lørdag den 23. februar 2008

Hvad gør man for at stoppe mails fra Netdoktors babyklub?

Som mange andre vordene mødre, der ventede på at ugerne og månederne gik inden Klemens blev født, fik jeg også meldt mig ind i diverse netbaserede babyklubber. Jeg lod mig tilmed lokke af diverse gratis babypakker til mor og barn, og var overbæren over at blive ringet op af bl.a. bladet "Forældre" - som jeg er grundlæggende skeptisk overfor, fordi de har min yndlings aversion Martin Østergård til at give forældre gode råd om opdragelse af drenge og piger- og hvis jeg skal være ærlig tror jeg, at der er rigtig mange børn og forældre, der kan blive skadet af hans velmenende råd....

Jeg vil dog også sig at de netbaserede foraer har været helt fine til at undersøge barnevogne, slynger mv...og så er jeg bare så pisse nysgerrig over hvordan forældreskab gøres. Jeg må dog indrømme, at denne fascination forsvandt som dug fra solen da Klemens døde. Da blev det sindsygt hårdt, at der kom mails ind i min mailboks der handlede om hvor gammel Klemens nu burde være, hvad han burde kunne og hvordan det var at være mor....Det værste har dog været de to gange hvor jer er blevet ringet op af Falck, der gerne ville sælge mig et børnefalck jeg skal gi' dig skal jeg abonnement. Er der en ting, der er sikkert er det, at jeg aldrig nogensinde skal have mig et falck abonnement nu....

Det tog noget tid før jeg langsomt fik taget mig sammen til ikke blot at slette mailsne når de dumpede ind i brevsprækken, men også åbne dem og bevæge mig ned i hjørnet for at melde nyhedsbrevene fra. Det var muligt med både Libero og Pampers, men ikke med Netdoktors babyklub... For et par dage siden tog jeg mig så sammen til at logge mig ind på min profil - og det krævede lidt tankegymnastik, for jeg havde fortrængt mit password og brugernavn. Da jeg endelig var inde, var det ikke helt let - og jeg er stadig ikke sikker på det lykkedes mig, men da jeg nu var derinde fandt jeg kontaktinfo og mailede i frustration følgende brev afsted med det samme:

-----Original Message-----
From: stine adrian [mailto:stine_adrian@yahoo.com]
Sent: 21. februar 2008 15:46
To: Babyklub
Subject: Det gør ondt, at det er så svært at komme af listen når
barnet er dødt!

For ca et år siden oprettede jeg mig selv her... min
termin var sat til den 8. oktober og jeg glædede mig.
Min graviditet gik godt og jeg hyggede mig med
indimellem at gå ind på Netdoktors babyside. Min
dejlige søn Klemens blev født den 3. oktober.

Fødslen gik godt - meget bedre end forventet. Vi tog
hjem med det samme - og min mand, Klemens og jeg nød
de første uger sammen. På et tidspunkt fik jeg en
fornemmelse af at Klemens ikke tog på og han spiste
ikke det han skulle, da vi vejede ham havde han tilmed
tabt sig og lå under sin fødslesvægt...

Frederiksberg Hospitals fødegang afviste vores
henvendelse fordi han nu var tre uger "og de kunne jo
ikke passe på vores barn til han var konfirmeret", men
henviste til egen læge eller sundhedsplejersken den
følgende dag.

Min egen læge synes sundhedsplejersken skulle se til
os og fandt mig vist lidt overpylret - Da
sundhedsplejersken endelig kom var Klemens blevet
dårligere end da jeg ringede, og hun sendte os afsted
til Hvidovre Hospital hvor det viste sig, at Klemens
havde en alvorlig hjertefejl. Han døde mindre end et
1/2 døgn efter på Rigshospitalet. Da havde alle
eksperterne set på ham og vurderet at operation var
udsigtsløst.

Bagefter står man der og forsøger at komme igennem
sorgen, savnet og smerten. Og det gør bare så
usigeligt ondt fortsat at modtage mails blandt andet
fra Netdoktor. Jeg er derfor helt klar over at
Klemens nu som 4 1/2 måned gammel både burde spise
grød og smile bevidst. Det kan han bare ikke for han
ligger i jorden på Assistensens Kirkegård....

