Velkommen til Viggo og Bertram og godt nytår til alle

Det er tre uger siden Viggo og Bertram kom til verden og tiden er bare gået. Viggo kom først og vejede 3382 gram og var 53 cm lang. Bertram blev hevet ud med benene først og var næsten lige så stor 3342 gram og 50 cm. Siden hen har han taget revanche og pt er han klart den tungeste. For mig var det en fin fødsel - der ifølge jordemoderen gik "let". Det hårdeste var efterfølgende at min krop var så nedbrudt og mørbanket- I flere uger efter har min mave været på størrelse med en tvillingegravid - men indeholdet af børn har været byttet ud med væske. Derudover var det første døgn på barselsgangen noget kaotisk - men der kom ro på (dvs. jeg endte med at få eneværelse og fortravlede sygeplejersker blev byttet ud med de søde og forstående af slagsen) og amningen gik efterfølgende fint igang. De fem dage vi opholdt os på Riget nåede jeg at få total hospitalskulder... men det var på en eller anden fin måde også som om cirklen blev sluttet med hensyn til Klemens. Jeg skal ikke have flere børn nu - så personligt blev det et farvel til alle de læger der har hjulpet os i forbindelse med Klemens død og de efterfølgende graviditeter.


Under opholdet fik jeg og ungerne også nogenlunde styr på stereoamningen, der dog er blevet udfordret noget sidenhen først af, at jeg fik brystbetændelse og så stress og lægebesøg pga. syg Konrad og forkølede tvillinger. Vi har de sidste par dage været hos egen læge, vagtlægen flere gange med flere børn, Hvidovre Hosp. børnemodtagelse og så igår et planlagt screeningsbesøg på Gentofte hosp af tvinsernes hofter.

Ud over det har vi skulle finde hinanden her i familien. Det var ikke let for Konrad. Mit fravær havde gjort ham bange for, at jeg ville forsvinde fra hans liv. Han troede jeg var syg - og han havde til vores overraskelse begreber om hvad et hospital er. Under pasning hos bedsterne mv. har han følt sig svigtet af alle hans yndlingsvoksne og vi skal alle pt. arbejde lidt ekstra for at komme ind under huden på ham igen. Efter vi kom hjem er han samtidig selv blevet syg med lungebetændelse mm. På trods af Imacillin fortsætter feberen og alle de vagtlæger vi snakker med siger, at han får det han skal have, og at vi ikke skal være bekymrede..... Jeg håber de har ret - men er helt sikker på, at der højst sandsynligt bliver et lægebesøg til hos egen læge på mandag.....

Tigengæld har Konrad taget rigtig flot mod tvillingerne. Han ser dem lidt som to søde marsvin, der skal fodres og aes. Det er for så vidt en fin indstilling for han forventer ikke at de er sjove og er ikke blevet vred på dem - kun på os...

At have tre levende børn gør pt. også, at jeg ikke får søvn - jeg glæder mig til at de sover lidt mere om natten. Men jeg ved, at hvis bare de alle var raske så ville overskuddet vende. Jeg nyder dog alle mine unger og er langsomt ved at lære Viggo og Bertram at kende. Det er så fantastisk allerede nu at fornemme deres forskellige sind....og jeg fatter simeplthen ikke at de to små liv for lidt siden boede inde i min mave....

Her den 31. dec. 2010 er det sjovt at tænke tilbage til for bare få år (4 år siden). Da var jeg lige landet fra en rejse til Indien og Bangladesh og fejrede nytår for første gang med Mikkel....I 2007 begyndte vores fælles eventyr for alvor - gravid, flytte sammen, bryllup, Klemens, Klemens død, Goa, 2008 - sorg og glæde ved Konrad- 2009 - få styr på livet og så endnu et vildt år med tvillinger i 2010. I dag har vi nydt en tre retters take away nytårs menu fra Mandfreds/Relæ -mens Konrad legede med briobane og tvinserne gav os en times fred - det lyder måske kedeligt men det er en bedre nytårsaften end mange af dem jeg har haft tidligere i mit liv -det er et nytår der både vækker til eftertanke ifht det vi har været igennem, men som i den grad også peger fremad.

