Så går ungen næsten....

Det er ikke helt sikker gang - men nu har han flere gange gået fem skridt af gangen....Ungen er godt nok ved at blive stor!

Klemens leg i sneen

Det er Mikkel og mig, der har lavet den lille snemand på Klemens grav, men gid det var Klemens selv. Sidste år ville han have været for lille til rigtig at snetumle, men i år ville han haft alderen til snemænd, sneengle, snebolde og en rigtig kælketur med efterfølgende varm chokolade....

3 kvadratmeter til de levende og 6 til den døde...

Hjemme hos os ligger "Alt om barnet" fra 2009 af Vibeke Manniche på bordet. Det er mest Mikkel, der har læst i den, men vi er begge blevet noget chokeret over, at børn mellem 0-4 åbenbart gennemsnitligt har 80 sygedage om året. Manniche argumenterer for, at det skyldes, at der kun er 3 m2 per vuggebarn. Og indrømmet - jeg er rimelig muggen på alle dem, der har stemt borgerligt og prioriteret friværdi og skattelettelser over rimelige forhold for vores børn.

3 kvadratmeter er fandeme ikke meget plads- heller ikke for en lille plyt på 2.

Ind i mellem er min målestok mystisk. Men jeg kunne ikke lade være med, at have det rigtig godt med, at Klemme i det mindst har 6 kvadratmeter på Assistensen. Han har egentlig ikke brug for dem allesammen, og han kan jo ikke blive mere syg end han var da han døde - men alligevel...om ikke andet sætter jeg pris på det hver gang jeg kommer forbi.

Konrads 1. års fødselsdag!

Mine drenge den 26. oktober 2009

Klemses død to år efter

For to år siden var min verden brudt sammen. Det skete egentlig allerede den 25'ende okt. da Klemens endelig blev indlagt efter at vi havde oplevet mange timer i afmagt, fordi sundhedsvæsenet i form af praktiserende læge og fødested ikke tog vores opkald alvorligt. Fra ankomsten til Hvidovre børnemodtagelse gik det stærkt. De symptomer Klemens havde, viste sig at skyldes den værst tænkelig hjertefejl.Timerne op til den endelige besked - at videre behandling var udsigtsløst- er uden tvivl de mest dramatiske i mit liv. Klemens død, der fandt sted mellem 1 og 2, en tidlig morgen den 26'ende oktober 2007, var intenst smertefulde, men smukke. Vi sang, krammede, rørte og mærkede hinanden. Jeg håber Klemens mærkede al vores uendelige kærlighed under hans sidste farvel på ambulatoriet på neonatal, hvor vi lå med ham på en briks.
Efterfølgende tog vi hånd- og fodaftryk. Vi badede ham og klædte ham på igen.
Det var dejligt at gøre ham ren efter al det han havde været igennem i timerne forud. Jeg husker det som om han havde plasterklister overalt på kroppen. Og tanken om hvordan han elskede at komme i sin egen blå balje derhjemme gjorde, at det var det bedste og fineste vi kunne gøre for hans lille døde krop.
Efterfølgende blev Klemens puttet i en hospitalsvugge ved vinduet, mens vi prøvede at sove på briksen. Fra Klemens døde til hans begravelse sov vi lidt, men intenst og meget symbiotisk. Mikkel og jeg faldt i søvn samtidig og vånede med et spjæt efter en eller to time. Sorgen gennemsyrede os begge. Minutter føltes som timer. Det første døgn efter Klemens død blev jeggammel. Vi blev på Riget indtil ca kl. 14.00. samme dag. Vi fik besøg af noget af familien og nogle få venner. Og den bedste sygeplejerske snakkede med os, vendte tanker, rummede og guidede. Jeg ved ikke hvor jeg ville have været, havde hun og resten af personalet på Riget ikke været der for os i de timer.
Når jeg ser tilbage ville jeg gerne have været på Riget i længere tid, og krammet Klemens mere inden han blev frosset ned til en ispind i kapellet. Samtidig husker jeg det som om at vi næsten ikke kunne rumme mere, og at vi begge havde et behov for at handle. Og der er et væld af praktikaliteter, der skal ordnes når ens pårørende dør. Så vi gik. Og det gjorde ondt og var meget forkert at gå på gaden uden en barnevogn. Inden kl. var 16. var vi på vej til en bedemand. Vi farede vild på Nørrebro. Jeg tror vi begge havde mistet retningssansen både rent bogstaveligt og i overført betydning. Vores liv havde taget en anden drejning og det var ikke en retning vi havde bestemt eller forventet.

