe. Eftersom vi begge gennem vores arbejde havde haft kontakt med studenterpræsten Nicolaj Halvorsen, der er tilknyttet Panum, havde vi begge haft tanken, at det ville være rigtigt rart hvis han havde mulighed for at sætte rammerne for ceremonien, men gøre det i cilvil. Det var han heldigvis åben overfor, hvilket vi er meget glade og taknemmelige for, og Mikkel fik allerede ringet til ham fredag formiddag, mens forældre og venner var hos os og Klemens.

Vi var også helt sikre på, at vi skulle have et gravsted til Klemens. Det ville være nødvendigt at have et fysisk sted vi kunne mindes - og det gik ret hurtigt op for mig, at det var meget vigtigt, at Klemens kom til at ligge på Assistensen, fordi jeg synes det er den fineste kirkegård i hele verden. Det er tæt på, det er der jeg altid har gået tur og så er det dejligt, at der hos Klemens både er liv og plads til eftertænksomhed.

En anden ting som Berit fik sagt til os var, at det var godt, at vi i sammenhæng med forberedelserne til begravelsen gjorde så meget selv, som muligt. Dvs. selv fik lagt Klemens i kisten, at vi godt måtte køre ham fra kapellet til kirkegården, og ikke behøvede en rustvogn. Vi blev også tilbudt at tage Klemens hjem, men Mikkel og jeg var enige om, at det var bedst at sige farvel på hospitalet og så besøge ham i kapellet dagene op til begravelsen. Vi ville have de levende minder om Klemens derhjemme. Berit fik også nævnt, at vi kunne hente støtte fra foreningen til støtte for spædbarnsdød og vi snakkede om, at det var en god idé at gå til psykolog.

Det var rigtig rart og meget vigtigt, at Berit den formiddag, var med til at få åbnet for de vigtige overvejelser angående starten af sorgprocessen og Klemens begravelse. Ligesom både Lægerne Bo og Jesper, understregede hun overfor mig, at jeg havde gjort det jeg skulle som mor og forældre, og at jeg ikke skulle forsøge at være tapper - det var rart, at hun understregede, at jeg godt måtte vær svag midt i alt det vi oplevede, og selvom jeg stadig flere måneder efter Klemens død har haft svært ved at slippe skyldfølelserne, så prøver jeg at holde fast i at både hun, Bo og Jesper har sagt at Mikkel og jeg ikke kunne have handlet meget anderledes.

Alt det Berit gjorde var guld værd og lige præcis, den støtte som man har brug for, for at få gjort de sidste ting på en måde man bagefter er tilfreds med. Det er så vigtigt fordi vi stod der uden forbilleder til, hvordan man kan være forældre til et dødt spædbarn der pludselig skal i jorden, og man er så helt utrolig hudløs i den situation. Hun lovede tilmed, at hun ville ringe et par dage efter for at høre hvordan vi havde det, og så ville vi blive indkaldt til en samtale med hende og Jesper ca. en måned efter.

Efter at have haft endnu et stykke tid med Klemens, besluttede vi os for, at det var blevet tid til at sige endeligt farvel til ham. På det tidspunkt var stivheden gået væk. Han lå fint i vuggen og puttede med armene oppe langs hovedet. Han så ud som om, at han om lidt kunne slå øjnene op. Det var svært at kysse farvel, velvidende at næste gang vi skulle se ham ville han være kold nede i kapellet. Og det var en frygtelig tom og trist fornemmelse at gå ud af døren fra Rigshospitalet uden Klemens med hans babybilsæde og pusletaske. Efter tre uger med ham i barnevogn, var det meget mærkeligt, at han ikke trillede i barnevognen foran os. Da vi gik ud af døren føltes det som om, at verden var gået i stykker....

De første døgn uden Klemens
Det var hårdt at træde ind af døren til lejligheden, da vi kom hjem fra hospitalet. På køkkenbordet stod der rene flasker, der var gjort klar til, at Klemens skulle have flaskemad. Puslebordet stod med vand i hoved/hale fadet og stofbleer og vuggen stod i stuen klar til, at Klemens kunne blive puttet. Jeg synes den vugge var så fin, og det havde været så dejligt at se Klemse sove i den, når han lå der om dagen.

Jeg skyndte mig at tage noget andet tøj på, for mælken var ud over alt på den bluse jeg havde på. Vi fik ringet til en bedemand, der viste sig at være en dame, som vi kunne mødes med, med det samme. Så gik vi ud af døren igen. Bededamens kontor lå på Fælledvej. Mikkel har boet på Nørrebro i 12 år, jeg har boet på Nørrebro i ca. 6 år, men det lykkedes os at gå forkert. Det var lige som om, at bykortet var blevet ændret gennem det sidste døgn, og vi var for konfuse til at forholde os til de nye omgivelser.

Bededamen var ikke det varmeste menneske jeg har mødt. Det var mærkeligt, at der pludselig blev sat en pris på, at Klemens skulle begraves. På det tidspunkt, var penge så fuldstændig lige meget. Det vigtigste var, at Klemens begravelse blev som vi ønskede, herunder, at han kom til at ligge på Assistensen. Bededamen var ikke sikker på om det var muligt, men ville undersøge det. Hun havde en kiste stående som Klemens kunne værre i og vi fik sagt, at vi nok skulle klare det meste selv.

Da vi kom hjem bankede vi på hos naboen for at fortælle hvad der var sket. De ventede sig nummer to, der kunne komme når som helst. På det tidspunkt havde jeg ikke flere tårer tilbage, og da de begyndte at græde - var det som om de nu græd alle de tårer som var brugt op hos Mikkel og mig. Det var dejligt, at de var så rummelige og varme, og rart bagefter, at de vidste, hvad der var sket.

Da vi kom ind til os selv gik Mikkel i gang med at hive den fine pusleplads fra hinanden. Jeg er i dag glad for, at bedsterne insisterede på at tage billeder af Klemse mens han blev skiftet der for første gang, for der gik ikke lang tid før, at Mikkel havde skilt den fra hinanden, og det eneste levn var at tapetet var gået i stykker. Heldigvis er skabet vi havde over puslebordet blevet til køkkenskab, og det er dejligt, at der hænger lidt af Klemens puslestemning i køkkenet og minder mig om ham.