Sikke et liv vi har haft og sikke et liv det bliver fremover. Kl. er 20 og Mikkel og jeg er gennemtrætte - nu er vi alle på vej i seng med ønsket om at kærligheden fortsætter for alle os og alle jer og at 2011 herhjemme bliver året med raske børn og forhåbentlig nye og spændende job til os begge......

Godt nytår!

Så er det imorgen det sker.....

Processen med at ungerne skal ud begynder på Riget kl. 9.00. Jeg håber det er muligt at tage vandet, men jeg ved godt at alt kan ske med sådan en fødsel så jeg forbereder mig på alle scenarier. Vi ses på den anden side når ungerne er vel ude og jeg har forbindelse til nettet igen......

Nedtælling....

I dag er jeg 36+2 og nedtællingen har længe været igang. Jeg er nu så gigantisk, at jeg ikke kan gå særlig langt. Sneen sætter yderligere sine grænser for cykle tør jeg ikke i det glatte vejr. Er lykkelig for at jeg nåede at købe julegaverne i mandags.

Jeg burde ikke klage for af en tvillingegravid har jeg det vist godt, og ungerne blev i mandags skønnet til stadig at være lige over gennemsnittet ifht. en alm. single graviditet - ca 2800 gram skulle de være stykket- så i dag nærmer jeg mig vel en ca 6 kg børn i maven. Det kan ikke være bedre. Men nøj hvor jeg glæder mig til at få min krop igen - kunne bygge brio togbane med Konrad - ikke skulle tisse 5 gange om natten - samle ting op fra gulvet uden at blive hysterisk - og få klippet mine tånegle...

Næste milepæl er torsdag hvor jeg er 37 +0 - derefter er drengene ikke for tidligt fødte mere. Den sidste milepæl er den efterfølgende weekend hvor "vi" - dvs. Mikkel endelig kan begynde at flytte rundt og gøre huset klart til tvillingernes ankomst. Onsdag flytter vores lejere ud og så får vi lige et par rum ekstra vi pt mangler. Det glæder jeg mig til. Selvom vi vist efterhånden har fået fat i det hele til ungernes ankomst fylder det, at det meste er gemt væk i arbejdsværelset og på loftet....

Den 9. dec. er den store dag hvor fødslen bliver sat igang hvis jeg ikke er gået i fødsel inden da.....Det er om under 14 dage!

Konrad 2 år....

Der er allerede gået mange dage siden den 3. nov hvor Konrad blev 2. år. Hr er billeder af isindtagelse fra selve dagen og fødselsdag for familien i lørdags.




ç

Mærkedage...

Fordi det kan mærkes – de er mærkelige, eller vi sætter mærker i kalenderen....? Mærkedage har for mig tidligere været kunstige mærker i kalenderen - mange af dem synes jeg er mærkelige –som fx jul – der på ingen måde er min kop the. Først efter Klemens død er mærkedage blevet til noget, der mærkes og ikke blot markeringer i kalenderen. Klemens dage betyder noget. Dvs. hans fødselsdag den 3. okt., dagen for hans indlæggelse den 25’ende okt. og den efterfølgende dødsdag den 26’ende okt. Klemens dage er mærkedage på den måde, at jeg gerne vil mærke ham – helt og udelukkende for min egen skyld. Det er de få årlige frirum til at dykke ned i mindet, kærligheden til ham, glæden ved at han var, savnet af ham og mærke den rå sorg igen. Helt egoistisk er det en måde at finde ud af hvor sorgen har båret mig hen som menneske. Det er pejlemærker. Et rum hvor jeg kan have plads til alle de følelser, der for vild da vi mistede ham.

