At lære at leve med livet...

For et år siden gik jeg rundt og var endnu rundere end jeg er nu. Jeg var også fuld af forventninger - og herhjemme summede der af travlhed og bryllupsforberedelser. Mikkel og jeg blev gift den 4. aug. Den lørdag i august hvor solen og sommeren endelig kom på kort visit i København.

I dag er jeg så glad for, at vi valgte at blive gift sidste år og ikke fandt, at den store runde mave eller mangel på indtagelse af alkohol fra min side skulle udsætte brylluppet. Når jeg tænker tilbage på mig selv den 4. aug 2007, var jeg et andet menneske. Et menneske med mod og tro på livet. Et menneske der var uviden om smerte og sorg. Jeg var helt enkelt bare lalleglad, fjollet og lykkelig (med lidt almen fremtidspanik i ny og næ). I min mave hyggede Klemse sig og vi var vel mest af alt et forventningsfuldt forældrepar, der ventede i spænding på den dag vores lille vidunder skulle komme ud i verden til os. Selvom jeg ikke kunne drikke og min kjole ikke kunne skjule, at min krop havde taget form som en mindre hval - så var den dag præcis som den skulle være for både Mikkel og mig!

Det er gode minder at have - og det er rart at tænke tilbage på, at verden også kan se sådan ud, men jeg kommer aldrig tilbage der til. I stedet har jeg skulle lære først at rumme sorgen efter Klemens død, derefter glæden over en ny graviditet og nu går meget af min tid med at forholde mig til angsten for igen at miste.

De første tre måneder af graviditeten ville jeg ikke se angsten i øjnene. Jeg sad forlammet på sofaen - hvilket en kvik psykolog kunne mene var en chokreaktion. Det lettede gevaldigt efter den første hjertescanning. Desværre gav de efterfølgende scanninger os ikke den samme sikkerhed vi havde håbet - istedet blev vi konfronteret med, at der kan være noget galt men højst sandsynligvis ikke er det. Set i bakspejlet, er det måske også lidt naivt af mig at bilde mig ind at angsten ikke havde været der i dag, hvis alle scanninger havde vist, at alt var fint. Spørgsmålet er jo om vi nogensinde vil kunne føle os sikre?

Den her oplevelse har fået mig til at tænke frem i tiden - og den lange række af situationer, der skræmmer mig og som hele tiden har ligget forude, men som jeg helt enkelt ikke har turde forholde mig til.

Jeg er bange for om Konrad kommer ud til os i live, jeg er bange for at angsten skal overskygge under fødslen og gøre det svært for mig at føde. Jeg er på bange for ikke at møde forståelse under fødslen. Jeg er bange for efterfølgende ikke at kunne finde ud af hvordan man tager sig af et lille nyfødt barn. Jeg er drøn hamrende usikker på om jeg kan læse Konrads behov og ve og vel når han kommer ud. Jeg er bange for igen at sidde et døgn med et dødsygt børn og føle at døre bliver lukket når jeg beder om hjælp. Jeg er bange for at tage Konrad med ud i den "farlige" verden, som jo det meste af tiden er smuk og forunderlig og som jeg så gerne vil vise ham og gøre ham fortrolig med. Og så er jeg sindsygt bange for at angsten skal gøre Konrad bange for livet og verden - at min angst skal pakke ham så meget ind i vat og bomuld, at han ikke får fornemmelsen af, at han kan og vil og har forældre der tror på ham!

Angsten er med andre ord krøbet ind, hvor den ikke burde være. Som jeg ser det nu, er jeg kommet så langt, at jeg har indset at jeg er bange - og det er en svær en at sluge. Jeg synes helt enkelt det passer rigtig skidt med mit eget selvbillede. For sådan er jeg bare ikke. Kampen bliver derfor nu at lære at leve med det helt menneskelige vilkår, at livet er endeligt og skrøbeligt. Jeg skal lære at turde igen på trods af, at jeg ved hvad det betyder når livet gør rigtig rigtig ondt. Jeg bliver aldrig hende den lalleglade uden den slags bekymringer igen - men jeg håber jeg kan blive hende der gør og tør igen - når jeg har fundet tilgange til at imødekomme angsten så den ikke slår mig mig ud og hjem. Jeg håber på at selvom jeg i dag har en anden bevidsthed om livets skrøbelighed, så kan den indsigt bruges konstruktivt en dag når det her følelsesarbejde er udført.

