Når nu man ikke kan tage billeder af hvordan ens barn udvikler sig...

så kan man tage billeder af graven. Lige nu er Klemses have i fuld flor. Sommerfuglebusken er smukkere end nogensinde.... Gid det var min lille knægt jeg tog billeder af. Sikke stor han ville have været. Konrad er allerede ved at være en rigtig stor dreng - han lærer nye ting hver dag og jeg begynder at se ham som en snarlig storebror. Fx er han er blevet bedre til trapperne - forleden dag sagde han til Mikkel - jeg er dygtig - tog fars hånd væk og ville selv bestige trinene op til 4. sal ved hjælp af et fast greb i gelænderet - og selvfølgelig kunne han selv! I maven vokser de to banditter også - indtil videre er alt som det skal være. Moren er træt - men det er vel ikke så mærkeligt når nu jeg er igang med at producere to ud af de fire børn min krop har skabt på fire år.

En dyne af træthed...

En dyne af træthed har sænket sig godt og grundigt ned over mig. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har været så træt i mit liv. Derfor har der været meget stille her på siden. Det har været rigeligt, at skulle arbejde fuldtid og være nogenlunde på ifht. Konrad – og jeg er tilmed pt. verdens kedeligste mor.

Sjovt nok har angsten for, at noget skulle gå galt ikke fyldt så meget. Det på trods af som min obstetriker sagde – at sidst gik jeg hos ham fordi jeg havde mistet et barn og psykisk havde brug for det – denne gang er der reelle risici – fx 30 % risiko for for tidlig fødsel, øget risiko for væksthæmning af ungerne og øget risiko for svangerskabsforgiftning (det er altså bare sådan det er når man er tvillingegravid – den menneskelige krop, er ikke skabt til den slags fjollerier).

Heldigvis har ultralydsscanningerne indtil nu været nådige på den måde, at der ikke er blevet observeret noget, der kan tolkes som unormalt. Tvillingerne (der vist nok er drenge) har hver deres sæk og moderkage og har indtil videre vokset jævnt. Den første hjertescanning gik også ok. Dog var den tvilling, der ligger nederst svær at se – men så længe de ikke ser noget unormalt ved hjertet er det ok med mig. Jeg mangler da også både misdannelsesscanningen vi skal til på tirsdag og den anden hjertescanning, der ligger om to uger – for ikke at snakke om de efterfølgende mange scanninger, der er standard som tvillingegravid... så der er meget de kan nå at opdage og i så fald ligger angsten på lur. Men alt det fylder ingenting ifht. sidst og det er rart.

Det svære har været at komme gennem hverdagen og den har været som en tyk dyne. Det lettede lidt da non-stop kvalmen forsvandt – men trætheden har fortsat og er steget.

Jeg har haft fantasier om at nogle inviterede mig ind i en sovekabine hvor jeg i bløde fjer blidt kunne sove mig gennem resten af graviditeten – og jeg har drømt om, at nogle overbeviste Ole Henriksen - kongen af dyre cremer, sol og godt humør i LA om, at jeg skulle på et mange ugers rekreationsbesøg for at kunne slappe af og lade op inden banditterne kommer. Den slags fantasier er dog luftkasteller – den virkelige verden består i, at man bryder sammen hos sin fantastiske jordemoder fordi jeg er trættere end træt (– nøj hvor har jeg været heldig denne gang – hun er allerede min helt og har været udstationeret med Maternity World Wide i Etiopien)! Jeg hader sådanne sammenbrud hvor man pludselig sidder og tuder overfor én man lige har mødt. Hun og den fødselslæge, der var på vagt var enige om, at jeg skulle sygemeldes på fuldtid på trods af, at jeg kun er lige halvvejs i graviditeten.

Det var ikke nogen helt let beslutning fra min side at vælge at bruge sygemeldingen, for jeg er ansat i et barselsvikariat og har på forhånd dårlig samvittighed over at blive gravid på et for dem ikke særlig smart tidspunkt – og så med tvillinger.... Havde det været en enkelt graviditet havde det været til at bære for så havde matchet mellem udløb af ansættelse og barsel passet bedre. Og så er der den der fandens stolthed og insisteren på at jeg da godt kan klare det meste. Samtidig er det en lettelse, at jeg nu kan sove de middagslure min krop kalder på – jeg håber det gør at jeg hænger lidt bedre sammen.