Jeg holder fri i dag og giver sorgen lov til at være. Jeg tror altid, at den 25'ende og den 26'ende oktober vil være nødvendige fridage. I går var vi nede hos Klemme med en græskarmand med lys i, inden vi tog i Dyrehaven og fik os den tur vi egentlig skulle have haft på Klemses fødselsdag. Fra sidste år vidste vi, at den 25'ende bringer de svære minder frem. I dag er det tid til det store savn. Lige nu sover Konrad, men når han vågner skal vi ned med blomster til Klemses lille have.
Jeg sluttede med at amme Konrad i juni måned. I dag løber mælken igen. Kroppen husker, og jeg er ikke i tvivl om, at mælken der løber i dag, er produkt af den kærlighed til Klemens, som han aldrig mere kan få.

Tillykke min dreng

Dagen før Klemens 2 års fødselsdag...

Jeg troede egentlig jeg skulle arbejde idag. Jeg havde dog valgt, at arbejde hjemme for at få ro og fokus, og for at beskytte mig selv for jeg kunne mærke, at jeg er hudløs. Da jeg kl 11.30 fandt mig selv i fosterstilling på sofaen i arbejdsværelset med dynen over hovedet og tårer ud af øjnene, måtte jeg bare indse, at tankerne og minderne om min lille dreng var for stærke. I dag fik jeg derfor kun klaret emailkorrespondancen, arbejdet må vente til på mandag.

Det hjalp i stedet at give sorgen lov til at være, og at være i sorgen. Jeg har været nede hos Klemens, og siddet på hans bænk med en kop kaffe fra kaffe kollektivet, mens jeg sang vuggeviser og bladrede i mit lommealbum med billeder af hans liv fra start til slut. Det giver ro. Og de mange tårer, der er trillet ud af mine øjne dernede fungerer som katarsis. Det gjorde de også i dag. Så kan jeg være igen. Være til med kaffe i hånden, Klemses blomstrene roser og lavendler og en sommerfugl og en hveps, der på trods af, at vi nu er i oktober måned, flagrede rundt og indtog lidt blomsternektar i solen.

Han er tæt på og så langt væk ham min store lille dreng. Han ville have spænet rundt nu og udfordret livet havde han levet, og havde han haft et helt og ikke et halvt hjerte. Det havde været et helt andet liv for vores familie.

Jeg er stadig ikke i tvivl om, at Klemse har været det menneske, der har transformeret og radikalt ændret mig og mit liv. Det har taget to år at indse hvor om sig gribende den forandringsproces har været. Det har taget hele turen gennem den første svære sorg, nye graviditet og forældreskab af Konrad med alt hvad det indebærer af angst for at miste og glæde for det jeg har, og sidst men ikke mindst tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Jeg tror det er nu det for alvor er gået op for mig hvad alt det her betyder i mit liv på alle fronter. Det er også så tydeligt som nogensinde at tabet af Klemens er en livslang sorg. Det er et sår, der aldrig vil hele, men derimod bryde op på ny igen og igen. Jeg føler stadig Klemens som noget min krop mangler. Måske fordi han døde på et tidspunkt hvor han fysisk næsten var en del af mig. Måske fordi minderne om hans tilblivelse, fødsel, vores nærhed under hans korte liv og død huskes så stærkt i min krop.

Jeg er overrasket over, at det i dag var sorgen, der kom over mig. For solen, der skinner nu og det kolde klare vejr, er det, der ellers får mig til at huske den smukke (men også smertefulde) fødsel. Sådan et vejr får mig tilbage til de første par uger med Klemens i live hvor glæden var lige til, på en ukompliceret måde, jeg aldrig kommer til at opleve igen. Jeg håber de minder kommer til at fylde i morgen, de er vigtige for mig, men i dag er det savnet og sorgen, der sætter lange skygger og får lov til at fylde mit sind.