Hvor det var vigtigt for Mikkel at få puslebordet væk, var det vigtigt for mig at smide alle flaskerne ud, som skulle have været i anvendelse i USA og som jeg havde det frygteligt over ikke kom i brug før, så Klemens ikke var blevet dehydreret. Derefter begyndte jeg at sortere ting og tøj i sorte sække, og den bunke af ting som enten var ting Klemse skulle have med i kisten eller ting, der var vigtige at mindes, blev lagt til side sammen med alle brochurerne, Klemens fødselsjournal, fødselsattest mv.

Da vi var færdige kom min far og hans kone Lisbeth og hentede vuggen som vi havde lånt af dem. De tog alle de andre låneting med ud til Mikkels venner - vi skulle bare have alt det ud af huset. Der var helt tomt i lejligheden efter de var gået. Nu lå der et par sække med Klemens ting oppe på loftet, og i stuen lå der en lille bunke i hjørnet - det var det.

Jeg tror nok vi åbnede en flaske rødvin og for første gang i måneder drak jeg et par store glas. Mikkel havde Ringenes Herre i extended version på DVD. Den startede vi med at se, for vi kunne ikke mere. Vi var helt enkelt for trætte. Vi prøvede at sove lidt og vågnede på samme måde som på hospitalet efter en times tid. Jeg skypede med to gymnasieveninder der bor i USA og fortalte hele historien. Den ene er læge og vidste med det samme hvad Klemens var død af. Hun havde tilmed under sin studietid passet en lille pige med HLHS, der som Klemens endte med at dø. Det var en kæmpe støtte, at de på den anden side af jorden stadig var der, lyttede og støttede mig.

Mens jeg snakkede med dem begyndte Mikkel at skrive på det fællesbrev, som vi senere fik sendt ud til venner, kollegaer og bekendte. Bagefter tog jeg over og skrev videre, og da det var færdigt oversatte vi det sammen til engelsk. I brevet skrev vi:

Kære Alle!

Det her er den tungeste mail, vi nogensinde har skrevet. Vi skriver den både for at fortælle jer alle sammen lidt mere om, hvad der er sket – og også for selv at gennemtænke det hele nok en gang. Som mange af jer ved, døde vores lille dreng Klemens i går. Det viste sig pludseligt og ubarmhjertigt at han led af en medfødt og meget alvorlig hjertefejl, som kun 10 ud af en årgang børn i Danmark rammes af. Han begyndte så småt at blive sløj i løbet af onsdagen. Torsdag fik vi sundhedsplejersken til at se til ham, og hun sendte os til Hvidovre Hospital, hvor det hurtigt viste sig, at der var noget meget alvorligt galt. Efter de havde målt hans temperatur til 33 c, blev han meget hurtigt overført til neonatalafdelingen hvor de kunne konstatere, at der var tale om en hjertefejl og det blev besluttet, at han skulle overføres til Rigshospitalet, og et hold af deres specialister blev med det samme tilkaldt. I baby/hjerteambulance og med politieskorte blev Klemens transporteret gennem København til Rigshospitalet. På deres neonatalafdeling foretog Danmarks to bedste børnelæge-kardiologer og to dygtigste hjertekirurger omfattende undersøgelser af ham. Ud på natten stod det klart for dem, at det var udsigtsløst at operere. Klemens var født med kun et hjertekammer, og der var ikke noget nogen kunne gøre for at redde ham. Han blev fjernet fra respiratoren og sov stille ind sammen med os natten til fredag.

Personalet på både Hvidovre og Rigshospitalet gav os den mest fantastiske varme og menneskelige behandling. På trods af, at vores lille dejlige dreng pludselig lå med slanger og kanyler i respirator med konstant opsyn, og at adskillige læger og sygeplejersker arbejde med hans krop – så sikrede de, at vi fik lov til at være der for Klemens hele tiden. Vi fik lov til at kysse, nusse og snakke med ham under det meste af forløbet. Og i den ellers meget akutte situation gjorde de alt der var i deres magt for at informere og støtte os. Efter Klemens død fik vi et lokale til rådighed, så vi i ro og mag sammen med noget familie og nogle venner kunne sige ordentligt farvel.

Der er ingen tvivl om at Klemens var den tapreste lille dreng. Han kæmpede med sit lille halve hjerte for at holde fast i livet og os. Vi er fantastisk taknemmelige over, at vi nåede at mærke hvilket dejligt og blidt et menneske han var. At få ham, er det største der er sket i vores liv. Lige fra vi fandt ud af, at Stine var gravid og begyndte at se på barnevogne og babybadekar, til vi gik hjem gennem København en tindrende smuk efterårsnat efter at vandet var gået og vi havde været til tjek på hospitalet og nu vidste, at nu, lige om lidt, ville han komme. Og så selvfølgelig til han rent faktisk kom og åbnede sine vidunderligt smukke øjne og begyndte at lære verden og os at kende. Til gengæld var det grusomt at stå ved siden af mens først én, så to, så tre og til sidst et helt hold læger arbejdede med ham og fylder ham med slanger, nåle og sensorer. Og det var en kolossal og helt ubeskrivelig stor sorg at se livet ebbe lige så stille ud af ham, mens han sov ind i vores arme.

I løbet af de sidste tre uger har vi oplevet det bedste og det værste i livet. Det var en enestående gave, at vi fik lov til at vente Klemens og have ham i tre vidunderlige uger, og selv om det er uforståeligt og føles urimeligt og helt igennem ubærligt, at vi ikke fik lov til at have ham længere, vil vi ikke for noget i verden have undværet at få ham.

Klemens insisterede fra begyndelsen på at sove mellem os i vores seng, i stedet for i sin lille vugge. Det er vi ham i dag utrolig taknemmelig for. Det har givet nogle vidunderlige minder sammen alle tre. Han forstod, at det, der er godt og vigtigt her i livet, ikke er noget man kan vente en hel nat på. Han har husket os på, at nærhed, intimitet og kærlighed er noget, man ikke få for meget af! Og med sit alt for korte liv, mindet os om, hvor skrøbeligt alting er. At miste ham er næsten ikke til at bære, men vi har heldigvis stadigvæk – og passer godt på – hinanden!

Kærlig hilsen
Mikkel og Stine

Det er uden tvivl en af de værste nætter jeg nogensinde er kommet igennem. Mine bryster gjorde ondt, fordi hormonpillerne ikke virkede ordentligt og så var jeg nok mest af alt i chok. På et tidspunkt begyndte vi at lave en lang liste over alle de ting vi havde brug for at få gjort. Jeg skulle have nyt tøj - det var uudholdeligt at gå i det jeg havde haft på under graviditeten og ammetøjet var til at tude over. Jeg ville meget gerne have fremkaldt alle de fine billeder af Klemens, som vi heldigvis havde taget i løbet af de tre uger hvor han levede, og jeg ville også gerne have billederne af ham som blev taget på Riget. Jeg havde brug for at få nogle råd til brysterne, der blev ved med at gøre ondt og så var der alle forberedelserne til begravelsen. Hvor skulle ceremonien holdes, hvad skulle der siges, hvilke sange skulle synges....

