mandag den 25. august 2008

Følende fascinationer...

Forleden faldt jeg i en snak om sorgens følelser. Jeg tror samtalen startede med, at nogle beskriver de har det svært ved, at de er ved at få det godt igen efter at have mistet barn - for hvordan kan man det når ens barn er dødt? Det giver egentlig meget god mening, at man kan have det sådan, men det er ikke min oplevelse. Indtil videre har jeg ikke haft dårlig samvittighed over at få det bedre. Set i bakspejlet synes jeg, at den meningsløshed ved livet jeg oplevede de første måneder efter Klemens død var grufuld og netop meningsløs - for når man nu er så skide hamrende forbandet heldig at kunne leve (et valg Klemens ikke fik i mere end 22 og en halv dag og da udnyttede han sit liv til fulde) så synes jeg også, jeg har en forpligtigelse til at bruge livet på den bedst tænkelige måde. Og omvedt- hvis livet virkelig ikke gav mening mere hvorfor så leve det?

Jeg tror jeg langsomt er ved at komme tilbage til livet og lære at leve med min nye virkelighed som mor til et dødt barn, fordi verden har masser at byde på og jeg stadig har masser at give og masser at lære og opleve.

Jeg kan ikke huske hvor lang tid der gik før jeg sådan grinede helt nede dybt fra maven igen efter Klemens død og virkelig syntes noget var sjovt - men jeg kan huske fornemmelsen af at tænke - hold da op, der skete noget med mig - fedt - jeg kan faktisk synes noget er sjovt igen.

Da Mikkel og jeg sad på en strand i Goa og kiggede på den første smukke solnedgang med en indisk øl i hånden ca 2 måneder efter Klemens død, gik det også op for mig, at jeg stadig kunne sætte pris på verden og dens mange forunderlige former for skønhed - og det var en stærk oplevelse. Jeg tror ikke jeg før har følt så meget og så intensivt som jeg har siden Klemens blev født og døde. Og jeg vidste ikke inden, at følelser er så elastiske, modsætningsfyldte og foranderlige som jeg har oplevet dem lige siden.

Jeg ved ikke om man kan sige, at jeg tidligere har været følelsesmæssigt umoden, jeg tror egentlig bare, at jeg ikke har været følelsesmæssigt udfordret før, men indtil Klemens fødsel har følelser for mig været sådan lidt enten eller. Enten var jeg forelsket eller også var jeg ikke - enten holdt jeg af en - eller jeg holdt ikke af. Jeg var enten i godt eller dårligt humør, trist eller glad. Der var selvfølgelig følelser, der kunne være samtidig - fx oplevede jeg samtidig at være vred, ked og såret - eller glad og forelsket (hvis det blev gengældt), eller ked og forelsket (hvis det ikke blev gengældt), men i min ureflekterede følelseskategorisering passede de ind i min egen forestilling om hvad der var muligt.

Sorgen har kompliceret og nuanceret billedet fuldstændig. Den har sprængt rammen for mine egne forestillinger om følelser. Jeg kan være lykkelig over Konrad i maven, samtidig med at savnet efter Klemens fylder og gør mig usigelig trist og angsten sniger sig ind på mig - for tænk hvis jeg mister igen - og samtidig kan jeg grine dybt nede fra maven hvis jeg oplever noget bizart eller sjovt. Det imponerende er, at jeg kan føle det hele meget intenst på samme tid, og det giver mening og indhold til mit liv. Det gør også, at jeg pt er træt, og ikke orker meget andet end alt det her væren i følelserne. Jeg håber jeg med tiden formår at fastholde mit rige følelsesliv og have lidt mere energi til de mange mennesker omkring mig - det har både de og jeg fortjent. For nok er jeg pt fascineret af min opdagelse af mit eget følelsesliv som menneske, men jeg er mindst lige så fascineret og interesseret af hvordan andre tænker, føler, oplever og lever...
...

tirsdag den 12. august 2008

Gode og dårlige nyheder....