Minderne i kroppen og kroppen i minderne...

For to år siden var Mikkel og jeg lige blevet gift. Vi tog på bryllupsrejse til mine svigerforældres hus i Vallabrix, en lille fransk landsby 100 km nord for Montpellier. Der er lige så smukt og idylisk som man kan tænke sig. Jeg var træt efter alle bryllupsforberedelserne, alt for meget arbejde og så var Klemens inde i min mave godt igang med at vokse sig stor. De første dage havde jeg mange plukkeveer, og vi tog det meget stille og roligt. Vi sov lange eftermiddagslure og Klemens og jeg blev rigtig tætte - eller jeg fik tid til at mærke min graviditet. Når jeg lå i sengen møffede han på en helt særlig måde. Vi hang meget i hængekøjen og slappede af i skyggen, og vi var på små udflugter til den nærliggende by Uzés. Der dufter af Provence (sådan en blanding af lavendel, trøffel, abrikos, timian, tomater og croissant), lykkefølelse og masser af forventninger og drømme.




Da vi igen i år parkerede bilen på den lille plads tæt ved huset, og vi åbnede dørene bølgede disse minder ind over mig på godt og ondt. Da vi lagde os til at tage en lur efter flyrejsen, var kroppen så langt nede af memory lane, at jeg kunne mærke Klemens møffe i min mave som kun Klemse kunne møffe - bestemt, nærværende og blidt. Det var dejligt, svært, nærværende og påtrængende for det var slet ikke hvad jeg havde forventet, men minderne sidder i kroppen og kroppen er plantet dybt i minder. En del af drømmene knyttet hertil var jo også, at Klemens skulle have oplevet stedet ude af maven. Han skulle have kravlet rundt på stengulvene og have haft en hale af forældre efter sig, der sikrede at han ikke slog sig alt for hårdt. Han skulle have duftet til fransk landliv, smagt nybagte croissanter og fået legetøj fra verdens fineste legetøjsbiks i Uzés....

Samtidig med Klemses fravær så har Konrads nærvær været så stærkt. Og han har nydt det franske lige præcis så meget som jeg havde forstillet mig, at Klemme også ville have gjort. Han har råbt, pjattet og faldet til ro på den deglige aftenture langs vinmarker, abrikostræer, mandeltræer, oliventræer og solsikker... Han har fundet ud af hvor sjovt det er at bade, han har nydt at ligge i hængekøjen med mor og far og gynge og synge, han har lært at kravle og sætte sig op - og så er han blevet croissant afhængig (hvillet vist ikke er så politisk korrekt når man er en baby på kun 9 mdr.) Han er blevet så stor mens vi har været hernede og han er en lille sol der stråler. Jeg har været både nu og dengang på samme tid. Det har været dejligt. Det har også mindet mig om hvordan den der sorg kommer op uventet og tager plads på sin egen særlige måde, midt i alt det dejligste levede liv. Den er snedig sorgen er den. Og jeg lever med den- på godt og ondt.

Kravle...

Så kan spillopmageren kravle, og moren er så stolt så hun har droppet siestaen i lykkeoverstadighed...

Konrad spam i solen

Min solstråle

Min yndlingshave

Mikkel og jeg bor i en dejlig lejlighed på Nørrebro. Der er dog ingen tvivl om, at det kan lade sig gøre fordi jeg ser Københavns grønne oaser, som en vigtig del af det at leve i byen. Assistensen har for mig altid været sådan et sted. Vi er også heldige, at have den skønneste gårdhave hvor ungerne leger, fællesgrillen knitrer og snakken går. Jeg behøver derfor ikke min egen lille have, og jeg er glad for, at jeg ikke er ansvarlig for at skulle passe den. Jeg har ikke den nødvendige tålmodighed.