I år blev mærkedagene ikke helt som jeg havde håbet – helt enkelt fordi livet ikke gav lov. Tvillingerne skulle til 32. ugers scanning på Riget i mandags med efterfølgende lægesamtale. Da jeg for en måned siden fik datoen vidste jeg godt det var dårlig timing, men der er ikke rigtig noget at gøre når nu lægen kun har konsultationer om mandagen. Jeg var bange for hvad det ville gøre ved mig, at skulle til undersøgelse på Riget med tanke på, at jeg tre år forinden var indlagt med Klemens i samme bygning. Heldigvis gik scanningen godt. Banditterne trives – og for tre år siden føltes langt væk. Hjemme var Konrad syg og mine søde svigerforældre var blevet en ekstra dag for at afhjælpe os med det akutte pasningsproblem, da Mikkel også var syg og han skal aflevere sin afhandling på mandag. I går var der igen bedsteforældre hjælp til sygt barn, og jeg var så afsindig træt. Vi nåede ned til Klemens med bukket, græskarmand og lys. Efter Konrad var lagt i seng mæt efter pandekagespisning, fik vi snakket, mindet og kigget ned i Klemens kasse og i hans mindebog. Vi var enige om, at vi fremover vil forsøge at skabe mere tid til sammen at mindes – hvis livet tillader. Med tre levende småbørn og mindedage i okt., er der en vis chance for syge børn i en eller anden afskygning, og meget trætte forældre, der mest af alt har overskud til overlevelse og ikke så meget til minder. Og så må vi som med så meget andet bare sætte pris på det man når under omstændighederne... I anledning af igår og i forgårs er her i hvertfald det smukkeste minde jeg har af min lille søn - mit yndlingsbillede af Klemens 14 dage gammel, taget en uge før hans død.

Klemens 3 år

Igår var det tre år siden, at min lille og første trold blev født på den smukkeste efterårsdag. Der var sol og skyfri himmel. Vi var ikke til at skyde igennem og tog hjem fra Frederiksberg hospital så hurtigt som muligt få timer efter fødslen. Vi ville bare hjem og nyde livet sammen. Jeg var lykkelig som aldrig før - lykkelig på en måde jeg aldrig i mit liv kommer til at opleve igen. Jeg kunne ikke forestille mig hvor kort den lykke ville vare. Jeg ville ikke have været de 3 uger foruden - det er nogle af de smukkeste minder jeg har - lykken med Klemens og Mikkel uden angst for verdens barske realiteter - bare os. Igår mindedes og fejrede vi vores lille knægt, der nu skulle have været et stort børnehavebarn. Vi var nede hos ham og pynte op med lys, blomster og røgelse - vi sang fødselsdagssange, plantede tulipanløg og Klemse fik to fine dinosauerer, som Konrad mente var meget farlige...og sener efter middagslur og frokost tog vi til dyrehaven og gik en tur i efterårsland - rimelig kort for jeg er stor som et hus og Konrad ville helst klatre på træstammer - og der er ingen tvivl om at højdepunktet for ham var fut futtoget og pandekagerne da vi kom hjem.

Dengang Klemens døde blev tre år ud i fremtiden det samme som en evighed. Jeg kunne ikke tænke at mit liv ville fortsætte så længe eller - alt var så tåget, at jeg ikke kunne se ud i fremtiden. Der er stadig mange løser ender. Og livet har taget røven på mig adskillige gange siden Klemens kom til. Jeg ved ikke hvordan vores liv kommer til at forme sig, men nu er det ikke sorgen, der tynger. Den har fundet sit lege. Og igår kom det bag på mig, at den ikke væltede op som fx sidste år. Savnet og sorgen er der - og den har defineret mig som den jeg er - men det er livet, der pt. styrer og overrasker. Samtidig med at jeg er lykkelig for at det ikke er sorgen der fylder - eller at det er angsten for igen at mist der fylder hele mit liv - så savnede jeg igår at kunne være mere til stede i minderne. Jeg ved jeg er i stand til at være til stede, men vores konstante fnis over Konrad, der nu synger Mester Jacob med særlig fokus på Sover DUUUUUUU - fyldte mere gennem dagen. Først hen under aftenen fik jeg mulighed for at tage et smut ned til Klemme alene og nyde skumringen og alene tid med min lille skat og det gav ro i sjælen.....og det var som altid svært men godt at læse i Klemens bog med billeder og minder efter Konrad var lagt - og jeg tror vi begge lige var inde hos Konrad en ekstra gang og kigge ned på hans fredfyldte lille levende sovekrop for at minde os selv om hvor meget vi også har fået efter Klemens død - og håbe inderligt at vi aldrig nogensinde kommer til at miste flere børn eller hinanden før vi er langt oppe i årene...