Jeg tror Falck har ringet til mig to gange for at
sælge mig et abonnement så de kunne passe på mig og
min dreng. Det er jo sødt af dem, men det eneste der
skal passes er Klemens gravsted, og det kan jeg såmænd
godt klare selv. Jeg ville gerne være både mails og
opkald foruden. Men for at komme af denne liste skal
man gøre rigtig meget. Man skal gøre alt det man
gjorde i glæde og forventning - man skal logge sig
helt ind på siden, finde redigeringsknappen, og det
kræver et overskud og så gør det usigeligt ondt.

Nu har jeg så taget mig sammen til at bevæge mig helt her
ind på siden og skrive. Jeg håber I lytter og vil gøre
det lidt lettere i fremtiden for os der ønsker at
melde fra - fordi vi har mistet i graviditeten eller
fordi vores barn er dødt.

Mange hilsner
Stine - mor til Klemens, der ligger på Assistensen

---

Og hurra jeg fik et svar!!!!

Kære Stine
Tusind tak for din mail. Den er dybt bevægende, og jeg er klar over,
at jeg kun kan forstå en brøkdel af den smerte, du må føle.
Jeg kan dertil sige, at vi er i gang med at udtænke løsninger, der
kan lette frameldingsprocessen af nyhedsbrevene og fra Babyklubben. Men
desværre går sådanne tekniske (og økonomiske) ting ikke altid så
hurtigt som man kunne tænke mig.
Men din bevægende mail er helt sikkert et ordentligt skub og en stor
motivation til arbejdsprocessen, da det står omend endnu tydeligere for
os, at det er en vigtig ting at få ordnet.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke i fremtiden.
De bedste hilsner
Lone Ettrup Østergaard
Redaktør

Netdoktor Media A/S
Laksegade 32
1063 København K
Denmark
www.netdoktormedia.dk

Mobil: 28 87 74 26
Fax: 33 17 92 59
Email: lo@netdoktor.dk

Ja så vil jeg jo bare opfordre andre, der har det ligesom mig, til at sende en mail med jeres historie i håb om, at der sker noget - for det er åbenbart ikke helt enkelt hverken teknisk eller økonomisk- Hvad var det lige hun mente med det?

Er dog ret sikker på, at ligesom Falck ikke er noget jeg kommer til at abonnere på - så bliver jeg aldrig medlem af netdoktors babyklub igen...

3 kommentarer:

Maomis sagde ...

Det giver rigtig meget mening det du skriver. Tankevækkende at det skal være så besværligt, men de har vel ikke kalkuleret med at børn faktisk dør nogen gange og at man derfor ikke ønsker at skulle beskæftige sig mere med den side.

Da jeg var gravid meldte jeg mig også til alverdens nyhedsmails og gravidfora, netop for at få så meget info som muligt, men lige så meget for at være en del af denne forjættede verden som jeg havde drømt om i så mange år. Jeg har aldrig rigtig fået taget mig sammen til at melde mig ud igen og får stadig disse mails ind imellem. De fleste læser jeg overhovedet ikke, de ryger bare i papirkurven, men den fra Pampers kan jeg ikke helt lade være med at åbne. Den kommer en gang om måneden omkring Elisabeths månedsdag og minder mig om hvor gammel min lille pige ville have været. Jeg skrev faktisk et indlæg om netop det på et tidspunkt. (http://maomis.blogspot.com/2008/01/dit-barn-19-mneder.html)

Godt at høre at de vil se på at gøre det nemmere. På et tidspunkt lykkes det måske også for mig.

Line sagde ...

Kære Stine
Det er sgu sejt du fik skrevet!
Kan godt forstå det gør ondt at få de mails...
Nat nat herfra(ingen gysere idag)
Krammer fra Line

Sine sagde ...

Kære Stine,

Godt, at de forstod budskabet - det er simpelthen for ubetænksomt, at man ikke kan få lov at melde det fra.
Jeg vil gå ned og snuppe mig et skumbad - er syg, og trænger til at ligge lidt i blød. Er det ikke bare strengt, at jeg er syg, når jeg kun har to dage tilbage af min barsel?! :-(

Hilsen fra
Sine