Det er dog ikke meget jeg har hvilet endnu for min far fik samme dag konstateret, at han har en blodprop i kranspulsåren og blev i helikopter fløjet til Ålborg sygehus fra Læsø, hvor han var på ferie. Det virker som om at situationen er under kontrol. Desværre kan de dog ikke klare problemet med en ballonoperation, så nu er han på vej til Riget hvor han skal have fortaget en bypass. Indtil videre har han heldigvis kun oplevet et vagtsystem og et sygehusvæsen, der er professionelt og kører på skinner. Vagtlægen på Læsø, der argumenterede stærkt for en helikoptertransport er intet mindre end min helt for ifølge min far blev der diskuteret heftigt om det var nødvendigt (penge penge penge....)!

Der er sket meget mere end, at jeg har bevæget mig i en dyne. Det største er nok, at Konrad er startet i verdens bedste vuggestue og elsker det. Han stråler hver dag, bliver stor og finder på flere og flere spillopper. Her er han i det danske sommerland som vi har nydt en uge i sommerhus...

Banditter

Forleden dag skulle vi se om der nu virkelig var det lille liv i min mave som jeg gik ud fra, efter at have testet positiv på diverse tissepinde. Det var der - der var to! Jeg blev nået overrasket, og især meget bange. En tvillingegraviditet er mere risikofuldt, og egentlig har jeg brug for ro på bagsmækken...Sådan er mit liv ikke lagt an. Tanken om to raske levende mindre søskende til Konrad er samtidig intet mindre end fantastisk. Vi glæder os, og selvom jeg ikke er i tvivl om, at det bliver tæske hårdt og kræver at vi er to forældre, der er på, og at vi øger vores logistiske børnekompetencer så skal det alt sammen nok gå. Jeg glæder mig. Først til at mærke de små liv i maven og til at de kommer ud til os forhåbentlig midt december. Jeg har det godt nu- nerverne er faldet til ro og jeg håber de bliver dér gennem forløbet med hjertescanninger, som for mit vedkommende er det der er mest angstprovokerende....

Hygge

Hos Morfar og Lisbeth

Min søde mand er strandet i USA - tanken var at jeg skulle have fortsat gårdsdagens succes med at oploade en lille video af Konrad...jeg tror desværre den lille videosekvens er for stor - så i stedet er her en række billeder fra i dag - min skønne unge...

Biler

Et stykke med bart

Halvanden time tog det at klippe roser og lavendler ned hos Klemens. Nu er der helt bart. Græsset er stadig ikke kommet og blomsterbuskene skal først til at skyde. Jeg er glad for at sommerfuglebusken først skal beskæres efter 1. maj. Jeg håber tulipaner, græs og buske er godt på vej til den tid.

FARRRRRR

Angsten

Da Klemens døde blev jeg slået omkuld af angst.

Aldrig før har jeg oplevet den følelse så stærkt. Aldrig før har jeg været bange for at gå på gaden, for at mine kære blev kørt ned eller kørte galt. Aldrig før har jeg været angst for at miste pga. død.
Den eneste måde jeg har kendt til angst tidligere har været præstationsangst, det er væmmeligt, men kan på ingen måde sammenlignes med en erfaringsbaseret angst for at miste....

Det har været svært at forklare min pludselige oplevelse af angst til andre.
Mange har affærdiget det med, at alle nybagte forældre bliver angste for, at noget skal ske, noget går galt. Det er muligt det er sådan for nogle. Sådan var det ikke for mig. Jeg har også meget svært ved helt at tro, at det er den samme følelse vi deler.
Angsten for mig har været kropsligt erfaret, eksistentiel og livsforandrende – fordi den er opstået af at sanse min egen søns pludselige død i mine arme.

Angst er en af de mest begrænsende følelser i livet og samtidig hænger den sammen med en bevidsthed om, at noget er på spil. Noget der er vigtigt. Derfor blev angsten central efter Klemens død.
For når et barn dør, er der noget på spil, noget der mangler - for altid. Noget man skal leve med ikke er der, en hændelse ingen kan sikre sig imod. Eller som man kun kan sikre sig imod ved selv ikke at få børn, ikke elske, ikke udleve drømme, ikke leve...

