Billeder fra julen

Mine to drenge

Indtil jeg får skrevet hvor lykkelig jeg er, så er der her lidt billeder af hvorfor....

De første tre uger....

Konrad bliver tre uger i morgen. De er gået hurtigt og dagene har været intense, fulde af glæde, angst, træthed, minder, håb, grin og lidt tårer. Det var en kæmpe lettelse da vores lille trold kom ud til os i verden. Det var fantastisk at se ham i live, at få at vide under hjertescanningen at hans hjerte var fint, at han virkede sund og rask og fødslen gik så godt. Jeg har virkelig været heldig, at jeg ikke var helt brugt op af veer og smerte. Fysisk havde jeg det til min egen overraskelse bedre efter fødslen end før - og sådan var det altså ikke sidst selvom det også var en fin fødsel.

Lettelsen blev dog hurtig afløst af alle mulige følelser. Klemens har været meget med siden. Konrad er heldigvis helt sin egen. Da jeg så ham første gang ved fødslen synes jeg han lignede sin bror, men det var kun hans nyfødte grådkvalte ansigt, for Konrad ligner kun sig selv både af temperament og udseende. Han er også en mild dreng, men knap så stædig som Klemens. Tilgengæld fægter han gerne og meget med ben og arme, og hvor Klemse suttede på sin underlæbe og derfor havde et meget nuttet gigantisk overbid vil Konnor hellere sutte på bryst, sine hænder eller sut. Og så virker Konrad stærk i hele sin krop. Klemse er med fordi han er storebror og savnet, ikke fordi vi forventer at Konnor er som ham. Tilgengæld er det dejligt at tænke på begge sine drenge sammen, når de nu fysisk aldrig kommer til at mødes.

Minderne og savnet af Klemse dukker dog ikke kun op i de gode øjeblikke hvor vi fx griner af Konrads attitude under mælkespisning (se fx billedet nedenfor som Mikkel på sin facebook har kaldt "I want breast- fuck the rest!"). Minderne dukkede også op da mælken løb til og i mængder så der opstod brystbetændelse. Det trickede den del af min sorg over tabet af Klemens som sidder fysisk i kroppen. Jeg har været tilbage til det helvede det var at få stoppet mælkeproduktionen med hormonpiller uden at det lykkedes - hvilket resulterede i brystbtændelse og mælk i stride strømme til et barn der ikke levede mere. Det var hårdt at skulle forholde sig til den oplevelse igen mens jeg var igang med at få en amning og en mælkeproduktion til at fungere. Heldigvis har Konrad ville amme fra starten, uanset ammestilling og mor med 4 dages tårer og feber og i dag går det godt og Konrad tager på hvilket hjælper mig til at tro på at han er sund og rask.

På trods af at Konrads vægt stiger har det sværeste dog været angsten for at noget alvorligt skulle ske med Konrad. Han har haft gulsot siden han var nogle dage gammel, og han er stadig gul. Hans lille navle er lidt snasket og popper op på en lidt pudsig måde. Derfor er alle børnesygdomsbøgerne blevet læst grundigt, både hvad angår gulsot, og infektion i navlen. Efter hjemkomst har vi flere gange taget turen tilbage til Riget for at få taget en blodprøve, der kunne sige noget om gulsoten var ved at aftage. Personalet har flere gange sagt, at de mener Konrad er sund og rask, men at vi skal reagere på hvis han bliver slap og sløv. Lige præcis det der med slap og sløv har tricket en masse hos mig. For jeg er helt enkelt bange for om jeg kan aflæse et sløvt barn, og når der bliver remset tegn op på et sløvt barn kan jeg ikke lade være med at tænke på Klemens, der stadig ikke rigtig passer ind i den kategori - eller rettere sagt først gjorde det få timer inden han kom på hospitalet og var døden nær. Samtdig har jeg det svært med det ansvar, der bliver pålagt os i forhold til at vurdere vores barn, netop fordi det ansvar sidst var alt for stort, eftersom vi oplevede en ansvarsforflygtigelse fra fødegangen og min daværene læge "doktor flink", der ikke synes hun havde tid til at se på Klemens.

Rationelt ved jeg jo godt, at Gulsot er noget helt andet, at Konrad ikke har en hjertefejl og situationen nu er en anden - men oplevelsen af at have et døende barn i mine arme sidder også stadig i min krop, og det gør chokket over først at indse det meget sent også. Og selvom gulsot sjældent er farligt- så findes der et par former der er det. Ligesom betændt navle i værste fald kan føre til blodforgiftning og når man har befundet sig i kategorien 1:10.000 så ved man at man kan ende der igen....

Jeg håber jeg med tiden bliver bedre til at rumme angsten og også, at jeg bliver en "bedre patient" og med det mener jeg ikke en patient, der blot gør som personale siger, men som husker at spørge kvalificeret og kritisk. Jeg oplever stadig, at jeg indimellem kun har fået svar på en brøkdel af det jeg har behov for, og at de ubesvarede spørgsmål er med til at skabe usikkerhed - og her tror jeg endnu engang, at den kloge psykolog vi har gået hos på Riget har ret. Hun har understreget, at med vores historie, er det at stille spørgsmål og være en krævende patient når angsten dukker op vejen frem for at komme den til livs. Det skal da også siges at vi er blevet mødt med meget stor forståelse når vi har gjort opmærksom på vores historie.

Heldigvis er det ikke kun angsten der fylder herhjemme. Det meste af tiden er det glæden og fascinationen over hvordan Konrad udvikler sig. Vi nyder at se hvordan han sætter pris på sin plads i vinduet, som Konrad har indtaget for at få dagslys og komme gulsoten til livs. Her kigger han på både skyer og de billeder og krammebamser som vi har sat op til ham. Han er fantastisk i sine vågne øjeblikke hvor han kigger på os og verden, og når han sover med et stille smil på læben og virker så tryg og glad - føles det mirakuløst at det lille væsen har så str tiltro til os og verden. Det er godt nok dejligt at være mor til Konrad og allermest føler jeg mig helt vildt priviligeret og heldig....

Billeder fra Konrads første uger...

Miraklet Konrad

Konrad er 53 cm og vejede ca 3380 g da han blev født - og er ligesom storebror Klemens verdens dejligste dreng!

Så kom Konrad til verden....

Og det gik heldigvis godt og stærkt. Kl. 9.00 i mandags mødte vi på Riget til igangsættelse. Både Mikkel og jeg havde begge haft en god weekend og følte os meget klar til fødslen. Vi var dog forberedte på, at det kan tage tid når man sådan sætter gang i det hele medicinsk. Da jeg blev undersøgt viste det sig heldigvis, at der kun var ca 1. cm tilbage af min livmoderhals og at den var meget blød. Det betød, at jordemoderen kunne tage vandet i håb om at fødslen kort tid efter ville gå i gang. Eftersom de først skulle sikre sig, der var plads på fødegagen fik jeg lagt en stikpille op, og Mikkel og jeg blev sendt hjem nogle timer for at slappe af. Da vi vendte tilbage fik jeg et lavement og taget vandet. Efterfølgende blev vi sendt af sted på en spadser tur i håb om at veerne gik i gang. Ligesom ved Klemens fødsel var vejret smukt, klart og fuld af solskin. Vi tog os derfor en tur rundt om en af søerne, og jeg kunne mærke at plukveerne blev regelmæssige, mens vi nød København fra dens smukkeste side.

Da vi kom tilbage var jeg 3 cm. åben. Imellemtiden havde der været vagtskifte. Vi blev mødt af en gæv jordemoder der hed Lone. Hun havde som alle andre vi havde snakket med læst vores journal grundigt og vidste, at vi havde brug for sikkerhed og tryghed. Derfor syntes hun, at vi skulle droppe badekaret til fordel for at Konrad under hele fødslen kunne have en elektrode i hovedet, der tjekkede hans tilstand, såvel som jeg fik CTG båndene om maven – en teknologi der hedder STAN, som jeg blev meget fascineret af. Jeg kunne stå op, men bevægelsesfriheden var dog nået begrænset.

Vi håbede at veerne ville udvikle sig, men da de ikke gjorde det og vedrop kom på tale, var jeg ret hurtig til at sige epidural. Lone jordemoder ventede med vedroppet til epiduralen var lagt, eftersom hun sagde, at det som andengangsfødende kan gå ekstremt stærkt, når først man foralvor begynder at åbne sig. Veerne nåede derfor aldrig at blive rigtig smertefulde inden anæstesilægen havde lagt bedøvelsen, så den hyggelige stemning med småsnak gik stort set lige til jordemoderen sagde jeg var 9. cm åben.

Så blev der ringet efter en pædiater, der skulle undersøge Konrad så snart han kom ud. Pressefasen tog da også kun ca. 10 min. Det var de 10. minutter det gjorde ondt på mig og smerten kom udelukkende fra skeden, så jeg slap meget nådigt! Og det var fantastisk at høre Konrads meget høje skrig da jeg fik ham i armene lige efter han var kommet ud. Han blev derefter undersøgt af en pædiater, der spurgte Mikkel hvem af os han havde arvet det temperament fra.....

Mikkel gik med pædiateren, der lavede en EKG af Konrads hjerte, der så fin ud. Imens fødte jeg Konrads moderkage. Da Konrad kom tilbage var han med det samme klar til at amme, og blev ved en times tid indtil vi fik en stue.

Han ser indtil videre ud til at stortrives og hans hjerte var fint da vi i dag fik foretaget en scanning af det, hvilket er rigtig rigtig dejligt. Nu venter vi blot på at mælken for alvor løber til så vi kan få en fornemmelse af at amningen er etableret og kan komme hjem.