28 +0

I dag er jeg 28 + 0. De to banditter blev under scanningen i mandags skønnet til begge at være ca 1200 gram hver - og ifølge eksperterne og min egen kropsfornemmelse, er jeg nu ca. lige så stor som jeg har været ved termin med Klemens og Konrad. Det kan mærkes! Jeg er usigelig glad for den nye elevationsseng med meget bedre madras end den gamle seng vi ejede. Det kan tage lang tid for mig at tage tøj på - og det er en kraftanstrængelse at hjælpe Konrad med at sætte brio togskinner sammen på gulvet.
Den gode nyhed er at jeg nu er inde i tredje trimester uden tegn på hverken svangerskabsforgiftning, væksthæmning af ungerne eller for tidlig fødsel - det er et rart udgangspunkt for min metamorfose til en blåhval.... Nu ser jeg blot frem til at sæson 6 af Dr. House dukker op så jeg har underholdning til et par dage....

Når nu man ikke kan tage billeder af hvordan ens barn udvikler sig...

så kan man tage billeder af graven. Lige nu er Klemses have i fuld flor. Sommerfuglebusken er smukkere end nogensinde.... Gid det var min lille knægt jeg tog billeder af. Sikke stor han ville have været. Konrad er allerede ved at være en rigtig stor dreng - han lærer nye ting hver dag og jeg begynder at se ham som en snarlig storebror. Fx er han er blevet bedre til trapperne - forleden dag sagde han til Mikkel - jeg er dygtig - tog fars hånd væk og ville selv bestige trinene op til 4. sal ved hjælp af et fast greb i gelænderet - og selvfølgelig kunne han selv! I maven vokser de to banditter også - indtil videre er alt som det skal være. Moren er træt - men det er vel ikke så mærkeligt når nu jeg er igang med at producere to ud af de fire børn min krop har skabt på fire år.

En dyne af træthed...

En dyne af træthed har sænket sig godt og grundigt ned over mig. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har været så træt i mit liv. Derfor har der været meget stille her på siden. Det har været rigeligt, at skulle arbejde fuldtid og være nogenlunde på ifht. Konrad – og jeg er tilmed pt. verdens kedeligste mor.

Sjovt nok har angsten for, at noget skulle gå galt ikke fyldt så meget. Det på trods af som min obstetriker sagde – at sidst gik jeg hos ham fordi jeg havde mistet et barn og psykisk havde brug for det – denne gang er der reelle risici – fx 30 % risiko for for tidlig fødsel, øget risiko for væksthæmning af ungerne og øget risiko for svangerskabsforgiftning (det er altså bare sådan det er når man er tvillingegravid – den menneskelige krop, er ikke skabt til den slags fjollerier).

Heldigvis har ultralydsscanningerne indtil nu været nådige på den måde, at der ikke er blevet observeret noget, der kan tolkes som unormalt. Tvillingerne (der vist nok er drenge) har hver deres sæk og moderkage og har indtil videre vokset jævnt. Den første hjertescanning gik også ok. Dog var den tvilling, der ligger nederst svær at se – men så længe de ikke ser noget unormalt ved hjertet er det ok med mig. Jeg mangler da også både misdannelsesscanningen vi skal til på tirsdag og den anden hjertescanning, der ligger om to uger – for ikke at snakke om de efterfølgende mange scanninger, der er standard som tvillingegravid... så der er meget de kan nå at opdage og i så fald ligger angsten på lur. Men alt det fylder ingenting ifht. sidst og det er rart.

Det svære har været at komme gennem hverdagen og den har været som en tyk dyne. Det lettede lidt da non-stop kvalmen forsvandt – men trætheden har fortsat og er steget.