Det kan godt være at jeg pt ligger meget på sofaen, men jeg begynder i stigende grad at indse, at jeg aldrig før har udført så meget hårdt arbejde i mit liv som jeg har gjort det sidste år...På mine gode dage, er jeg også sikker på, at det giver mig en indsigt i livet jeg ellers ikke ville have haft. De sidste måneders følelsesarbejde er kort sagt, det store kursus i at lære at leve med livet...

Når savnet presser sig på

Nogle dage vælter savnet bare op. Sådan har det været i dag. Det er ikke så tit jeg bryder ud i hulkegråd mere, men da jeg sad nede hos Klemse i dag kom det væltene, tårer med lyd på, der ikke sådan var til at stoppe. Han skulle jo have været stor nu min lille skat. Så sidder man der og er en hulkemor og føler sig meget meget lille inden i. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er Klemens måde at sparke på nu hvor han ikke kan give livstegn som hans lillebror i maven giver mig dagligt. Det er en dejlig tanke - og tårerne må gerne komme - jeg har stadig brug for dem og for tankerne, drømmene, fantasierne og savnet af Klemse...

Katte nekrolog....

Så blev der lidt tomt igen...for et par timer siden dumpede der nemlig en meget trist email ind fra min faster og onkel. Katten Freud -stambogsført Tarzan Sinklair, men med nuværende navn Totte, blev i eftermiddags kørt ned af en bil i Stege. Han døde under en time efter af indre blødninger.

Freud skulle egentlig have boet her hos mig. Jeg købte ham som den kæreste lille 13 ugers killing mens jeg boede alene. Jeg var igang med at skrive på min afhandling og havde i årevis drømt om et lille kæledyr, og da man ikke må have hund i min andelsforening blev det til en kat. Jeg researchede grundigt og tog tilmed på en katteudstilling, hvor jeg blev helt overbevist om, at jeg skulle have mig en Hellig Birma. Fra min side var det kærlighed ved første blik da jeg hentede min lille uldtot i Slagelse. Jeg var meget lykkelig og spændt da jeg bukserede ham med hjem i en kattekasse i toget. Den første nat sov han under min sofa, men allerede næste nat var vi blevet meget bedre venner, og i den første tid inden han voksede sig større sov han som et lille uldbundt puttet ind til min nakke.

Jeg vidste en del om hunde, men ikke meget om katte før han flyttede ind, og han lærte mig en hel del. Bl.a. at katte kan have meget store personligheder og han var sådan en. Han lærte mig i løbet af meget kort tid, at katte kan lege gemmeleg - og både kan gemme og finde. Katte kan også have humor - og det havde han i rigelige mængder. Han var nysgerrig, legesyg, og skulle helst have udfordringer. Det er så lidt begrænset hvad man kan få af udfordringer når man bor i en toværelses lejlighed og ikke må komme ud, så udover at beherske en særlig klatre rundt på vasketøjstativet leg, kunne han finde på at hive alle mine videnskabelige artikler ud af tidskriftholdere og tygge hjørner. Han kunne også blive lidt fornærmet når han ikke fik opmærksomhed, men var aldrig sur længere hvis man gav sig i kast med lidt gemmeleg og hoppen efter mus på stang.

Da Mikkel og jeg besluttede, at vi ville have barn og flytte sammen måtte jeg indse, at Freud min aller bedste katteven skulle have et nyt hjem. Mikkel har nemlig katteallergi, og selvom de blev meget gode legekammerater, så kunne Mikkel desværre ikke tåle Freud. Det endte med, at Freud i starten af maj sidste år flyttede til Stege hos min faster og onkel. Det varede ikke længe før han havde vadet lige ind i deres hjerter med hans små bløde hvide kattepoter.

I starten kom han ud i deres have iført sele, men det varede ikke mange uger før de ikke kunne holde ud at han sad og var så ked ved de store vinduer. Så til sidst fik han lov at komme ud når de var hjemme. Han lærte hurtigt at lyde sit nye navn Totte og kom særlig glad når der var rejer i farvandet. Han har nydt sit liv i Stege. Han har fået en masse katte og menneskevenner der holdt usigeligt meget af ham. De gange jeg har besøgt ham dernede har han elsket at komme ud, og elsket at komme ind igen og sove, spise og kæle hos min faster og onkel.

