Dagen før Klemens 2 års fødselsdag...

Jeg troede egentlig jeg skulle arbejde idag. Jeg havde dog valgt, at arbejde hjemme for at få ro og fokus, og for at beskytte mig selv for jeg kunne mærke, at jeg er hudløs. Da jeg kl 11.30 fandt mig selv i fosterstilling på sofaen i arbejdsværelset med dynen over hovedet og tårer ud af øjnene, måtte jeg bare indse, at tankerne og minderne om min lille dreng var for stærke. I dag fik jeg derfor kun klaret emailkorrespondancen, arbejdet må vente til på mandag.

Det hjalp i stedet at give sorgen lov til at være, og at være i sorgen. Jeg har været nede hos Klemens, og siddet på hans bænk med en kop kaffe fra kaffe kollektivet, mens jeg sang vuggeviser og bladrede i mit lommealbum med billeder af hans liv fra start til slut. Det giver ro. Og de mange tårer, der er trillet ud af mine øjne dernede fungerer som katarsis. Det gjorde de også i dag. Så kan jeg være igen. Være til med kaffe i hånden, Klemses blomstrene roser og lavendler og en sommerfugl og en hveps, der på trods af, at vi nu er i oktober måned, flagrede rundt og indtog lidt blomsternektar i solen.

Han er tæt på og så langt væk ham min store lille dreng. Han ville have spænet rundt nu og udfordret livet havde han levet, og havde han haft et helt og ikke et halvt hjerte. Det havde været et helt andet liv for vores familie.

Jeg er stadig ikke i tvivl om, at Klemse har været det menneske, der har transformeret og radikalt ændret mig og mit liv. Det har taget to år at indse hvor om sig gribende den forandringsproces har været. Det har taget hele turen gennem den første svære sorg, nye graviditet og forældreskab af Konrad med alt hvad det indebærer af angst for at miste og glæde for det jeg har, og sidst men ikke mindst tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Jeg tror det er nu det for alvor er gået op for mig hvad alt det her betyder i mit liv på alle fronter. Det er også så tydeligt som nogensinde at tabet af Klemens er en livslang sorg. Det er et sår, der aldrig vil hele, men derimod bryde op på ny igen og igen. Jeg føler stadig Klemens som noget min krop mangler. Måske fordi han døde på et tidspunkt hvor han fysisk næsten var en del af mig. Måske fordi minderne om hans tilblivelse, fødsel, vores nærhed under hans korte liv og død huskes så stærkt i min krop.

Jeg er overrasket over, at det i dag var sorgen, der kom over mig. For solen, der skinner nu og det kolde klare vejr, er det, der ellers får mig til at huske den smukke (men også smertefulde) fødsel. Sådan et vejr får mig tilbage til de første par uger med Klemens i live hvor glæden var lige til, på en ukompliceret måde, jeg aldrig kommer til at opleve igen. Jeg håber de minder kommer til at fylde i morgen, de er vigtige for mig, men i dag er det savnet og sorgen, der sætter lange skygger og får lov til at fylde mit sind.