For et år siden....

For et år siden var vandet lige gået, og Mikkel og jeg var på vej ind til Frederiksberg Hospital for, at jeg kunne blive undersøgt og få kørt en strimmel. Veerne kom først i løbet af natten. Det var den smukkeste stjerneklare nat, og jeg var så fuld af forventninger. I aften skulle jeg have puttet min næsten etårige søn. Mikkel og jeg skulle i al hemmelighed have pakket gaver ind efter at vores søn sov sødt, bagt boller og gjort klar til lagkage og den store dag.....

Jeg savner Klemens, jeg savner den lille dreng, der nu skulle have været så stor, at han måske kunne stavre rundt og sige enkelte ord.

Mikkel og jeg har for ca. 1 1/2 uge siden sendt nedenstående mail til venner og bekendte. Nu lægger jeg den også ud her. Historien om Klemens, er den samme som kan findes som link ude i kanten her på siden. Jeg vil fortsætte min aften med at nyde Konrads bevægelser i maven og mindes alt det dejlige, der skete dengang sidste år, hvor jeg var ved at briste af spænding over at min lille søn var på vej. Klemens fødsel vil for mig altid være en af de største, vildeste og smukkeste oplevelser i mit liv...





Kære Alle,

Efteråret er over os, og for os betyder det samtidig, at Klemens vores dejlige efterårsdrengs første store mærkedage nærmer sig. Den 3. oktober ville han være fyldt et år, og den 26. oktober er det et år siden, at han en tidlig fredag morgen på Rigshospitalet langsomt åndede ud i vores arme.

Vi skriver denne mail til jer alle af to grunde. For det første for at fortælle jer, hvor meget vi siden Klemens’ død har sat pris på alle jeres sms’er, emails, telefonopkald, kondolencebreve, samtaler, blomster, tanker, støttende skuldre mv. Vi har ikke tidligere haft overskud til at svare på alle disse breve og blomster, men I skal vide, at de varmede og støttede os usigeligt meget. Det har gjort en forskel for os, at mærke jeres varme og omsorg.

For det andet vil vi med denne mail også give jer en status på, hvordan vi har det i dag. Der er nok ingen tvivl om, at det sidste år har været benhårdt. At miste et barn er noget af det værste, man kan opleve, og det at være i sorg har for os begge været nyt og noget vi skulle lære. Vi har både sammen og hver for sig skullet finde vores tilgange til at kunne rumme smerten og sorgen. Vi har været usigeligt heldige at have hinanden, og har gennem det sidste år kunne støtte hinanden i at finde vej tilbage til glæden og troen på livet. Selvom vi stadig sørger over tabet af Klemens og savner ham, så har han også vist os at livet skal leves nu og for hinanden.

Vi valgte derfor kun to måneder efter Klemens’ død at tage til Indien, hvor vi fik ny energi fra sol, afslapning og yoga. Vi købte og overtog derefter vores tidligere naboers lejlighed, fordi vi stadig gerne ville have levende børn og havde brug for mere plads.

Mikkel genoptog ved hjemkomsten fra Indien igen arbejdet med sin ph.d. på fuld kraft, mens Stine har været på barsel og efterfølgende har været sygemeldt. Imens har hun bl.a. skrevet Klemens’ historie, som vi har vedhæftet med denne mail.

Lykkeligvis blev Stine hurtig gravid igen, så vi nu spændte venter på, at lillebror Konrad kommer til verden i begyndelsen af november. At vi venter os er både vidunderligt, fantastisk og meget angstprovokerende, da oplevelsen af at se og mærke Klemens dø stadig er meget tæt på.

Konrad er ikke en erstatning for Klemens. Han er Klemens’ lillebror og helt sin egen, hvilket allerede er tydeligt i den måde han bevæger sig på i Stines mave. Konrad kommer til at vokse op som vores andet barn. Han vil fra starten høre, at hans storebror desværre ikke fik mulighed for at leve længe pga. hans hjertefejl. Han vil se billeder af sin bror, og komme på besøg i hans lille have på Assistents Kirkegården. Klemens vil ikke være glemt, og vi sætter altid pris på, at han bliver husket og nævnt.

Den sidste tid har vi snakket en del om, hvordan vi skal fejre og mindes Klemens, først på hans fødselsdag og dernæst på hans dødsdag. Der er stadig et par uger til, at Klemens skulle have fyldt et år, og i den anledning skulle have fået lov til at smage lagkage for første gang i sit liv. Vi er ret sikre på, at han som os havde sat stor pris på kagecreme og flødeskum! Men Klemens er her ikke til at grine lykkeligt med flødeskum og kagecreme på sine runde kinder, og derfor bliver hans fødselsdag noget andet. Det bliver en dag, hvor vi har besluttet at være sammen bare os to for at mindes det gode der var: fødslen og de første smukke, dejlige uger med vores søn. Det bliver en dag, hvor vi vil pusle om ham ved hans grav, tage i Dyrehaven og kigge på efteråret, kigge på billederne af vores dejlige dreng og være så tæt vi kan komme på ham og hinanden.

På begge store dage har vi brug for at være alene sammen, men vi vil samtidig blive meget glade, hvis I på den ene eller den anden måde husker på at Klemens kom til verden og var her i kun 22 ½ dag, og satte sig dybe spor.

Kærlige hilsner

Mikkel og Stine