Det var mærkeligt at gå ud af døren igen næste formiddag. Det var forkert at gå på gaden uden Klemens, det var det lang tid efter hans død, ligesom at det var helt forkert at cykle. Jeg kan huske jeg undrede mig over om man kunne se på mig, at Klemens var død- at her gik en mor til et dødt barn.

Vi startede med at gå op på GN med en memory stick så vi kunne få billederne med os. Egentlig havde de lovet at sende dem til os via mail, men samtidig med, at jeg godt vidste, at det var under et døgn siden vi havde forladt GN, så undrede jeg mig over, at de ikke havde sendt dem. Jeg oplevede helt enkelt, at der var gået år på det døgn. Jeg var også bange for, at de digitalebilleder skulle forsvinde.

Selvom vi havde bevæget os rundt på afdelingen under indlæggelsen med Klemens, blev jeg helt konfus da vi kom derop. Det er jeg også blevet alle de efterfølgende gange vi har været tilbage til møder om forløbet. Jeg tror også vi spurgte til de smertende bryster, og fik besked på, at det var godt at have noget stramt på - og så skulle jeg tage varme brusebade hvor jeg masserede mælken ud....Jeg kan hilse og sige, at det er frygteligt. En ting er at have brystbetændelse med en levende baby på armen, men brystbetændelse med en død dreng i kapellet er ikke til at holde ud. Jeg var så vred på min krop over, at den havde forrådt mig og Klemens, og at den blev ved med at minde mig om smerten. Smerten og savnet efter Klemens var indlejret i hver eneste celle af mig. Det gjorde det umuligt at holde fri fra sorgen, og jeg kunne helt enkelt ikke rumme den hele tiden.

Efter at have forladt Riget tog vi ind og købte tøj til mig. Jeg har aldrig shoppet med så lidt nydelse i mit liv. Vi gik rundt i Illum eller Magasin og fandt frem til de mærker jeg vidste havde tøj i min lige efter fødsel alt for store størrelse. Det har jeg boet i siden. Vi fik også fremkaldt de billeder vi havde af Klemens. Det var dejligt at have dem på papir, og det har været fantastisk når vi skulle fortælle Klemens beretning fra fødsel til død. Flere veninder havde jo ikke set ham i live og havde ikke hørt om fødslen, og det var så vigtigt at kunne vise og fortælle alt om Klemens liv også om fødslen og de uger hvor vi alle havde det godt.

På Strøget var der mange mennesker - mange familier med babyer, småbørn, barnevogne og klapvogne. Det kom fuldstændig bag på mig hvor mange børn der levede. I alt det smertelige, var det dejligt og lidt forunderligt, fordi jeg da troede, at alle små børn dør i mine arme, det var jo min erfaring. En lørdag formiddag på Strøget fik mig til at knibe mig i armen og reflektere over, at det Mikkel og jeg havde oplevet var en sjældenhed. Små børn dør altså normalt ikke....

De følgende døgn forløb meget lig det første. Mikkel og jeg var i chok. Vi sov kort men bevidstløst, og vågnede fortumlet op samtidig. Vi skrev på brevet til venner og bekendte, vi skrev på talen vi fik Nicolai til at holde til begravelsen, fordi vi selv var bange for at bryde sammen, vi skrev et brev Klemens fik med i kisten. Det var lige meget hvad der var dag og nat. Det handlede bare om at komme igennem de uendelige timer.

På et tidspunkt vågnede vi begge op og hundefrøs. Jeg har aldrig frosset sådan før. Vi skruede op for varmen, og fik set hinanden i øjnene og besluttede, at nu måtte vi simpelthen prøve at spise tre gange om dagen, og vi skulle til at sove mere end vi havde gjort de sidste par døgn. Vores kroppe kunne ikke holde til den behandling vi udsatte dem for. Da vi senere fortalte vores psykolog om oplevelsen, sagde hun, at det var en typisk chokreaktion, at vi var begyndt at fryse. Det er grunden til, at man ved trafikuheld uddeler termotæpper. Vores reaktion, er bare blevet forskudt, fordi vi har skulle sige ordentligt farvel til Klemens og har tilside sat os selv indtil vi havde taget os ordentligt af ham.

Jeg tror det var godt for os at huske på, at vi skulle passe på os selv,- at det var vigtigt at få sovet og spist ordentligt. For selvom Klemens var død, så er sådan nogle "banaliteter" vigtige. Det er det, der gør det muligt at holde fast i ens liv og skabe en lille smule stabilitet i det eksisterende kaos.

I dagene op til begravelsen fik vi også en del besøg. Mikkels søster kom om lørdagen, Nicolai der skulle holde ceremonien kom om søndagen, sundhedsplejersken Gudrun kom. Hende havde vi købt blomster til. For os blev hun den person vi kunne stole på. Hun var den der med det samme havde taget os alvorligt og handlet rigtigt. Der er ingen tvivl om, at hvis det kan lade sig gøre, er det hende, der skal være vores sundhedsplejerske igen næste gang vi får barn. Hun er den myndighedsperson vi fik tillid til. Mikkels forældre kom vist dagen inden begravelsen og tog med over i kapellet og så Klemens, som vi så de fleste dage inden begravelsen. Det var rart stadig at kunne se ham og røre ham selv om han var kold. Han var så fin og fredfyldt.

Det var rart at fortælle historien til alle disse mennesker. Det var for mig nødvendigt at forsøge at skabe orden i alle de kaotiske oplevelser. Der var så mange tanker. Der var skyldfølelser over, at jeg ikke havde været mere insisterende. Der var frustrationen over, at vi ikke var blevet taget alvorligt af fødeafdelingen på Frederiksberg eller af min egen læge. Der var chokket over, at Klemens reelt kunne være død herhjemme, fordi vi var blevet afvist da vi henvendte os. Der var de mange spørgsmål omkring muligheder og ricisi ved søskende. Men mest af alt var der var sorgen, savnet, og alle de dramatiske billeder der konstant poppede op i hovedet fra hospitalerne og ambulancen...