Jeg har haft fantasier om at nogle inviterede mig ind i en sovekabine hvor jeg i bløde fjer blidt kunne sove mig gennem resten af graviditeten – og jeg har drømt om, at nogle overbeviste Ole Henriksen - kongen af dyre cremer, sol og godt humør i LA om, at jeg skulle på et mange ugers rekreationsbesøg for at kunne slappe af og lade op inden banditterne kommer. Den slags fantasier er dog luftkasteller – den virkelige verden består i, at man bryder sammen hos sin fantastiske jordemoder fordi jeg er trættere end træt (– nøj hvor har jeg været heldig denne gang – hun er allerede min helt og har været udstationeret med Maternity World Wide i Etiopien)! Jeg hader sådanne sammenbrud hvor man pludselig sidder og tuder overfor én man lige har mødt. Hun og den fødselslæge, der var på vagt var enige om, at jeg skulle sygemeldes på fuldtid på trods af, at jeg kun er lige halvvejs i graviditeten.

Det var ikke nogen helt let beslutning fra min side at vælge at bruge sygemeldingen, for jeg er ansat i et barselsvikariat og har på forhånd dårlig samvittighed over at blive gravid på et for dem ikke særlig smart tidspunkt – og så med tvillinger.... Havde det været en enkelt graviditet havde det været til at bære for så havde matchet mellem udløb af ansættelse og barsel passet bedre. Og så er der den der fandens stolthed og insisteren på at jeg da godt kan klare det meste. Samtidig er det en lettelse, at jeg nu kan sove de middagslure min krop kalder på – jeg håber det gør at jeg hænger lidt bedre sammen.

Det er dog ikke meget jeg har hvilet endnu for min far fik samme dag konstateret, at han har en blodprop i kranspulsåren og blev i helikopter fløjet til Ålborg sygehus fra Læsø, hvor han var på ferie. Det virker som om at situationen er under kontrol. Desværre kan de dog ikke klare problemet med en ballonoperation, så nu er han på vej til Riget hvor han skal have fortaget en bypass. Indtil videre har han heldigvis kun oplevet et vagtsystem og et sygehusvæsen, der er professionelt og kører på skinner. Vagtlægen på Læsø, der argumenterede stærkt for en helikoptertransport er intet mindre end min helt for ifølge min far blev der diskuteret heftigt om det var nødvendigt (penge penge penge....)!

Der er sket meget mere end, at jeg har bevæget mig i en dyne. Det største er nok, at Konrad er startet i verdens bedste vuggestue og elsker det. Han stråler hver dag, bliver stor og finder på flere og flere spillopper. Her er han i det danske sommerland som vi har nydt en uge i sommerhus...

Banditter

Forleden dag skulle vi se om der nu virkelig var det lille liv i min mave som jeg gik ud fra, efter at have testet positiv på diverse tissepinde. Det var der - der var to! Jeg blev nået overrasket, og især meget bange. En tvillingegraviditet er mere risikofuldt, og egentlig har jeg brug for ro på bagsmækken...Sådan er mit liv ikke lagt an. Tanken om to raske levende mindre søskende til Konrad er samtidig intet mindre end fantastisk. Vi glæder os, og selvom jeg ikke er i tvivl om, at det bliver tæske hårdt og kræver at vi er to forældre, der er på, og at vi øger vores logistiske børnekompetencer så skal det alt sammen nok gå. Jeg glæder mig. Først til at mærke de små liv i maven og til at de kommer ud til os forhåbentlig midt december. Jeg har det godt nu- nerverne er faldet til ro og jeg håber de bliver dér gennem forløbet med hjertescanninger, som for mit vedkommende er det der er mest angstprovokerende....

Hygge

Hos Morfar og Lisbeth

Min søde mand er strandet i USA - tanken var at jeg skulle have fortsat gårdsdagens succes med at oploade en lille video af Konrad...jeg tror desværre den lille videosekvens er for stor - så i stedet er her en række billeder fra i dag - min skønne unge...

Biler

Et stykke med bart

Halvanden time tog det at klippe roser og lavendler ned hos Klemens. Nu er der helt bart. Græsset er stadig ikke kommet og blomsterbuskene skal først til at skyde. Jeg er glad for at sommerfuglebusken først skal beskæres efter 1. maj. Jeg håber tulipaner, græs og buske er godt på vej til den tid.

FARRRRRR

Angsten

Da Klemens døde blev jeg slået omkuld af angst.