Jeg har tænkt meget på hvor bange han har været efter, at han blev kørt ned og hvor ondt det må have gjort. Jeg har ondt i maven af de tanker - for han var bestemt også en følsom lille kat - så jeg har siddet og tudet her på min sofa i en times tid.

Han har haft et godt lille liv missen - og hvor havde han dog fortjent, at det skulle have varet meget længere. Selvom det er lidt over et år siden han var min bofælle, så føles det i dag meget tomt og trist. Og jeg savner den lille mis gør jeg - og tænker på hvor tomt og trist, det må være for min faster og onkel nu hvor Totte ikke kan hygge om dem mere.

Ro på

Det er der kommet siden vi igår var hos vores meget flinke og kompetente fødselslæge. Han kunne godt forstå, at angsten var boblet op og over, men han fik heldigvis dæmpet den noget ned. Han mente at taget scanningerne i betragtning, såvel som risikovurderingen fra nakkefoldsscanningen, så var chancen for et barn med trisomi 13 eller 18 minimal. Det hjalp, for det var det der dødt barn scenarie jeg særligt var bange for.

Det er meget muligt, at lægen, der scannede sagde præcisit det samme, men angsten fik overtaget totalt og der gik så en uge før jeg og Mikkel kunne stille de spørgsmål vi havde behov for. Jeg og trolden kommer til at blive fulgt endnu mere tæt, med ekstra vætscanninger som fødselslægen hovedsageligt vil udføre og det er rart.

Jeg forsøger også at minimere behovet for nu at fastlægge hvordan fødslen skal finde sted. Lige nu vil jeg stdig gerne sættes igang et par uger før termin og have epidural mv., men nu må vi se hvordan angstniveauet er når den tid nærmer sig. Jeg begynder i hvertfald at have meget stor tillid til, at jeg/vi får den støtte vi behøver, og at lægerne vil gøre alt hvad de kan for at Konrad kommer ud i god behold. Indtil videre er der jo rigtig rigtig lang tid til, at det der med fødsel bliver aktuelt.

Ekstra jordemoder besøg

De sidste par dage har stået rimelig meget i angstens tegn. Både Mikkel og jeg havde ligesom nået der til, hvor vi kunne eksistere i verden igen, og vi var begyndt at turde turde. Alt det er forsvundet, og vi skal til at lære at leve med, at denne graviditet medicinsk set ikke er normal - og at der er en øget risiko for, at der er noget galt på den der ubehagelig skala fra dødt barn til ingenting. Vi sov begge rigtig rigtig dårligt igår nat, og vågnede alt for tidligt med paraderne oppe og adrenalin pumpende i hele kroppen. Det er ikke nogen rar fornemmelse, og selvom ingen af os er helt tilbage i chokket efter Klemens død, kunne vi mærke snerten af det.

For ansgsten vækker sorgen og savnet efter Klemens, samtidig med, at den fremkalder angst for Konrads fremtidig liv i maven og udenfor. Og lige nu handler det hele om ham. Det handler om at vi skal sikre os at han har det så godt som muligt. Vi har et ansvar for, at vi får det så godt som muligt de næste måneder, så han ikke lider under en mor med streshormon pumpende rundt i kroppen og forældre, der har så meget dødsangst, at de ikke kan fokusere på deres lille barn ved ankomst.

Derfor besluttede jeg igår morges, at det var nu, at jeg kunne trykke på den store røde alarmknap og kontakte jordemoderen. Heldigvis fik jeg en rigtig god behandling i telefonen, og vi fik tid til en snak med hende i dag. Hun brugte en time på os, og det var simpelthen så rart og hun er fantastisk og sød -og jeg er så glad for, at det er hende vi har. Vi kommer til at få al den hjælp vi har brug for her de næste måneder op til fødslen, og det er bare så rart at mærke, at de stiller op for os både medicinsk og psykologisk. Mikkel har efter samtalen valgt at sygemelde sig en måned. De kommende uger skal vi fokusere på at bygge rede og gøre klar til Konrads ankomst, og så skal vi have noget motion. Vi bliver aldrig dem, der træner sammen, men vi skal lave nogle aftaler så vi får sendt hinanden ud af døren. Mikkel skal løbe og løfte vægte i hans træningscenter, og jeg skal igang med at svømme nogle gange om ugen (udover gravid yoga og det snarlige apa kursus med Susanne).
Jordemoderen sagde noget meget klogt da hun nævnte, at ind imellem kan det der med at dyrke motion få en til også at flytte sig mentalt. I retrospektiv kan jeg se, at det jeg gjorde de første tre måneder af graviditeten var at sidde fast på sofaen både mentalt og fysisk, og det er ikke den taktik der er vejen frem til et bedre liv kan jeg hilse og sige. Det orker jeg helt enkelt ikke igen.