Efter vi havde sendt brevet om Klemens død til venner, bekendte og kollegaer begyndte kondolencemails, breve og blomster at strømme ind. Og vi fik opringninger fra nær og fjern. Det varmede alt sammen. Jeg havde ikke overskud til at svare. Men det var rart at andre vidste hvad der var sket og anerkendte den store sorg vi gik igennem.

I løbet af ugen fik vi styr på begravelsen. Rigshospitalets kapel blev bestilt. Vi fik aftalt med en af Mikkels venner, at han skulle spille et klassisk stykke musik på klaver. Vi fik fremskaffet et klaver. Vi fik bestilt blomster til kisten. Vi fik sendt invitationer ud til venner og bekendte om hvornår begravelsen blev afholdt. Vi fik arrangeret med bedsterne at de stod for efter begravelsesarrangementet i fælleslokalet til vores andelsforening. Vi fik bestilt lokalet. Vi fik dødsattest. Og heldigvis kunne det lade sig gøre at få Klemens begravet på Assistensen.

Hvor solen det meste af tiden havde skinnet mens Klemse levede, så var det gråt og regnfuldt dagene efter hans død. Den dag vi var på Assistensen og gik rundt med en gartner for at finde det rigtige gravsted husker jeg som lysere end de andre dage, og det regnede ikke. Bedemanden der virkede ret uinteresseret, havde ikke forberedt os på hvad man skulle overveje når man skal vælge gravsted. Jeg er glad for at gartneren, der viste os rundt var så fin og forstående. Han startede med at vise os børnegravstederne. Af en eller anden grund føltes det helt forkert. Han foreslog så muligheden for at vi fik et familiegravsted. Han viste os op i det hjørne af lokalkirkegården, der er tættest på hvor vi bor, og fortalte hvor stor graven skulle være hvis vi enten skulle brændes eller i kiste. Vi var slet ikke i tvivl. Selvfølgelig skulle vi når tiden kom ligge og putte med Klemens imellem os. Det var for os det eneste rigtige, og der skulle være plads til, at vi begge blev kistebegravet. Det var dog helt mærkværdigt, at vi pludselig skulle tage stilling til hvor og hvordan vi skulle begraves. Men det er jo også i sig selv absurd og urimeligt at begrave sin tre uger gamle søn.

Begravelsen
Klemens blev begravet den 1. november 2007, næsten en uge efter hans død. Det var en smuk efterårsdag. Den sidste hvor bladene stadig hang på træerne.

Da Mikkel og jeg tog til kapellet havde vi kisten med os, så vel som de ting Klemens skulle have med i jorden og selvfølgelig blomsterne, der skulle være ovenpå kisten. Klemens fik et brev vi havde skrevet særligt til ham, han fik talen som Nicolai ville holde, et bryllupsbillede af os, et af Mikkels yndlingsdigte som Mikkel havde skrevet i hånden, sangene vi skulle synge for ham i kapellet og ved graven, den lille smilende sol, der havde hængt i Klemses vugge, en lille træmyrefigur som havde hængt ved Klemses pusleplads, hans dyne han skulle puttes i og et stort smukt kastanjeblad fra haven hvor han skulle have leget.

Da vi kom ind i kapellet fik vi med det samme lov til at gøre ham klar i det lokale hvor ceremonien skulle foregå. Det var dejligt at kramme ham igen. Han var blevet tøet op, så han var ikke stiv og det var rart at mærke hans krop en sidste gang. Det blev så fint og rigtigt da han lå i kisten. Han så ud som om han bare lå og puttede. Det var så hårdt at skulle sige det sidste farvel. På et tidspunkt begyndt folk langsomt at komme ind i lokalet. Nogle kom og kiggede på ham liggende der så fredfyldt i kisten. Til sidst var der ingen vej udenom, vi skulle sætte låget på kisten og skrue skuerne i. På kistelåget satte vi de smukke blomster, som vi havde besluttet skulle være i efterårsfarver - for Klemens var og er vores lille efterårsbarn.

Rigshospitalets kapel er ikke så stort, så det var proppet da alle var kommet. Der var fyldt med blomster nedenfor Klemens lille hvide kiste. Det var overvældende og dejligt at så mange havde tænkt på os. Jeg græd vist fra start til slut. Det var så urimeligt at Klemens, som lige havde fået livet, skulle ligge i kisten. Personligt ville jeg gerne have byttet. Det ville have givet så meget mere mening, at Klemens fik lov til at beholde det liv han lige havde fået.

Nicolai startede med at byde velkommen og sige hvad der skulle ske.

Under ceremonien sang vi to sange: "Vem kan segla forutan vind" og "Altid frejdig når du går...". Mikkels ven Stefan spillede et stykke af Gouldberg Variationerne på klaver, og så læste Nicolai den tale Mikkel og jeg havde skrevet op. Jeg var glad for, at vi havde taget den beslutning, at han læste den op og stod for at sætte rammerne for ceremonien. Jeg havde helt sikkert ikke været i stand til at læse et ord på det tidspunkt. Og så var det rart at kunne græde sammen med alle vores gæster, at mærke deres varme, at få knus og kram da folk kom ind, og senere efter Klemens var kommet i jorden.

Da vi gik ud med kisten til Jeff Buckleys "Halleluja", var det svært ikke at træde på alle blomsterne, fordi der var så mange. Klemens kom med Mikkel og mig på bagsædet i Mikkels forældres bil. Resten af gæsterne tog med cykel, bus, gik eller kørte derefter til Assistensen.

Hele ugen op til begravelsen havde Mikkel og jeg tænkt, organiseret og planlagt hvordan ceremonien skulle foregå. Vi havde snakket en del om det både selv og med Nicolai, der jo er præst og derfor vant til afholdelsen af begravelser blot i en kirkelig form. Måske fordi jeg kun har været til mine bedsteforældres bisættelser, og de alle er begravet i de ukendtes grav, så havde jeg ikke tænkt så meget over hvad der skulle ske på Assistensen.

Vi var ikke klar over, at vi kunne have parkeret inde på kirkegården, så der var flere der var i bil, der havde svært ved at finde parkeringspladser. Mens vi ventede stod vi samlet ved den store port ved Kappelvej. Assistensen er uden tvivl min favorit kirkegård i hele verden, fordi der er liv, forældre med levende børn i barnevogne, teenagere der hænger ud, veninder, venner og kærstepar, der drikker kaffe, snakker og går tur. Men da vi stod der med Klemens i den lille kiste, så gik der et gisp igennem folk der hænger ud som var Assistensen en park, og gæsterne forsøgte at stoppe de cyklende for at vise Klemens respekt - selvom Assistensen er en kirkegård så forventer folk ikke et begravelsesfølge med en lille bitte hvid kiste.