Aldrig før har jeg oplevet den følelse så stærkt. Aldrig før har jeg været bange for at gå på gaden, for at mine kære blev kørt ned eller kørte galt. Aldrig før har jeg været angst for at miste pga. død.
Den eneste måde jeg har kendt til angst tidligere har været præstationsangst, det er væmmeligt, men kan på ingen måde sammenlignes med en erfaringsbaseret angst for at miste....

Det har været svært at forklare min pludselige oplevelse af angst til andre.
Mange har affærdiget det med, at alle nybagte forældre bliver angste for, at noget skal ske, noget går galt. Det er muligt det er sådan for nogle. Sådan var det ikke for mig. Jeg har også meget svært ved helt at tro, at det er den samme følelse vi deler.
Angsten for mig har været kropsligt erfaret, eksistentiel og livsforandrende – fordi den er opstået af at sanse min egen søns pludselige død i mine arme.

Angst er en af de mest begrænsende følelser i livet og samtidig hænger den sammen med en bevidsthed om, at noget er på spil. Noget der er vigtigt. Derfor blev angsten central efter Klemens død.
For når et barn dør, er der noget på spil, noget der mangler - for altid. Noget man skal leve med ikke er der, en hændelse ingen kan sikre sig imod. Eller som man kun kan sikre sig imod ved selv ikke at få børn, ikke elske, ikke udleve drømme, ikke leve...

Angsten har ikke haget sig fast. Men jeg ved den kan dukke frem igen med hele sit fæle væsen i situationer, der minder min krop om dengang. Det sker sjældent nu. Og det er længe siden jeg sidst har oplevet Angsten.
Det er heldigvis ikke fordi jeg er holdt op med at turde leve. Angsten har fundet sin plads, og den husker mig på, at jeg skal sætte pris på det jeg har, både minderne fra fortiden, mit liv nu og her og alle mine drømme om fremtiden.

Forårssol....

Forårsrengøring...

Mine hænder lugter af jord. Det er en af sidegevinsterne ved, at jeg i dag har jeg været nede hos Klemme og rode og grave. Sne og is har ligget på hans lille plæne indtil for et par dage siden, og der er næsten ikke noget græs tilbage. I stedet var der en halvmuggen rodebunke med rester af julepynt og nytårsglitter. Derfor trodsede jeg den triste sileregn. Jeg havde brug for at rydde op efter alle vinterens udskejelser - og det var i dag jeg havde tid og mulighed.

Der har heller ikke været meget Klemmetid på det sidste, og jeg savner savnet. Jeg savner at pusle og pleje og være med ham i mindet. Det kommer gang på gang bag på mig hvor godt det gør mig at pusle nede i hans lille have - for jeg er slet ikke sådan en havenusser - men det er en af sorgens konsekvenser. Jeg kan godt lide at pusle dér, for det er det tætteste jeg nogensinde kommer til at pusle min lille skat igen. I dag blev det til at fjerne glimmer og julepynt, rive græs (nu mudderpøl), gøde og så nyt græs. Jeg håber plænen snart bliver golfbanekvalitet, som der bliver lovet på pakken.

Heldigvis er det ikke alt, der er gået til i kulden. I mudderpølen er der erantis og vintergækker der kigger op - og i rosenbedet er der tulipaner på vej. Jeg håber sol og varme giver en hjælpende hånd, så Klemme snart har en blomstrende og græsgrøn have....

Forårsåbent

På vej hjem fra arbejde i går havde jeg en gevaldig lyst til at køre forbi Klemens. Klemens og andre døde børn har fyldt en del i min bevidsthed de sidste par dage, og så er det rart at komme forbi, hilse på ungen, synge en sang, sætte en bukket, tænde lys og røgelse. Assistensens vinteråbningstider, er mellem 8.00-16.00. Det giver ikke megen tid til besøg i Klemses have i en travl hverdag. Da jeg var kørt forbi den gule mur tænkte jeg derfor glædestrålende, nu bliver det snart forår, og så kan jeg tage et hurtigt smut forbi, selv på de dage, hvor jeg arbejder sent.... Jeg var næsten hjemme da jeg kom i tanke om, at vi allerede er et godt stykke inde i marts, og at åbningstiderne derfor er ændret til 18.00. I dag kom jeg så forbi med lys og blomster. Nu håber jeg bare, at den sidste sne snart smelter så de små forårsblomster kan kigge frem og solen dukker op - så bliver det tid til at sætte sig på bænken og mærke livet med alt det der var og det der er..

