torsdag den 31. juli 2008

At lære at leve med livet...






For et år siden gik jeg rundt og var endnu rundere end jeg er nu. Jeg var også fuld af forventninger - og herhjemme summede der af travlhed og bryllupsforberedelser. Mikkel og jeg blev gift den 4. aug. Den lørdag i august hvor solen og sommeren endelig kom på kort visit i København.

I dag er jeg så glad for, at vi valgte at blive gift sidste år og ikke fandt, at den store runde mave eller mangel på indtagelse af alkohol fra min side skulle udsætte brylluppet. Når jeg tænker tilbage på mig selv den 4. aug 2007, var jeg et andet menneske. Et menneske med mod og tro på livet. Et menneske der var uviden om smerte og sorg. Jeg var helt enkelt bare lalleglad, fjollet og lykkelig (med lidt almen fremtidspanik i ny og næ). I min mave hyggede Klemse sig og vi var vel mest af alt et forventningsfuldt forældrepar, der ventede i spænding på den dag vores lille vidunder skulle komme ud i verden til os. Selvom jeg ikke kunne drikke og min kjole ikke kunne skjule, at min krop havde taget form som en mindre hval - så var den dag præcis som den skulle være for både Mikkel og mig!

Det er gode minder at have - og det er rart at tænke tilbage på, at verden også kan se sådan ud, men jeg kommer aldrig tilbage der til. I stedet har jeg skulle lære først at rumme sorgen efter Klemens død, derefter glæden over en ny graviditet og nu går meget af min tid med at forholde mig til angsten for igen at miste.

De første tre måneder af graviditeten ville jeg ikke se angsten i øjnene. Jeg sad forlammet på sofaen - hvilket en kvik psykolog kunne mene var en chokreaktion. Det lettede gevaldigt efter den første hjertescanning. Desværre gav de efterfølgende scanninger os ikke den samme sikkerhed vi havde håbet - istedet blev vi konfronteret med, at der kan være noget galt men højst sandsynligvis ikke er det. Set i bakspejlet, er det måske også lidt naivt af mig at bilde mig ind at angsten ikke havde været der i dag, hvis alle scanninger havde vist, at alt var fint. Spørgsmålet er jo om vi nogensinde vil kunne føle os sikre?

Den her oplevelse har fået mig til at tænke frem i tiden - og den lange række af situationer, der skræmmer mig og som hele tiden har ligget forude, men som jeg helt enkelt ikke har turde forholde mig til.

Jeg er bange for om Konrad kommer ud til os i live, jeg er bange for at angsten skal overskygge under fødslen og gøre det svært for mig at føde. Jeg er på bange for ikke at møde forståelse under fødslen. Jeg er bange for efterfølgende ikke at kunne finde ud af hvordan man tager sig af et lille nyfødt barn. Jeg er drøn hamrende usikker på om jeg kan læse Konrads behov og ve og vel når han kommer ud. Jeg er bange for igen at sidde et døgn med et dødsygt børn og føle at døre bliver lukket når jeg beder om hjælp. Jeg er bange for at tage Konrad med ud i den "farlige" verden, som jo det meste af tiden er smuk og forunderlig og som jeg så gerne vil vise ham og gøre ham fortrolig med. Og så er jeg sindsygt bange for at angsten skal gøre Konrad bange for livet og verden - at min angst skal pakke ham så meget ind i vat og bomuld, at han ikke får fornemmelsen af, at han kan og vil og har forældre der tror på ham!

Angsten er med andre ord krøbet ind, hvor den ikke burde være. Som jeg ser det nu, er jeg kommet så langt, at jeg har indset at jeg er bange - og det er en svær en at sluge. Jeg synes helt enkelt det passer rigtig skidt med mit eget selvbillede. For sådan er jeg bare ikke. Kampen bliver derfor nu at lære at leve med det helt menneskelige vilkår, at livet er endeligt og skrøbeligt. Jeg skal lære at turde igen på trods af, at jeg ved hvad det betyder når livet gør rigtig rigtig ondt. Jeg bliver aldrig hende den lalleglade uden den slags bekymringer igen - men jeg håber jeg kan blive hende der gør og tør igen - når jeg har fundet tilgange til at imødekomme angsten så den ikke slår mig mig ud og hjem. Jeg håber på at selvom jeg i dag har en anden bevidsthed om livets skrøbelighed, så kan den indsigt bruges konstruktivt en dag når det her følelsesarbejde er udført.

Det kan godt være at jeg pt ligger meget på sofaen, men jeg begynder i stigende grad at indse, at jeg aldrig før har udført så meget hårdt arbejde i mit liv som jeg har gjort det sidste år...På mine gode dage, er jeg også sikker på, at det giver mig en indsigt i livet jeg ellers ikke ville have haft. De sidste måneders følelsesarbejde er kort sagt, det store kursus i at lære at leve med livet...

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Stine, hvor har det været dejligt at læse lige nøjagtigt hvordan jeg har det! Den eneste forskel på os to er måske, at jeg har brugt to år på de tanker. Vi skal nok bare igennem dem - og måske vi først kan vide helt hvordan det vil gå når vi har været igennem endnu en hel graviditet og fødsel... Angsten for livet forsøger jeg også at leve med, og at få overvundet nok til at jeg kan komme tilbage til mit gamle liv engang. Det føles nogengange som om der er meget langt, men før end at vi har prøvet at leve med vores levende barn kan vi nok ikke vide hvor fast vores frygt og angst sidder.
Mange tanker fra Mie

Grith Lygum Siewertsen sagde ...

Dejligt med et nyt og livsklogt indlæg fra dig, har kigget så mange gange, om du mon havde blogget igen:-)

Angsten, ja den angst. Det giver jo sig selv, at du har den inde på livet nu. Jeg er sikker på, at du nok skal lære at leve med den, nu du er så bevidst om den. Og angsten er jeg ret sikker på, at ikke særlig mange mennesker vil kunne sige sig fri for, for de fleste har jo prøvet at miste eller været igennem en hård tid, i en eller anden forstand - selvom der helt klart er forskel på forskellige grader er sorg.

Jeg er sgu også angst. Angst for at miste mit barn, angst for at det skal være svært igen at gå en fuld graviditet igennem, angst for at der skal ske mine kære noget, ja angsten er jo på mange måder et vilkår af kærligheden, og kærligheden kan vi jo ikke undvære.

Kram herfra

Grith

Anonym sagde ...

Kære Stine,

Der er sgu da ikke noget at sige til, at du er bange for om Konrad fejler noget...
Jeg forstår også godt, at du kan være i tvivl om, om du kan læse et nyfødt barn - men jeg synes ikke, du har nogen grund til at være i tvivl. Du læste da Klemens fint, men fik - som du selv skriver - lukket døre i hovedet hver gang du bad om hjælp. Næste gang er jeg sikker på, at du vil være mere insisterende, og ikke tro på autoriteterne.

Hilsen fra
Sine

Anonym sagde ...

Hov forresten - tillykke med bryllupsdagen!

Hilsen fra
Sine