Angsten

Da Klemens døde blev jeg slået omkuld af angst.

Aldrig før har jeg oplevet den følelse så stærkt. Aldrig før har jeg været bange for at gå på gaden, for at mine kære blev kørt ned eller kørte galt. Aldrig før har jeg været angst for at miste pga. død.
Den eneste måde jeg har kendt til angst tidligere har været præstationsangst, det er væmmeligt, men kan på ingen måde sammenlignes med en erfaringsbaseret angst for at miste....

Det har været svært at forklare min pludselige oplevelse af angst til andre.
Mange har affærdiget det med, at alle nybagte forældre bliver angste for, at noget skal ske, noget går galt. Det er muligt det er sådan for nogle. Sådan var det ikke for mig. Jeg har også meget svært ved helt at tro, at det er den samme følelse vi deler.
Angsten for mig har været kropsligt erfaret, eksistentiel og livsforandrende – fordi den er opstået af at sanse min egen søns pludselige død i mine arme.

Angst er en af de mest begrænsende følelser i livet og samtidig hænger den sammen med en bevidsthed om, at noget er på spil. Noget der er vigtigt. Derfor blev angsten central efter Klemens død.
For når et barn dør, er der noget på spil, noget der mangler - for altid. Noget man skal leve med ikke er der, en hændelse ingen kan sikre sig imod. Eller som man kun kan sikre sig imod ved selv ikke at få børn, ikke elske, ikke udleve drømme, ikke leve...

Angsten har ikke haget sig fast. Men jeg ved den kan dukke frem igen med hele sit fæle væsen i situationer, der minder min krop om dengang. Det sker sjældent nu. Og det er længe siden jeg sidst har oplevet Angsten.
Det er heldigvis ikke fordi jeg er holdt op med at turde leve. Angsten har fundet sin plads, og den husker mig på, at jeg skal sætte pris på det jeg har, både minderne fra fortiden, mit liv nu og her og alle mine drømme om fremtiden.