Angsten har ikke haget sig fast. Men jeg ved den kan dukke frem igen med hele sit fæle væsen i situationer, der minder min krop om dengang. Det sker sjældent nu. Og det er længe siden jeg sidst har oplevet Angsten.
Det er heldigvis ikke fordi jeg er holdt op med at turde leve. Angsten har fundet sin plads, og den husker mig på, at jeg skal sætte pris på det jeg har, både minderne fra fortiden, mit liv nu og her og alle mine drømme om fremtiden.

Forårssol....

Forårsrengøring...

Mine hænder lugter af jord. Det er en af sidegevinsterne ved, at jeg i dag har jeg været nede hos Klemme og rode og grave. Sne og is har ligget på hans lille plæne indtil for et par dage siden, og der er næsten ikke noget græs tilbage. I stedet var der en halvmuggen rodebunke med rester af julepynt og nytårsglitter. Derfor trodsede jeg den triste sileregn. Jeg havde brug for at rydde op efter alle vinterens udskejelser - og det var i dag jeg havde tid og mulighed.

Der har heller ikke været meget Klemmetid på det sidste, og jeg savner savnet. Jeg savner at pusle og pleje og være med ham i mindet. Det kommer gang på gang bag på mig hvor godt det gør mig at pusle nede i hans lille have - for jeg er slet ikke sådan en havenusser - men det er en af sorgens konsekvenser. Jeg kan godt lide at pusle dér, for det er det tætteste jeg nogensinde kommer til at pusle min lille skat igen. I dag blev det til at fjerne glimmer og julepynt, rive græs (nu mudderpøl), gøde og så nyt græs. Jeg håber plænen snart bliver golfbanekvalitet, som der bliver lovet på pakken.

Heldigvis er det ikke alt, der er gået til i kulden. I mudderpølen er der erantis og vintergækker der kigger op - og i rosenbedet er der tulipaner på vej. Jeg håber sol og varme giver en hjælpende hånd, så Klemme snart har en blomstrende og græsgrøn have....

Forårsåbent

På vej hjem fra arbejde i går havde jeg en gevaldig lyst til at køre forbi Klemens. Klemens og andre døde børn har fyldt en del i min bevidsthed de sidste par dage, og så er det rart at komme forbi, hilse på ungen, synge en sang, sætte en bukket, tænde lys og røgelse. Assistensens vinteråbningstider, er mellem 8.00-16.00. Det giver ikke megen tid til besøg i Klemses have i en travl hverdag. Da jeg var kørt forbi den gule mur tænkte jeg derfor glædestrålende, nu bliver det snart forår, og så kan jeg tage et hurtigt smut forbi, selv på de dage, hvor jeg arbejder sent.... Jeg var næsten hjemme da jeg kom i tanke om, at vi allerede er et godt stykke inde i marts, og at åbningstiderne derfor er ændret til 18.00. I dag kom jeg så forbi med lys og blomster. Nu håber jeg bare, at den sidste sne snart smelter så de små forårsblomster kan kigge frem og solen dukker op - så bliver det tid til at sætte sig på bænken og mærke livet med alt det der var og det der er..

Livet som det blev og livet som det kunne have været

I dag har jeg set Konrads hjerte. Det var fint, og det har det nok altid været. Jeg har efterhånden set det lille bankende organ mange gange. Først I fosterstadiet til diverse misdannelses- og hjertescanninger. Da han var tre dage gammel fik vi det at se igen - bare for at berolige os med, at alt var som det skulle være. Beskeden blev, at han er et hjertefriskt barn men.... hans ene hjerteklap var asymetrisk og den var lidt utæt. Om det på sigt ville udvikle sig til en hjertefejl kunne kardiologen ikke sige med sikkerhed. Nye teknologier skaber ikke nødvendigvis mere ro i sjælen. Heldigvis fik lægen dysset den mulige angst ned, og det har ikke fyldt meget. Konrad har helt enkelt ikke virket som om at der var noget galt med ham. Vi tog mod tilbudet om endnu en hjertescanning af Konrad når han blev 1. år, i håb om at det ville kunne frifinde ham helt for mulige hjerteproblemer - eller give ham de bedste behandlingsmuligheder. Det var den scanning vi var til i dag. Jeg tror vi begge har mærket usikkerheden gnave som en lille orm de sidste par dage. Vi har gennemtænkt worst case scenarierne og forsøgt at berolige os selv med, at det aldrig vil komme i nærheden af den hjertefejl Klemens havde. Jeg blev dog noget lettere da lægen kunne mane enhver angst i jorden. Vi var alle boblenede glade og fjollede bagefter. Mikkel og jeg fordi vi var så lettede og Konrad fordi han synes det var en fest at lege i venteværelset og snakke med lægen alt i mens han fik rosiner, så Kaj og Andrea og fik lov til at lege med stetoskopet.

