Trist og glad på samme tid...

I dag skulle Klemens være fyldt et halvt år. De sidste par dage har jeg gået og forestillet mig hvad han så ville kunne. Det er lidt svært at få billeder på, for jeg lærte kun Klemens at kende i de 22 en halv dag han levede, og nu er han død og jeg kommer aldrig til at se ham vokse, være en lille flyverdragt der tumler rundt i sandkassen, trøste ham når han er faldet og knæene bløder, eller løbe efter ham og hans cykel med kosteskaft..... Jeg savner ham helt vildt, og har været meget tyndhudet i dag. Han burde have været min store dreng, der bare skød i vejret, ud til alle sider og var i mine arme.

Jeg kan ikke lade være med at have en masse fantasier om hvem Klemse ville have været, hvad han ville have holdt af, og hvad han bestemt ikke ville kunne lide. Lige for tide er de fantasier dejlige, for det er en måde hvorpå han får lov til at leve lidt videre hjemme hos Mikkel og mig. Og det er klart han ville have været fremmelig ;-) Vi synes jo han var en ualmindelig kvik lille fyr. Han kiggede meget og opmærksomt på os og verden, og gerne med lidt sund skepsis, hvilket ses tydeligst på det første billede, der er taget da han bare var to dage gammel og begyndte at kigge sig omkring, og fik øje på forældre og et hurtigt klikkende kamera.








Fordi det er Klemens halvårsdag, har han fået røde roser fra os, og cremefarvede roser fra mormor. Det pynter lidt på hans lille have, der pt. ligner en byggeplads, men det bliver snart meget bedre. Mikkel og gartner Sandberg fik igår sat hans lille bænk op og den står fint, og jeg er så glad for, at det blev netop den bænk han fik, og meget imponeret over at min gemal sådan kunne tømre-snedker den selv. Jeg glæder mig sådan til man om en uges tid må sætte sig på den, men cementen skal lige tørre først. Mikkel og gartner Sandberg har også fundet de tre trædesten, der skal danne en lille sti, og de er meget fine, og hvis forkantssten og planter når hjem inden onsdag, bliver haven færdiganlagt onsdag, det bliver rart, og jeg skal nok love at lægge billeder ud med det samme....


Samtidig med at jeg har været hudløs og trist idag så er jeg også glad. For en lille månedstid siden viste en graviditetstest, at jeg var gravid. Det skete midt mens, at jeg var røget ned i et dybt hul (de der hormoner er altså nogle værre nogen) - men da jeg så testens resultat ændrede humøret sig radikalt. I dag havde vi tid til den første ultralydsscanning på Riget. Jeg havde et stort behov for at se, at der var et hjerte, der blinkede, at jeg var gravid og ikke bare bildte mig alt muligt ind. Der var et lille bankene hjerte. Det blinkede og blinkede til os. Spiren var en lille smule mindre end vi havde regnet med, men sygeplejersken sagde, at på det her tidspunkt er scanningerne meget upræcise. Det vælger jeg så at tro på.

Det er mærkeligt at gå rundt med glæden og sorgen i kroppen samtidig. Det er noget nyt, at jeg skal kunne rumme følelsesmæssige modsætninger på den måde. Jeg tænker, at det må forældre til levende børn jo også blive udsat for ind imellem, når det går godt for det ene barn, mens det andet hænger med næbet. Det er nok bare en del af livet jeg skal til at lære. En del af forældrelivet, der bare er lidt mere ekstremt når man også har et dødt barn. Det fører helt enkelt en række helt helt andre følelser med sig, hvor sorgen og savnet blot af en del af et følelseshav der også inkluderer angst for at miste igen, angst for at barnet har en hjertefejl, eller at der sker det alt muligt andet. Men så er det jo forunderligt, at følelser er så elastiske, bøjelige, foranderlige og forunderlige, at man kan have dem alle sammen på samme tid. Så i dag er jeg både ked og glad og en lille smule bange for den uvisse fremtid...