På tirsdag har vi tid hos fødselslægen, jeg er så småt gået igang med at skrive alle spørgsmålene ned både om ricisi og baggrund for en to kars navlestreng, men derudover også om hvordan vi kan planlægge fødslen, så det bliver mest sikkert for Konrad og mindst angstprovokerende for mig. Det bliver godt med sådan en samtale, der forhåbentlig kan sætte de medicinske fakta lidt mere på plads, det kan jeg mærke jeg har brug for.

Mere og ikke mindre nervøs...

Det blev resultatet af dagens hjertescanning af Konrad i maven. Langt hen af vejen så han fin ud. Konrads hjerte havde fine kamre, ingen synlige fejl på klapperne og flowet så godt ud, men hans navlestreng har desværre kun to kar. Det er meget sjældent (1 %), normalt har navlestrengen tre kar. Det behøver ikke at være et problem, men mange fostre med to kar har hjertefejl eller kromosomfejl. Mens jeg lå der på briksen og lægen fortalte løs under scanningen, fik jeg spurgt til hvilke kromosomfej det handlede om. Det er så dem man ikke kan overleve. Ikke overraskende lå jeg så der på briksen og så Konrads begravelse køre som film for øjnene, mens han piskede rundt i min mave - han var nemlig som altid en livlig lille fætter og det var rigtig rigtig rart, at han var det.

Lægen mener heldigvis, at risikoen for en kromosomfejl ikke er stor eftersom tallene fra double testen er meget fine og alle knogler mv. ser normale ud i længder og bredder, men angsten for dette, angsten for en hjertefejl de endnu ikke har set, eller at den lille purk ikke får den næring han skal have på sigt gør, at jeg/vi i dag gik fra Riget med en større klump i maven end da vi kom. Vi fik tilbudt fostervandsprøve, men har valgt ikke at tage mod dette tilbud. Vi vil ikke udsætte ham for en øget risiko for at dø,og jeg/vi vil alligevel ikke stoppe en graviditet nu - ligegyldigt hvad vil jeg hellere nyde ham i maven til han skal ud.

På tirsdag skal vi op til vores fødselslæge, og det er rart at have den mulighed for at få snakket det hele igennem igen. Vi skal også have flere scanninger for at sikre, at Konrad får næring nok gennem resten af graviditeten - det er både godt og skidt. Jeg har brug for de scanninger og måske flere end de to de normalt tilbyder, samtidig er jeg hundeangst for at flere ting kan dukke op, der muligvis ikke betyder noget, men som også kan være en indikation på, at der er noget riv rav ruskende galt.

Mikkel og jeg havde inden dagens scanning besluttet, at vi skulle tage til Malmö bl.a. for at købe de første Konrad ting i dag, hvis alt så fint ud. Efter de andre scanninger regnede vi med, at vi ville få at vide, at alt var som det skulle være. I stedet fik vi en han ser fin ud, men.... besked. Vi besluttede at tage afsted alligevel. Lige meget hvad skal vi bygge rede til Konrad. Vi kan ikke beskytte os selv, bare være forberedte på det barn der kommer på et tidspunkt - uanset hvilket barn det bliver, hvornår han kommer eller hvordan. Vi har brug for mentalt at forberede os, og vi har brug for at vise ham al den kærlighed vi har til ham i kæmpe mængder.

Vi har købt en del tøj, en bamse og en barnevognsuro. Det føles godt for os begge at starte på det kapitel - at gøre klar til Konrad. Så må jeg hen af vejen prøve at finde ud af hvordan jeg skal styre min angst som lige nu sidder mig op til halsen og har rusket op i en del følelser jeg gerne ville have pakket væk så jeg bare kan nyde min lille dreng i maven.