Vi har fået en helt fantastisk behandling og har følt os så trygge og veltilpasse igennem hele forløbet. Indtil videre har Mikkel kunne være her, så vi alle tre bare har nydt hinandens selskab.... Tak kære personale på Riget! Hvor er jeg dog glad for, at det offentlige sygehusvæsen ikke endnu er brudt helt sammen - nu håber vi bare at Barack Obama stemningen også spreder sig til DK, så vi i fremtiden kan opleve den samme varme og omsorg!

Hvis ikke før så sker det på mandag...

I dag var jeg ved at gå op i en spids. Jeg har været til adskillige akupunkturbehandlinger for at fødslen skulle gå igang af sig selv og jeg skulle være klar, men endnu har det mest af alt resulteret i lidt muren og en hel del plukkeveer.

I går gik det så op for mig, at jeg måske ville ende med at skulle gå helt til den 11. nov. før Konrads fødsel blev sat igang. Det kunne jeg ikke bære. Min både flinke og kompetente fødselslæge har forsøgt at fastholde, at det var bedst at gå til termin. Det er det sikkert hvis man er udstyret med nerver af stål og det er jeg altså ikke. Aftalen har været at jeg kunne ringe hvis jeg ikke kunne holde det ud og få en tid ugen inden. Hele dagen idag har psykologen fra Rigets gode råd med, at jeg altså ikke behøver at være den dygtige patient ekkoet i mit hoved. Alle kræfter skal ikke anvendes på at kunne rumme angsten inden fødslen - der skal være energi tilovers til efter fødslen, hvor vi jo skal tage godt i mod Konrad. Jeg har simpelthen været så bange for om jeg snubler her den sidste 1 1/2 uge, og vi også mister Konrad. Jeg har gået rundt om mig selv både igår og i dag og var så grøn i hovedet da Mikkel kom hjem fra arbejde, at han godt kunne se, at det var ham, der måtte ringe til lægen og få en ny tid, for jeg var helt enkelt for langt ude i torvene. Nu har vi fået en tid kl. 9.00 på mandag, og det kan ikke blive bedre. Jeg kan mærke, at jeg er helt utrolig lettet, og jeg er sikker på, at Konrad har det helt fint med at komme ud en uge før termin. Nu har jeg mest af alt sommerfugle flyvende rundt i maven..... Jeg tror godt jeg kan overskue at skulle gennem weekenden - nu skal der blot hviskes en masse kridtstreger ud og brændes en masse kalenderlys af inden mandag morgen! Nøj hvor jeg glæder mig til at møde ham den lille fis ansigt til ansigt!!!!

Livet et år efter...

Det blev en hård, men fin weekend med minderne om Klemens indlæggelse og død. Mikkel og jeg fik mindet vores lille Klemsedreng. Vi var sammen, snakkede, mindedes, græd lidt, lavede græskar til ham, besøgte ham flere gange og var sammen. Og så fik vi set de første to Ringenes Herre film i extended version. Ringenes Herre var vores fælles pause fra sorgen, og en måde at få den uendelig langsomme tid til at gå dengang efter Klemens død. For os er Ringenes Herre altid tæt forbundet med den første måned af sorgprocessen - så lang tid tog det os sidste år at spise os igennem i små bidder.

Det er utroligt et år efter at sidde og kramme med varm chokolade i den ene hånd, film, hinanden, Klemse så særligt nærværende og Konrad sparkende i maven. Vi var samlet hele familien og det var rart selvom det også er trist fordi det mindede os så meget om, at Klemse skulle have levet og været snart 13 måneder.

At sidde der satte det sidste år og hvad vi har været igennem i perspektiv. Der er sket meget det sidste år samtidig med, at jeg i mit tudse rundt i sorgproces og være på barsel liv herhjemme, ofte har følt, at livet har stået stille. Jeg/vi er dog et så fuldstændig anderledes sted end vi var for et år siden hvor livet synes ubærligt. Og det er et eller andet sted dybt forunderligt og mærkværdigt, at det er muligt. Set tilbage er det ganske forunderligt, at vi er hvor vi er i dag trods savn og sorg - at Klemse langsomt er ved at finde sin plads, og at vi er ved at finde vores ståsted i livet igen med sorgen og savnet.

Igennem det sidste år har jeg ofte tænkt på mindedagene (fødselsdag og dødsdag) med en vis frygt og usikkerhed. Hvordan ville det blive, hvordan kan man skabe rammer, der skaber rum til sorgen og glæden? Hvordan ville jeg reagere og ville jeg være i stand til at rumme det op til Konrads fødsel? I dag har jeg det rigtig godt med de spæde traditioner vi har påbegyndt. Vi ved hvordan Klemme skal fejres og mindes i årene fremover, og det er traditioner, der både giver rum til sorg og glæde.

Det er rart at være nået her til. Det har givet mig en utrolig ro, der gør at ham Konrad i maven kan få plads nu hvor vi går og venter på, at han kommer ud. Det gør også, at jeg føler mig klar til fødslen på en anden måde end før. Jeg føler mig parat til alle de følelser der følger, for Klemens og sorgen har fået sin storebror plads og det føles så godt og rart i dag. Så lille dejlige Konrad kan du ikke bare se at komme ud nu ? Din far og mor er mere end klar!

For et år siden....

Nu starter optakten til Klemens dødsdag. Den begyndte allerede i eftermiddags. I dag er det et år siden, at min lille trold kiggede på mig og ikke rigtig ville spise. Han virkede ikke slap, men mest uinteresseret i at spise, og når han blev sulten blev han frustreret. Han var allerede da dehydreret og havde tabt sig. Det blev tydeligt da vi lagde ham på køkkenvægten. Vi mødte desværre ingen forståelse, da vi kontaktede Frederiksberg hospitals føde-barselsgang.

Jeg prøvede at få mad i Klemse hele eftermiddagen, aftenen og natten. Jeg vækkede ham ved at skifte ham, nulre fødder og hænder. Jeg lagde ham til og han spiste lidt, men ikke meget. Jeg var nervøs og usikker, og jeg følte mig som en dårlig mor, der ikke kunne tage vare på mit barn. Det var en hård aften og nat, og den efterfølgende dag var den værste i mit liv - uden sammenligning! Det var dagen hvor Klemens endelig blev indlagt efter igen at være blevet afvist af egen læge og have ventet mange timer på sundhedsplejerske besøg. Det var en dag med den værste taxatur i mit liv - 40 minutter med sygt barn til Hvidovre Hospital. Det var dagen hvor Klemens blev diagnosticeret og hvor håbet for, at han skulle overleve svandt, som dramatikken udviklede sig. Der var blåblink, politi eskort og baby ambulance- og så endte Klemens lille krop med at ligge med slanger og elektroder over det hele mens hans bevidsthed var væk pga lavt iltoptag og masser af morfin.

Jeg har tænkt meget på min trold i dag, og hvordan det var sidste år. Samtidig har jeg haft en god dag, hvilket har overrasket mig. Jeg har været fuld af en energi jeg ikke har oplevet længe. Mikkel har drillet mig med, at det nok er fordi jeg har sovet så meget på sofaen her på det sidste. Jeg tror det er virkningen af igårs første akupunktur behandling, der helst skulle gøre min krop klar til snart at gå i fødsel. I dag har jeg haft rigtig rigtig mange plukkeveer. Konrad og jeg har en aftale om, at han ikke skal komme før efter på søndag, fordi søndag er Klemens dødsdag. Nu må vi se om han overholder den aftale... bare han kommer ud i levende live og god behold, så klarer vi nok også det. Idag er det bare rart, at jeg bevæger mig mod de næste par dage fuld af energi. Jeg tror bestemt det er nu jeg har brug for disse ekstra energireserver!

Der er lige blevet skudt udenfor min gadedør....

Og det synes jeg altså bare på ingen måde er i orden. Der har været mange skudepisoder i nærområdet det sidste stykke tid, men i dag var det så på Nannasgade/Rådmandsgade ved høj lys dag og med børn overalt for der ligger en skole, der er boldbane og mange unger i gaden.

Jeg hørte skudne, men var overbevist om at de lyde der kom måtte være fyrværkeri antændt af nogle af ungerne, som jeg kunne høre nede fra boldbanen. Det var det så ikke - i stedet var børnene på boldbanen vidne til, at der blev skudt og det er fandeme ikke i orden. Jeg er rasende og chokeret og drøn hamrende arrig efter jeg på Politikens webside fik læst hvad der var sket og så politiet afspærre udenfor mit vindu..... Der er helt stille nede fra boldbanen og gaden nu og jeg har en stor klump i maven.

24 dage til termin...

Der er 24 dage til termin og igangsættelse, hvis altså ikke Konrad beslutter sig til at komme før. Det håber vi for herhjemme kan vi slet ikke vente, og jeg føler mig efterhånden kæmpe stor og tung....

Nerverne er også lidt slidte, der går ikke lang tid imellem, at jeg vækker Konrad i maven, hvis han har været for stille. Håber ikke han har fået blå mærker af alle de møf jeg har givet ham.

Jeg har fundet et ubrugt kalenderlys, der er blevet tændt i dagens anledning. Jeg er meget meget mere spændt end et lille barn før juleaften, og den 11 nov. føles lige så langt væk som en hel uendelighed, men der er ikke andet at gøre end at tage en enkelt dag af gangen.....

Barsel..

Det er lige gået op for mig, at jeg om en uge går på barsel....ikke at det i mit daglige liv gør den store forskel, men så slipper jeg for opringninger fra sagsbehandlere, der ringer i tide og utide.....Det bedste af det hele er dog, at det betyder, at der ikke er så lang tid til Konrads ankomst.....

Vi er et par stykker herhjemme der ikke kan vente!!!!