Livet som det blev og livet som det kunne have været

I dag har jeg set Konrads hjerte. Det var fint, og det har det nok altid været. Jeg har efterhånden set det lille bankende organ mange gange. Først I fosterstadiet til diverse misdannelses- og hjertescanninger. Da han var tre dage gammel fik vi det at se igen - bare for at berolige os med, at alt var som det skulle være. Beskeden blev, at han er et hjertefriskt barn men.... hans ene hjerteklap var asymetrisk og den var lidt utæt. Om det på sigt ville udvikle sig til en hjertefejl kunne kardiologen ikke sige med sikkerhed. Nye teknologier skaber ikke nødvendigvis mere ro i sjælen. Heldigvis fik lægen dysset den mulige angst ned, og det har ikke fyldt meget. Konrad har helt enkelt ikke virket som om at der var noget galt med ham. Vi tog mod tilbudet om endnu en hjertescanning af Konrad når han blev 1. år, i håb om at det ville kunne frifinde ham helt for mulige hjerteproblemer - eller give ham de bedste behandlingsmuligheder. Det var den scanning vi var til i dag. Jeg tror vi begge har mærket usikkerheden gnave som en lille orm de sidste par dage. Vi har gennemtænkt worst case scenarierne og forsøgt at berolige os selv med, at det aldrig vil komme i nærheden af den hjertefejl Klemens havde. Jeg blev dog noget lettere da lægen kunne mane enhver angst i jorden. Vi var alle boblenede glade og fjollede bagefter. Mikkel og jeg fordi vi var så lettede og Konrad fordi han synes det var en fest at lege i venteværelset og snakke med lægen alt i mens han fik rosiner, så Kaj og Andrea og fik lov til at lege med stetoskopet.

På vej ud af døren kom en højgravid kvinde ind. Med den ene hånd kørte hun afsted med sin datter, i den anden havde hun en vogn med ilt forbundet til pigens næse. Kvinden kender mig ikke, men jeg har siden Klemens død fulgt med i hendes families liv. Datteren er få måneder ældre end Klemens, og har også hypoplastisk venstre hjertesyndrom (HLHS). Tre uger efter Konrads fødsel var kvinden og hendes mand i Aftenshowet for at fortælle om deres mirakeldatter. I udsendelsen fremstod det som, at pigen nærmest var blevet rask efter hjerteoperationen. Jeg havde det svært efter den udsendelse. Jeg var meget sårbar efter Konrads fødsel fordi Klemens lille liv og død kom tæt på. Udsendelsen fik sat gang i alle mine overvejelser om hvis nu hvis. Hvad nu hvis jeg havde valgt at blive scannet i uge 20 under Klemens graviditet, havde jeg så haft en levende dreng. Jeg ved fra forældrenes blog, at livet ikke er let med et levende barn med HLHS. Det er ikke bare operationerne, der er alle følgevirkningerne af at have et hjerte med kun et kammer og med dem følger indlæggelse på indlæggelse. I dag var det den side af historien jeg blev konfronteret med. Pigen så ud til at have det meget skidt - og hendes mor havde et meget bekymret udtryk i ansigtet og angst i øjnene. Samtidig med at jeg så kvinden, så jeg et andet liv pasere, der kunne have været mit.

Jeg vil altid synes det er uretfærdigt, at Klemens ikke fik lov til at leve længere - men uretfærdigheden er først og fremmest, at han havde den satans hjertefejl. Havde jeg fået valget dengang Klemens blev indlagt ved jeg han var blevet opereret, hvilket også er grunden til at kvinden og datten har fyldt mit hoved med tanker og spørgsmål hele dagen. Hvad jeg ikke ved er, om jeg efterfølgende havde fortrudt som operationerne, følgevirkninger og indlæggelser fortsatte som de gør for de fleste HLHS-børn og deres voksne...

