Man har jo lov til at være heldig...

I dag ringede jeg op til det der Ydelsesservice i Københavns Kommune. Det er stedet man har kontakt til hvis man får barselsdagpege, sygedagpenge og den slags offentlige ydelser. Oftest har de været flinke nok at snakke med, men jeg tror de har rimeligt travlt. Lige efter Klemens var død mente de ikke, at jeg havde ret til de 14 ugers barsel, som loven giver mulighed for efter ens barn er dødt - de mente man skulle tælle fra barnet var født, og da Klemens døde 22, 1/2 dag gammel handlede det for mig om, at jeg da havde 11 ugers barsel- og det er ikke meget og var meget meget skræmmende (hvilket jeg i grunden også synes de 14 uger er). På daværende tidspunkt orkede jeg ikke at snakke med bureaukrater, så jeg fik min søde mor til at ringe og få dem til at læse paragrafferne igennem (og tak for det!) og de ændrede da også straks datoen.

Senere ringede en dame fra kontoret til min mobiltelefon og snakkede en masse og meget hurtigt, om alt det barsel jeg havde fået udbetalt for meget. Jeg har et eksternt lektorat beståede af 50 timer hvert semster på RUC- så det viste sig ikke at dreje sig om særligt mange penge, men personalekontoret på RUC havde oplyst hende om, at det handlede om langt flere timer. Men inden vi nåede frem til det, var jeg ved at bryde fuldstændig sammen midt på åben gade, og fik fremstammet om hun vidste, at jeg lige havde mistet min søn, ikke var ude på at snyde nogen og at hun gerne måtte snakke pænt til mig. Heldigvis tror jeg at min stemme var tilpas grådfyldt til at hun ikke tog det som et angreb, men stoppede lidt op igen og så fik vi i et lidt langsommere tempo udredt alle misforståelserne. Jeg havde åbenbart fået sat et kryds forkert da jeg i sin tid fumlede rundt med barselspapirer, personalekontoret på RUC havde lavet en fejl, og hun var egentlig bare interesseret i at finde den smidigste løsning for hende og foreslog, at jeg i stedet for at komme over på sygedagpenge, der ville give dem en masse bøvl i relation til at hive deres penge tilbage, kunne blive på barsel lidt endnu. Det var jo bare rart for mig. Det betød at jeg ikke skulle ind i sygedagpengesystemet lige med det samme - og jeg var/er på ingen måde klar til at gå igang med at skrive jobansøgninger og sælge mig selv, så det lettede. Jeg skulle dog op til lægen og have en lægeerklæring. Det er ca. 2 måneder siden og lægen foreslog da, at jeg måske havde det bedre om et par måneder - dvs. at jeg i dag troede at tiden for min forlængede barsel var ved at være slut, men man har jo lov til at være heldig nogen gange. I dag fik jeg taget mig sammen og ringet der op. Det tog lang tid at komme igennem. I første forsøg blev røret lagt på ligesom jeg havde ventet en halv time. Anden gang lykkedes det at nå frem til en flink dame, der sagde, at jeg da havde barsel indtil den 20. august! Jeg ved ikke helt hvordan det er kommet i stand, men jeg har bare været så fandens taknemmelig hele dagen. Jeg ville gerne have startet stille og roligt op med at arbejde, havde jeg været på en arbejdsplads med kendte kollegaer jeg kunne komme tilbage til - det har jeg bare ikke. Jeg vlle i så fald stadig ikke være klar til at arbejde fuldtid, men samtidig er jeg altså ikke syg - så det havde gjort ondt i sjælen hvis jeg skulle sygeliggøres - for jeg er i sorg og det er så vidt jeg ved ikke en sygdom, men en almen menneskelig reaktion på det at miste.

Jeg tror på, at en eller anden engel deroppe på kontoret har tænkt, at det da er helt rimeligt at give mig lidt fred, og ved at forlænge min barsel til august sparrer de og min læge en masse unødvendigt arbejde, som de i forvejen har alt for meget af. Når det så er sagt undrer det mig, at man som mor til et dødt barn har så kort barsel - og at ens mand eller partner slet ikke får orlov. Er det fordi sorg er noget farligt, eller skyldes det en eller anden forestilling om at sorg kan arbejdes væk?