Klemens Fødselsdag ...

I fredags havde Klemens 1. års fødselsdag. Desværre er han her jo ikke, og sådan en dag minder mig om det jeg har mistet. Etårs fødselsdag, er i mit hoved en ret vigtig dag. Babyen er ved at blive et barn. Mange børn kan gå og stå, spise og grine og måske tilmed sige de første ord. Og for mig er det svært ikke at fantasere over hvad Klemse ville have kunne havde han ikke haft et halvt hjerte.

Vi kommer aldrig til at se Klemens udvikle sig videre end de tre uger han levede i, så det vi følte vi kunne gøre når Klemens ikke er her, var at mindes ham og det fantastiske ved at han kom til verden. Vi ville ikke have været de uger foruden, og gid vi havde haft endnu længere tid sammen ed vores lille vidunderlige trold.....

Selvom det er hårdt at mindes, er det også godt. Hele dagen gik vi og holdt øje med vigtige tidspunkter. Tidspunktet hvor vi var kommet på hospitalet, hvor jeg sad i badekar og havde det helt fint, hvor jeg var 9 cm åben og det gjorde MEGET ondt, 13.06 hvor han kom ud til os... Vi tænkte på de efterfølgende timer hvor vi ikke var til at skyde igennem fordi vi endelig var blevet forældre til intet mindre end et vidunder. Jeg har aldrig været så lykkelig i mit liv, og det er værd at mindes og fejre....

Vi startede dagen med, at tage ned til Klemse i hans lille have og som fødselsdagsgave satte vi 110 forårsløg i plænen. Vi er spændte på hvor meget der dukker op til foråret... Han fik også en efterårsbuket fra os, og geoginer fra farmor og farfar, der bor i Jylland. Vi tændte lys og røgelse og sang begge fødselsdagssange for ham. Bagefter gik vi ud og spiste brunch og tog i Dyrehaven. Det passede så utrolig godt sammen med, at Klemse er vores lille efterårsdreng. Kronhjortene havde da også stillet sig op og brølede i kor. Vi undgik også en lille byge ved at gå ind i Peter Lieps hus og få varm kakao.

Bagefter tog vi ind forbi Klemse igen. Der var mange, der i dagens løb havde lagt vejen forbi, sat blomster eller sendt blomster til os, givet gaver, sat lys eller andet for ikke at tale om alle sms'erne, der er kommet og mails. Klemses have er så fin og det varmer helt utroligt, at han er blevet husket af så mange. Selv kastanietræet, der står og passer på ham har husket på ham. Det har nemlig for første gang nogensinde fået kastanier!

Om aftenen fik vi kigget mindebogen igennem efter vi havde spist pandekager - for vi er overbeviste om, at Klemse havde sat stor pris på netop pandekager!

Det var en hård men god dag at komme igennem. For Klemenssavnet og sorgen kom tæt på - men det skulle det også! Vi synes selv vi har lagt grunden til mange gode traditioner, som vi i fremtiden vil holde fast i på Klemses fødselsdag; traditioner der skaber rammen for alt det gode og vidunderlige ved Klemens lille liv, og som vores andre børn forhåbentlig også kommer til at sætte pris på....

For et år siden....

For et år siden var vandet lige gået, og Mikkel og jeg var på vej ind til Frederiksberg Hospital for, at jeg kunne blive undersøgt og få kørt en strimmel. Veerne kom først i løbet af natten. Det var den smukkeste stjerneklare nat, og jeg var så fuld af forventninger. I aften skulle jeg have puttet min næsten etårige søn. Mikkel og jeg skulle i al hemmelighed have pakket gaver ind efter at vores søn sov sødt, bagt boller og gjort klar til lagkage og den store dag.....

Jeg savner Klemens, jeg savner den lille dreng, der nu skulle have været så stor, at han måske kunne stavre rundt og sige enkelte ord.

Mikkel og jeg har for ca. 1 1/2 uge siden sendt nedenstående mail til venner og bekendte. Nu lægger jeg den også ud her. Historien om Klemens, er den samme som kan findes som link ude i kanten her på siden. Jeg vil fortsætte min aften med at nyde Konrads bevægelser i maven og mindes alt det dejlige, der skete dengang sidste år, hvor jeg var ved at briste af spænding over at min lille søn var på vej. Klemens fødsel vil for mig altid være en af de største, vildeste og smukkeste oplevelser i mit liv...





Kære Alle,

Efteråret er over os, og for os betyder det samtidig, at Klemens vores dejlige efterårsdrengs første store mærkedage nærmer sig. Den 3. oktober ville han være fyldt et år, og den 26. oktober er det et år siden, at han en tidlig fredag morgen på Rigshospitalet langsomt åndede ud i vores arme.

Vi skriver denne mail til jer alle af to grunde. For det første for at fortælle jer, hvor meget vi siden Klemens’ død har sat pris på alle jeres sms’er, emails, telefonopkald, kondolencebreve, samtaler, blomster, tanker, støttende skuldre mv. Vi har ikke tidligere haft overskud til at svare på alle disse breve og blomster, men I skal vide, at de varmede og støttede os usigeligt meget. Det har gjort en forskel for os, at mærke jeres varme og omsorg.

For det andet vil vi med denne mail også give jer en status på, hvordan vi har det i dag. Der er nok ingen tvivl om, at det sidste år har været benhårdt. At miste et barn er noget af det værste, man kan opleve, og det at være i sorg har for os begge været nyt og noget vi skulle lære. Vi har både sammen og hver for sig skullet finde vores tilgange til at kunne rumme smerten og sorgen. Vi har været usigeligt heldige at have hinanden, og har gennem det sidste år kunne støtte hinanden i at finde vej tilbage til glæden og troen på livet. Selvom vi stadig sørger over tabet af Klemens og savner ham, så har han også vist os at livet skal leves nu og for hinanden.

Vi valgte derfor kun to måneder efter Klemens’ død at tage til Indien, hvor vi fik ny energi fra sol, afslapning og yoga. Vi købte og overtog derefter vores tidligere naboers lejlighed, fordi vi stadig gerne ville have levende børn og havde brug for mere plads.

Mikkel genoptog ved hjemkomsten fra Indien igen arbejdet med sin ph.d. på fuld kraft, mens Stine har været på barsel og efterfølgende har været sygemeldt. Imens har hun bl.a. skrevet Klemens’ historie, som vi har vedhæftet med denne mail.

Lykkeligvis blev Stine hurtig gravid igen, så vi nu spændte venter på, at lillebror Konrad kommer til verden i begyndelsen af november. At vi venter os er både vidunderligt, fantastisk og meget angstprovokerende, da oplevelsen af at se og mærke Klemens dø stadig er meget tæt på.

Konrad er ikke en erstatning for Klemens. Han er Klemens’ lillebror og helt sin egen, hvilket allerede er tydeligt i den måde han bevæger sig på i Stines mave. Konrad kommer til at vokse op som vores andet barn. Han vil fra starten høre, at hans storebror desværre ikke fik mulighed for at leve længe pga. hans hjertefejl. Han vil se billeder af sin bror, og komme på besøg i hans lille have på Assistents Kirkegården. Klemens vil ikke være glemt, og vi sætter altid pris på, at han bliver husket og nævnt.

Den sidste tid har vi snakket en del om, hvordan vi skal fejre og mindes Klemens, først på hans fødselsdag og dernæst på hans dødsdag. Der er stadig et par uger til, at Klemens skulle have fyldt et år, og i den anledning skulle have fået lov til at smage lagkage for første gang i sit liv. Vi er ret sikre på, at han som os havde sat stor pris på kagecreme og flødeskum! Men Klemens er her ikke til at grine lykkeligt med flødeskum og kagecreme på sine runde kinder, og derfor bliver hans fødselsdag noget andet. Det bliver en dag, hvor vi har besluttet at være sammen bare os to for at mindes det gode der var: fødslen og de første smukke, dejlige uger med vores søn. Det bliver en dag, hvor vi vil pusle om ham ved hans grav, tage i Dyrehaven og kigge på efteråret, kigge på billederne af vores dejlige dreng og være så tæt vi kan komme på ham og hinanden.

På begge store dage har vi brug for at være alene sammen, men vi vil samtidig blive meget glade, hvis I på den ene eller den anden måde husker på at Klemens kom til verden og var her i kun 22 ½ dag, og satte sig dybe spor.

Kærlige hilsner

Mikkel og Stine

Tanker om Konrad....

I maven kan jeg mærke den lille trold. I starten troede jeg han var en værre ballademager. Han har også sparket mere end Klemens. Nu er han gået mere over i møffe-mood, men synes nu som Klemens som et mildt væsen. Det er bestemt ikke sådan, at jeg ikke kan mærke ham, han hikker, møffer, rør på sig på sin egen fine måde. Det føles både roligt og godt.

Han har hele tiden ligget anderledes end Klemens gjorde i min mave. I lang tid lå han på tværs. Jeg er sikker på han aspirerer til at blive en superhelt. Det virker dog som om han pga. pladsmangel har opgivet den noget kontrære stilling, for de sidste par uger har han haft hovedet ned af, og han møffer ikke fra den ene til den anden side som Klemsemusen gjorde, men han lå også med hovedet oppe. Konrad virker ikke lige så stædig, for når Klemens ville flytte sig og jeg lå forkert så sagde han til. Jeg er spændt på hvem han er ham Konrad, og om mine fornemmelser holder stik. Jeg kan ikke vente til at ugerne er gået, og han kommer ud til os, så vi kan holde af, holde om pusle, nusse, hygge, amme, lege, kigge på verden, synge sange, danse, vise verden frem, trøste og være der for ham....Nøj hvor jeg glæder mig til også at blive mor til et levende barn!