Da Klemens døde blev Assistensen til noget andet og mere end den smukke kirkegård jeg gik igennem nu og da. Det blev til den kirkegård hvor Klemens lå. Det var vigtig for mig her at få en lille plet, hvor jeg kunne gå hen og mindes, og både min

mand og jeg ville begraves med vores lille dejlige søn. Det var det eneste rigtige for os. Da Mikkel vil kistebegraves blev det en grav med plads til os alle i kiste. Det endte med at blive til den lille have, jeg aldrig troede jeg skulle have ansvar for at passe. Klemses lille have er lige nu det smukkeste og mest fredfyldte sted i hele verden. Jeg elsker den lille plet. Jeg nyder at nusse, drikke kaffe, klippe græs med kantklipperen og vande. Jeg kommer stadig forbi flere gange om ugen, nogle gange flere gange om dagen. Lige for tiden kan jeg slå vejen forbi på vej til arbejde. Det er ikke altid jeg får gjort det hele som jeg vil. Ind imellem vokser græsset lidt for højt fordi det er rimelig upraktisk at have græsklipperen med på arbejde, og jeg når ikke altid at vande plænen som jeg vil- det gør lidt ondt i mit hjerte når jeg ikke får taget mig tid. Det er min måde fortsat at kunne pusle min lille dreng, der aldrig fik lov at blive stor. Det er vigtigt for mig at yde den omsorg for ham, og nok også for mig selv - det giver ro og tid til eftertænksomhed og i dag blev det også til at smage lidt på sorgen igen midt i solens stråler.

Ind i kampen....

Der har været stille her fra et stykke tid. Det betyder ikke, at der ikke sker noget. Det betyder nærmere, at der er sket rigtig meget, og det kræver omtanke og tid for mig at skrive om. Min vidunderlige barsel er slut for længst, og jeg har bevæget mig ind i den del af verden, der handler om arbejde og fremtid.

Jeg var helt klar til at slutte barslen og komme ind i kampen. Jeg synes 20 måneder er lang tid at være væk fra arbejdsmarkedet. Men det kunne ikke være anderledes. Samtidig er det overvældende, ikke mindst fordi jeg ikke er den jeg var tidligere i mit arbejde. Jeg er tydeligvis en anden. Der er ingen tvivl om, at særligt Klemens har ændret mit perspektiv i al sit fravær, og Konrad har påvirket mig med al hans skønne tilstedeværelse.

Sorgen har gjort meget ved mig, og på områder jeg ikke havde forventet. Jeg er selv ved at finde ud af hvordan sorgen har påvirket mig i mødet med verden udenfor. Jeg er ved at mærke efter, hvad jeg har lyst til, hvor jeg gerne vil hen, inden for hvilke rammer, og så er jeg ved at finde ud af hvilke rammer, der reelt er mulige at arbejde indenfor. Det er en blanding af angstprovokerende og meget spændende at være der hvor jeg er – og jeg prøver overvejende at være fortrøstningsfuld på egne vejne.

Når jeg tænker tilbage på hvad jeg har været igennem de sidste to år, er jeg dog egentlig rimelig imponeret af, at jeg kan være, der hvor jeg er nu. Jeg kan huske hvor skræmmende det var, da det gik op for mig hvor mange gange jeg ville komme til at fortælle om Klemens død. Ikke fordi jeg havde lyst til at indvi alle i Klemens historie, men fordi jeg blev spurgt om jeg havde børn eller jeg skulle forklare hvorfor jeg havde været væk fra arbejdsmarkedet så længe. Jeg var bange for den smerte, der ville dukke op, bange for at ulejlige andre mennesker med min sorg, bange for at græde, bange for at være sårbar og måske allermest bange for, at jeg ikke ville kunne lære at bære sorgen.

Jeg har skulle lære at fortælle når det var vigtigt for mig, selv om det indimellem skaber ubehag hos den jeg fortæller til. Jeg har også skulle lære at passe på mig selv og lukke af hvis jeg havde brug for det.

De sidste par uger har det i mange sammenhænge været nødvendigt at kunne fortælle når jeg ville, og lukke af når min grænse var nået. Ind i mellem har jeg stået udenfor mig selv og set hvordan jeg fortalte min historie rimelig nøgternt uden tårer i øjnene.... bare.... sådan er mit liv og derfor har jeg været væk....