Det blev en hård tur ned gennem alleen. Samtidig var det så smukt, og jeg er glad for, at Klemens fik den gåtur på Assistensen, som han aldrig fik i live. På mine barnevognsture nåede jeg nemlig kun ned til Jagtvej pga., at jeg var lidt øm i mit bækken.

Vi var fire om at bære kisten, Mikkel, min bror, Mikkels bror og mig selv. Min bror kom til at træde mig i hælene hele vejen ned til graven. Han undskyldte bagefter, men grunden var jo ikke, at han ville gøre mig ondt - men at kisten var alt for lille.

Da vi kom ned til graven blev både Mikkel og jeg konfuse. Ingen af os havde overvejet, at vi skulle fire Klemens kiste ned i jorden. Bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke om det er sådan en fortrængning, man laver fordi man i bund og grund ikke har lyst til at ens barn skal i jorden.... Graverne måtte derfor gå hen til os og spørge om ikke vi ville sænke ham i jorden, så vi fik det gjort.

Nicolai læste et Søren Ulrik Thomsen digt op og Mikkel og jeg fik sagt hvor meget vi elskede Klemens en sidste gang og fortalt hvordan vi da Klemens døde havde ønsket vi havde sunget mere for ham, og at vi var kede af at vi Ikke kunne huske hele Elefantens vuggevise. Vi bedte folk om at hjælpe os med at synge den for Klemens. Det føltes så rigtigt at lægge ham til at sove i jorden med Elefantens vuggevise klingende en blæsende efterårsdag.

Efter sangen måtte Mikkel og jeg tage os sammen en sidste gang, og gå hen og sige farvel til Klemens der nu lå nede i graven. Så gik vi. Det var en afsked jeg ikke havde lyst til. En adskillelse som gjorde fysisk ondt. Klemens skulle jo være i mine arme, ved mit bryst og have al den kærlighed i verden han havde fortjent. Den fysiske smerte gør, at jeg må ned til Klemens hver dag - bare lige kort forbi og fortælle ham hvor meget han er elsket og savnet.

Selvom den sidste afsked er umulig - så var det kun Mikkel og jeg, der kunne tage beslutningen om, at det var tid til at gå. Ligesom det kun var Mikkel og mig der kunne sætte låget på kisten, eller tage beslutningen om at nu kunne han komme i Kappelet. Set tilbage tror jeg, at fordi det smerter så meget så ville oplevelsen ved en afsked, der blev defineret af andre have været det samme som overgreb, adskillelsen gør helt enkelt så satans ondt.

Da vi gik ud gennem den knirkende metaludgang til Jagtvej, så følte jeg dog også en mærkværdig form for lettelse, fordi Klemens nu var kommet i jorden, på det fineste sted på hele Assistensen. Han havde fået sin have, med fugle der kommer på besøg, og små børn der ligger ved siden af, som han jeg håber han leger med.

Mikkels og mine forældre havde i løbet af formiddagen lavet mad og dækket op nede i vores fælleslokale. Det var mindre en tre måneder siden, at vi havde holdt vores bryllup der. Dengang var alt lykkeligt og Klemens godtede sig i min mave.

Jeg tror ikke jeg fik smagt maden og var også ret ligeglad, for jeg snakkede nonstop. Jeg havde ikke haft overskud til at snakke med alle mine veninder og venner i ugen der var gået siden Klemens død. Der havde været så meget og Mikkel og jeg havde haft brug for at være tætte sammen, men til begravelsen kunne jeg godt mærke hvor meget jeg havde brug for at snakke, fortælle historien og genfortælle den igen og igen for at prøve at få styr på det væld af billeder, der fløjtede rundt i mit hoved. Det var rart at blive hørt. Det var rart at mærke alle de mange kram, at folk tænkte på os, og følte med os.

Jeg er virkelig taknemlig for al den støtte vi har fået. Det har gjort en forskel og gør det muligt stadig at være til på trods af smerten.

Sorgproces – Hvad er det??
Månederne efter Klemens begravelser
Da vi gik fra Klemens da han lige var blevet sænket ned i graven på Assistensen, var jeg hunderæd - hunderæd for hvad sorgen indebar, hunderæd for lange ensomme dage, hunderæd for hvordan man kan være mor til et dødt barn på Assistensen, Hunderæd for hvad man laver når man er i sorg, hunderæd for om jeg nogensinde ville få muligheden for at blive mor til et levende barn, hunderæd for hvad den her oplevelse ville betyde for min jobfremtid og hunderæd for hvad, den der sorgproces var for en størrelse....

I starten oplevede jeg det at stå midt i sorgen som noget rod, det gør jeg egentlig stadig, men i retrospekt begynder jeg at se, at der faktisk skete en masse lige efter Klemens døde. Jeg kan se at jeg har reageret og arbejdet med smerten, savnet og sorgen på forskellige måder.

I de første uger efter begravelsen havde Mikkel og jeg et stort behov for at give tilbagemeldinger til diverse i sundhedsystemet både det der havde været godt og skidt. Vi gav sundhedsplejersken blomster – fordi hun handlede og handlede rigtigt og ikke nok med det hun lyttede og tog os alvorligt. Vi skrev et takkebrev til personalet på Riget og gav dem chokolade. Vi er dem evigt taknemmelige for de har gjort rigtigt meget for, at vi fik gjort det rigtige i forbindelse med Klemens død, og det tror jeg er vigtigt for, at vi ikke går i stykker som mennesker.

Vi havde også brug for at få snakket med min daværende læge Marian Flink-Olsen (der ironisk nok kalder sig doktor flink). Hun havde afvist at se på Klemens samme morgen han blev indlagt. Jeg ringede til hende allerede om mandagen, som Klemens døde fredag morgen, og vi fik en aftale ca. en uge efter. Hun blev tydeligt overrasket da jeg i telefonen fortalte, at Klemens hun ikke ville se på, var død mindre end et døgn efter hun havde afvist os. Taget i betragtning af, at hun kunne have været skyld i, at Klemens døde hjemme eller i taxaen (det ville have været meget traumatiserende), eller at Klemens var død unødvendigt hvis han havde fejlet noget andet som fx menigitis, så var jeg/vi utrolig pæne under vores samtale. Jeg tror ikke hun kom med en decideret undskyldning, men jeg håber dybt i min grundvold, at hun indså, at hun en anden gang skal reagere og lade spædbarnsforældre komme så snart de ringer og er bekymrede. Jeg håber hun har lært at lytte, og indset at spædbarnsforældre ikke bare er pylrede. Og lægefagligt håber jeg at hun lærer at det at et tre ugers barn ligger under sin fødselsvægt, kan være tegn på at barnet er akut syg, som det var i Klemens tilfælde. Jeg håber det samme gælder for jordemødrene og sygeplejerskerne på Frederiksberg Hospital, for det må bare ikke ske, at et dødsygt barn og dets forældre ikke får den hjælp og omsorg de har brug for igennem et helt døgn!