Efterårsfornemmelser...

De sidste dage har vejret slået om. Det har været koldt og klart. Mine læber er begyndt at tørre ud og efterårsfornemmelserne har sat mine følelser i gang, mens mine tanker meget af tiden har været helt andre steder fordi der var ting, der skulle gøres og ordnes, som jeg ikke kunne lægge fra mig.

Samtidig har jeg vidst det længe – Klemens presser sig på. Jeg kan mærke det i hele min krop fra inderst til yderst. Jeg savner ham, og han er nærværende på den der mærkværdige måde, der på en eller anden måde kan lade sig gøre på trods af, at han er stendød.

For et år siden var jeg gået på barsel. Jeg gik og ventede på, at han skulle komme. Jeg var glad og naiv og usikker på om det blev en dreng, pige eller måske en elefant.

For et år siden havde jeg langt om længe lagt min fremtidspanik fra mig. Og jeg glædede mig til min kommende identitet som mor. Samtidig synes det overvældende at mit liv skulle forandres.

Jeg vaskede tøj, så SATC, læste bøger, slappede af og gik til graviditetesyoga, hvor jeg øvede mig på åndedræt, lavede afslapningsøvelser og forsøgte mentalt at indstille mig på fødslen.

Som nu var det efterår, for Klemens blev født 3. Oktober.
Fødslen gik i gang på den smukkeste stjerneklare nat, og månen hang så smukt over byen. Han blev født kl. 13.06. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel, og træerne havde iklædt sig deres smukkeste farver. Jeg var ikke i tvivl om, at det alt sammen var for at hylde min søns ankomst til verden.

Da vi nogle timer efter fødslen var hjemme igen, sprang jeg op af trappen til lejligheden med Klemens i autostolen, for jeg glædede mig sådan til at han skulle se, fornemme og opleve sit rigtige hjem. Endofinerne kørte rundt i min krop, så jeg var i en lykkeros uden lige.

Der er stadig et par uger til, at Klemens skulle have fyldt et år, og i dagens anledning have fået lov til at smage lagkage for første gang i sit liv. Jeg er sikker på, at han havde synes om det. Jeg kan ikke forestille mig andet taget hans forældrer i betragtning!

Selvom vi skal fejre Klemens og mindes ham bliver det ikke den dag vi havde drømt om og forventet, for Klemens er her ikke mere. Er der lagkage vil han ikke kunne smage på den, han vil ikke grine lykkeligt med flødeskum og kagecreme på sine runde kinder.

Det bliver noget andet. Det bliver en dag hvor vi mindes det gode der var, fødslen og de første smukke, dejlige uger med vores søn. Vi er gået i gang med at finde ud af hvordan dagen skal fejres og mindes.

Jeg tror ikke det bliver med lagkage, for fødselsdagsbarnet kommer ikke til festen. Men det bliver en dag hvor Mikkel og jeg er sammen, mindes Klemens, pusler om ham ved hans grav, tager i dyrehaven og kigger på efteråret hvis vejret er til det, kigger på billederne af vores dejlige dreng og er så tæt vi kan komme på ham og hinanden.

Vi har brug for at være os uden andre, men vil samtidig blive glade hvis Klemens bliver husket for, at han kom til verden og var her, satte sine spor helt ind i sjælen hos os.

Følende fascinationer...

Forleden faldt jeg i en snak om sorgens følelser. Jeg tror samtalen startede med, at nogle beskriver de har det svært ved, at de er ved at få det godt igen efter at have mistet barn - for hvordan kan man det når ens barn er dødt? Det giver egentlig meget god mening, at man kan have det sådan, men det er ikke min oplevelse. Indtil videre har jeg ikke haft dårlig samvittighed over at få det bedre. Set i bakspejlet synes jeg, at den meningsløshed ved livet jeg oplevede de første måneder efter Klemens død var grufuld og netop meningsløs - for når man nu er så skide hamrende forbandet heldig at kunne leve (et valg Klemens ikke fik i mere end 22 og en halv dag og da udnyttede han sit liv til fulde) så synes jeg også, jeg har en forpligtigelse til at bruge livet på den bedst tænkelige måde. Og omvedt- hvis livet virkelig ikke gav mening mere hvorfor så leve det?

Jeg tror jeg langsomt er ved at komme tilbage til livet og lære at leve med min nye virkelighed som mor til et dødt barn, fordi verden har masser at byde på og jeg stadig har masser at give og masser at lære og opleve.

Jeg kan ikke huske hvor lang tid der gik før jeg sådan grinede helt nede dybt fra maven igen efter Klemens død og virkelig syntes noget var sjovt - men jeg kan huske fornemmelsen af at tænke - hold da op, der skete noget med mig - fedt - jeg kan faktisk synes noget er sjovt igen.

Da Mikkel og jeg sad på en strand i Goa og kiggede på den første smukke solnedgang med en indisk øl i hånden ca 2 måneder efter Klemens død, gik det også op for mig, at jeg stadig kunne sætte pris på verden og dens mange forunderlige former for skønhed - og det var en stærk oplevelse. Jeg tror ikke jeg før har følt så meget og så intensivt som jeg har siden Klemens blev født og døde. Og jeg vidste ikke inden, at følelser er så elastiske, modsætningsfyldte og foranderlige som jeg har oplevet dem lige siden.

Jeg ved ikke om man kan sige, at jeg tidligere har været følelsesmæssigt umoden, jeg tror egentlig bare, at jeg ikke har været følelsesmæssigt udfordret før, men indtil Klemens fødsel har følelser for mig været sådan lidt enten eller. Enten var jeg forelsket eller også var jeg ikke - enten holdt jeg af en - eller jeg holdt ikke af. Jeg var enten i godt eller dårligt humør, trist eller glad. Der var selvfølgelig følelser, der kunne være samtidig - fx oplevede jeg samtidig at være vred, ked og såret - eller glad og forelsket (hvis det blev gengældt), eller ked og forelsket (hvis det ikke blev gengældt), men i min ureflekterede følelseskategorisering passede de ind i min egen forestilling om hvad der var muligt.

Sorgen har kompliceret og nuanceret billedet fuldstændig. Den har sprængt rammen for mine egne forestillinger om følelser. Jeg kan være lykkelig over Konrad i maven, samtidig med at savnet efter Klemens fylder og gør mig usigelig trist og angsten sniger sig ind på mig - for tænk hvis jeg mister igen - og samtidig kan jeg grine dybt nede fra maven hvis jeg oplever noget bizart eller sjovt. Det imponerende er, at jeg kan føle det hele meget intenst på samme tid, og det giver mening og indhold til mit liv. Det gør også, at jeg pt er træt, og ikke orker meget andet end alt det her væren i følelserne. Jeg håber jeg med tiden formår at fastholde mit rige følelsesliv og have lidt mere energi til de mange mennesker omkring mig - det har både de og jeg fortjent. For nok er jeg pt fascineret af min opdagelse af mit eget følelsesliv som menneske, men jeg er mindst lige så fascineret og interesseret af hvordan andre tænker, føler, oplever og lever...
...

Gode og dårlige nyheder....

Den sidste lidt mere end en uge har vi haft besøg af mine søde svigerforældrer. Vægge er blevet revet ned, elinstalationer fuldført og der er kommet hul mellem vores to lejligheder. Imens det store støvede arbejde har stået på har jeg om dagen været forvist til at hænge ud på cafeer og besøge venner. Det har været helt ok - men da svigerforældrene igår tog afsted og lejligheden nu næsten er færdig (der mangler lidt malearbejde, meget rengøring og oprydning) så blev her helt stille på den rolige rare "nu finder jeg snart mig selv igen måde". Det har været helt fantastisk, at de vil hjælpe os, og det er imponerende så effektive de er, men idag kan jeg mærke hvor meget jeg har behov for den ro og rytme jeg pt lever med i mit liv. Efter endnu en morgen på Riget, denne gang pga. glucosebelasting fordi nogle er blevet lidt tykke, har jeg sovet 3 timers formiddag/eftermiddagslur. Jeg er simpelthen godt gammeldags mørbanket, og det kan jeg mærke i hele kroppen på trods af, at det ikke er mig, der har lagt timer i spartling, nedtagning af væg mv. Mens svigerfamilien har været her, har jeg dog også oveni fået to store nyheder, der har påvirket mig på godt og ondt. Den første er rigtig god!

Når jeg kommer tilbage fra barsel 1. juni 2009, har jeg 6 måneders forskningspenge, hvor jeg skal skrive artikler på baggrund af min afhandling. Jeg glæder mig allerede, og jeg er helt sikker på, at jeg på daværende tidspunkt, er kommet så langt med mig selv og sorgen, at det er helt helt fint og jeg er meget sulten efter at komme igang. Det giver faktisk mod på allerede at skrive lidt i det små når nu vi kommer på plads igen efter ombygningsprojektet. Jeg føler derfor heller ikke et press på at skrive ansøgninger til diverse forskningsråd og fonde lige nu, det må helt enkelt vente til efter den 1. juni 2009, når jeg er tilbage for alvor på arbejdsmarkedet. Hvor jeg for blot måneder siden var ved at gå i spåner over, at det ville være meget svært at komme tilbage til det jeg tidligere har lavet, er jeg nu ganske rolig. Jeg får i hvertfald muligheden for det nu, mit karrieretog er ikke kørt så langt væk, at jeg ikke kan springe på når jeg om et års tid er klar igen - og det er rart, godt for mig og Konrad og så lysner det lille hjems økonomiske situation også. For det koster altså penge sådan at have et dødt barn (være på sygedagpenge og ikke kunne oerskue andet end at handle i Irma og den slags), og nogle siger det også koster at have et levende.