Ind i mellem føles det som en plade, der kører i ring og jeg kan næsten føle mig fremmedgjort overfor min sorg. Jeg har også været i tvivl om hvad det betyder. Det har gjort, at jeg har haft tidspunkter hvor jeg savnede den tunge, intense nærværende sorg, fordi Klemens i al sit uendelige fravær var der så meget. Heldigvis har jeg det ikke sådan, at Klemens er blevet helt væk, eller bare er en historie om mit liv jeg fortæller. For han er i mig, og al det jeg har lært af hans liv og død, er med mig hvilket kommer så tydeligt frem i de livsvalg jeg er i gang med at tage. Jeg er så utrolig taknemlig for alt det jeg har lært af det lille fine menneske. Tænk hvis man selv en dag kunne sætte lige så stor eftertanke igang med sit liv - det er vist de færreste der gør det.

Vi arbejder på det...

Vi arbejder på det der spisning. Dog har vi holdt en lille pause fordi Konrad var syg og så blev han vaccineret og var lidt skidt. I dag var han på toppen, og han syntes at spisningen var sjovt. Det hjælper vist også at Konrad nu sidder i sin egen stol og det er lige sagen for den lille bandit.

Så er det også blevet forår hos Klemens...

I dag er det et år siden, at Klemses lille have på Assistensen blev anlagt, og det var på høje tid at få skåret roser, lavendel og sommerfuglebusken til og få ordnet lidt i Klemses urtehave. Der er blevet klippet og ordnet i flere timer. Det var skønt endelig at få mulighed for ordentlig at tage fat. Det kræver nemlig både omsorg overfor Klemme og hans lillebror - dvs. et par ekstra hænder.

Lysten til at pusle hos Klemme har nu længe været der. Jeg har fået den fineste rosensaks og et sæt gode havehandsker i fødselsdagsgave for snart en måned siden, og jeg må indrømme jeg blev grebet lidt af klipperiet og er nu lidt bange for om jeg har fået beskåret for meget og for tidligt. Jeg håber på, at de sagkyndige på Assistensen godkender mit arbejde - og at det skønne forårsvejr hjælper alle blomster, buske og krydderurter til at skyde og spire påny. Det skal blive dejligt at følge de næste par måneder. Jeg ser frem til at sidde på Klemses bænk med kaffe og Konrad og bare se det hele gro.

Sådan en dag som i dag slår det mig hvor meget liv der er hos dem, der er allermest døde.

Børnearbejde...

Min første grød....

Så skete det.... Konrad er snart 5 måneder, og jeg har ventet lidt med den første grød. Jeg har haft mange gode undskyldninger, og man behøver jo ikke gå igang med det før 6 måneder. Der er dog det lille men, at Konrad da ikke kan få bryst om dagen, for jeg skal starte på arbejde. Så i dag smagte han på hirsegrød fra helsekosten, og han syntes det var ret spændende. Vi skal have arbejdet lidt på det der med at spise og ikke sutte, men jeg er sikker på det nok skal komme....

Der er blomster på vej....

I Klemens have sker der ting og sager. Det går ikke helt så hurtigt som mange andre steder på Assistensen, men det er skønt at nogle af alle løgne er på vej op. Jeg savner ham den lille trold, der ligger dernede i jorden, og jeg tænker meget på ham fortiden - tænker på hvordan livet så ville have været.... og jeg savner ham så det mærkes langt ned i maven.

Men lige nu er det det her der sker i mit liv



og det her





Og når Konrad og jeg triller forbi verdens skønneste plet - så er jeg samtidig sådan næsten lykkelig.

Fusser....

Først var det hænderne, der var spændende. De blev observeret et stykke tid. Derefter gik det op for trolden, at de kunne manipulere med verden - det var stort! Man kan røre, føle og flytte ting ind i munden. Verden blev meget større de dage. Nu har Konrad så fået øje på fødderne. Han har undretsig over dem og beundret dem i lidt over en uge. Når han er blevet skiftet har jeg taget dem hen i håndhøjde så han kunne mærke på dem. Men nu i dag tog han selv fat i dem, og de blev også sludret til. Jeg var der ikke da der blev snakket fodsprog. Det havde lydt helt særligt og meget anderledes end når der bliver snakket til os. Desværre hørte jeg det ikke for jeg var i bad - men jeg nåede lige at fange et par billeder af mødet mellem hænder og fødder!

Regnbuebørn....