Mikkel og jeg begyndte også kort tid efter begravelsen at gå til psykolog. Det har været en hel uvurderlige støtte. Det har gjort at vi løbende har fået indsigt i hvor vi var på vej hen i sorgprocessen, og haft en der stillede de rigtige spørgsmål og støttede os i at forstå processen og give plads til smerten, savnet og sorgen.

Efter begravelsen forsøgte jeg vi/jeg at sørge for at der var lidt planlagt hver dag.

Dagen efter begravelsen tog Mikkel og jeg ud og købte Klemens sten. Jeg tror ingen af os havde en idé om, at den skulle se ud som den vi valgte, men den var helt rigtig og vi var enige om, at der skulle stå:

Klemens Willum Adrian

Vores dejlige dreng

I samme weekend tog Mikkel og jeg på Louisiana, det var en nærmest surrealistisk oplevelse af at kaste sig ud i en virkelighed jeg ikke er klar til.

Det jeg kan huske er mange mennesker, ondt i hovedet, træt krop og Tal R's primal farvede billeder. Der gik ikke lang tid før jeg bare ville hjem igen og helst putte under dynen.

Jeg gav mig selv opgaver. En dag skulle jeg købe lanterner og lys til Klemens grav, en anden var vi ude og købe krukker med planter, så graven ikke så for bar ud henover vinteren. En anden dag fik jeg lavet flere billeder af Klemens.

Jeg begyndte at se mine veninder. Jeg fortalte hele Klemens historie om og om igen og viste dem billeder fra Klemens fødsel til hans død. Det var vigtigt for mig at få lov til at fortælle hele historien. Det var vigtigt for mig at blive og være mor, og få vist at vi havde haft et helt lille liv sammen – Mikkel, Klemse og mig.

Og så anvendte jeg uendelig meget tid på nettet. Jeg googlede hypoplastisk venstre ventrikel, hypoplastisk venstre hjertesyndrom, HLHS, spædbarnsdød. Jeg læste om andre børn, der var døde og som levede med HLHS, og andre børn der var døde i deres mors mave eller efter fødslen. Det var både hårdt og godt. Hårdt fordi jeg ikke bare skulle forholde mig til, at Klemens var død, men at andre børn også var døde. Det var angstprovokerende, at det ikke bare var mig, der var mor til et barn på Assistensen – men at andre også havde mistet. Samtidig var det godt at læse disse beretninger, fordi jeg kunne spejle mig i sorgen, og det gav indsigt i hvad der ventede, og også håb om, at man kan lære at leve med smerten.

Efter Klemens var død skete der helt fundamentale ændring af mig på mange forskellige måder, en af dem var at jeg blev bange – blandt andet for døden. Som jeg har beskrevet var jeg ikke så bange for min egen død. Jeg føler faktisk jeg kan se mig selv i øjnene, at jeg indtil nu har udlevet mine drømme. Det er kun en ting jeg foralvor fortryder i mit liv, og det er at jeg ikke startede med at få børn tidligere. Det overraskende for mig ved angsten var at jeg aldrig har været bange før. Jeg har været trist og deprimeret, jeg har haft perioder med dårligt selvværd – men bange for livet og verden var en ny og meget overraskende følelse. Havde jeg haft skræk i livet havde jeg ikke kørt rundt i bus i bjergene i Indien da jeg var 19 og var taget af sted på egen hånd. Jeg havde ikke klatret rundt på klipper i Italien da jeg var 17. Jeg havde ikke kunne nyde at gå gennem storbyer i natten....

Den angst der ramte mig handlede da også om hvad der kunne ske med andre – fordi efter at have mistet Klemens gik det op for mig, at der var så meget andet jeg kunne miste. Det ville være ubærligt hvis Mikkel blev kørt ned – eller at vores forhold ville gå i stykker under presset af sorgen, at kommende børn døde, at venner og familie døde, forsvandt eller ikke var der mere. Hvis der var noget med mig selv jeg var bange for, så var det at blive udsat for en ulykke så jeg ikke kan de ting jeg gerne vil kunne i levende live. Der gik derfor ikke lang tid før jeg købte mig en cykelhjelm til min egen mors store overraskelse og glæde. Den vil nok for mig altid være symbolet på den angst jeg har oplevet og som nu ind imellem stikker næsen frem.

Særligt de første måneder har jeg mærket at angsten var ved at tage over, at den blev difus og det er det værste – for er man bange for livet så lever man ikke mere. I perioder har den bare været der – en angst for at være til – en angst for alt det der kan ske, en angst for at tæppet igen bliver trukket væk under mig. Ind imellem er angsten kommet ud i absurde scenarier. Kort tid efter Klemens døde besluttede Mikkel og jeg os for at tage til Goa i Indien henover jul. Efter vi havde købt billetter begyndte jeg at få en eller anden idé om, at der nok ville komme en tsunami. Efter ikke at have sovet en nat kom jeg dog heldigvis i tanke om at jeg hellere lige måtte realitetschecke oppe i hovedet med hvor det aktive epicenter pt. er, og hvor tit det nu er, at der opstår tsunamier....

Jeg var også bange for ambulancer. Efter Klemens død hører jeg dem – de er ikke mere bare en del af byens lyde som før. I starten var jeg ved at bryde sammen på gaden hver gang jeg hørte og så en – nu kan jeg styre min reaktion ved at tage mig sammen. Jeg hører stadig ambulancerne, men nu kommer tårerne ”kun” når det er babyambulancen jeg ser – og jo når man bevæger sig på Tagensvej, Nørrebrogade, Jagvej og omegn – så ser jeg den med jævne mellemrum.

