Jeg har længe haft svært ved at forklare hvordan Konrads ankomst føles, og hvad hans spillevende lille krop har gjort ved min sorg og angsten for at miste. Der er ingen tvivl om, at både min sorg og angsten for at miste nu har fundet sit leje. Den er ikke så alt opslugende, som den tidligere har været.
Konrad har givet alt den glæde og liv som jeg drømte om, og han insisterer på at leve nu og det er fantastisk. Men Konrads ankomst har ikke medført, at jeg er kommet mig over, at Klemens er død. Det kommer jeg mig aldrig over. Jeg har nærmere af nødvendighed - fordi døden er så urimelig endelig - lært at leve med døden, sorgen og savnet.
Jeg er med på en amerikansk mailingliste for forældre, der alle har mistet deres barn pga hypoplastisk venstre hjertesyndrom - den hjertefejl som Klemens døde af. Her er der en der skriver:
Rainbow babies:
In some circles, babies born to families after the loss of a child are referred to as "Rainbow Babies." The idea is that the baby is like a rainbow after a storm.
"Rainbow Babies" convey the understanding that the beauty of a rainbow does not negate the ravages of the storm. When a rainbow appears, it doesn't mean the storm never happened or that the family is not still dealing with its aftermath. What it means is that something beautiful and full of light has appeared in the midst of the darkness and clouds. Storm clouds may still hover but the rainbow provides a counterbalance of color, energy and hope.
Det er måske nok en anelse cheasy - men samtidig synes jeg, det er sådan et fint billede på hvilken rolle Konrad spiller i mit liv ...
4 kommentarer:
Hvor er det en fin beskrivelse! Regnbuebørn – det er lige hvad det er!
Jeg synes det er rigtig smukt. Ost eller ej... kom sgu lige til at snøfte lidt (Jeg vil også have en regnbue!).
Hov, glemte lige at skrive, at jeg var forbi Klemens i søndags. Der duftede dejligt af røgelse :-)
Heidi - nøj hvor ville jeg gerne kunne sende en regnbue afsted til dig i ekspres fart!
Iøvrigt hyggeligt at du var forbi Klemse ;-)
Send en kommentar