Jeg har længe haft svært ved at forklare hvordan Konrads ankomst føles, og hvad hans spillevende lille krop har gjort ved min sorg og angsten for at miste. Der er ingen tvivl om, at både min sorg og angsten for at miste nu har fundet sit leje. Den er ikke så alt opslugende, som den tidligere har været.

Konrad har givet alt den glæde og liv som jeg drømte om, og han insisterer på at leve nu og det er fantastisk. Men Konrads ankomst har ikke medført, at jeg er kommet mig over, at Klemens er død. Det kommer jeg mig aldrig over. Jeg har nærmere af nødvendighed - fordi døden er så urimelig endelig - lært at leve med døden, sorgen og savnet.

Jeg er med på en amerikansk mailingliste for forældre, der alle har mistet deres barn pga hypoplastisk venstre hjertesyndrom - den hjertefejl som Klemens døde af. Her er der en der skriver:

Rainbow babies:
In some circles, babies born to families after the loss of a child are referred to as "Rainbow Babies." The idea is that the baby is like a rainbow after a storm.

"Rainbow Babies" convey the understanding that the beauty of a rainbow does not negate the ravages of the storm. When a rainbow appears, it doesn't mean the storm never happened or that the family is not still dealing with its aftermath. What it means is that something beautiful and full of light has appeared in the midst of the darkness and clouds. Storm clouds may still hover but the rainbow provides a counterbalance of color, energy and hope.

Det er måske nok en anelse cheasy - men samtidig synes jeg, det er sådan et fint billede på hvilken rolle Konrad spiller i mit liv ...

Der hvor solen bli'r ved

I julegave fik jeg Annika Aakjærs CD "Lille Filantrop". Det er en fin lille skive med meget kant. Der gik dog lang tid før jeg fik sat den på. Det viste sig at det sidste nummer var en lille perle. Desværre er det ikke et af de numre Annika Aa. har lagt ud på sin Myspace side http://profile.myspace.com/index.cfm?fuseaction=user.viewprofile&friendid=71913682.

Da jeg ikke kan spille sangen ved at henvise til et link, har jeg skrevet teksten ud....


"Der hvor solen bli'r ved".

Hans far var stolt
selvom han ikke holdt
så længe som han ku'

Hans mor i sort
for deres dreng af guld
hvor mon han er nu

Der hvor solen blir' ved
med at stå op og gå ned

De sku' slå tiden ihjel
men helt af sig selv
gik den i stå

Sku' de bebrejde gud
i deres aftenbøn
men han ved vel også
hvad det vil sige at miste en søn

Og solen bli'r ved
med at stå op og gå ned.

Rygtræning med teletubbies......

Til min store forbavselse kan de der teletubbies noget....Konrad kan nu ligge på maven i lidt mere end 5 min og tilmed grine samtidig

Når man nyder hvert minut...

så går tiden ofte forbandet hurtigt. Derfor har jeg ikke fået opdateret min blog. Siden årsskiftet har jeg været alene med Konrad om dagen. Jeg var fuldstændig klar til det da vi kom der til. Jeg nyder at være på barsel. Jeg nyder at se Konrad vokse og udvikle sig og jeg nyder at dele forældreskabet med Mikkel.

Siden Konrad blev 24 dage, er der sket en masse i mig. Sorgen og angsten, der har fyldt graviditeten og de første uger med Konrad er forandret. Der vil altid være en sorg over tabet af Klemens, og fordi jeg af erfaring ved, at min verden kan synke i grus, dukker angsten hurtigere op end før Klemens døde. Der er dog sket et kæmpe skift - for angsten og sorgen hænger ikke som en tung sky mere. Begge dele har lige så langsomt lettet. Jeg kan ikke sige hvornår præcist det skete, blot at det var engang i slutningen af juleferien, at jeg foralvor kunne sige, at jeg igen kan tænke klart. Det er en lettelse. Jeg nyder, at jeg langsomt er ved at vende tilbage til verden fra min osteklokketilværelse. Jeg bliver aldrig den samme som før. Både Konrad og Klemens har forandret og udviklet mig. Jeg er her nu i en ny og endnu bedre udgave og jeg er stadig under hastig forandring både som mor og menneske!

Billeder af min nu ca 6, 5 kg store dreng....