Min angst blev dog også svær at stoppe, for af en eller anden grund har velmenende pårørende, venner og bekendte det med at spejle den sorg jeg går igennem med den de selv eller bekendte – eller bekendte bekendtes har gået gennem. Det er vel meget alment, at man prøver at komme med sine egne erfaringer i et forsøg på at hjælpe og spejle sorgreaktioner. Heldigvis er der ikke så mange, der har været udsat for spædbarnsdød, men så blev der i stedet fortalt om trafikuheld, sygdomme, tsunami familieudslettelser (det var efter en aften med to tsunamiberetninger, at den angst greb mig) med mere. Når jeg tænker på hvordan der er bekendte og venner, der ind imellem helst har ville undgå at høre om Klemens død fordi det er en angstprovokerende beretning – så er det imponerende, at jeg både har skulle leve med den historie og høre på alle mulige andre beretninger. På et tidspunkt blev det sådan, at jeg inden jeg begyndte at snakke med veninder måtte sige, at jeg ikke ville høre om alle mulige dårligdomme og skrækhistorier fordi jeg var nået dertil hvor jeg var bange for at være i verden og ikke kunne rumme mere.

Med det i baghovedet undrer det sikkert hvorfor, at jeg så samtidig brugte så meget tid på nettet med at søge historier der mindede om Klemens eller historier der var skrevet af andre forældre til spædbørn der var døde. Det det handlede om var for mig at lege den ubehagelige og hårde leg- hvis nu hvis.....

Hvad nu hvis jeg var blevet scannet i uge 19/20. Havde man da set Klemens hjertefejl, hvad havde lægerne da sagt og hvad havde Mikkel og jeg da gjort? Havde vi valgt at stoppe graviditeten og aldrig fået oplevet hvilket vidunderligt menneske Klemens var, eller havde vi valgt at fuldføre graviditeten og fået ham opereret. Hvis nu hvis, jeg havde lyttet til min intuition om at der var et eller andet galt allerede om onsdagen da jeg kom hjem fra yoga, eller hvis nu hvis jeg om fredagen en uge inden Klemens døde havde spurgt lægen jeg var oppe hos pga. min galdesten lige og lytte på Klemens fordi han havde den mærkelige hoste? Havde lægerne da givet os muligheden for operation?

Hvis nu hvis Klemens var blevet opereret, hvordan var det så gået – havde han været et af de mirakler som Jeni en amerikansk pige fra Californien, der nu er 22, stadig lever og tilmed lige er blevet gift? Der er også Jessica der gerne vil være sygeplejerske er blevet færdig på gymnasiet og har det sorte bælte i Taekwondo... Men der var også en høj risiko for at Klemens ville dø under operation ca. 50% bare ved den første operation – og havde han klaret den ville han have været hjerneskadet i en eller anden grad fra at befinde sig i det lave normal område, til at være meget retarderet. Så spørgsmål som – hvad er et værdigt liv? – Og kan man nogensinde vurdere hvad et værdigt liv er for andre? har jeg reflekteret en del over. Jeg er også nået frem til at det havde været endnu værre hvis Klemens var død hjemme, i taxaen på vej til hospitalet under operationen, eller allerværst på et tidspunkt efter flere operationer hvor han have været gennem en masse smerte uden at opleve glæden ved livet.

Jeg skal hilse og sige, at det at lege hvis nu hvis legen, om sit eget barn gør ondt helt ind i sjælen. For selvfølgeligville jeg gerne have, at Klemens var Jeni med egen My Space side – nygift og sikker i sin sag når hun skriver at hun nyder hver dag i sit liv som var det hendes sidste. Jeg tror hende! Og jeg er ikke i tvivl om at hendes liv sikkert er bedre end så mange andres på trods af al den smerte hun har været igennem i sit liv med operationer mv. Men hun ved også hvad der er på spil, at det er nu hun kan leve.

Pudsigt nok var der ikke så mange af de beretninger jeg læste på nettet som beskrev børn, der var blevet decideret retarderede.... Jeg ved således ikke om jeg har fået hele historien ved at læse websider – hvad skriver man og hvad skriver man ikke. Hvem opretter websider for deres børn og hvem har overskudet til at opdatere en webside?

Jeg er glad på Jenis vejne, men har også måtte huske på, at hun og de andre der skriver, at de både kan dyrke eliteidræt og klarer sig godt i gymnasiet er mirakler.
Men hvis nu hvis legen gør ondt fordi den er koblet til skyldfølelser over om mine handlinger kunne have ændret på Klemens situation og livsmuligheder – hvis nu hvis kunne Klemens så have været en af de mirakelhistorier der gør os alle glade?

En måned efter Klemens død blev Mikkel og jeg kaldt til møde på Rigshospitalet, hvor vi mødtes med Jesper og Berit, lægen og sygeplejersken vi havde været tættest på under Klemens indlæggelse. Det var hårdt at være tilbage. Jeg kunne mærke det i kroppen og blev konfus og fik det skidt da vi sad og snakkede inde i ambulatoriet hvor Klemens var død.

Mikkel og jeg havde nedskrevet en lang liste med spørgsmål – I Klemens journal kunne jeg se, at Jesper havde lagt vægt på, at grunden til at det var udsigtsløst at operere Klemens var, at hans andre organer havde taget skade. Han ville derfor ikke kunne klare en operation. Vi havde forstået på kirurgen Morten, at det havde været udsigtsløst uanset om han havde haft Klemens på operationsbordet efter fødslen. Da vi spurgte Jesper – kunne han ikke svare klart på om Mikkel og jeg havde misforstået Morten eller ej.

Jeg vil ikke sige at mødet var dårligt – det var godt at se Berit og få sagt tak igen og også godt at snakke med Jesper – og i forhold til at få flere børn var deres melding, at selvom risikoen var forøget for at få et hjertebarn til, så var den ikke meget højere (det prøver jeg at tro på, selvom jeg har fundet studier, der siger at netop med HLHS, er der en høj ricisi for flere hjertebørn). Problemet med mødet var dog at for mit vedkommene så fik det ikke lukket for hvis nu hvis..... Under mødet gik jeg i stedet helt i sort – jeg kunne ikke overskue spørgsmålene, fordi det var svært at være – svært at sidde i lokalet igen – og svært at have hvis nu hvis kørende rundt, for hvad nu hvis Klemens kunne have levet, og det var min skyld han var død, når nu det eneste jeg ville var at have ham levende i mine arme.....

Efter et par uger fik vi derfor sendt et brev til Jesper hvor vi fik spurgt mere konkret til hvis nu hvis – dvs. Særligt hvis nu hvis vi var kommet ind et par dage før... hvis nu hvis jordemødrene på Frederiksberg Hospital havde lyttet og min læge havde set ham???

