torsdag den 21. februar 2008

Nu er Klemses beretning skrevet og jeg er gået i blog mode...

Flere har undret sig over - og de der kender mig, har drillet mig lidt med, at jeg har insisteret på at lægge Klemens historie ud kontinuerligt og derfor ændret i datoerne. Og nej jeg har heller ikke skrevet særlig blogagtigt....Jeg ved godt at jeg burde have lavet en webside og så blogget ved siden af, men for at sige det som det er, har jeg ikke haft overskud til at finde ud af hvordan man laver en webside, og så var det bare det letteste da jeg først havde oprettet denne blog at skrive derudaf her.

Men bare rolig - bloggingen skal nok komme nu - Klemens historie skulle bare lige skrives først, og det har taget sådan ca en måned fra jeg kom så langt efter Klemens var død til jeg kunne formulere mig. Nu ligger historien så samlet i et dokument - i word består den af ca. 38 sider - det er lidt for uoverskueligt at læse på en skærm... det er med andre ord stadig ikke et typisk blog indlæg...Det er derfor muligt at jeg med tiden får organiseret historien lidt anderledes, lagt flere billeder ud af Klemens mv. Lige nu er det bare rart at Klemens kan leve videre her....

3 kommentarer:

Maomis sagde ...

Jeg glæder mig til at læse meget mere om Klemens. Kærligst Sofie

Anonym sagde ...

Kære Stine,
Jeg har her til aften læst og læst, og smilet mens jeg læste om al jeres lykke med lille Klemens, og tårer kom til. Tak fordi du fortæller din historie også sådan her.
Kram fra Laura

Anonym sagde ...

Nu er jeg kommet gennem din beretning. Det er hårdt at læse, ikke kun fordi vi selv har oplevet at mistet Kristian, men fordi at jeg synes, at det er så vildt, at I fik så kort tid til at sige farvel til Klemses.

Med hensyn til din "hvis nu hvis-leg" så kan jeg sige, at jeg blev heller ikke scannet i uge 19, og jeg er i dag så glad for vores tre dage med Kristian og vil ikke bytte dem for noget - men jeg vil ikke gå gennem en fuld gravidiet igen.

Nu ved jeg jo fra mig selv og andre (også fra Kbh.) at man bliver fulgt tæt i de næste gravidieteter og det er en betryggelse i selv sig, selvom at man ikke kan lægge frygten helt på hylden.

De varmeste tanker
Mette Schjeldahl