Klemses død to år efter

For to år siden var min verden brudt sammen. Det skete egentlig allerede den 25'ende okt. da Klemens endelig blev indlagt efter at vi havde oplevet mange timer i afmagt, fordi sundhedsvæsenet i form af praktiserende læge og fødested ikke tog vores opkald alvorligt. Fra ankomsten til Hvidovre børnemodtagelse gik det stærkt. De symptomer Klemens havde, viste sig at skyldes den værst tænkelig hjertefejl.Timerne op til den endelige besked - at videre behandling var udsigtsløst- er uden tvivl de mest dramatiske i mit liv. Klemens død, der fandt sted mellem 1 og 2, en tidlig morgen den 26'ende oktober 2007, var intenst smertefulde, men smukke. Vi sang, krammede, rørte og mærkede hinanden. Jeg håber Klemens mærkede al vores uendelige kærlighed under hans sidste farvel på ambulatoriet på neonatal, hvor vi lå med ham på en briks.
Efterfølgende tog vi hånd- og fodaftryk. Vi badede ham og klædte ham på igen.
Det var dejligt at gøre ham ren efter al det han havde været igennem i timerne forud. Jeg husker det som om han havde plasterklister overalt på kroppen. Og tanken om hvordan han elskede at komme i sin egen blå balje derhjemme gjorde, at det var det bedste og fineste vi kunne gøre for hans lille døde krop.
Efterfølgende blev Klemens puttet i en hospitalsvugge ved vinduet, mens vi prøvede at sove på briksen. Fra Klemens døde til hans begravelse sov vi lidt, men intenst og meget symbiotisk. Mikkel og jeg faldt i søvn samtidig og vånede med et spjæt efter en eller to time. Sorgen gennemsyrede os begge. Minutter føltes som timer. Det første døgn efter Klemens død blev jeggammel. Vi blev på Riget indtil ca kl. 14.00. samme dag. Vi fik besøg af noget af familien og nogle få venner. Og den bedste sygeplejerske snakkede med os, vendte tanker, rummede og guidede. Jeg ved ikke hvor jeg ville have været, havde hun og resten af personalet på Riget ikke været der for os i de timer.
Når jeg ser tilbage ville jeg gerne have været på Riget i længere tid, og krammet Klemens mere inden han blev frosset ned til en ispind i kapellet. Samtidig husker jeg det som om at vi næsten ikke kunne rumme mere, og at vi begge havde et behov for at handle. Og der er et væld af praktikaliteter, der skal ordnes når ens pårørende dør. Så vi gik. Og det gjorde ondt og var meget forkert at gå på gaden uden en barnevogn. Inden kl. var 16. var vi på vej til en bedemand. Vi farede vild på Nørrebro. Jeg tror vi begge havde mistet retningssansen både rent bogstaveligt og i overført betydning. Vores liv havde taget en anden drejning og det var ikke en retning vi havde bestemt eller forventet.

Jeg holder fri i dag og giver sorgen lov til at være. Jeg tror altid, at den 25'ende og den 26'ende oktober vil være nødvendige fridage. I går var vi nede hos Klemme med en græskarmand med lys i, inden vi tog i Dyrehaven og fik os den tur vi egentlig skulle have haft på Klemses fødselsdag. Fra sidste år vidste vi, at den 25'ende bringer de svære minder frem. I dag er det tid til det store savn. Lige nu sover Konrad, men når han vågner skal vi ned med blomster til Klemses lille have.
Jeg sluttede med at amme Konrad i juni måned. I dag løber mælken igen. Kroppen husker, og jeg er ikke i tvivl om, at mælken der løber i dag, er produkt af den kærlighed til Klemens, som han aldrig mere kan få.