Lige nu priser jeg mig lykkelig for, at jeg aldrig blev nød til at tage de valg, og lege den hvis nu hvis leg. I stedet drikker jeg champagne og nyder, at Konrad er rask og frisk og Klemens er i mit hjerte.

Sneet inde

I dag var hele den lille familie forbi Klemme for at hilse på. Jeg plejer selv at køre forbi ham på vej ind til centrum, men den sidste uge har jeg ikke taget mig tiden. Der har ligget sne på graven længe, men den sidste uges snestorme har dækket ham til - selv snemanden jeg lavede for en uge siden var blevet til en bunke, og lanternerne var helt væk. Jeg tænker han hygger sig inde under snedynerne sammen med sin ven India, der bor lige ved siden af. Måske drikker de varm chokolade og får læst op af HC Andersen. Eller måske er Natascha kommet forbi for at synge en sang. Hvor ville det være dejligt hvis de weekendhygger i snelandskabet....

Triste fakta om spædbarnsdødelighed i DK

Jeg var godt klar over, at der var ulighed iforhold til hvordan spædbarnsdød fordeler sig i befolkningen, men er alligevel noget chokeret over den sidste nye forskning på området i DK.


http://www.berlingske.dk/danmark/flere-boern-af-indvandrere-doer-spaede

Jeg håber man får kortlagt baggrunden for dødsfaldende på en kompetent måde! Næste skridt er at finde ud af om og i hvilken grad forældrer, der har mistet får den nødvendige støtte og opbakning når ulykken sker uanset forskel på social, økonomisk, religiøs og etnisk baggrund.

Godt Nytår!

Året der gik var i stikord:
Barsel, lykke, Konrad- der fik sit første grineflip 3 måneder gammel på maven af sin gamle mor, fremtidspanik, lange skønne ture langs Søerne med barnevogn og baby, hygge i sofaen, verdens bedste sundhedsplejerske - der støttede og hjalp så angsten ikke satte sig som en kile i forældreskabet, Bum Genious bleer – der blev vasket og skiftet i en uendelighed og måske med lidt stædighed, efterfødselsgymnastik hos APA med herlige Else Pelse, hyppige besøg hos Klemens med Kaffe Kollektivets skønne latte i den ene hånd og sovende barn i barneren i den anden, pump og step puls i SATS, brystpumpe, gode bøger, tanker, kærlighed til Mikkel, Klemens i tankerne og hjertet, tilbage på arbejde igen efter næsten to år med barsler og dyb sorg, mere fremtidspanik, sorgen - der dukker op på sin egen snedige facon i mit møde med verden udenfor, ferie i Frankrig med croissanter, sol, lykkenydning og en kravlende unge i hængekøjen, forskningsansøgninger, forskningsartikler, hjernevridninger, Konrad - der vokser og hopper, Baby bongo, sorgen - der manifesterer sig på nye måder, venner der kommer og går, 2 års fødselsdag for Klemens og 2 års dødsdag med minder- tårer- hinanden og Ringenes Herre, Konrad - der pludselig er 1. år og ikke mere en baby men et barn - der kan sige vuf sammen med Cayenne yndlings hundebamsen, tidligt op og tidligt i seng, arbejde, passe barn, sove, småbarnsfamilierutiner, gulerodsspisende, kropsforandrende, træt som et alderdomshjem, er jeg et alderdomshjem? Unge i flyverdragt, Nihola og afsted til dejlig dagplejemor, sygt barn - der hoster og vil putte- og på trods af høje idealer får panodil junior, hov så gik november og december, jul med hele familien også med besøg hos Klemens, og til sidst affyring af en bordbombe - der glimrede ud over Klemens grav.....

Jeg er ikke god til profetier, livet har overrasket mig alt for meget tidligere i livet, men det nye år tegner godt. Fra 1. feb. starter jeg i et barselsvikariat som konsulent i Danske Bioanalytikere. Jeg ved ikke hvilke døre det åbner eller lukker, men jeg ser frem til det, og er spændt på alt det, det nye år bringer. Jeg håber det bliver godt og med lige så mange gode stunder med Mikkel og Konrad som jeg har haft i år. Nøj hvor jeg elsker dem....
Godt nytår til jer alle!