Den anden nyhed er en af dem jeg af en eller anden grund havde bildt mig ind ikke var mulig. Forleden dumpede en sms ind om aftenen. Der stod, at en af mine venners lille pige var død pga moderkageløsning. Jeg tror noget af det første, der fløj ud af munden på mig var, det kan ikke være muligt. Jeg har de sidste måneder lært at rumme, at der findes døde børn (selvom jeg synes de burde blive levende igen...). Jeg har fået mange nye venner og bekendte, fordi jeg er forældre til et dødt barn, men i mit hoved er det noget andet når mine egne venners børn dør. Det bragte mig i et døgns tid tilbage i chokfasen, og det er selvfølgelig væmmeligt, men betyder ikke så meget for mig, for jeg ved godt, at det er sådan det må være når en nyhed af den kaliber kommer så tæt på man selv har mistet. Det frygtelige er, at der nu er endnu et forældrepar, der var fulde af glæde og forventning og pludselig oplever at deres verden synker i grus og at der var en lille dejlig pige, der var så tæt på at starte sit liv men ikke fik muligheden. Det er ubærligt, og selvom jeg godt ved, at det ikke gør nogen forskel, så går det meste af min tankevirksomhed med at håbe, at forældrene får den omsorg, de skal have af alt fra sundhedspersonale, bedemand, familie mv...

At lære at leve med livet...

For et år siden gik jeg rundt og var endnu rundere end jeg er nu. Jeg var også fuld af forventninger - og herhjemme summede der af travlhed og bryllupsforberedelser. Mikkel og jeg blev gift den 4. aug. Den lørdag i august hvor solen og sommeren endelig kom på kort visit i København.

I dag er jeg så glad for, at vi valgte at blive gift sidste år og ikke fandt, at den store runde mave eller mangel på indtagelse af alkohol fra min side skulle udsætte brylluppet. Når jeg tænker tilbage på mig selv den 4. aug 2007, var jeg et andet menneske. Et menneske med mod og tro på livet. Et menneske der var uviden om smerte og sorg. Jeg var helt enkelt bare lalleglad, fjollet og lykkelig (med lidt almen fremtidspanik i ny og næ). I min mave hyggede Klemse sig og vi var vel mest af alt et forventningsfuldt forældrepar, der ventede i spænding på den dag vores lille vidunder skulle komme ud i verden til os. Selvom jeg ikke kunne drikke og min kjole ikke kunne skjule, at min krop havde taget form som en mindre hval - så var den dag præcis som den skulle være for både Mikkel og mig!

Det er gode minder at have - og det er rart at tænke tilbage på, at verden også kan se sådan ud, men jeg kommer aldrig tilbage der til. I stedet har jeg skulle lære først at rumme sorgen efter Klemens død, derefter glæden over en ny graviditet og nu går meget af min tid med at forholde mig til angsten for igen at miste.

De første tre måneder af graviditeten ville jeg ikke se angsten i øjnene. Jeg sad forlammet på sofaen - hvilket en kvik psykolog kunne mene var en chokreaktion. Det lettede gevaldigt efter den første hjertescanning. Desværre gav de efterfølgende scanninger os ikke den samme sikkerhed vi havde håbet - istedet blev vi konfronteret med, at der kan være noget galt men højst sandsynligvis ikke er det. Set i bakspejlet, er det måske også lidt naivt af mig at bilde mig ind at angsten ikke havde været der i dag, hvis alle scanninger havde vist, at alt var fint. Spørgsmålet er jo om vi nogensinde vil kunne føle os sikre?

Den her oplevelse har fået mig til at tænke frem i tiden - og den lange række af situationer, der skræmmer mig og som hele tiden har ligget forude, men som jeg helt enkelt ikke har turde forholde mig til.

Jeg er bange for om Konrad kommer ud til os i live, jeg er bange for at angsten skal overskygge under fødslen og gøre det svært for mig at føde. Jeg er på bange for ikke at møde forståelse under fødslen. Jeg er bange for efterfølgende ikke at kunne finde ud af hvordan man tager sig af et lille nyfødt barn. Jeg er drøn hamrende usikker på om jeg kan læse Konrads behov og ve og vel når han kommer ud. Jeg er bange for igen at sidde et døgn med et dødsygt børn og føle at døre bliver lukket når jeg beder om hjælp. Jeg er bange for at tage Konrad med ud i den "farlige" verden, som jo det meste af tiden er smuk og forunderlig og som jeg så gerne vil vise ham og gøre ham fortrolig med. Og så er jeg sindsygt bange for at angsten skal gøre Konrad bange for livet og verden - at min angst skal pakke ham så meget ind i vat og bomuld, at han ikke får fornemmelsen af, at han kan og vil og har forældre der tror på ham!

Angsten er med andre ord krøbet ind, hvor den ikke burde være. Som jeg ser det nu, er jeg kommet så langt, at jeg har indset at jeg er bange - og det er en svær en at sluge. Jeg synes helt enkelt det passer rigtig skidt med mit eget selvbillede. For sådan er jeg bare ikke. Kampen bliver derfor nu at lære at leve med det helt menneskelige vilkår, at livet er endeligt og skrøbeligt. Jeg skal lære at turde igen på trods af, at jeg ved hvad det betyder når livet gør rigtig rigtig ondt. Jeg bliver aldrig hende den lalleglade uden den slags bekymringer igen - men jeg håber jeg kan blive hende der gør og tør igen - når jeg har fundet tilgange til at imødekomme angsten så den ikke slår mig mig ud og hjem. Jeg håber på at selvom jeg i dag har en anden bevidsthed om livets skrøbelighed, så kan den indsigt bruges konstruktivt en dag når det her følelsesarbejde er udført.

Det kan godt være at jeg pt ligger meget på sofaen, men jeg begynder i stigende grad at indse, at jeg aldrig før har udført så meget hårdt arbejde i mit liv som jeg har gjort det sidste år...På mine gode dage, er jeg også sikker på, at det giver mig en indsigt i livet jeg ellers ikke ville have haft. De sidste måneders følelsesarbejde er kort sagt, det store kursus i at lære at leve med livet...

Når savnet presser sig på

Nogle dage vælter savnet bare op. Sådan har det været i dag. Det er ikke så tit jeg bryder ud i hulkegråd mere, men da jeg sad nede hos Klemse i dag kom det væltene, tårer med lyd på, der ikke sådan var til at stoppe. Han skulle jo have været stor nu min lille skat. Så sidder man der og er en hulkemor og føler sig meget meget lille inden i. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er Klemens måde at sparke på nu hvor han ikke kan give livstegn som hans lillebror i maven giver mig dagligt. Det er en dejlig tanke - og tårerne må gerne komme - jeg har stadig brug for dem og for tankerne, drømmene, fantasierne og savnet af Klemse...

Katte nekrolog....

Så blev der lidt tomt igen...for et par timer siden dumpede der nemlig en meget trist email ind fra min faster og onkel. Katten Freud -stambogsført Tarzan Sinklair, men med nuværende navn Totte, blev i eftermiddags kørt ned af en bil i Stege. Han døde under en time efter af indre blødninger.

Freud skulle egentlig have boet her hos mig. Jeg købte ham som den kæreste lille 13 ugers killing mens jeg boede alene. Jeg var igang med at skrive på min afhandling og havde i årevis drømt om et lille kæledyr, og da man ikke må have hund i min andelsforening blev det til en kat. Jeg researchede grundigt og tog tilmed på en katteudstilling, hvor jeg blev helt overbevist om, at jeg skulle have mig en Hellig Birma. Fra min side var det kærlighed ved første blik da jeg hentede min lille uldtot i Slagelse. Jeg var meget lykkelig og spændt da jeg bukserede ham med hjem i en kattekasse i toget. Den første nat sov han under min sofa, men allerede næste nat var vi blevet meget bedre venner, og i den første tid inden han voksede sig større sov han som et lille uldbundt puttet ind til min nakke.

Jeg vidste en del om hunde, men ikke meget om katte før han flyttede ind, og han lærte mig en hel del. Bl.a. at katte kan have meget store personligheder og han var sådan en. Han lærte mig i løbet af meget kort tid, at katte kan lege gemmeleg - og både kan gemme og finde. Katte kan også have humor - og det havde han i rigelige mængder. Han var nysgerrig, legesyg, og skulle helst have udfordringer. Det er så lidt begrænset hvad man kan få af udfordringer når man bor i en toværelses lejlighed og ikke må komme ud, så udover at beherske en særlig klatre rundt på vasketøjstativet leg, kunne han finde på at hive alle mine videnskabelige artikler ud af tidskriftholdere og tygge hjørner. Han kunne også blive lidt fornærmet når han ikke fik opmærksomhed, men var aldrig sur længere hvis man gav sig i kast med lidt gemmeleg og hoppen efter mus på stang.

Da Mikkel og jeg besluttede, at vi ville have barn og flytte sammen måtte jeg indse, at Freud min aller bedste katteven skulle have et nyt hjem. Mikkel har nemlig katteallergi, og selvom de blev meget gode legekammerater, så kunne Mikkel desværre ikke tåle Freud. Det endte med, at Freud i starten af maj sidste år flyttede til Stege hos min faster og onkel. Det varede ikke længe før han havde vadet lige ind i deres hjerter med hans små bløde hvide kattepoter.

I starten kom han ud i deres have iført sele, men det varede ikke mange uger før de ikke kunne holde ud at han sad og var så ked ved de store vinduer. Så til sidst fik han lov at komme ud når de var hjemme. Han lærte hurtigt at lyde sit nye navn Totte og kom særlig glad når der var rejer i farvandet. Han har nydt sit liv i Stege. Han har fået en masse katte og menneskevenner der holdt usigeligt meget af ham. De gange jeg har besøgt ham dernede har han elsket at komme ud, og elsket at komme ind igen og sove, spise og kæle hos min faster og onkel.