Heldigvis kom vi til en samtale med Jesper igen i starten af februar, og der blev hvis nu hvis legen for mit vedkommende lukket så meget som den nu kan. Jesper havde taget Klemens op med alle de andre læger der havde kigget på ham, og de havde været enige om, at hans situation ikke havde været meget bedre, var vi kommet ind et par dage før. Fordi han levede så længe havde hans andre organer taget så meget skade, at det postoperative forløb formodentlig ville være blevet så problematisk, at de som fagpersonalet var endt i spørgsmålet - er dette et værdigt liv?

Derimod havde de kunne operere lige efter Klemens blev født – men dette forløb kunne så have haft de forskellige udfald som tidligere beskrevet inkl. Høj sandsynlighed for død. Så valget blev taget da jeg valgte ikke at blive scannet i uge 19 – men hvis nu hvis jeg havde gjort det – så havde vi højst sandsynligt stoppet graviditeten der, og havde det været lettere eller en bedre beslutning?

Når jeg når dertil i hvis nu hvis legen er jeg altid sikker – jeg er lykkelig for, at jeg fik lov til at lære Klemens at kende i tre uger, og jeg er glad for det lidt af verden han fik at se....Men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg ikke ville stoppe en graviditet i uge 19, hvis jeg fik besked på at barnet havde HLHS – vis jeg er helt ærlig ved jeg ikke hvad jeg ville gøre og jeg har ingen idé om hvad der er rigtigt og forkert....

Hvis nu hvis er en farlig leg at lege når man selv har børn og følelser på spil – men også vigtig hvis man skal kunne se sig selv i øjnene og kunne handle i fremtiden. Lige nu føler jeg at skyldspørgsmålene er lukket for mig. Jeg kan godt forlig mig med, at jeg tog beslutningen i uge 19 om, at jeg ikke ville scannes. For jeg vil helst ikke stilles i den slags urimelige dilemmaer. Det valg kan jeg omvendt ikke tage næste gang fordi jeg vil være så bange under graviditeten, at det eneste der vil kunne få mig beroliget er at man ikke kan se at der er noget galt – så ved jeg godt at det ikke er ensbetydende med at der ikke er noget galt men risikoen er mindre....

De mange hvis nu hvis overvejelser har også fået mig til at beslutte, at det kunne være spændende at skrive et projekt om hvordan personale og patienter håndtere den række af dilemmaer som knytter sig til HLHS. Det vil med andre ord være hvis nu hvis legen bare på et højere plan....men ikke med Klemens som indsats, mere fordi de her dilemmaer er så satans vigtige at diskutere nuanceret og de er vigtige at diskutere bredt – fordi vi alle på tidspunkter af vores liv støder ind i både forsiden og bagsiden af den teknologiske udvikling.

Måske fordi jeg har brugt så meget tid på at lege hvis nu hvis de sidste måneder, så var der rigtig mange ting jeg ikke kunne efter Klemens begravelse. Jeg kunne ikke skrive – hverken mails eller det jeg helst ville – dvs. skrive hele historien om Klemens. Efter tilbagemeldingsbrevene og brevene og talen til og om Klemens, så blev det svært. Det krævede et overskud jeg ikke besad. Jeg blev bare træt –og så var det lettere at læse på de mange websider.

Det var også frustrerende fordi jeg var bange for at glemme Klemens, glemme hvad der skete. Glemme glæden ved hans fødsel, glemme det vidunderlige ved at have ham, glemme lykken og glemme hvad der skete under hans død.

Det var også frustrerende fordi jeg ikke kunne rumme alle følelserne på samme tid. Jeg vidste jeg havde brug for at få det hele skrevet ned på papir. Jeg var også sikker på, at det var nødvendigt for at få plads til, at Klemens fik søskende.

En anden ting jeg ikke kunne var min krop. Jeg har aldrig tidligere været så vred på min krop som månederne efter Klemens død. Den havde forrådt Klemens og mig – Klemens fordi den havde skabt rammerne for, at han blev den han blev – med sit halve hjerte – og forrådt mig fordi den med den strømmende mælk mindede mig om alt det jeg skulle have haft med Klemens. Derudover havde jeg taget alt alt for meget på under graviditeten...
Min krop var heller ikke klar til fysisk at lave de ting jeg kunne før – Min symfyse er stadig øm så det der med at lave step puls eller core puls som er hård aerobic træning med mange hop var ikke mulig. De første par måneder forsøgte jeg derfor mest at fortrænge....

Det var først da vi kom til Goa og jeg begyndte, at lave yoga i 9 dage at jeg fik et forhold til min krop igen. Der var flere dage hvor tårerne begyndte at pible pludseligt, men det var rart at få taget hul på det kapitel – at forsøge at generobre min krop. Siden er jeg startet på efterfødselsgymnastik for kvinder der har mistet et barn, og det kan kun anbefales. Jeg er også begyndt at træne igen – ikke hård træning, men det er godt at mærke kroppen, mærke at den langsom er ved at blive styrket – og nogle af de mange kilo er kommet af. Samtidig har jeg også fået fjernet mine galdesten inklusiv galdeblæren, så nu skal jeg heller ikke tænke på det mere.

Der er nu gået små fire måneder siden Klemens døde og jeg savner ham stadig. Møder man mig på vej ud af Assistensen, er der en høj sandsynlighed for at jeg har røde øjne – og nej det går hverken godt o jeg er heller ikke lykkelig – mest af alt er jeg tung om hjertet. Det føles som om der er flere tons om mit hjerte. For lige nu er jeg der hvor jeg bare sørger. Jeg sørger over at Klemens ikke er her – og jeg sørger over, at han ikke fik lov at leve. Jeg håber så samtidig, at jeg en dag har givet den sorg en plads – eller at jeg lærer at leve med smerten – så jeg også kan andet. Jeg er dog der, at jeg igen er i stand til at sætte pris på god mad, smukke ting en fabelagtig solnedgang... men jeg håber, at jeg i fremtiden kan rumme lykken ved andre børn og sorgen over tabet af Klemens samtidig. Der er der heller ingen tvivl om at Klemens har lært mig, at det er nu jeg skal leve og sætte pris på hvad jeg har – og det forsøger jeg så at gøre ved at stoppe angsten så den ikke fylder hele mit liv – at glæde mig over at Mikkel og jeg har det fabelagtigt sammen... at smile når Klemens smukke sten på graven skinner smukt i solen eller ligner hav og himmel i regn....

Klemsemor

lørdag den 23. februar 2008

Hvad gør man for at stoppe mails fra Netdoktors babyklub?

torsdag den 21. februar 2008

Nu er Klemses beretning skrevet og jeg er gået i blog mode...

Klemens historie....

Etiketter

Blog-arkiv