Gode og dårlige nyheder....

Den sidste lidt mere end en uge har vi haft besøg af mine søde svigerforældrer. Vægge er blevet revet ned, elinstalationer fuldført og der er kommet hul mellem vores to lejligheder. Imens det store støvede arbejde har stået på har jeg om dagen været forvist til at hænge ud på cafeer og besøge venner. Det har været helt ok - men da svigerforældrene igår tog afsted og lejligheden nu næsten er færdig (der mangler lidt malearbejde, meget rengøring og oprydning) så blev her helt stille på den rolige rare "nu finder jeg snart mig selv igen måde". Det har været helt fantastisk, at de vil hjælpe os, og det er imponerende så effektive de er, men idag kan jeg mærke hvor meget jeg har behov for den ro og rytme jeg pt lever med i mit liv. Efter endnu en morgen på Riget, denne gang pga. glucosebelasting fordi nogle er blevet lidt tykke, har jeg sovet 3 timers formiddag/eftermiddagslur. Jeg er simpelthen godt gammeldags mørbanket, og det kan jeg mærke i hele kroppen på trods af, at det ikke er mig, der har lagt timer i spartling, nedtagning af væg mv. Mens svigerfamilien har været her, har jeg dog også oveni fået to store nyheder, der har påvirket mig på godt og ondt. Den første er rigtig god!

Når jeg kommer tilbage fra barsel 1. juni 2009, har jeg 6 måneders forskningspenge, hvor jeg skal skrive artikler på baggrund af min afhandling. Jeg glæder mig allerede, og jeg er helt sikker på, at jeg på daværende tidspunkt, er kommet så langt med mig selv og sorgen, at det er helt helt fint og jeg er meget sulten efter at komme igang. Det giver faktisk mod på allerede at skrive lidt i det små når nu vi kommer på plads igen efter ombygningsprojektet. Jeg føler derfor heller ikke et press på at skrive ansøgninger til diverse forskningsråd og fonde lige nu, det må helt enkelt vente til efter den 1. juni 2009, når jeg er tilbage for alvor på arbejdsmarkedet. Hvor jeg for blot måneder siden var ved at gå i spåner over, at det ville være meget svært at komme tilbage til det jeg tidligere har lavet, er jeg nu ganske rolig. Jeg får i hvertfald muligheden for det nu, mit karrieretog er ikke kørt så langt væk, at jeg ikke kan springe på når jeg om et års tid er klar igen - og det er rart, godt for mig og Konrad og så lysner det lille hjems økonomiske situation også. For det koster altså penge sådan at have et dødt barn (være på sygedagpenge og ikke kunne oerskue andet end at handle i Irma og den slags), og nogle siger det også koster at have et levende.

Den anden nyhed er en af dem jeg af en eller anden grund havde bildt mig ind ikke var mulig. Forleden dumpede en sms ind om aftenen. Der stod, at en af mine venners lille pige var død pga moderkageløsning. Jeg tror noget af det første, der fløj ud af munden på mig var, det kan ikke være muligt. Jeg har de sidste måneder lært at rumme, at der findes døde børn (selvom jeg synes de burde blive levende igen...). Jeg har fået mange nye venner og bekendte, fordi jeg er forældre til et dødt barn, men i mit hoved er det noget andet når mine egne venners børn dør. Det bragte mig i et døgns tid tilbage i chokfasen, og det er selvfølgelig væmmeligt, men betyder ikke så meget for mig, for jeg ved godt, at det er sådan det må være når en nyhed af den kaliber kommer så tæt på man selv har mistet. Det frygtelige er, at der nu er endnu et forældrepar, der var fulde af glæde og forventning og pludselig oplever at deres verden synker i grus og at der var en lille dejlig pige, der var så tæt på at starte sit liv men ikke fik muligheden. Det er ubærligt, og selvom jeg godt ved, at det ikke gør nogen forskel, så går det meste af min tankevirksomhed med at håbe, at forældrene får den omsorg, de skal have af alt fra sundhedspersonale, bedemand, familie mv...