Jeg har tænkt meget på hvor bange han har været efter, at han blev kørt ned og hvor ondt det må have gjort. Jeg har ondt i maven af de tanker - for han var bestemt også en følsom lille kat - så jeg har siddet og tudet her på min sofa i en times tid.

Han har haft et godt lille liv missen - og hvor havde han dog fortjent, at det skulle have varet meget længere. Selvom det er lidt over et år siden han var min bofælle, så føles det i dag meget tomt og trist. Og jeg savner den lille mis gør jeg - og tænker på hvor tomt og trist, det må være for min faster og onkel nu hvor Totte ikke kan hygge om dem mere.

Ro på

Det er der kommet siden vi igår var hos vores meget flinke og kompetente fødselslæge. Han kunne godt forstå, at angsten var boblet op og over, men han fik heldigvis dæmpet den noget ned. Han mente at taget scanningerne i betragtning, såvel som risikovurderingen fra nakkefoldsscanningen, så var chancen for et barn med trisomi 13 eller 18 minimal. Det hjalp, for det var det der dødt barn scenarie jeg særligt var bange for.

Det er meget muligt, at lægen, der scannede sagde præcisit det samme, men angsten fik overtaget totalt og der gik så en uge før jeg og Mikkel kunne stille de spørgsmål vi havde behov for. Jeg og trolden kommer til at blive fulgt endnu mere tæt, med ekstra vætscanninger som fødselslægen hovedsageligt vil udføre og det er rart.

Jeg forsøger også at minimere behovet for nu at fastlægge hvordan fødslen skal finde sted. Lige nu vil jeg stdig gerne sættes igang et par uger før termin og have epidural mv., men nu må vi se hvordan angstniveauet er når den tid nærmer sig. Jeg begynder i hvertfald at have meget stor tillid til, at jeg/vi får den støtte vi behøver, og at lægerne vil gøre alt hvad de kan for at Konrad kommer ud i god behold. Indtil videre er der jo rigtig rigtig lang tid til, at det der med fødsel bliver aktuelt.

Ekstra jordemoder besøg

De sidste par dage har stået rimelig meget i angstens tegn. Både Mikkel og jeg havde ligesom nået der til, hvor vi kunne eksistere i verden igen, og vi var begyndt at turde turde. Alt det er forsvundet, og vi skal til at lære at leve med, at denne graviditet medicinsk set ikke er normal - og at der er en øget risiko for, at der er noget galt på den der ubehagelig skala fra dødt barn til ingenting. Vi sov begge rigtig rigtig dårligt igår nat, og vågnede alt for tidligt med paraderne oppe og adrenalin pumpende i hele kroppen. Det er ikke nogen rar fornemmelse, og selvom ingen af os er helt tilbage i chokket efter Klemens død, kunne vi mærke snerten af det.

For ansgsten vækker sorgen og savnet efter Klemens, samtidig med, at den fremkalder angst for Konrads fremtidig liv i maven og udenfor. Og lige nu handler det hele om ham. Det handler om at vi skal sikre os at han har det så godt som muligt. Vi har et ansvar for, at vi får det så godt som muligt de næste måneder, så han ikke lider under en mor med streshormon pumpende rundt i kroppen og forældre, der har så meget dødsangst, at de ikke kan fokusere på deres lille barn ved ankomst.

Derfor besluttede jeg igår morges, at det var nu, at jeg kunne trykke på den store røde alarmknap og kontakte jordemoderen. Heldigvis fik jeg en rigtig god behandling i telefonen, og vi fik tid til en snak med hende i dag. Hun brugte en time på os, og det var simpelthen så rart og hun er fantastisk og sød -og jeg er så glad for, at det er hende vi har. Vi kommer til at få al den hjælp vi har brug for her de næste måneder op til fødslen, og det er bare så rart at mærke, at de stiller op for os både medicinsk og psykologisk. Mikkel har efter samtalen valgt at sygemelde sig en måned. De kommende uger skal vi fokusere på at bygge rede og gøre klar til Konrads ankomst, og så skal vi have noget motion. Vi bliver aldrig dem, der træner sammen, men vi skal lave nogle aftaler så vi får sendt hinanden ud af døren. Mikkel skal løbe og løfte vægte i hans træningscenter, og jeg skal igang med at svømme nogle gange om ugen (udover gravid yoga og det snarlige apa kursus med Susanne).
Jordemoderen sagde noget meget klogt da hun nævnte, at ind imellem kan det der med at dyrke motion få en til også at flytte sig mentalt. I retrospektiv kan jeg se, at det jeg gjorde de første tre måneder af graviditeten var at sidde fast på sofaen både mentalt og fysisk, og det er ikke den taktik der er vejen frem til et bedre liv kan jeg hilse og sige. Det orker jeg helt enkelt ikke igen.

På tirsdag har vi tid hos fødselslægen, jeg er så småt gået igang med at skrive alle spørgsmålene ned både om ricisi og baggrund for en to kars navlestreng, men derudover også om hvordan vi kan planlægge fødslen, så det bliver mest sikkert for Konrad og mindst angstprovokerende for mig. Det bliver godt med sådan en samtale, der forhåbentlig kan sætte de medicinske fakta lidt mere på plads, det kan jeg mærke jeg har brug for.

Mere og ikke mindre nervøs...

Det blev resultatet af dagens hjertescanning af Konrad i maven. Langt hen af vejen så han fin ud. Konrads hjerte havde fine kamre, ingen synlige fejl på klapperne og flowet så godt ud, men hans navlestreng har desværre kun to kar. Det er meget sjældent (1 %), normalt har navlestrengen tre kar. Det behøver ikke at være et problem, men mange fostre med to kar har hjertefejl eller kromosomfejl. Mens jeg lå der på briksen og lægen fortalte løs under scanningen, fik jeg spurgt til hvilke kromosomfej det handlede om. Det er så dem man ikke kan overleve. Ikke overraskende lå jeg så der på briksen og så Konrads begravelse køre som film for øjnene, mens han piskede rundt i min mave - han var nemlig som altid en livlig lille fætter og det var rigtig rigtig rart, at han var det.

Lægen mener heldigvis, at risikoen for en kromosomfejl ikke er stor eftersom tallene fra double testen er meget fine og alle knogler mv. ser normale ud i længder og bredder, men angsten for dette, angsten for en hjertefejl de endnu ikke har set, eller at den lille purk ikke får den næring han skal have på sigt gør, at jeg/vi i dag gik fra Riget med en større klump i maven end da vi kom. Vi fik tilbudt fostervandsprøve, men har valgt ikke at tage mod dette tilbud. Vi vil ikke udsætte ham for en øget risiko for at dø,og jeg/vi vil alligevel ikke stoppe en graviditet nu - ligegyldigt hvad vil jeg hellere nyde ham i maven til han skal ud.

På tirsdag skal vi op til vores fødselslæge, og det er rart at have den mulighed for at få snakket det hele igennem igen. Vi skal også have flere scanninger for at sikre, at Konrad får næring nok gennem resten af graviditeten - det er både godt og skidt. Jeg har brug for de scanninger og måske flere end de to de normalt tilbyder, samtidig er jeg hundeangst for at flere ting kan dukke op, der muligvis ikke betyder noget, men som også kan være en indikation på, at der er noget riv rav ruskende galt.

Mikkel og jeg havde inden dagens scanning besluttet, at vi skulle tage til Malmö bl.a. for at købe de første Konrad ting i dag, hvis alt så fint ud. Efter de andre scanninger regnede vi med, at vi ville få at vide, at alt var som det skulle være. I stedet fik vi en han ser fin ud, men.... besked. Vi besluttede at tage afsted alligevel. Lige meget hvad skal vi bygge rede til Konrad. Vi kan ikke beskytte os selv, bare være forberedte på det barn der kommer på et tidspunkt - uanset hvilket barn det bliver, hvornår han kommer eller hvordan. Vi har brug for mentalt at forberede os, og vi har brug for at vise ham al den kærlighed vi har til ham i kæmpe mængder.

Vi har købt en del tøj, en bamse og en barnevognsuro. Det føles godt for os begge at starte på det kapitel - at gøre klar til Konrad. Så må jeg hen af vejen prøve at finde ud af hvordan jeg skal styre min angst som lige nu sidder mig op til halsen og har rusket op i en del følelser jeg gerne ville have pakket væk så jeg bare kan nyde min lille dreng i maven.

Klemens bog

Dagen efter Klemens død, drog Mikkel og jeg ud i København for at shoppe. Det var ikke shopping for sjov men shopping for, at jeg kunne få noget andet kluns at gå i end amme- og ventetøj. Det var en pine, og vi var hellere blevet hjemme. Mine bryster var påtrods af mælkestop hormonpiller tunge og smertede, og alt foregik, som var det en tåge. Inden tøjindkøb gik vi op på GN, både for at få råd til brysterne, men også for at hente de billeder, som de havde taget af Klemens død. Der var ikke gået et døgn siden vi havde forladt GN, men det føltes som meget meget lang tid, og jeg var blevet bange for om billederne var blevet væk og så havde jeg et enormt behov for at se dem, og alle de andre billeder, som vi havde taget af vores vidunderlige lille dreng. Det var billeder der var vigtige, og som i mit hoved et døgn efter Klemens død virkede skræmmende. Set tilbage tror jeg det skræmmende mest af alt var, at det var sket, at Klemens var død og med så kort varsel.