Den sidste lidt mere end en uge har vi haft besøg af mine søde svigerforældrer. Vægge er blevet revet ned, elinstalationer fuldført og der er kommet hul mellem vores to lejligheder. Imens det store støvede arbejde har stået på har jeg om dagen været forvist til at hænge ud på cafeer og besøge venner. Det har været helt ok - men da svigerforældrene igår tog afsted og lejligheden nu næsten er færdig (der mangler lidt malearbejde, meget rengøring og oprydning) så blev her helt stille på den rolige rare "nu finder jeg snart mig selv igen måde". Det har været helt fantastisk, at de vil hjælpe os, og det er imponerende så effektive de er, men idag kan jeg mærke hvor meget jeg har behov for den ro og rytme jeg pt lever med i mit liv. Efter endnu en morgen på Riget, denne gang pga. glucosebelasting fordi nogle er blevet lidt tykke, har jeg sovet 3 timers formiddag/eftermiddagslur. Jeg er simpelthen godt gammeldags mørbanket, og det kan jeg mærke i hele kroppen på trods af, at det ikke er mig, der har lagt timer i spartling, nedtagning af væg mv. Mens svigerfamilien har været her, har jeg dog også oveni fået to store nyheder, der har påvirket mig på godt og ondt. Den første er rigtig god!

Når jeg kommer tilbage fra barsel 1. juni 2009, har jeg 6 måneders forskningspenge, hvor jeg skal skrive artikler på baggrund af min afhandling. Jeg glæder mig allerede, og jeg er helt sikker på, at jeg på daværende tidspunkt, er kommet så langt med mig selv og sorgen, at det er helt helt fint og jeg er meget sulten efter at komme igang. Det giver faktisk mod på allerede at skrive lidt i det små når nu vi kommer på plads igen efter ombygningsprojektet. Jeg føler derfor heller ikke et press på at skrive ansøgninger til diverse forskningsråd og fonde lige nu, det må helt enkelt vente til efter den 1. juni 2009, når jeg er tilbage for alvor på arbejdsmarkedet. Hvor jeg for blot måneder siden var ved at gå i spåner over, at det ville være meget svært at komme tilbage til det jeg tidligere har lavet, er jeg nu ganske rolig. Jeg får i hvertfald muligheden for det nu, mit karrieretog er ikke kørt så langt væk, at jeg ikke kan springe på når jeg om et års tid er klar igen - og det er rart, godt for mig og Konrad og så lysner det lille hjems økonomiske situation også. For det koster altså penge sådan at have et dødt barn (være på sygedagpenge og ikke kunne oerskue andet end at handle i Irma og den slags), og nogle siger det også koster at have et levende.

Den anden nyhed er en af dem jeg af en eller anden grund havde bildt mig ind ikke var mulig. Forleden dumpede en sms ind om aftenen. Der stod, at en af mine venners lille pige var død pga moderkageløsning. Jeg tror noget af det første, der fløj ud af munden på mig var, det kan ikke være muligt. Jeg har de sidste måneder lært at rumme, at der findes døde børn (selvom jeg synes de burde blive levende igen...). Jeg har fået mange nye venner og bekendte, fordi jeg er forældre til et dødt barn, men i mit hoved er det noget andet når mine egne venners børn dør. Det bragte mig i et døgns tid tilbage i chokfasen, og det er selvfølgelig væmmeligt, men betyder ikke så meget for mig, for jeg ved godt, at det er sådan det må være når en nyhed af den kaliber kommer så tæt på man selv har mistet. Det frygtelige er, at der nu er endnu et forældrepar, der var fulde af glæde og forventning og pludselig oplever at deres verden synker i grus og at der var en lille dejlig pige, der var så tæt på at starte sit liv men ikke fik muligheden. Det er ubærligt, og selvom jeg godt ved, at det ikke gør nogen forskel, så går det meste af min tankevirksomhed med at håbe, at forældrene får den omsorg, de skal have af alt fra sundhedspersonale, bedemand, familie mv...