Kært barn har mange navne. Det gælder også Klemens Willum Adrian, der kun fik tre uger til at opleve verden. Han døde pludseligt pga., at han var født med hypoplastisk venstre hjertesyndrom (manglede venstre hjertekammer). I den tid han levede, fik han bl.a. kælenavnene Klemme og Klemse. Denne blog handler om Klemses skabelse, liv og død, og om hvordan jeg i tre et halvt år efter hans død har oplevet at have en lille dreng liggende på Assistensen.
torsdag den 26. august 2010
Når nu man ikke kan tage billeder af hvordan ens barn udvikler sig...
så kan man tage billeder af graven. Lige nu er Klemses have i fuld flor. Sommerfuglebusken er smukkere end nogensinde.... Gid det var min lille knægt jeg tog billeder af. Sikke stor han ville have været. Konrad er allerede ved at være en rigtig stor dreng - han lærer nye ting hver dag og jeg begynder at se ham som en snarlig storebror. Fx er han er blevet bedre til trapperne - forleden dag sagde han til Mikkel - jeg er dygtig - tog fars hånd væk og ville selv bestige trinene op til 4. sal ved hjælp af et fast greb i gelænderet - og selvfølgelig kunne han selv! I maven vokser de to banditter også - indtil videre er alt som det skal være. Moren er træt - men det er vel ikke så mærkeligt når nu jeg er igang med at producere to ud af de fire børn min krop har skabt på fire år.

Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Kære Stine
Klemens lille have er blevet rigtig fin; en lille oase midt i storbyen.
Og hold da op hvor Konrad er blevet stor. Det går næsten alt for stærkt!
Hvor er det dejligt at høre at alt går godt med Banditterne.
Der er ikke noget at sige til at du er træt! - 4 børn på 4 år + alt hvad der ellers har suget energi.
Pas på dig selv og hils dine drenge :-)
Gid det var billeder af to drenge...
Det ser dog rigtig dejligt ud i Klemens' have. Konrad får jeg som altid lyst til at kramme, den lille charmer.
Kan virkelig godt forstå du må være træt!
Knus fra Heidi
Send en kommentar