Mærkedage...

Fordi det kan mærkes – de er mærkelige, eller vi sætter mærker i kalenderen....? Mærkedage har for mig tidligere været kunstige mærker i kalenderen - mange af dem synes jeg er mærkelige –som fx jul – der på ingen måde er min kop the. Først efter Klemens død er mærkedage blevet til noget, der mærkes og ikke blot markeringer i kalenderen. Klemens dage betyder noget. Dvs. hans fødselsdag den 3. okt., dagen for hans indlæggelse den 25’ende okt. og den efterfølgende dødsdag den 26’ende okt. Klemens dage er mærkedage på den måde, at jeg gerne vil mærke ham – helt og udelukkende for min egen skyld. Det er de få årlige frirum til at dykke ned i mindet, kærligheden til ham, glæden ved at han var, savnet af ham og mærke den rå sorg igen. Helt egoistisk er det en måde at finde ud af hvor sorgen har båret mig hen som menneske. Det er pejlemærker. Et rum hvor jeg kan have plads til alle de følelser, der for vild da vi mistede ham.

I år blev mærkedagene ikke helt som jeg havde håbet – helt enkelt fordi livet ikke gav lov. Tvillingerne skulle til 32. ugers scanning på Riget i mandags med efterfølgende lægesamtale. Da jeg for en måned siden fik datoen vidste jeg godt det var dårlig timing, men der er ikke rigtig noget at gøre når nu lægen kun har konsultationer om mandagen. Jeg var bange for hvad det ville gøre ved mig, at skulle til undersøgelse på Riget med tanke på, at jeg tre år forinden var indlagt med Klemens i samme bygning. Heldigvis gik scanningen godt. Banditterne trives – og for tre år siden føltes langt væk. Hjemme var Konrad syg og mine søde svigerforældre var blevet en ekstra dag for at afhjælpe os med det akutte pasningsproblem, da Mikkel også var syg og han skal aflevere sin afhandling på mandag. I går var der igen bedsteforældre hjælp til sygt barn, og jeg var så afsindig træt. Vi nåede ned til Klemens med bukket, græskarmand og lys. Efter Konrad var lagt i seng mæt efter pandekagespisning, fik vi snakket, mindet og kigget ned i Klemens kasse og i hans mindebog. Vi var enige om, at vi fremover vil forsøge at skabe mere tid til sammen at mindes – hvis livet tillader. Med tre levende småbørn og mindedage i okt., er der en vis chance for syge børn i en eller anden afskygning, og meget trætte forældre, der mest af alt har overskud til overlevelse og ikke så meget til minder. Og så må vi som med så meget andet bare sætte pris på det man når under omstændighederne... I anledning af igår og i forgårs er her i hvertfald det smukkeste minde jeg har af min lille søn - mit yndlingsbillede af Klemens 14 dage gammel, taget en uge før hans død.