På vej ud af døren kom en højgravid kvinde ind. Med den ene hånd kørte hun afsted med sin datter, i den anden havde hun en vogn med ilt forbundet til pigens næse. Kvinden kender mig ikke, men jeg har siden Klemens død fulgt med i hendes families liv. Datteren er få måneder ældre end Klemens, og har også hypoplastisk venstre hjertesyndrom (HLHS). Tre uger efter Konrads fødsel var kvinden og hendes mand i Aftenshowet for at fortælle om deres mirakeldatter. I udsendelsen fremstod det som, at pigen nærmest var blevet rask efter hjerteoperationen. Jeg havde det svært efter den udsendelse. Jeg var meget sårbar efter Konrads fødsel fordi Klemens lille liv og død kom tæt på. Udsendelsen fik sat gang i alle mine overvejelser om hvis nu hvis. Hvad nu hvis jeg havde valgt at blive scannet i uge 20 under Klemens graviditet, havde jeg så haft en levende dreng. Jeg ved fra forældrenes blog, at livet ikke er let med et levende barn med HLHS. Det er ikke bare operationerne, der er alle følgevirkningerne af at have et hjerte med kun et kammer og med dem følger indlæggelse på indlæggelse. I dag var det den side af historien jeg blev konfronteret med. Pigen så ud til at have det meget skidt - og hendes mor havde et meget bekymret udtryk i ansigtet og angst i øjnene. Samtidig med at jeg så kvinden, så jeg et andet liv pasere, der kunne have været mit.

Jeg vil altid synes det er uretfærdigt, at Klemens ikke fik lov til at leve længere - men uretfærdigheden er først og fremmest, at han havde den satans hjertefejl. Havde jeg fået valget dengang Klemens blev indlagt ved jeg han var blevet opereret, hvilket også er grunden til at kvinden og datten har fyldt mit hoved med tanker og spørgsmål hele dagen. Hvad jeg ikke ved er, om jeg efterfølgende havde fortrudt som operationerne, følgevirkninger og indlæggelser fortsatte som de gør for de fleste HLHS-børn og deres voksne...

Lige nu priser jeg mig lykkelig for, at jeg aldrig blev nød til at tage de valg, og lege den hvis nu hvis leg. I stedet drikker jeg champagne og nyder, at Konrad er rask og frisk og Klemens er i mit hjerte.

Sneet inde

I dag var hele den lille familie forbi Klemme for at hilse på. Jeg plejer selv at køre forbi ham på vej ind til centrum, men den sidste uge har jeg ikke taget mig tiden. Der har ligget sne på graven længe, men den sidste uges snestorme har dækket ham til - selv snemanden jeg lavede for en uge siden var blevet til en bunke, og lanternerne var helt væk. Jeg tænker han hygger sig inde under snedynerne sammen med sin ven India, der bor lige ved siden af. Måske drikker de varm chokolade og får læst op af HC Andersen. Eller måske er Natascha kommet forbi for at synge en sang. Hvor ville det være dejligt hvis de weekendhygger i snelandskabet....

Triste fakta om spædbarnsdødelighed i DK

Jeg var godt klar over, at der var ulighed iforhold til hvordan spædbarnsdød fordeler sig i befolkningen, men er alligevel noget chokeret over den sidste nye forskning på området i DK.


http://www.berlingske.dk/danmark/flere-boern-af-indvandrere-doer-spaede

Jeg håber man får kortlagt baggrunden for dødsfaldende på en kompetent måde! Næste skridt er at finde ud af om og i hvilken grad forældrer, der har mistet får den nødvendige støtte og opbakning når ulykken sker uanset forskel på social, økonomisk, religiøs og etnisk baggrund.