onsdag den 27. oktober 2010

Mærkedage...

Fordi det kan mærkes – de er mærkelige, eller vi sætter mærker i kalenderen....? Mærkedage har for mig tidligere været kunstige mærker i kalenderen - mange af dem synes jeg er mærkelige –som fx jul – der på ingen måde er min kop the. Først efter Klemens død er mærkedage blevet til noget, der mærkes og ikke blot markeringer i kalenderen. Klemens dage betyder noget. Dvs. hans fødselsdag den 3. okt., dagen for hans indlæggelse den 25’ende okt. og den efterfølgende dødsdag den 26’ende okt. Klemens dage er mærkedage på den måde, at jeg gerne vil mærke ham – helt og udelukkende for min egen skyld. Det er de få årlige frirum til at dykke ned i mindet, kærligheden til ham, glæden ved at han var, savnet af ham og mærke den rå sorg igen. Helt egoistisk er det en måde at finde ud af hvor sorgen har båret mig hen som menneske. Det er pejlemærker. Et rum hvor jeg kan have plads til alle de følelser, der for vild da vi mistede ham.

I år blev mærkedagene ikke helt som jeg havde håbet – helt enkelt fordi livet ikke gav lov. Tvillingerne skulle til 32. ugers scanning på Riget i mandags med efterfølgende lægesamtale. Da jeg for en måned siden fik datoen vidste jeg godt det var dårlig timing, men der er ikke rigtig noget at gøre når nu lægen kun har konsultationer om mandagen. Jeg var bange for hvad det ville gøre ved mig, at skulle til undersøgelse på Riget med tanke på, at jeg tre år forinden var indlagt med Klemens i samme bygning. Heldigvis gik scanningen godt. Banditterne trives – og for tre år siden føltes langt væk. Hjemme var Konrad syg og mine søde svigerforældre var blevet en ekstra dag for at afhjælpe os med det akutte pasningsproblem, da Mikkel også var syg og han skal aflevere sin afhandling på mandag. I går var der igen bedsteforældre hjælp til sygt barn, og jeg var så afsindig træt. Vi nåede ned til Klemens med bukket, græskarmand og lys. Efter Konrad var lagt i seng mæt efter pandekagespisning, fik vi snakket, mindet og kigget ned i Klemens kasse og i hans mindebog. Vi var enige om, at vi fremover vil forsøge at skabe mere tid til sammen at mindes – hvis livet tillader. Med tre levende småbørn og mindedage i okt., er der en vis chance for syge børn i en eller anden afskygning, og meget trætte forældre, der mest af alt har overskud til overlevelse og ikke så meget til minder. Og så må vi som med så meget andet bare sætte pris på det man når under omstændighederne... I anledning af igår og i forgårs er her i hvertfald det smukkeste minde jeg har af min lille søn - mit yndlingsbillede af Klemens 14 dage gammel, taget en uge før hans død.

mandag den 4. oktober 2010

Klemens 3 år





Igår var det tre år siden, at min lille og første trold blev født på den smukkeste efterårsdag. Der var sol og skyfri himmel. Vi var ikke til at skyde igennem og tog hjem fra Frederiksberg hospital så hurtigt som muligt få timer efter fødslen. Vi ville bare hjem og nyde livet sammen. Jeg var lykkelig som aldrig før - lykkelig på en måde jeg aldrig i mit liv kommer til at opleve igen. Jeg kunne ikke forestille mig hvor kort den lykke ville vare. Jeg ville ikke have været de 3 uger foruden - det er nogle af de smukkeste minder jeg har - lykken med Klemens og Mikkel uden angst for verdens barske realiteter - bare os. Igår mindedes og fejrede vi vores lille knægt, der nu skulle have været et stort børnehavebarn. Vi var nede hos ham og pynte op med lys, blomster og røgelse - vi sang fødselsdagssange, plantede tulipanløg og Klemse fik to fine dinosauerer, som Konrad mente var meget farlige...og sener efter middagslur og frokost tog vi til dyrehaven og gik en tur i efterårsland - rimelig kort for jeg er stor som et hus og Konrad ville helst klatre på træstammer - og der er ingen tvivl om at højdepunktet for ham var fut futtoget og pandekagerne da vi kom hjem.

Dengang Klemens døde blev tre år ud i fremtiden det samme som en evighed. Jeg kunne ikke tænke at mit liv ville fortsætte så længe eller - alt var så tåget, at jeg ikke kunne se ud i fremtiden. Der er stadig mange løser ender. Og livet har taget røven på mig adskillige gange siden Klemens kom til. Jeg ved ikke hvordan vores liv kommer til at forme sig, men nu er det ikke sorgen, der tynger. Den har fundet sit lege. Og igår kom det bag på mig, at den ikke væltede op som fx sidste år. Savnet og sorgen er der - og den har defineret mig som den jeg er - men det er livet, der pt. styrer og overrasker. Samtidig med at jeg er lykkelig for at det ikke er sorgen der fylder - eller at det er angsten for igen at mist der fylder hele mit liv - så savnede jeg igår at kunne være mere til stede i minderne. Jeg ved jeg er i stand til at være til stede, men vores konstante fnis over Konrad, der nu synger Mester Jacob med særlig fokus på Sover DUUUUUUU - fyldte mere gennem dagen. Først hen under aftenen fik jeg mulighed for at tage et smut ned til Klemme alene og nyde skumringen og alene tid med min lille skat og det gav ro i sjælen.....og det var som altid svært men godt at læse i Klemens bog med billeder og minder efter Konrad var lagt - og jeg tror vi begge lige var inde hos Konrad en ekstra gang og kigge ned på hans fredfyldte lille levende sovekrop for at minde os selv om hvor meget vi også har fået efter Klemens død - og håbe inderligt at vi aldrig nogensinde kommer til at miste flere børn eller hinanden før vi er langt oppe i årene...