Minder om Klemens død

I går var det fem måneder siden, at Klemens døde på Riget. Jeg har været lidt bange for den dag, men jeg havde det faktisk rigtig godt i går. Jeg fik tilmed skrevet og afleveret noget arbejdsrelateret, hvilket var lidt af en optur eftersom, det gik op for mig, at når jeg har det godt, er jeg i stand til at koncentrere mig og skrive i et par timer.

Samtidig gik jeg hele dagen med billeder i hovedet af Klemens, der stille sov ind i vores arme. Når jeg tænker tilbage var det overraskende nok kun billederne af Klemens død, der fyldte, ikke de i mine øjne langt mere dramatiske minder af timerne op til, hvor Klemens var ved at få hjertestop og blev genoplivet, blev kørt med politieskort til Riget fra Hvidovre med mig bagerst i ambulancen, og timerne på Hvidovre og Riget, hvor han havde slanger i hele kroppen, elektroder på hovedet og et væld af læger om sig med scanningsapparat mm.

De billeder jeg havde i hovedet var derimod både intense, sørgelige og meget smukke. Nærværet med Klemens i den tid det tog fra vi vidste han skulle dø til han døde var ekstremt, og det stoppede ikke der, det fortsatte da vi efterfølgende vaskede ham, klædte ham på igen og sad med ham. I de timer var jeg hos ham og ingen andre steder. Jeg mærkede ham og hans lille krop, og det lille halve hjerte, der slog tappert lige indtil det stoppede lige så stille og forblev uden den mindste bevægelse.

Den flinke sygeplejerske, der var tilknyttet os den nat, tog billeder af os hele vejen igennem denne oplevelse. Når jeg ser på de mange dejlige billeder af Klemens fra hans fødsel og til hans død, hører disse billeder også med. De er vigtige og smukke. Jeg er taknemlig for, at sygeplejersken tog dem, gik tæt på og var så god en fotograf. Efter Klemens død har det været vigtigt for mig at vise dem. Det har været en måde at fortælle hele Klemens historie på. Første gang jeg gjorde det, kom jeg først i tanke om, at min venindes grænse for at se billeder af døde måske lå et helt andet sted end mine egne, da jeg havde bladret frem til billederne fra hospitalet. Heldigvis sagde hun selv, at hun bestemt ikke fandt det mærkeligt, Klemens var jo min søn, både mens han levede og i døden.

Da jeg kort tid efter begyndte at læse websider og blogs hvor andre forældre beskrev deres oplevelser med deres døde børn, kom det bag på mig, at mange understregede, at her var der ikke billeder af deres barn efter det var dødt. Jeg har fuld respekt for, at man ikke ønsker at vise de billeder til andre, hvis man ikke har lyst. Min overbevisning er, at det er vigtigt, at man efter tabet af sit barn gør de ting, der er rigtige for en selv og på en måde man selv mener yder barnet respekt. Det der undrer mig er, at det for nogle er vigtigt at gøre opmærksom på, at billeder af døde børn ikke er vist. Hvorfor er det vigtigt? Opfattes billeder af afdøde spædbørn særligt skræmmende? Eller er det døden, der ikke må afbildedes gennem billeder? Er det fordi det er tabu? Opfattes sådanne billeder for privat?

Efter at det var gået op for mig, at mange mente, at man ikke viser døde børn på nettet, blev jeg usikker på, hvad jeg kunne forvente af reaktioner fra venner og bekendte når jeg viste mine billeder. De følgende gange jeg viste billederne, gjorde jeg meget ud af, at der i stablen jeg havde med, også var billeder af Klemens mens han er ved at dø og da han var død. Der er heldigvis ikke nogen nære venner, der har afvist at se disse billeder, for et eller andet sted kan jeg godt mærke, at det ville såre mig. Jeg tror jeg ville føle, at det er en del af Klemens historie jeg i så fald ikke ville kunne fortælle. Omvendt ville det også være sårende, hvis jeg mens jeg fortalte oplevede, at de der så billederne ikke kunne rumme det – og jo det har jeg oplevet, og da blev jeg faktisk i mit stille sind vred, fordi jeg oplever det, som om at Klemens eksistensberettigelse så ikke bliver anerkendt.

Jeg har i flere måneder funderet på det her med billeder af døde børn. Jeg har måtte mærke godt efter om jeg for mig synes, der er forskel på at lægge billeder af Klemens lige efter hans fødsel ud eller billeder af ham død.

For et par uger siden var jeg rigtig rigtig langt nede i en uges tid. Jeg var stort set lige så ulykkelig som dagene efter Klemens døde og kunne hverken finde hoved eller hale på mit liv. Samtidig med at sorgen bare var rigtig sort og tyngende, så var jeg ved at gå op i en spids over, at jeg havde en ikke-identitet. Jeg var arbejdsløs forsker der tilmed var så langt nede, at jeg ikke var gået i gang med at skrive på de artikler jeg jo i grunden drømmer om at komme i gang med at skrive en dag, og jeg var mor på barsel til et dødt barn, der ikke er mere.

På Facebook har mange af mine facebook ”venner” velvalgte billeder af dem og deres børn. Nogle har lagt bryllupsbilleder eller andet ud. Med andre ord Facebook er en rigtig identitetsmaskine, som mange af os bruger til at skabe hvem vi er både i forhold til os selv og andre. Derfor besluttede jeg at lægge billeder ud af det jeg er – dvs. billederne fra mit forsvar og den meget fjollede doktorceremoni, som jeg var igennem for et år siden i Linköping, billeder fra Bangladesh hvor jeg besøger kvindegrupper, billederne fra Mikkels og mit bryllup fra sidste sommer, hvor min mave er kæmpe stor og Klemens en dejlig møffedisse, og sidst men ikke mindst og aller aller vigtigst, udvalgte billeder af Klemens fra fødsel til hans død og efter. Det var vigtigt for mig at få billederne op af ham – og det var også vigtigt, at hele hans historie blev fortalt. Det føltes rigtigt, og jeg har indtil videre kun fået positive kommentarer.

Jeg tror aldrig jeg vil kunne forklare hvordan jeg havde det mens jeg sad der med min lille Klemens velvidende, at han snart var død. Jeg ved jeg blev ved med at fortælle ham hvor meget jeg elskede ham og havde ønsket han kunne have været blevet hos os. Jeg ved også, at han stort set hele tiden, de sidste timer af sit liv mærkede både Mikkels og mine hænder på sin krop. Faktisk tror jeg billederne fortæller bedre end jeg nogensinde vil være i stand til, hvordan jeg mindes den allersidste tid med Klemens, så her er et par af de billeder der var nærværende i mit hoved i går, og fik mig til at savne min dejlige dreng på en sørgelig men meget fin måde.