Klemens 3 år

Igår var det tre år siden, at min lille og første trold blev født på den smukkeste efterårsdag. Der var sol og skyfri himmel. Vi var ikke til at skyde igennem og tog hjem fra Frederiksberg hospital så hurtigt som muligt få timer efter fødslen. Vi ville bare hjem og nyde livet sammen. Jeg var lykkelig som aldrig før - lykkelig på en måde jeg aldrig i mit liv kommer til at opleve igen. Jeg kunne ikke forestille mig hvor kort den lykke ville vare. Jeg ville ikke have været de 3 uger foruden - det er nogle af de smukkeste minder jeg har - lykken med Klemens og Mikkel uden angst for verdens barske realiteter - bare os. Igår mindedes og fejrede vi vores lille knægt, der nu skulle have været et stort børnehavebarn. Vi var nede hos ham og pynte op med lys, blomster og røgelse - vi sang fødselsdagssange, plantede tulipanløg og Klemse fik to fine dinosauerer, som Konrad mente var meget farlige...og sener efter middagslur og frokost tog vi til dyrehaven og gik en tur i efterårsland - rimelig kort for jeg er stor som et hus og Konrad ville helst klatre på træstammer - og der er ingen tvivl om at højdepunktet for ham var fut futtoget og pandekagerne da vi kom hjem.

Dengang Klemens døde blev tre år ud i fremtiden det samme som en evighed. Jeg kunne ikke tænke at mit liv ville fortsætte så længe eller - alt var så tåget, at jeg ikke kunne se ud i fremtiden. Der er stadig mange løser ender. Og livet har taget røven på mig adskillige gange siden Klemens kom til. Jeg ved ikke hvordan vores liv kommer til at forme sig, men nu er det ikke sorgen, der tynger. Den har fundet sit lege. Og igår kom det bag på mig, at den ikke væltede op som fx sidste år. Savnet og sorgen er der - og den har defineret mig som den jeg er - men det er livet, der pt. styrer og overrasker. Samtidig med at jeg er lykkelig for at det ikke er sorgen der fylder - eller at det er angsten for igen at mist der fylder hele mit liv - så savnede jeg igår at kunne være mere til stede i minderne. Jeg ved jeg er i stand til at være til stede, men vores konstante fnis over Konrad, der nu synger Mester Jacob med særlig fokus på Sover DUUUUUUU - fyldte mere gennem dagen. Først hen under aftenen fik jeg mulighed for at tage et smut ned til Klemme alene og nyde skumringen og alene tid med min lille skat og det gav ro i sjælen.....og det var som altid svært men godt at læse i Klemens bog med billeder og minder efter Konrad var lagt - og jeg tror vi begge lige var inde hos Konrad en ekstra gang og kigge ned på hans fredfyldte lille levende sovekrop for at minde os selv om hvor meget vi også har fået efter Klemens død - og håbe inderligt at vi aldrig nogensinde kommer til at miste flere børn eller hinanden før vi er langt oppe i årene...