Det første vi gjorde da vi nåede ind til Strøget var at få billederne fremkaldt på stedet. Billederne var ikke skræmmende - de var vigtige og smukke og eftersom jeg ikke kunne besøge Klemens i weekenden fordi Rigets kapel har weekendlukket, var billederne det jeg havde - beviset på at min lille dreng havde levet og var død.

Udover billederne var jeg sikker på, at vi skulle købe et album billederne kunne sidde i. Jeg vidste præcis hvilket et det skulle være - havde allerede tænkt at Klemse skulle have et fotoalbum fra Ordning och Reda, og vi fik et fint hvidt et med en glad dreng i sølv på. Allerede den dag vidste jeg, at det var vigtigt, at Klemens historie skulle fortælles, og at både tekst og billeder skulle få plads i bogen. Jeg troede, at jeg ville starte med det arbejde med det samme efter begravelsen. Den første uge var det vigtigt, at alting skulle ordnes. Og der var også en uendelighed af ting der skulle gøres og besluttes op til begravelsen. Efterfølgende var jeg udmattet, som jeg aldrig har været før.

I praksis blev det derfor ikke til, at jeg satte billeder ind som jeg troede. Teksten skulle jo først skrives, men jeg kunne ikke skrive de første måneder efter Klemens død, jeg kunne knap nok skrive en email. Jeg havde ikke forestillet mig hvor lang tid det ville tage mig at rumme både det glædelig og det sørgelige ved Klemens liv. Jeg havde heller ikke forestillet mig hvor svært det ind imellem kan være at åbne Klemens kasse med hans ting og papirer, og hvor mange gange jeg har skulle tage mig sammen. Det har dog vist sig, at når jeg har været klar, så kunne jeg pludselig skrive og så kom ideerne og energien til at sætte billeder ind i bogen. Efter Klemens historie var skrevet ned her på bloggen, gik der noget tid før Mikkel og jeg blev klar til at planlægge hvordan bogen skulle laves.

I dag er den så blevet færdig, og det føles så rigtigt og godt. Den er blevet lige som jeg havde håbet. Det har taget lige præcis den tid det skulle for, at den kunne blive som den er. Og jeg må bare erkende at sorg er lige præcis en af de ting der tager tid...

Love stories.......

Jeg har fornyligt gennem en bekendt tilfældigt mødt en psykolog, der hedder Rikke. Hun skriver bl.a. bøger, der skal hjælpe mennesker, der har mistet med at mindes. Hun siger, at bag menneskers sorg findes der oftest de smukkeste kærlighedshistorier - historier der fortæller kærligheden om forholdet mellem to mennesker. Det er i mine øjne en meget rammende måde at beskrive sorg på. Det har givet mig ord til bedre at forklare både min sorg, og min relation til Klemens. Den beskrivelse har også givet mig en bedre ramme til at forstå, hvad det er for en historie, der har været mig så magtpålæggende at fortælle om min lille elskede søn.

Det triste ved Klemens og min historie er, at en stor del af den handler om Klemens død. Jeg har i lang tid troet, at det så også var slutningen på vores relation. Det er dog langsomt ved at gå op for mig, at historien på ingen måde slutter der. For det første er minderne om Klemens gudskelov stærke. Det er meget muligt, at de med tiden blegner, men er jeg nogenlunde ved mine fulde fem, vil minderne aldrig fuldstændig forsvinde. Det er jeg ikke mindst blevet fulstændig overbevist om efter i januar at have snakket med Mikkels plejebeste, der i dag er over 90 og selv har mistet et spædbarn. Hun nævnte lige præcis minderne som det bedste og vigtigste efter at have mistet sit barn. Derudover forsætter mine fantasier og drømme med at udvikle sig som de altid har gjort. I dem er Klemens med som alle andre jeg holder af. Klemens lever derfor på en måde stadig med og i mig - samtidig med, at han er død. Han er med andre ord hvad Rikke inspireret af Benny Andersen kalder for "sprælddød".

Jeg er næsten nede hos Klemens i hans have hver dag. Her snakker jeg gerne lidt med ham, eller synger for ham. Det handler ikke mere i så udpræget grad om et fysisk behov for at besøge ham (det dukker kun op når jeg virkelig er ked af det), men mest om, at det helt enkelt, er blevet en rutine for mig at cykle ned og pille bladlus af roserne, vande græsset og så sidde lidt på bænken og mærke, at jeg er tæt på ham og lade tankerne flyve. Det giver mig ro i sjælen. Det giver mig også tid til at fantasere over hvad han ville kunne i dag, hvor stor han ville være. Lige fortiden er jeg blevet ret overbevist om, at han nok havde fundet ud af hvor sjovt det kunne være at hive bøger ud af bogkasserne (er sikker på han ville have været en lille drillepind) og selvfølgelig ville han hygge sig med at kravle rundt i hele stuen storgrinende...Jeg kan ikke helt forstille mig hans ansigt ældre end de tre uger, men hans lille krop har bestemt vokset - faktisk så meget, at jeg syntes, at den lille dejlige nyfødte dreng jeg mødte forleden virkede meget lille påtrods af, at han vejede mere end Klemens nogensinde gjorde.

Det er dejligt med de fantasier - de smerter lidt i hjertet, men de varmer mindst lige så meget. Jeg vil ikke være dem foruden. De tre uger med Klemens i levende live og ni måneder i maven, betyder mere end mange af de forrige år, jeg levede inden jeg første gang mærkede Klemens ae mig inde fra sin hule i min mave. Jeg har aldrig tidligere lært mere af et andet menneske, og det utrolige er, at jeg bliver ved med at lære. Jeg lærer af mit liv med ham i dag, som sprældød - jeg har aldrig lært så meget om mig selv og andre mennesker, som jeg har de sidste 8-9 måneder.

Det er efterhånden meget lang tid siden jeg rigtig har skrevet her på bloggen. Jeg har ikke kunne skrive fordi jeg var et sted hvor jeg ikke havde distance til mig selv, og så kan jeg ikke skrive. Samtidig har sorgprocessen mildest talt virket kaotisk. For at skrive Klemens historie skulle der også gå tre måneder - det er nok bare sådan, jeg har det når jeg tumler med store ting. Nu begynder jeg så at forstå hvad der skete i februar, marts, april og maj måned, og det er sådan en helt utrolig lettelse.

Samtidig med at jeg var gravid havde jeg det grundlæggende rigtig skidt. Jeg sad mest på sofaen og var frustreret over, at jeg ikke havde overskud til så meget. Karrieremæssigt følte jeg, at toget var kørt og var bange for om der var mulighed for, at jeg kunne komme tilbage til forskning. Jeg var rigtig ked af den måde sygedagpenge systemet fungerer, for det viste sig, at jeg skulle sygemeldes - og kontakten til diverse sagsbehandlere er ofte rigtig ubehagelig - formodentlig fordi sagsbehandlerne i dag ikke har tid til at læse journalen inden man skal til samtale. Indtil videre har jeg i hvertfald ikke mødt en eneste sagsbehandler, der har kendt til min historie inden vi begyndte at snakke, og det er dybt belastende. Og så savnede jeg jo Klemens som ind i himlen - og det gør jeg stadig...

Efter 14 ugers hjertescanningen af Konrad i midten af maj, skete der dog noget radikalt. Jeg kunne for første gang svare - jo det går efter omstændighderne godt - eller jo jeg har det godt - når folk spurgte hvordan jeg havde det. Jeg var 20 kg lettere efter den scanning. Da det var gået op for mig, at mit stemningsleje var skiftet indså jeg, at jeg i lidt over tre måneder har siddet i sofaen og været angst uden at ville indse det. Jeg var angst på en måde, hvor jeg fik projiceret den ind i alt muligt andet end hvad den handlede om, nok fordi angst for igen at skulle miste var for uhåndterligt og ubærligt. Den angst er ikke væk, men den er mindre og i dag var vi til 20 ugers scanning, og så blev der hakket endnu en bid af den. Konrad så fin ud, og han lå der inde i maven og var en rigtig livlig fætter, så det tog scanningssygepejersken meget lang tid at nå igennem hele hans krop.

Den øgede energi har gjort, at verden nu bare ser lysere ud, og der er blevet plads til savnet af Klemens på en mere hel måde. Det lyder mærkeligt, men jeg kan nyde minderne, tankerne om ham såvel som tiden nede i hans nu storblomstrene have. Jeg kan rumme dem, og rumme glæden over Konrad i maven og denne gang sætter jeg pris på den voksende mave på en helt anden måde end sidst. Jeg er også overbevist om, at selvom det på ingen måde er godt at være væk fra arbejdsmarkedet i små to år, så kommer jeg til at have så meget mere at byde på når jeg om forhåbentlig, et års tid vender tilbage. Jeg er helt enkelt begyndt at tro, at mennesker med store kærlighedshistorier og indsigt i deres følelsesliv har mere at tilbyde andre mennesker i deres dagligdag. - Nøj så fik jeg vist lige givet mig selv et velfortjent skulderklap der!

Konrad 14 uger og 2 dage...

Så blev Konrads lille hjerte scannet for første gang. Indtil videre ser alt fint ud. Det var helt vildt hvad man kunne se. Mikkel og jeg tudede af lettelse da det langsont begyndte at gå op for os at damen der scannede synes det så fint ud det hele.....

Vi har siddet i solen - nydt livet, og været nede hs Klemens og fortalt ham de gode nyheder. Vi er sikre på at han er en glad og stolt storebror til Konrad!

Nakkefoldsskanning...

I går var det endelig og langt om længe blevet tid til nakkefoldsskanning af Klemens lillebror eller lillesøster. Jeg var nervøs og det havde jeg været i flere uger. De sidste par uger har tiden bare skulle gå inden vi kunne se ind til Spiren i min mave og få det mystiske tal - risikovurderingen.

Indtil vi så fødselslægen for efterhånden mange uger siden, så havde jeg ikke tænkt, at nakkefoldsskanningen ville gøre mig nervøs. Klemse blev nakkefoldsskannet og hans nakkefold var ikke unormalt stor. Under samtalen med lægen fandt jeg dog ud af, at en stor nakkefold, også kan være en indikation på hjertefejl og ikke bare Down. Om det så skyldes, at børn med Down ofte er født med hjertefejl, er ikke godt at vide.

Heldigvis gik det godt. Spirens risiko for Down er 1:6689 og nakkefolden var helt fin.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvordan de tryller de der tal frem. Helt forståelige er de ikke.

Spiren var 7,3 cm lang i hoved til numse mål og terminen på baggrund af denne udregning passede fuldstændig overens med den terminsdato, der blev sat efter sidste menstruations dato. Den lyder 11. nov.

Igår var jeg glad og lettet, og Mikkel og jeg fejrede det med iskaffe og smoothie i solen på Sankt Hans Torv, men idag kan jeg allerede mærke usikkerheden komme snigende, for på torsdag skal vi igen ind på Riget. Dennegang til Spirens første hjerteskanning. Hvis der er store strukturelle hjertefejl, er det meningen de da kan se det. Jeg håber de ser rigtigt når de kigger ind i maven i næste uge og at Spirens hjerte er fuldt funktionsdygtigt også den dag den bliver født og ductus lukker sig!

Klemens have

Endelig får jeg taget mig sammen til at lægge billederne fra Klemens have ud. Først er der billeder fra den 10 april, dagen efter den blev anlagt.

Haven mangler stadig at spire, særligt græsset. Men på Assistensen blomstrede træerne og det er meget forår. Tror nok det er de Japanske kirsebær ;-) men jeg er jo ikke have kyndig - smukke er de dog.







For to dage siden så Klemses have lidt grønnere ud efter solen har skinnet flere dage i træk.




Udover at græsset spirer sidder der nu små sommerfugle i den lidt for lille sommerfuglebusk - TAK INGE - vi er så glade for dem! Jeg glæder mig som et lille barn til at busken skyder i vejret så de rigtig kan komme til deres ret.

Og så trives krydderurterne så godt, at vi snart skal plukke lidt til madlavningen derhjemme. Nu er de Japanske kirsebærtræer ved at være afblomstrede, tilgengæld står Magnolia træerne i fuld flor og er så smukke.

Klemses have er anlagt

og Klemses forældre og gartner Sandberg er svært tilfredse med resultatet. Det blev lige som vi havde tænkt. Nu kan jeg slet ikke vente til græsset kommer op. Ifølge fagkundskaben går der hele tre uger før et sker. Jeg glæder mig også til, at lavendlerne vokser og blomstrer, krydderurterne tager form og sommerfuglebusken vokser sig stor. Lige nu synes bare de tre uger før græsset er oppe som en uendelighed, men omvendt så skal Klemens jo altid ligge lige hvor han er, og så er tre uger måske ikke så meget....

Jeg havde glemt at få fotoapparatet med, og min mac og mobiltelefon er ikke blevet venner endnu, så billederne af Klemses have kommer først i morgen...

Trist og glad på samme tid...

I dag skulle Klemens være fyldt et halvt år. De sidste par dage har jeg gået og forestillet mig hvad han så ville kunne. Det er lidt svært at få billeder på, for jeg lærte kun Klemens at kende i de 22 en halv dag han levede, og nu er han død og jeg kommer aldrig til at se ham vokse, være en lille flyverdragt der tumler rundt i sandkassen, trøste ham når han er faldet og knæene bløder, eller løbe efter ham og hans cykel med kosteskaft..... Jeg savner ham helt vildt, og har været meget tyndhudet i dag. Han burde have været min store dreng, der bare skød i vejret, ud til alle sider og var i mine arme.

Jeg kan ikke lade være med at have en masse fantasier om hvem Klemse ville have været, hvad han ville have holdt af, og hvad han bestemt ikke ville kunne lide. Lige for tide er de fantasier dejlige, for det er en måde hvorpå han får lov til at leve lidt videre hjemme hos Mikkel og mig. Og det er klart han ville have været fremmelig ;-) Vi synes jo han var en ualmindelig kvik lille fyr. Han kiggede meget og opmærksomt på os og verden, og gerne med lidt sund skepsis, hvilket ses tydeligst på det første billede, der er taget da han bare var to dage gammel og begyndte at kigge sig omkring, og fik øje på forældre og et hurtigt klikkende kamera.








Fordi det er Klemens halvårsdag, har han fået røde roser fra os, og cremefarvede roser fra mormor. Det pynter lidt på hans lille have, der pt. ligner en byggeplads, men det bliver snart meget bedre. Mikkel og gartner Sandberg fik igår sat hans lille bænk op og den står fint, og jeg er så glad for, at det blev netop den bænk han fik, og meget imponeret over at min gemal sådan kunne tømre-snedker den selv. Jeg glæder mig sådan til man om en uges tid må sætte sig på den, men cementen skal lige tørre først. Mikkel og gartner Sandberg har også fundet de tre trædesten, der skal danne en lille sti, og de er meget fine, og hvis forkantssten og planter når hjem inden onsdag, bliver haven færdiganlagt onsdag, det bliver rart, og jeg skal nok love at lægge billeder ud med det samme....


Samtidig med at jeg har været hudløs og trist idag så er jeg også glad. For en lille månedstid siden viste en graviditetstest, at jeg var gravid. Det skete midt mens, at jeg var røget ned i et dybt hul (de der hormoner er altså nogle værre nogen) - men da jeg så testens resultat ændrede humøret sig radikalt. I dag havde vi tid til den første ultralydsscanning på Riget. Jeg havde et stort behov for at se, at der var et hjerte, der blinkede, at jeg var gravid og ikke bare bildte mig alt muligt ind. Der var et lille bankene hjerte. Det blinkede og blinkede til os. Spiren var en lille smule mindre end vi havde regnet med, men sygeplejersken sagde, at på det her tidspunkt er scanningerne meget upræcise. Det vælger jeg så at tro på.

Det er mærkeligt at gå rundt med glæden og sorgen i kroppen samtidig. Det er noget nyt, at jeg skal kunne rumme følelsesmæssige modsætninger på den måde. Jeg tænker, at det må forældre til levende børn jo også blive udsat for ind imellem, når det går godt for det ene barn, mens det andet hænger med næbet. Det er nok bare en del af livet jeg skal til at lære. En del af forældrelivet, der bare er lidt mere ekstremt når man også har et dødt barn. Det fører helt enkelt en række helt helt andre følelser med sig, hvor sorgen og savnet blot af en del af et følelseshav der også inkluderer angst for at miste igen, angst for at barnet har en hjertefejl, eller at der sker det alt muligt andet. Men så er det jo forunderligt, at følelser er så elastiske, bøjelige, foranderlige og forunderlige, at man kan have dem alle sammen på samme tid. Så i dag er jeg både ked og glad og en lille smule bange for den uvisse fremtid...

Der er løse hunde på Assistensen....

Der er løse hunde på Assistensen. Taget i betragtning af, at Assistensen fungerer lige så meget som park som kirkegård, er det måske ikke så mærkeligt for Assistensen er Nørrebros oase. Jeg kan rigtig godt lide det mylder, der er på Assistensen. Jeg har intet imod kvinder, der om sommeren soler sig i græsset (hvilket er et klassisk sommer debatemne på Nørrebro), jeg holder af at folk holder picknic, og jeg er glad for at småbørns forældre ofte går igennem med barnevogne og klapvogne, men så er der lige hundene.

De der kender mig ved, at jeg elsker hunde. Hvor andre var hestepiger da de var børn/teenagere, så luftede jeg hunde, og da jeg fandt en dalmatinerkennel, der lå i nærheden af hvor jeg boede, anvendte jeg meget tid der, tog med på udstillinger, og passede alle hunde og hvalpe når kenneldamen var på udstillinger i Jylland, på Fyn eller udenlands. Hun fik tilmed overbevist mine forældre om, at vi skulle have en dalmatiner, der hed Cognac. Han var min bedste ven i mange år. Han døde da han som 13 årig blev aflivet fordi han da var blevet så dement, at han ikke kunne huske, at han havde fået mad og derfor hylede hele natten.

Påtrods af denne hundeglæde synes jeg ikke det er så rart at fremmede hunde løber rundt på Klemens grav (jeg ved jeg er dobbetmoralsk her, for hvis jeg kender den synes jeg jo egentlig bare det er hyggeligt at Klemse får et hundebesøg). Det værste er dog bestemt de, der lader deres kamphunde løbe frit omkring, for de er en anelse skræmmende. På Assistensen burde hverken kamphunde eller yorkshireterrier dog løbe lø,s for der skal man holde sin hund i snor. Jeg er derfor begyndt pænt at fortælle hundeejerne, at de befinder sig på en lokalkirkegård, og at jeg har min lille søn liggende og er lidt øm om ham og hans grav.

Det gjorde jeg også igår da to mænd kom gående med deres to mindre hunde. Da jeg fortalte dem, at min søn lå derhenne kiggede den ene meget mystificeret på mig og spurgte "Ligger han i en barnevogn". Jeg tror nok jeg fik fremstammet, at han altså var død, og jeg tror nok at manden så fattede, at der var tale om, at der på Assistensen er grave med rigtige mennesker i, der er blevet begravet fornylig, men jeg kunne ikke lade være med at fnise på vej hjem af den komiske situation, der var opstået, fordi det åbenbart selv på en kirkegård kan være utænkeligt at små børn er døde.